Beretningen om den 12-årige Jesus i templet i Jerusalem i ivrig samtale med præster, lærere og skriftkloge er det eneste glimt vi overhovedet i det bibelske har fra Jesu barndom udover fødselsberetningerne. Knap og nap konfirmandstor og gammel nok til at træde fra barndommen ind i ungdomstiden, teenageårene, møder vi her den 12-årige – som, vidunderbarn eller ej, er et særligt sted i livet.

Sådan vil jeg ud fra min egen livserfaring kunne betragte det. Udover hormonernes rasen og kroppen der så småt begynder at forandres, sker der også i sind og tanker nye ting og forskubninger. En åbenhed og bevægelighed men også nye store spørgsmål at stille til det ene og det andet. En begyndende adskillelse fra mor og far og deres meninger og holdninger. En selvstændiggørelse, ikke uden knubs, men også med helt nye berusende perspektiver for det at være til.

Da jeg selv var 11-12 år gammel, fik jeg flere og flere sammenstød og uoverensstemmelser med min, syntes jeg dengang, alt for jordiske far. Så kunne jeg i de situationer finde på at smide mig på sengen i mit værelse eller på halmloftet eller et andet uforstyrret sted og ligge der med lukkede øjne og godt med næring fra de drengebøger, jeg dengang slugte, og forestille mig, at jeg i virkeligheden havde en helt anden far end ham stivstikkeren derude i stalden eller ved bordet i køkkenet eller hvor vi nu stødte sammen. Nej, i virkeligheden så var jeg en indisk fyrstesøn. Og snart, meget snart, ville min indiske fyrstefar komme på sin sorte hingst og befri mig til et helt nyt liv, hvor jeg kunne lyse og stråle i min egen ret og sande identitet. Sådan! Han kom aldrig. Men jeg flyttede få år senere hjemmefra. Og fik i mange år derefter lov at beholde min jordiske far som netop min, ikke himmelske, men gode jordiske far.

Hvem er vi hver især? Hvor hører vi til? Hvor hører vi hjemme? Ja, i hver vores jordiske sammenhæng med de roller og titler og funktioner, der her måtte høre til. Inklusive, med tiden, diverse forandringer og forskubninger. Og husk, som dronning Margrethe i sin næstsidste nytårstale formulerede det omkring generationskløft og forskellen på unge og ældre som ikke blot kløft men et sted for bro til ny erkendelse. ”Og husk”, som dronningen understregede det – ”husk, at man kan gå over broen i begge retninger.” – så at vi kan mødes og sammen ”gå ind i det nye år med fortrøstning, forståelse og nyt mod”.