Jeg læser for tiden Kaj Munks erindringer ”Foraaret saa sagte kommer” fra 1942 og bliver mindet om, hvor godt og stærkt og hvor uendeligt skrøbeligt livet er. NB. Som jeg læste det forleden i Helle Helles ”de” om den pubertetsunge datter og hendes livstruende alvorligt syge mor i deres skrøbelige lille liv og konstellation dernede i Rødby på Lolland – moderen tænker: der sker noget hele tiden – ofte noget godt. – Ja, tænker jeg, og af og til noget forfærdeligt.
Kaj Munk er født den 13. januar 1898 som førstefødte og eneste-fødte af garver Carl Petersen i Maribo, som forholdsvis sent i livet (39 år gammel) var blevet gift med sin godt 10 år yngre hustru Mathilde. Allerede den 8. august 1899, da den lille Kaj var kun godt halvandet år gammel, døde hans far pludselig efter en dejlig eftermiddagstur til Lysemose sammen med gode venner og sin hustru Mathilde. Hjertet kunne ikke mere. Han nåede sammen med Mathilde hjem til huset i Maribo, hvor han smed sig på sengen og kort tid efter døde. – Kaj Munk skriver herom i de indledende afsnit i ”Foraaret saa sagte kommer”. Og får så fint både gruen og glæden, sorgen og takken, vævet sammen i et. Her, hvor han en augustdag i 1942 nu selv, som sin far dengang, 44 år gammel sidder og skriver, og med sin forestilling om den augustdag 1899, fortæller om sin fars sidste minutter og øjeblikke:
” I det Øjeblik maa Far have følt, hvad Fare han var i. Tanken om det store Forbi maa have været den kraftige og livsglade Mand saa fjern, at den umuligt kunde komme til ham før i yderste Stund. Nu kom den. Paa eengang vidste han, at han var kun 2 Minutter fra Døden. Til hvad skal man bruge to saa dyrebare Minutter af sit Liv? Tale kan man ikke mere. Haanden hænger slap og lam.
Er der Tid at tænke bagud paa Livets Lange Kæde af Sekunder, tænke paa Glæderne med Taknemlighed, paa Synderne med Anger? er der Tid til at tænke fremad paa den bundløse Ensomhed og Mørket, hvis Slugt gaber foran En, allerede nærmere end Vinduet, der er blevet borte. Men nærmere endnu er der en Kvinde, hvis Øjne er vilde af Rædsel, og hvis Strube svælger og svælger for at kvæle Skriget, der trænger paa. Og tale kan man ikke mere, og løfte Haanden til et Kærtegn kan man heller ikke.
Da stolprer det af smaa bitte Ben etsteds i Stuen, smaa bitte faste velsignede Ben. Aah, man vilde saa gerne… men tale kan man ikke, og Armen er blevet lam. Saa fylder man Øjnene med det bristende Livs sidste Kraft: Tak, siger Øjnene, Tak, du kære, kære, kære. Tak, at du gav mig din Kærlighed, at du kronede mit brogede Liv med Lykke til Slut, Tak, at jeg ikke ligger her ensom, men du staar hos mig, og Barnet leger ved min Seng. Tak, at du fik skabt Mening i min tilfældige Tilværelse, at du lod mit Liv lykkes, saa jeg nu kan dø glad.
Man vilde saa gerne smile, men Ansigtsmusklerne lystrer ikke mere. Saa stolprer de smaa faste Ben igen rundt i Stuen; det blev den sidste Lyd, den flygtende Hørelse tog med sig, og Smilet; til Barnet fra Kvinden, der for dets Skyld gjorde sig tapper, var det sidste, Øjnene greb, før de brast. Saa var der ikke mere. Og Læberne, de tørre, der havde forsmægtet efter Vandet, mærkede ikke, de blev læsket af Fortvivlelsens Taarer og Kys.”