Jeg så for nogle år siden på DR-2 en fantastisk fin dokumentarfilm (og hvor ville jeg gerne gense den) om søskendeparret Hugo og Rosa – fulgt over en periode på 10 år, fra 1992 til 2002, i den sidste del af deres lange liv. Hugo og Rosa Bergkvist fra gården Gunby i Roslagen, et lille sted på kloden et stykke vej nord for Stockholm.
Hugo, født 7/12 1900 og lillesøster Rosa, født 7/10 1905. De to sidste af i alt ni søskende. Altid levet sammen på den lille svenskrøde gård med de hvide vinduer. Til helt op allersidst i århundredet, uden el og rindende vand. Stille og roligt sad og gik de nu som gamle rundt med hver deres sysler og al tid god tid.
Søskendekærligheden, varmen og tilfredsheden lyste ud af deres ansigter, af øjne, træk og ord. Taknemmeligheden og sangen fyldte meget for dem begge. For Rosa mest hendes egne fine hjemmelavede viser. For Hugo, som gik mere op i det kirkelige end hun, mest salmerne. Altid en sang på læben som en tak til livets giver.
Og som Hugo sagde det – filmet siddende i midten af en flok børn samlet ved alteret til høstgudstjeneste – ”at Han vil have mig – at Gud vil have os, hver især, som vi er – det har altid undret mig og fyldt mig med dyb taknemmelighed!”
Da Hugo et stykke tid før sin 100 års fødselsdag bliver alvorligt syg og indlagt på hospitalet må Rosa på plejehjem. Åh, sikke en hjemve. Og sikke et savn og sikke en længsel efter sin kære bror, Hugo.
Vi ser klip til sygehuset, hvor han ligger i hospitalssengen som en død. På ryggen, med åben mund men uden at tage næring til sig ligger Hugo og sygner hen. På plejehjemmet blegner Rosa. Tilbage er stadig sangene, men nu mere som udtryk for tab af gode kår.
Da er det underet sker. Hugo kommer til live igen. Og en dag bliver han trillet ind på plejehjemmet til Rosa. De to gamle mennesker – han snart 100, hun 95 – siddende overfor hinanden i gensynets stund med hænderne famlende i kærlige klem, med kærtegn på kinden og ord som: ”Åh, men at vi to dog skulle se hinanden igen!” og Rosa: ”Hvor er din hånd dog kold, kære bror! Lad mig varme den!”.
Resten af tiden boede de sammen på samme værelse på plejehjemmet. Taknemmelige, dybt tilfredse, kærlige og varme, med sange og salmestrofer på læben til det sidste. Rosa døde 96 år gammel. Hugo fik endnu en tid.
En uge efter sin 101 års fødselsdag havde han, fik vi fortalt, siddet ude på gangen og sagt: ”Nu skal jeg hjem til Rosa”. Så var han stavret ind på værelset til vinduet – havde åbnet det og råbt: ”Nu kommer jeg, lille Rosa!”. Og så lagde Hugo sig ellers tilrette i sin seng, hvor han døde dagen efter.
”Hugo og Rosa” – et varmt, varmt portræt af hvad det også vil sige at være menneske. Selv i tabets verden. For ”Gud har besøgt sit folk” (se DDS 349). Gud vil have os, som vi er. Også når vi er fortabte. Da stadigvæk Gud – Kristus – som den der kommer til os for at opsøge og frelse det fortabte. For at være hos os ind gennem mørkets og kuldens tid og føre os igennem ud til lyset. Til gensyn og glæde. Til nærvær og varme på ny. Sagt med Benny Andersen:
”Mødes og skilles og mødes igen.
Varmt er det hjerte der bløder.
Livet begynder bag smerten min ven.
Lykken må danse på gløder.”