I februar 1998 stiftede jeg sammen med min kammerat Ejlif en klub, som vi kaldte ”Vinterbadekammeraterne af 1998” – VBK 98 – med den grundregel for klubben at for at kunne opretholde sit medlemskab, så skulle man mindst én gang hvert år, i vintertiden, senest nytårsaftensdag, bade i havet eller fjorden med hele kroppen dækket af vand. Altså en dukkert. Ned under og så ellers bare op igen. – Klubben VBK 98 er blevet opløst for nogle år siden, men selve skikken med en kold dukkert den sidste dag i året er blevet vældig udbredt. – Inden vi gik i, og det blev jo så altså noget vi hvert år udsatte til nytårsaftensmorgen – havde vi et lille ritual, hvor der blev læst op af en tekst skrevet af løberen, idrætsmanden og forfatteren, Terje Nordberg, under overskriften ”Den lille død” og med undertitlen ”Fra en vinterbaders dagbog”:

kl. 8.50: ”At være vinterbader indebærer for en kort stund, at man risikerer livet. Det er den lille død, ligesom nyset og orgasmen. Når jeg opsøger stranden i januar er det for at danse på afgrundens rand og med et smerteligt glædeshyl lade fornuftens sorte boks synke til bunds på en halv meter iskoldt vand. – Jeg vil i nogle hidsige sekunder forlade livet og svømme ind gennem dødens kolde fiskeøje. Mærke desperationen og panikken. Mærke hvordan kulden slår piskeslag op i hjernen og løsner bidder af grusomme hukommelsesmosaikker. Mærke de overeksponerede lysglimt af gru og magtesløshed eksplodere inde i hovedet. Tænke på en titanisk nat i hav mellem isbjerge. – ”Nærmere Gud til dig”. Tibetanske munk i sneen uden for klostret i Jiachan. Krydsklip mellem Deep Blue, den lille pige med svovlstikkerne og en stormfuld nat på en fiskekutter på Østersøen. Jeg trøster mig med, at forfrysning skulle være den mest behagelige af alle dødsmåder. Men endnu svømmer og gisper jeg, altså er jeg. – kl. 8.51: ”It looks like freedom but it feels like death, it´s something in between I guess – it´s closing time.”…”

– her sprang vi så ud i det. Godt nytår!