I min barndom havde vi, som jeg husker det, ingen vismænd. Ikke en eneste vismand. Men vi havde en avisdreng. Og det var vigtigt, for han kom med nyt fra det store udland og fra de hjemlige sammenhænge. Med nyt om stort og småt i den daglige avis, som jeg jo kunne se på min far, når han sad der ved bordet med avisen, var en gave. Måske ikke bare en gave, men også en op-gave. Noget der skulle passes. Og noget nær ligeså væsentligt og vigtigt som pressens radioavis, hvor vi alle sammen skulle være stille og høre efter. Fordi her blev der kastet lys fra den store verden ind over vores lille daglige liv og verden.

Vi er lige for tiden, som vores højtlæsning, herhjemme i gang med at læse om en gammel avismand, som jeg selv betragter som en vismand af de store. Han døde, denne vismand, søndag den 8. december, 92 år gammel, i sit hjem i Tel Aviv. Hans navn er: Herbert Pundik. Tidligere mangeårig chefredaktør og senere seniorkorrespondent for dagbladet Politiken. – Født som dansk jøde i 1927. Med familien, forældre og søskende, flygtet over Sundet til Sverige i oktober 1943, bort fra nazisterne og Holocausts rædsler. Pundik deltog herefter som ung frivillig efter krigen i den jødisk-arabiske krig i 1948-49, og bosatte sig med sin, som det blev, livslange ledsager og hustru, Sussi, og deres efterhånden tre børn, i Tel Aviv. I det hellige land. Eller vi kunne også bare sige: i Israel. Hvorfra han op gennem alle årene har haft sit virke, også på avisen, på Politiken, i København – og engageret sig i blandt andet fredsbevægelsen i Israel.

Herbert Pundik har selv fortalt om alt dette og meget mere i bogen ”Det er ikke nok at overleve”, der, som bagsideteksten siger det, er ”historien om en mand, der aldrig tøvede med at engagere sig, hvor han mente, han kunne gøre en indsats, heller ikke, når det kunne indebære en risiko for hans eget skind.” – Herbert Pundik var, som en israelsk forfatter, Yoram Kanyuk, der kendte ham indgående, skrev det – ”den bedste journalist, jeg kendte. (..) Han skrev på engelsk og tænkte på dansk og blev oversat til hebraisk. Han var en fremmed, der aldrig helt kom hertil, og en indfødt, der aldrig kom bort herfra… fyldt af en dyb identifikation og forpligtelse, en grænseløs vilje til at yde, fortrøstning, overlevelsesevne” – ja, trods også kæmpestore personlige tab.

En anden, det var Dan Tschernia, skrev i nekrologen: ”Når Herbert bad om hjælp, var det ikke til sig selv, men til andre, der havde behov for den. Han havde en utrolig sans for skæve, talentfulde eksistenser og viste dem varm overbærenhed og var det måske mest generøse menneske, jeg har kendt. Sussi har også i den henseende suppleret ham på smukkeste vis. – Han var i de senere år syg, men ville ikke lade sig styre af sygdommene… Og bevarede sin humoristiske sans…” – vi må, sagde han, om det at mødes med venner og bekendte: ”kun tale om en sygdom og et barnebarn!”

Selv får den gamle vismand (og avismand) her det sidste ord. Om det at være jøde. Ledemotivet i hele hans liv: ”At være jøde”, skriver Herbert Pundik, ”er at kunne drømme sig ind i et fotografi fra Auschwitz og tage plads blandt de nøgne, frysende mænd og kvinder i køen på vej til gaskammeret. At vågne af rædsel, røre ved sin elskede, stå op, gå ud og tisse, drikke et glas vand og lægge sig til at sove igen. Gå ud af fotografiet. Overlade de andre til deres skæbne. Og én selv til den dårlige samvittighed. Den overlevendes sorgtyngede glæde.”