I nyudgivne “Til livsmod – Tanker fra kirkeåret” skriver jeg i bogens sidste kapitel til kirkeårets mange søn- og helligdage under overskriften Godthåb: 
Den sidste søndag i kirkeåret hører vi ord om dom og fortabelse (Matt.25,31-46). For det er nok det, vi først hæfter os ved. At på dommens dag skal alle vi, der ikke havde øje for og ikke tog os af den sultne, den tørstige, nøgne, fremmede eller fængslede, gå ad Helvede til. Bort fra vor Herre “til den evige ild, som er bestemt for Djævelen og hans engle.”
Jeg er selv vokset op inden for det missionske og kender så udmærket tanker og ideer om fortabelse – fortalt af min kærlige mor og lige så kærlige og varme bedstemor. Jeg trøstede mig dengang med, at det jo da i hvert fald ikke var nogle af dem, jeg kendte, der skulle den vej. Alle var jo missionske og frelste. De andre, naboer og skolekammeraters familier, kom vel bare i andre missionshuse end det jeg selv var med til møder i sammen med mine forældre. Jeg var faktisk et stykke oppe i skolealderen, før det gik op for mig, at det forholdt sig helt anderledes. Ja, at kun et absolut mindretal – og i min egen klasse kun én mere, og det var min træfætter – hørte til inden for det missionske. Det var som et slag i mellemgulvet, et skud for boven, jeg ikke siden er kommet mig over. For hvad nu? Betød det, at Tonny, Frants, Carlo, Palle, Jan og alle de andre kammerater skulle gå ad Helvede til?
Mange kender historien om manden, der kommer i himlen og bliver ført rundt i de himmelske boliger af Sct. Peder. Der er mange rum. Inde fra et af dem lyder det af fest, højskolesang og bægerklang. “Det er de grundtvigske,” siger Sct. Peder. Et andet sted synges der “Pris Herren!”, gospels og salmer med moderne rytmer. “Det er pinsefolkene,” siger Sct. Peder – “men se, nu skal du lige være lidt stille, når vi går forbi det næste rum. Det er nemlig de missionske, der holder til derinde, og de tror, de er de eneste, der er her i himlen.”
Nej. Forståelsen er helt gal. Og det tror jeg faktisk også mine egne forældre og mange andre fra det missionske nu i dag ville mene. Og min bedstemor, som gik bort for mange år siden, er, forestiller jeg mig, nu fuldstændig overbevist om en langt større virkelighed i det hinsidige end den, hun først havde forestillet sig! Gud er ikke bare velsignelsens, nådens og barmhjertighedens Gud. Gud er også overraskelsens Gud…