I Linn Ullmanns stærkt selvbiografiske roman ”De urolige”, hvor hun skriver om både sin mor Liv Ullmann og sin far Ingmar Bergman, fortæller hun om sin far som nu gammel næsten halvfemsårig mand i huset på Hammars på Fårø – og deres plan, de to, far og datter, om at lave en interviewbog sammen om ham og hans liv:

”Længe var det ikke bare det ene eller det andet ord som var væk. Måske halvdelen. De glemte ord dannede en lang, snirklet sti… Lyde og billeder hulter til bulter. Jeg tænkte: Men han er jo ikke længere ved sine fulde fem, vi kan ikke lave interviewene nu, det er for sent, men bagefter overvejer jeg om begrebet ved sine fulde fem er misvisende. Bag brilleglassene kunne min far se lidt på det ene øje og ingenting på det andet, i dagbogen som lå på skrivebordet, stod der at han skulle til Visby Lasarett den 18. juni for at gennemgå en laseroperation. Det ville give ham lidt af synet tilbage. – Det ene øre var i god stand, af og til måtte jeg råbe, men kun hvis jeg forglemte mig og stod eller sad på den forkerte side og talte til det døve øre. Det var mit ansvar at huske hvilket øre jeg skulle tale til. Berøringssansen var nok syvdoblet. Han kunne fare sammen ved den mindste berøring, som om jeg rørte ved ham midt i et hamskifte. Jeg lagde ikke hånden på hans kind så ofte som jeg plejede. Han lukkede og åbnede sig ustandseligt. Det var et stort arbejde at få sig selv i gang hver morgen, især hvis man er niogfirs år, og af og til er det mest åbenlyse valg at falde i søvn igen, eller slet ikke at vågne”. (s. 75)

En bog om at blive gammel, ville de lave de to, far og datter. For som Ingmar Bergman understregede det: ”At blive gammel er et arbejde. At stå op er et arbejde. At vaske sig er et arbejde, at klæde sig på er et arbejde, at komme ud i frisk luft er et arbejde, at møde andre mennesker er et arbejde. Der er ingen der taler om arbejdet”.

Nej, og deres projekt blev ikke til det, de først havde tænkt sig. Men vi står nu, alle vi læsere af romanen ”De urolige”, alligevel med en stærk bog om blandt andet det med at blive gammel. Der kom alligevel noget ud af det – det gamle liv – det uanseelige, sølle liv. Et levet liv og et vidnesbyrd herom – inden mørket helt tog over.

”You want it darker” hedder det album, som blev det sidste fra sangeren Leonard Cohens side. ”You want it darker”. Det bliver mørkere. Og engang bliver der helt slukket. ”Hineni, hineni”, synger den gamle jødiskfødte Cohen i omkvædet: Hineni – det er, på hebraisk, Abrahams ord til Gud Herren: Her er jeg. Hineni / I´m ready my Lord”!