Som en fattig enke, der giver alt, hvad hun har, alt hvad hun havde at leve af, til Guds ære. Sådan kommer lyset og livet og varmen til os, påpeger Jesus (Mark. 12,41-44) – han, som har ”sig selv mig givet” (DDS 192,7). Sådan kommer det største til os i det små. Ikke i det spektakulære. Eller det spekulative. Ikke i larmen og spektaklet fra talkshows og se-hvor-gode-vi-er. Eller i forvredne hjerners og kloge hoveders bedreviden. Men: I det små. I det daglige, i det skjulte, i det der umiddelbart set ikke ser ud af noget som helst, men i virkeligheden rummer en rigdom så stor, fordi, deri er livet.

I romanen ”De små ting” af amerikanske Paul Harding ligger den nu gamle mand, George Washington Crosby for døden i sit hjem, engang i midten af 1990´erne et sted i det nordvestlige USA, i en hospitalsseng i stuen, omgivet af sine kære. Vi er hos George gennem de sidste døgn og timer af sit liv, hvor han ligger og tænker tilbage i tiden. Hallucinerer. Og ind imellem vågner op til de små ting og det der endnu er. Endnu huserer i ham en rest af ”den lillebitte gnalling varme, som hvert enkeltindivid har fået tildelt”, så spinkel og så skrøbelig og begrænset. George tænker tilbage på barndommens mørke vintermorgener, hvor der skulle tændes op og hentes brænde og han og hans søskende skulle hjælpe til. Og nu i erindringen lyder eftertanken i ham med romanens ord og deres varme til os: ”Dine kolde morgener er fulde af den hjerteskærende vished, at om end vi ikke finder os tilpas i denne verden, er det alt, hvad vi har, at den er vores, men fuld af strid og ufred, så det eneste, vi kan kalde vores eget, er striden, men selv den er bedre end ingenting, ikke sandt? Og mens du kløver rimbroderet brænde med følelsesløse hænder, så fryd dig, thi din usikkerhed er Guds vilje og Hans nådegave til dig, og det er smukt og led i en større vished, som din egen far altid sagde i sine bønner og til dig derhjemme. Og mens øksen bider i træet, så trøst dig med, at smerten i dit hjerte og forvirringen i din sjæl betyder, at du endnu lever, at du endnu er menneske og endnu er åben for verdens skønhed, endskønt du intet har gjort for at fortjene det”. George har repareret ure i mange år. Ligger nu her i stuen omgivet af ure og tiden, der endnu går, før han selv skal gå bort. Et af urene i stuen er et stort standur: ”Dengang hans børnebørn var små, havde de spurgt, om de godt måtte gemme sig inde i uret. Nu havde han trang til at samle dem omkring sig og lukke op til sig selv og byde dem ind, så de kunne gemme sig mellem ribbene og det svagt pulserende hjerte”, Ja, for Georges hjerte er blevet ”skrøbeligt og slidt og ude af takt”. Der er ”slør i bøsningerne”. Men endnu slår hjertet. Som urene omkring ham med deres tik-tak. Og mest tak!

Eller som det også siges om George på sit dødsleje i stuen omgivet af mennesker og ure og tiden, der går, da de der våger hos ham af misforstået hensyntagen på et tidspunkt har sat alle urene i stå, men nu på Georges anmodning har trukket dem op og sat pendulerne i gang igen: ”og det var, som om blodet i hans årer og luften i hans lunger bevægede sig friere, da han hørte den skrabende klakken af fjedre, der blev trukket op, og det tiltagende kor af ure, som for ham ikke tikkede, men åndede og bragte en gensidig trøst ved blot at være i selskab med hinanden som en menighed samlet til en kirkemiddag eller en forsamling til et lysbilledforedrag på det lokale bibliotek.”

På så mange måder med ord og billeder peges der i romanen her hen på de små ting som i sig selv og tilsammen livet for os hver især. Som Hans Edvard Nørregaard-Nielsen så uendeligt vemodigt skriver det i erindringsbogen ”Mands minde” om dette igen mange år efter at være tilbage i barndommens land, hvor de sidder der endnu, nogle af dem, han allerede som barn regnede for gamle. De siger ikke så meget mere. De sidder, skriver Hans Edvard Nørregaard-Nielsen, i det tilbageblik, hvor man ser, ”at det, man engang regnede for ingenting, viste sig at være det hele”. Kristendommen peger med sit budskab, sit lys og sine billeder, hele tiden, igen og igen, hen på alt det, vi så nemt overser og fortrænger. Det glemte. Det ringeagtede. De små tings betydning.