Da kvinderne, endnu før solen var stået op, gik til Jesu grav påskemorgen for at salve hans døde legeme, talte de med hinanden om, hvordan de i det hele taget skulle komme derind i gravhulen. En kæmpesten var jo, vidste de, blevet rullet for indgangen.

Jeg tænker altid på disse kvinder, når jeg kommer til Vær Kirke fra den nordlige side og ser den gamle tilmurede kvindedør i kirkeskibets nordside, så stærkt markeret ved de smukt tilhuggede granitkvadre.

Hvordan kommer vi derind?

Og selvfølgelig for at kunne komme ud igen. Fordi det er altid meningen med at gå i kirke: at komme ud igen. Ud til dagliglivet og alle sammenhængene og nærværet der.

Men først må vi ind. Sætte os ind i det – her, i kirkeskibet – for at få noget ud af det. Men hvordan kommer vi derind? Det gør vi ved, som kvinderne påskemorgen, trofast at gå dertil – til helligstedet – med den tanke og det håb, at der mod alle realistiske odds må vise sig at være en vej. En indgang.

”Kanske”, som de siger det i Norge. Og det kan det. Det kan ske, at det førhen lukkede som ved et under åbner sig for os, og vi finder ind og finder ud af det. Ikke alt – det hemmelighedsfulde består – men nok til at vi endnu engang kan komme videre fra mørke til lys, fra død til liv, fra udgang til indgang.

”Der er dem, der holder dørene på klem”, som vi synger det med Benny Andersen i Go´ nu nat-sangen – ”jeg tar hele døren af / venter på dig nat og dag”. Sådan er vor Herres egen holdning til os. Sådan har Gud stillet os fra og med påskemorgen:

Hele døren taget af.

En åben favn.

Kærligheds varme, lys og liv.

Stenen er rullet fra.

Udgangen fra gravmørket findes.

Der er åbnet op for indgangen til liv og lys.

Vi får se! Vi får se!