Som en del af Reformationsåret her i Vær og Nebel sogne ved Horsens er jeg i gang med at forberede ”Samtalesalon – Luther samtale i Vær”, hvor vi skal mødes første gang nu her én af dagene, og hvor jeg selv skal bidrage med oplæg til samtale. Jeg er i den forbindelse kommet til at tænke på, hvordan Luther med en særlig tyngde meldte sig i mit liv, dengang først i firserne, da jeg var begyndt at læse teologi i Århus. Jeg havde anskaffet mig Luthers Store Katekismus i en ret stor, flerspaltet og flersproget udgave. Samtidig havde jeg et par år før fået min førstefødte søn, som nu, et par år gammel, gik i en vuggestue ude i Årslev. Vi boede i midtbyen. Den lange vej frem og tilbage blev tilbagelagt i bybus med et enkelt skift (bus, ikke ble) undervejs. Alt i alt tre timers transport om dagen for at kunne komme på Uni og få et par timers undervisning.

Ingen grund til klage. Det var gode tider. På vejen ud havde jeg min lille søn på skødet og Luther i tasken. På vejen hjem, og senere på dagen igen på vejen ud, havde jeg Luthers Store Katekismus opslået mellem hænderne. Eller i overfyldte busser liggende på den ene underarm, mens jeg stående ved den anden arms hjælp hang i en busstroppe. Vuggende, dansende, læsende gennem Århus. Frydefuld læsning alene fordi Luthers eget tyske er så ligetil, for ikke at sige smukt og enkelt. Luthers tanker og smukke tyske vendinger har sat sig i mig. Ikke så jeg husker noget som helst udenad, men så jeg den dag i dag mærker mig bygget op og delvist beskrevet heraf. Skriften har sat sig i mig og mærket mig. Præget mig.

I romanen ”Tegn til kærlighed” (2002) af forfatteren og teologen Jan Kjærstad lyder det gentagne gange på ærkeluthersk vis som et af romanens mantraer: Det er skriften, der frelser. Herunder, som det tilføjes, i særlig grad håndskrift. Og herunder igen i ganske særlig grad den særlige form for håndskrift, vi kalder kærtegn. Det er en skrift, der virkelig vil og kan noget. Kærtegn. Tegn til kærlighed: En skrift, der skaber nyt liv. Sådan er Luthers Store Katekismus og min søns små fingre og runde kinder, bløde lyse hår og barnestemme løbet sammen i erindringen og sidder i mig som sådan set sider af samme sag: Skriften og det levede liv. Vævet og viklet sammen i et sammensurium, som ikke lader sig trævle op og fuldstændigt adskille, så længe jeg lever. Om jeg så i Samtalesalonen og i mit oplæg til Luther samtale i Vær vil kunne have denne erindring med mig, udfoldet og fortalt som en del af oplægget – om den kan bruges til noget, som vi præster så ofte siger det til os selv i jagten efter udfoldelsesinspiration – det ved jeg ikke. Men jeg ved, at jeg HAR den med mig, uudsletteligt indskrevet, vægtig og betydningsfuld. Og hvad med min søn? Kom (også) katekismen til at sætte sig i ham? Og i så fald hvordan? Reformationen fortsætter…

(fra min Februar-blog på Præsteforeningens hjemmeside)