Hvor er det godt, at vi har folk som salmedigter Iben Krogsdal til at sige det, der trænger til at blive sagt lige til tiden. Hun gør det i så mange af sine salmer men sandelig også som nu senest i klummen fredag den 18. marts i Kristeligt Dagblad, hvor Iben Krogsdal skriver om sin syge, overanstrengte ven som ”måske indbegrebet af en moderne synder”. Synds-pulsen buldrer i dag løs overalt, skriver Iben Krogsdal og fortsætter: ”Netop fordi så mange af os mangler sprog for vores syndserfaringer, er synds-ubevidstheden enorm. Den er trængt fra bevidstheden direkte ud i kroppene. Den sitrer i hænderne, kører i nerverne og tager sovepiller og angstdæmpende medicin.”

Det er synd og skam, at synden er blevet væk for os. Og det er den selvfølgelig kun i vores bevidsthed og ord og sprog for det at være menneske. For synden er ikke bare en realitet men et grundvilkår. Det er et begreb, som op gennem kirkens historie desværre ofte er blevet anvendt til en fuldstændig ukristelig lædering af sjælene. Til en skamløs påføring af skam med det ene mål at udstyre skampålæggeren selv med magt, styring og kontrol. Men bortset herfra(!) så er kristendommens tale om synd, og i samme åndedrag: syndernes forladelse, en helt nødvendig og højaktuel dimension af det menneskelige.

Hvis ikke vi har plads til fejlene og uperfektheden, så har vi kun perfektionen og det fuldkomne at gå med og gå efter. Så udleveres vi til det helvede, det er at skulle være helt rigtig og gøre det rigtige i et og alt. Så er der kun 12´eren, der tæller. (Læs Christian Hjortkjær, ”Utilstrækkelig”). Så er der virkelig, med sådanne kæmpeoveranstrengelser, lagt i ovnen til den destruktive, livsødelæggende skam – hvis det da ikke lykkes dig at give dig skamløsheden i vold, hvilket er en fætter & kusine for ikke at sige bror & søster til den destruktive skam. Så lad os få synden talt op. Det, som engang var med til at give destruktiv skam ved sin misbrug – altså talen om synd så ”skammeligt” anvendt – det er nu ved sit totale fravær i sprog og bevidsthed skam- og stressfremkaldende. Vi savner synden, fordi synden, altså: syndsbegrebet, sætter os som det vi er: Ufuldkomne, uperfekte mennesker, som så alligevel, af Guds nåde, gerne må være her og endda løfte ansigtet op og ranke ryggen og gå videre i livet som netop syndere af Guds nåde.