”Evigt i tiden” hedder en nyudkommet roman af bondeforfatteren Jens Smærup Sørensen – ”Evigt i tiden” – for vi lever altid i tiden – og samtidig er der i tiden, til enhver tid, noget der går igen – noget som har evigheden for sig – kortest sagt: Kærligheden – relationen – dette, at det at være menneske i grunden er noget, vi er sammen – og for alvor kun kan være sammen – ikke til perfektion men meget gerne med, for evigt, dedikation. NB. ”For evigt, skal vi sammen samme vej…” (Volbeat)

Hen over små 250 år følger vi landmandsægteparret Lone og Jakob Gojesen, sådan som det godt kan gøres i en roman (et stykke fiktion). Vi møder dem lige før udskiftningen allersidst i 1700-tallet. Vi møder dem igen godt hundred år efter i andelsbevægelsens tid sidst i 1800-tallet. Vi møder dem endnu engang godt hundred år efter i den tid der er vores nu i dag som økologikvægbønder med litauiske ansatte og nu snart en ny mælkerobot installeret til de flere hundrede malkekøer på gården i nærheden af Nibe.

Og så møder vi Jakob og Lone i romanens rammefortælling, hvor vi befinder os i en ikke særlig fjern fremtid, hvor noget voldsomt, klimamæssigt, er sket – hvor lyset fra solen udebliver – hvor mørket råder – med romanens egne ord i indledningen: ”Himlen var sort. Der var bælgravende mørkt. Det var sådan det nu var. Dag efter dag. Det blev nat. Så endeløst” – en omvendt skabelsesberetning i et liv og en verden med gråd og tænderskæren: ”Alle var bange. Al den angst. Vi vidste ikke hvad vi skulle gøre af os selv.” Og så håbet alligevel, nu hvor der efter en to-tre måneder begynder at trænge lidt lys igennem. Som Jakob tænker det: ”Vi er da nogle underlige nogen. Bare det at der nu trænger en lille smule lys herned til os, har straks fået os til at tro at alting bliver godt.” Eller i hvert fald håbe. Fordi sådan er det, for evigt, når dedikationen i det menneskelige er på spil.

Og Jakob tænker på det med at støtte hinanden de to. Prøve på at hjælpe hinanden, ”… når vi ellers selv har villet hjælpes. Jeg har nok helst villet nøjes med et blik fra hendes side, eller med et par ord, og gerne om noget helt andet end det jeg gik og døjede med. Ikke kunne finde ud af, var ved at segne under. Bare et blik, en berøring, nogle lyde fra hendes mund som ikke skulle betyde andet end at hun var der. Alene det betød mere end noget andet. Det kunne give mig mange flere nye kræfter end nogen nok så indfølende og kærlig snak om det der nu plagede mig, kunne have gjort. Den ville bare trække mig dybere ned i det. Og jeg ville videre …”

Så fin en beskrivelse af manden, som han – nok nær for evigt – har kunne have det i menneskehedens historie. Som Jakob videre tænker det: ”Jeg ville bare videre. Om det så var videre på vejen til helvede, nej ligefrem trøstes, aldrig i livet, så svag var det langtfra jeg kunne blive. Og jeg véd heller ikke om hun ville, om hun nu i grunden vil det, sådan trøstes, nu vi begge er så svage at det ville være som at tage det sidste af livet af os selv og hinanden at lyve sig fra det, og trøste, ja, enhver lille trøst ville minde os om noget der ikke er nogen trøst for.”

De skal være sammen de to, Lone og Jakob. Det er det, der står fast – for evigt (lige nu). Med Jakobs ord: ”Vi skal ikke nogen steder videre. I mørket, i helvede har vi været, og vil nogen himmel atter åbne sig for os, og solen vise sig, i al sin glans. ” Åh ja, det kunne jo være! ”Vi kan bare prøve at være her. Vi kan prøve stadig at være her, jeg prøver, og hun prøver. – Som altid jo på hver vores måde…” Åh ja, sådan er dét. Og sådan skal det være, når det er godt – for evigt – uanset mørke, gråd og tænderskæren. For, som vi synger det med Jens Rosendals ord i én af tidens mest elskede bryllupssange: ”… kærligheden er og bliver / og hvad end hele verden sir, / så har den vore hjerter”.