Kristendommen handler om alt det, der kan gå galt, og går galt. Og kristendommen handler om alt det, der kan gå godt, og vil gå godt. Med evangeliet inde i billedet, så er det sådan, at hvordan det så end går, så skal du ikke i noget af det være uden vor Herre – uden Guds nåde – uden Guds rige nær – og Guds kærlighed engang alt i mig, når jeg er blevet til intet her. Af jord er du kommet, til jord skal du blive, af jorden skal du igen opstå!

Så hvordan det nu end ser ud, så ”ret jer op og løft jeres hoved”, siger Jesus, ”jeres forløsning nærmer sig”. Der er håb, der er lys og liv forude. ”Himmel og jord skal forgå, men mine ord skal aldrig forgå”. De ord, som vi får del i allerede nu, mens vi er på vej, får del i, og ”som nærer vort håb, og som bærer vor glæde” (DDS 89).

”Våg og bed”! siger Jesus. ”Våg og bed”. De ord stod indrammede og syet i korssting over døren til mine bedsteforældres soveværelse. Jeg tænkte tit, at det var dog en mærkelig opfordring at få på vej i seng i sit soveværelse. Vær vågen! Men jeg fandt ud af, at det var heller ikke meningen. Våg og bed! Læg alt, hvad du har, og alligevel slet ikke selv kan bære, i Guds hånd. Og læg dig så trygt til hvile og vågn så, om muligt, endnu engang glad op til dagen og dens gerning, med småt eller stort.

”Skal man være udhvilet, når man dør?”, synger Allan Olsen i én af sine halvbarske sange. ”Skal man blive i sin seng, så man er udhvilet, når man dør?” Nej, man skal nok, du og jeg, så længe det overhovedet måtte være muligt, ud af fjerene, og virke og være i et ”jævnt og muntert, virksomt liv på jord”, så længe og så godt det lader sig gøre. Årvågent være tilstede.

Min bedstemor fortalte mig engang om dengang i de unge nygifte år, hvor bedstefar med håndspade dyrkede hede op og på den måde fik lagt jord til gården. Tit lå han, fortalte hun, vågen i forårsmorgenen og ventede på, at det skulle blive lyst nok til at han kunne komme i gang. Ja, ikke bare ventede, men glædede sig som en lille dreng til sin fødselsdag. Sådan må vi i al knokleriet og, dybest set, trængslerne og modgangen med, glæde os til det kommende. Leve opmærksomt, årvågent og nærværende. Virke og være. – Vi skal ikke stå for det hele, men vi skal stå foran Menneskesønnen. Det er godt. Det er adventsglæden. Så ”Glæd dig da kun, du menneskesjæl” (DDS 129) Ja: ”Favn kun trøstig, hvad Gud har givet, / løft dit hoved, og tak for livet”! Glædelig advent!