Den måske mest kendte af Jesu lignelser næstefter lignelsen om Den barmhjertige samaritaner er nok lignelsen om Den fortabte søn. Den er i hvert fald, for mig at se, helt sikkert den bedste. Lignelsen fortæller om den helt grundlæggende erfaring i tilværelsen, at man kan blive væk og gå i stykker, og så kan man, som ved et under, blive fundet igen og sat sammen på ny.

En sommerdag, da jeg var 11 år gammel, var jeg med min far og mor og små søskende i marken. Vi skulle ud og køre noget halm hjem. Min far sad på traktoren. Den lille røde Volvo Bolinder Munktell Krabat 425. Vi andre sad sammen deromme på den tomme firehjulede vogn. Min mor, mine dengang fire små søskende og jeg selv, storebroderen.

Normalt var det mig, der havde gang i et eller andet drilleri af en eller flere af dem. Men denne dag var det anderledes. Det var som om, de havde rottet sig sammen, og med min mor oven i købet, om at nu var det mig, den store, der skulle drilles. På et tidspunkt fik jeg nok, og sprang af den forholdsvis langsomt kørende vogn. Så løb jeg ellers bare afsted vestpå. Udover den stubbede mark. Henover grøft og markskel, og videre udover fremmede marker. Væk hjemmefra. Nu kunne det være nok. Aldrig nogensinde skulle de få mig at se igen. Så kunne de have det for det. Virkelig få at mærke, at de var gået alt for langt. Så kunne de leve resten af deres liv med skammen og sorgen over at have mistet mig.

Da jeg jeg efter noget tid ikke længere for godt kunne få vejret, og var sikker på, at jeg var helt ude af syne, smed jeg mig i en grøft. Mens jeg lå her og sundede mig og fik vejret igen, begyndte jeg at overveje hvor jeg egentlig skulle tage hen. Hvor jeg skulle jeg få noget at spise? Eller bare noget at drikke? Hvor skulle jeg sove i nat? Jeg begyndte også allerede her at mærke en lille sorg over ikke at skulle være sammen med dem derhjemme mere. Det korte af det lange blev, at jeg besluttede mig for at vende om og forsøge at vende tilbage til mit hjem. Men hvordan komme hjem uden at tabe ansigt?Jeg luskede afsted hjemad. Da jeg nærmede mig gården sneg jeg mig langs et hegn, kravlede nede bagved en hæk, hen til den store blodbøg i hjørnet af haven. Et godt klatretræ, som jeg denne gang klatrede højere op i end nogensinde før. Godt gemt bag bøgens blodrøde bladhang sad jeg så og drømte om at blive fundet. Af min far eller min mor allerhelst.

Et par af mine småsøstre løb rundt og legede i haven. Min far og mor var gået i gang i stalden med malkning og fodring. Engang imellem slog en af dem et slag ud i haven, men ingen af dem så mig i træet. De spurgte, så vidt jeg kunne høre, ikke engang til mig. Jeg var sulten og tørstig. Jeg var fortabt. Alt for godt gemt i træet. Jeg længtes sådan efter at blive fundet. Til sidst gjorde jeg, ligesom dengang jeg var endnu mindre og under gemmeleg var kommet til at gemme mig for godt – jeg begyndte at give lyd. I ganske særlig grad da min mor på et tidspunkt kom ud fra stalden og om i haven. Nu hørte hun noget, kunne jeg se. Jo! Nu kom hun hen mod træet. Kort efter stod hun lige nedenfor og kiggede op på mig med et stort smil og sagde: Nej, er du der! Hvor er det dejligt at se dig igen, Gudmund. Kommer du ikke ned fra din gren. Vi skal snart spise.

I kan tro, jeg kom ned. Helt ned på jorden. Ned til de andre. Løb lidt rundt og legede fredsommeligt og taknemmelig glad med mine småsøstre, indtil der lidt senere blev råbt: spise! og jeg kort efter sad bænket ved bordet i køkkenet sammen med alle de andre, små søskende og far og mor. Alle var glade. End ikke en eneste søster eller bror var fornærmet over min hjemkomst og mine forældres åbne favn for deres ellers ret så fortabte søn denne sensommereftermiddag.