Jeg har i mit nu 35-årige virke som sognepræst i Vær og Nebel sogne fået et særligt forhold til visse af de evangelie- og bibelsteder, vi kommer omkring i løbet af kirkeåret. Evangeliet til 3. søndag i advent (efter første tekstrække) med Johannes´ bævende bange: ”Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?” overfor Jesus er for mig for længe siden blevet et ganske særligt sted i evangeliet. Det vil jeg gerne fortælle om i en personlig erindring fra det år, hvor min far, for os alle, uventet måtte indlægges på lukket (eller rettere: skærmet) psykiatrisk afdeling på Esbjerg Sygehus. Men det var virkelig som om det på alle måder pludselig var blevet lukketid i min fars dengang 60-årige liv.

Hen over ganske få efterårsuger, eller måneder var det jo nu nok, havde min far udviklet en svær depression, hvor der til sidst ikke var andet at gøre end, for første gang i sit liv, at lade sig indlægge på psykiatrisk afdeling. Det blev han den 10. december 1992, altså ind under jul for 31 år siden i ugen op mod 3. søndag i advent. Det nævner jeg, fordi jeg et halvt års tid i forvejen havde aftalt med vores præst derhjemme, at jeg – som den forholdsvis nybagte præst jeg var (jeg var begyndt her i Vær og Nebel sogne fire år før i december 1988) – skulle komme hjem og stå for aftengudstjenesten det år 3. søndag i advent i Jernved kirke. Det ville jeg gerne. Jeg havde glædet mig meget til det. Også fordi min far og mor det efterår var blevet nyansatte som graverpar og kirketjenere ved kirken.

Nogle dage før det blev søndag besøgte jeg min far på sygehuset. Eller i fangehullet, havde jeg nær sagt – og det er sagt uden nogen som helst kritik af det psykiatriske behandlingssystem. Men det var selvfølgelig en hård omgang at se min ellers altid så stolte og ranke og ret ofte glade far sidde sammensunken og udslukt og skræmt som en lille forpjusket fugleunge spærret inde i sit bur. Man har – jeg havde – i den situation en voldsom trang til at forsøge at trøste. Jeg kan huske, jeg sagde til min far om han, som søndag efter søndag igennem så mange år som almindelig kirkegænger havde siddet i kirken og på så mange måder blevet mindet om, at vi med hvert vores liv uanset, hvordan det så end går, er i Guds hånd – om han da ikke kunne holde fast i noget af det. Og min far kiggede uendelig bedrøvet og rådvild op og sagde: ”Det er det, jeg prøver på, men det er jo det, jeg ikke kan”. Jo, der kan være meget at fortryde. Også nogle af de gange, hvor man – i virkeligheden allermest af egen nød – både forgæves og malplaceret forsøgte at trøste nøden væk hos det andet menneske.

Så blev det søndag, 3. søndag i advent. Jeg havde selvfølgelig overvejet, om jeg skulle melde afbud, men jeg ville gerne holde aftalen. Og det var også på en mærkelig måde som om, at så var jeg da alligevel med til måske at gøre noget for min far – eller for begge mine forældre. Min mor var jo til stede der i kirken den aften. – ”Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?” – Johanes´ bævende, bange tvivlende spørgsmål til Jesus – og med Jesu budskab til Johannes der i fangehullet: ”Gå hen og fortæl ham, hvad I hører og ser: Blinde ser, og lamme går, spedalske bliver rene og døve hører, og døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige. Og salig er den, der ikke forarges på mig.” Tegnene findes. Saligt er det da at se tegn på andet og mere mellem himmel og jord end al den elendighed, der også findes og som kan trække et menneske ned i det dybeste mørke. Saligt er det, at underfulde helbredelser finder sted og at et menneske, der var så godt som død, udslukt og færdig, kan få sit gode liv igen og komme til for eksempel at virke i en længere årrække som en glad graver. For sådan gik det rent faktisk for min far. Men det vidste vi ikke den aften i kirken.

Hvad jeg til gengæld véd og aldrig glemmer, det er hvor godt og givende det vitterligt var at være i kirken derhjemme den aften og at få lov til at dele evangeliet og alle gode ord og salmer sammen med de mange mennesker, der var kommet i kirke den adventsaften. Kirken var propfyldt. Ikke i særlig grad fordi et bortløbet sognebarn var kommet hjem i fuld ornat, men helt klart for at vise min mor og min nu og her desværre sygdomsramte og fraværende far al mulig støtte og opbakning – fra naboer og venner og bekendte – folk af alle slags i sognet her, hvor mine forældre allerede dengang havde boet længe. Det var i sig selv så stærkt et tegn på, at noget væsentligt og bærende kan hænge rigtig godt sammen, selv nu hvor noget andet er gået helt i stykker.

”Er du den, som kommer?” – JA – og ”Velsignet være han, som kommer i Herrens navn” – og velsignet være du, som i liv og i død, og hvor meget der så end måtte stå ”Fragile” hen over dig og dit liv her og nu, hører til hos ham – Jesus Kristus, som i sin ånd vil være hos dig – også når du ikke mærker det, ikke føler det og slet ikke tror det – i mørket og dødens skygge, eller hvilket fangehul, du måtte være havnet i. Han er den, som kommer. Du skal ikke vente nogen anden. Men ham, vor Herre Jesus Kristus, ham skal du vente – og i grunden vente dig alt godt fra! Det er ”Julebudet til dem, der bygge / her i mørket og dødens skygge, / det er det lys, som, aldrig slukt, / jager det stigende mulm på flugt…” – Glædelig advent! Og sidenhen: Glædelig jul!