Forleden morgen slog et sus af en stæreflok ned over naboens træ (apropos sangen ”Stenen slår smut på det danske vand” vers 4). Sikke en kvidren. Sikke en bevægelse. Træet blev levende. Ind imellem forstummede hele denne voldsomme kvidren, og efter et par sekunders stilhed fløj stærene op og byttede pladser i trætoppen, og så fortsatte de ellers den livlige kvidren. Som til en fest, hvor man ind imellem bytter bordherre og borddame for at holde snakken i gang. For at få noget liv og bevægelse.

Alting er i bevægelse. Også træerne. Og ikke kun når stormen raser eller når en stæreflok en september-morgen slår ned. Alting er i bevægelse. Måske var det bare en hveps, eller en bi – eller en svirreflue! Som sandelig også er en del af skaberværket!

Som i bogen ”Fluefælden” af svenske Fredrik Sjöberg: ”Fluemanden”, også kaldet, som Søren Ryge besøgte på den stockholmske skærgårdsø Runmarø, hvor han, Fluemanden, Fredrik Sjøberg, bor og har indfanget hele sin store svirrefluesamling. Han har fortalt herom i bogen ”Fluefælden”, som er en mærkelig sammensat, meget anbefalelsesværdig bog. En bog som i særlig grad kredser om den excentriske vidt berejste svenske insektforsker (entomolog) og fluefanger René Malaise, som døde 85 år gammel den 1. juli 1978 i forbindelse med et hjerteanfald.

Malaise konstruerede et specielt flueindfangningsnet, fluefælden, som han er berømt for, men er nok ellers mest kendt for bare at have været en galning, hvis liv endte på et sidespor. Og som mod slutningen levede helt alene i Simpnäs oppe i Roslagen, hvor han skændtes med de få naboer, han havde, og ellers satte sine garn og forsøgte at fange, nu ikke fluer men fisk.

Da Malaise den sommerdag 1978 stod på stejlepladsen og ordnede sine fiskenet kom det sidste af en række hjerteanfald. ”Det lykkedes ham,” fortæller Fredrik Sjøberg, ”at ringe efter ambulancehelikopteren, og han var ved bevidsthed hele vejen ind til Danderyds sygehus, hvor han døde.” Og Fredrik Sjøberg, som selv er en god fortæller, fortæller nu om Malaise, at han var en god fortæller og i øvrigt en eminent rejsende: ”Men den sidste rejse, sådan som den er gengivet, var også en bekræftelse af noget andet. Af hvad der kan ske når tiden er knap og man ved det. For sådan fortælles det, at han lå der foran i helikopterens glasboble, døende, og med en næsten lyrisk eufori og strålende glæde fortalte om alle de øer der gled forbi der langt nede i det glitrende hav. Det var slut, og han vidste det. Jeg vil tro han var tilfreds.” Ja, eller måske ligefrem taknemmelig? Fordi, som Sjøberg skriver det lidt længere fremme: ”… som altid når man giver op, opstår der en lille sprække hvor det uventede kan komme ind, netop fordi man synes at man ikke længere har noget at miste.”

Som på den sidste rejse, når vi står overfor døden, og livet og livsglæden på underligste vis tager fat igen. Eller som når vi vitterligt var spærret inde i gravmørket, og sprækken opstod, og lys slap ind og vi slap ud! Få livet igen, på mildest talt, total uventet vis. Og med jordforbindelse. – Som jeg længe havde det hængende på mit præstekontor – et gammelt emaljeret skilt med store bogstaver ”JORDFORBINDELSE” og nedenunder, med små bogstaver: ”maa ikke fjernes.” Nej, jordforbindelsen må ikke fjernes! Og bedst forstået giver Kristus og kristendommen os jordforbindelse. Opstandelse, jordforbindelse med fornyet livsmod, som i livsmodssalmen (DDS 754), som vi i disse årtier synger til et hav af begravelser – salmen ”Se, nu stiger solen af havets skød” med gode, i sig selv, livgivende ord som i det 2. vers: ”Jeg vil ånde luften i fulde drag, / synge Gud en sang for den lyse dag, / takke ham, at morgnen mig end er sød, / at mig dagen fryder trods synd og død.”