Nu er det sommerjuli måned og uanset vejr og vind blevet tid til ferie i hytten ved fjorden. Man skal ikke tage sit arbejde med på ferien, men som præst er det – for mig – en umulighed at leve fuldstændig op til det. Tanker om tro og kristendom, som er så uhyre væsentlig en del af mit arbejdsliv, hører tillige til i mit personlige liv som en naturlig, integreret del. Selvfølgelig også da vi for et par måneder siden – og for mig selv for første gang – var på ferie i Det Hellige Land. Altså: Israel. Her var der, hvad jeg også tydeligt kan læse ud af mine feriedagbogsnotater, tro i tanken igen og igen. Som for eksempel i Nazareth, fredag den 13. maj 2016, siddende under det store træ på torvet ved Marias Kilde, hvor jeg har noteret følgende:

”Jeg har lige haft et lille kig ind i den græsk-ortodokse Sct. Gabriel Åbenbaringskirke nærved Marias Kilde. Som alle mulige andre steder på kloden var her blot nogle få gamle mennesker (mænd) forsamlet til at udføre messen. Alle de unge sidder udenfor lidt længere ned mod torvet og drikker øl (Carlsberg). Der var fascinerende røgelsesdufte og smuk vekselsang inde hos de græskortodokse i kirkerummet, som også ved sin indretning, herunder mange helgenbilleder, virkede fascinerende.

Den kristne kirke er, generelt, billedrig. Det ser og mærker man her i Nazareth, hvor den – som sådan set i hele landet – er ”i klemme” mellem jødedommens såvel som islams billedforbud. Jeg har det skidt med alle de mange klichefyldte religiøse billeder. Bazaren er fuld af dem i souvenirudgaver, der ikke adskiller sig fra min barndoms sødladne, pladdersentimentale glansbilleder af religiøse skikkelser. Og samtidig har jeg det godt med at høre til indenfor en så billedrig religion, hvor der, så vidt jeg kan se også – allerede herved – åbnes op for billedtalen som den egentlige OG, vil jeg nok sige: eneste virkelige ”talemåde” når det kommer til alt det med Gud og os. Jesus talte selv i lignelser (/billeder) og var i sig selv en mægtig lignelse – Guds udtrykte billede på jord.

Hvor vidt og hvor meget denne pointering måtte støde sammen med det faktum(!), at Jesus fra Nazareth, senere (også af sig selv) kaldet: Menneskesønnen, Guds søn, løb rundt i bare fødder for små 2000 år siden på måske helt nøjagtigt og altså helt konkret og kropsligt, her på det sted, hvor jeg netop nu sidder i skyggen under byens måske mægtigste træ, ved jeg ikke. Men jeg vil tænke nærmere over det. Formodentlig resten af mit tænkende liv. Jeg vil kredse om det og forsøge at nærme mig mulige (del)svar gennem formodentlig udelukkende billedtale resten af mit liv, og i hvert fald aldrig nogensinde på nogen måde gennem arkæologi og anden materialitet. Troen er, hvad angår dens udspring, i et og alt af åndelig art. Dens mulige OG nødvendige materialitet er først og fremmest de troendes kroppe og liv. Derudover, i en altid sekundær form: Kirkebygninger og helligsteder og religiøse gebærder (liturgi)”.