Jeg var for en del år siden til en ordinationsgudstjeneste i Ribe Domkirke og så her et stærkt opbyggeligt syn. Under altergangen blev en gammel og meget gangbesværet mand med en spinkel kroget stok i den ene hånd hjulpet op af trappen fra skibet, op mod alteret. Her ovenfor trappen takkede han sin hjælper og signalerede, at nu kunne han selv. Det kunne han bestemt ikke. Men hvordan klarede han sig da frem mod alteret? Jo, den gamle mand styrede sine vaklende skridt frem mod døbefonten, som I Ribe Domkirke er som et ældgammelt trækar med et par håndtag øverst oppe. Her greb manden fat med den frie hånd og lænede sig så ellers op ad døbefonten, indtil der var klar til et nyt hold altergæster. Fra døbefonten til altergærdet var der også et stykke vej, et par meter. Nu brugte den gamle mand døbefonten som afsæt til at komme videre – frem til alterbordet og til det grænsesprængende fællesskab, der her så fint kommer til udtryk. Jeg lagde mærke til, at efter nadveren hjalp en kirketjener den gamle mand hen til trappen, hvor en ven stod klar.

Fra døbefont til nadverbord. Fra dagligdag til kirkerum og altergang, og atter tilbage til hverdagen. Og alle steder, hvor vi går, med det vi fik i dåben som grundlag. Dåben og dåbens nåde som det vi alle dage har at gribe fat i. Læne os op ad og bruge som afsæt for alt det vi kan og skal og vil derude i dagliglivet. Sammen med de andre. Alle vore brødre og søstre, som i virkeligheden er hvert eneste menneske, jeg møder på min vej.