I romanen ”Sommerlys – og så kommer natten” tager islandske Jón Kalman Stefánsson os gennem sorgmunter, varm fantasifuld fortælling med indenfor i et lille islandsk landsbysamfund i årene op mod årtusindskiftet. Trikotagefabrikken, byens stolthed, med 10 ansatte, har måttet lukke, fordi ejeren er blevet bidt af latin og astronomi.
Fem af de ansatte, fem kvinder, i romanen kaldet ”de ti hænder” får ikke nyt arbejde. De mødes to gange om ugen og forsøger, når de ses, at udfylde deres livs tomrum med bitter snak, sladder og emsig tilsvining af de andre.

De andre fem finder på hver sin måde nye veje i livet. Kommer videre med deres liv. Åbner sig for endnu en mulig glæde. Endnu en åben dør.

Ikke at det bare er nemt. Alle kender til modgang. Gråd og tårer hører med. Som forfatteren skriver det: ”Tårerne har form som robåde, sorgen og savnet sidder ved årerne.” Den sejlads undgår ingen. Eller ensomheden for den sags skyld. ”Ensomhed er at have arme, men ingen at omfavne.” (romanen ”Himmerige og helvede”). Men ensomheden, sorg og savn, er ikke og aldrig alt. På et tidspunkt midt i det mørkeste mørke og lukkede fester åbnes en dør, og kaldet lyder: Kom, der er fest!

Thurídur, som ikke er én af ”de ti hænder”, er beskrevet som en kvinde med et lyst sind: ”det virker som om glæde eller lys strømmer ud gennem huden på hende; Thurídurs venlige væsen og lysstyrken i hendes indre har”, som fortælleren siger det, ”mere end én gang vakt et håb i os om at livet ikke er så forbandet alligevel, at der måske er en smule mening med tilværelsen.”

”Men inde bag latteren, inde bag lysstyrken og varmen gemte der sig (hos Thurídur) en hed længsel som aldrig havde fundet sit mål”. Hun er femogtredive år, godt og vel hundrede og firs centimeter høj, kraftig uden at være tyk. Og hvor finder man i en landsby med 400 sjæle og 500 mere ude i oplandet en passende mand med den højde?

Ved nytårsballet har hun danset med bonden Benedikt og kysset ham den ene gang. Benedikt er fraskilt og bor alene på gården med sin hund og sine 315 får og lidt kreaturer. Han er ensom. Meget ensom. OG han er hundrede og halvfems centimeter høj!

En vinteraften ser Benedikt lys fra billygter og en bil køre ind i gården. Han tøver med at lukke op. Det er, som det siges, ”så pudsigt med mennesket, det kan være ensomt og længes efter selskab, men når nogen kommer, er det som om alting bliver vendt på hovedet og det vil helst kravle ind i sig selv og være i fred – sådan var det med Benedikt.” Men han lukker alligevel op. Det er Thurídur med en lille brun kuffert i hånden og med et smil på læben. Giv mig bare ti minutter, siger hun. Det får hun men heller ikke et minut mere. Benedikt er hundeangst for, at hun er kommet af medlidenhed. Da hun er kørt står den brune kuffert tilbage. Det bliver den ved med foråret igennem, hvor Thurídur med måneds mellemrum dukker op på små visitter hos Benedikt, som langsomt tør op. Og på en femdages tur til London, som han har bestilt og købt til sig selv for længe siden i et øjebliks vanvid, skriver han postkort til Thurídur og mærker varmen og lyset brede sig i sig.

Benedikt har været på museum i London og set en fire tusind år gammel mumie fra Ægypten, og han har set så meget andet i storbyens mylder, ”livets heftige flod”, og er temmelig rystet over at mærke, at alt dette ”er for intet at regne i forhold til en enkelt kvinde i en lille landsby i et land der ligger langt fra alting, men til gengæld tæt på en evig vinter og tungt mørke, et land, som ville være fuldstændig ubeboelig hvis ikke det var omgivet af den her lune strøm.

Benedikt tænker lidt på denne strøm, Golfstrømmen, og bliver rent ud sagt rørt til tårer af taknemmelighed over den, for hvor ville Thurídur være henne hvis ikke det var for Golfstrømmen? Sikke en lorteverden det ville være uden hende”!

Golfstrømmen. Det er det, evangeliet vil være for os: Varmekilde og livsbetingelse, en strøm af nåde, så der kan leves sandt menneskeliv selv her i det kolde mørke nord. Så vi kan varmes op og vækkes og vågne af vinterhi og dvale og truende ensomhed og udelukkelse. Og rejse os og, i bedste adventsstemning, bære blus med glæde på vej til festen. Lad os gøre dét. Og lad os sørge for at få tanket godt op, som vi gør det i kirken til gudstjeneste på vej mod jul og fest og en åben dør for hver og én.