Det er dejligt at forestille sig glæden hos Guds engle i himlen, som Jesus taler om det i evangeliet. Det er dejligt selv at mærke glæden. Og det er også dejligt at se og mærke glæden ramme et andet menneske, som måske endda i den grad trænger til det, fordi dagen og livet var blevet træls af modgang. – Jeg minder lige om, at det gode jyske ord ”træls” betyder noget med ”som en træl at være bundet til kår, man ikke bryder sig om”.

I bogen ”Tøsne og forsytia” med undertitlen ”Noget om livet med Alzheimers” fortæller Thomas Bredsdorff om livet sammen med sin Alzheimers-ramte hustru Lene. Erindringen om lysende, duftende forsytiaer det forår og den sommer, de mødtes de to for længe siden. Og om tøsneen som et billede på, hvad Alzheimers gør ved hjernen. Thomas Bredsdorff skriver: ”Jeg tror hjernen er som en bunke frisk frostsne, uhørt komplicerede mønstre med alle krystaller intakte. – Og så en skønne dag, begynder det at tø. Det fine netværk af strålende krystaller bliver til det svenskerne kalder snömos, strukturløse klatter. Sådan forestiller jeg mig Alzheimers sygdom. Som et tøvejr der breder sig langsomt, men ubønhørligt og forvandler det uendelig fine netværk af krystaller til strukturløse plamager”. (s. 181) – Er der noget, Alzheimers i den grad handler om, så er det at blive væk. Blive væk ved helt konkret at fare vild. Blive væk fra store dele af det, der engang var dig selv. Blive væk fra sit hjem og fra sit liv, som det var engang. – Johannes Møllehave skrev om det i et mindedigt (til vennen biskop Jan Lindhardt, der døde dement) med ord som: ”fortiden forsvinder / og fremtiden er forbi. / Og tid bliver til utid, / for der er heller ingen nutid. / Nærvær bli´r fravær, / som slukker livets glød, / når døden kommer, / er man allerede død”. (s. 14) Og alligevel så sker det, at der opstår sprækker eller adgange til endnu intakte dele af den dementes person og personlighed. For Lene Bredsdorff er det, langt ind i sygdommen, noget med gennem musikken og klaveret at finde dele af sit gamle selv: ”Lenes sprogcenter er smeltet. I musikcentret er det stadig klingrende frost”.

Min egen far er blevet ramt af Alzheimers og bor på plejehjem. Meget er blevet væk for ham – og af ham(!) – og bliver væk for ham. Men sangene og salmerne, de er der endnu. Og melodierne er endnu til at finde. – Da jeg for et års tid siden siden fortalte min far, og min mor, at jeg skulle på en motorcykeltur til Norge og blandt andet omkring Vossevangen, begyndte min far spontant at synge: ”På Vossevangen der vil jeg bo” – det var ikke alle ordene, der med det samme lod sig finde. Men med min mors hjælp lykkedes det stort set, at få sunget hele det første vers om Vossevangen, hvor: ”der vokser kløver over høje, / der går hver ungkarl med blanke sko / og med en sølverknappet trøje. / Der danser piger med bånd i hår, / de lange fletninger til jorden når. / Ja, tro du mig, / jeg siger dig, / der er det fagert at leve”! Fagert og glædeligt var det sandelig også, for en lille stund, at se en del af min fars gamle jeg leve op og vende tilbage. Det vil slet ikke undre mig, om det også gav glæde i himlen hos Guds engle!