Hvad er danskhed? diskuteres det for tiden. Hvis nu kristendommen var sådan rigtig dansk i al sin oprindelse, så skulle Helligånden ikke have været symboliseret i en due. Så skulle det have været en lærke. ”Under himlen hænger lærken som et fjernt bevinget frø” (Halfdan Rasmussen i ”Noget om helte”). Netop i disse dage, på kanten til foråret, går vi og lytter til, eller længes efter, lærkesangen og det nye liv.

Se, det er måske også en lille mulig markør for danskhed: at du kender til lærkelængslen? Historikeren og debattøren Henrik Jensen skriver i ”Derfra vores verden går – Et essay om fædrelandskærlighed” (2016) om hvordan vi også er definerede, eller bestemt af vejret og klimaet her hvor vi bor og lever. Henrik Jensen skriver: ”Holger Danske har siddet så længe ved køkkenbordet – en vinter lang! – at skægget er groet fast… Men når foråret så kommer, vågner han af sin dvale, Holger, vrider skægget af bordet, springer op og spænder bælte og går bersærk. Nu kommer den halvdel af året, hvor livet lader sig leve – så er det, han gør noget, manisk: sætter skib i søen, køber hus med for høj bruttoydelse, får et kirurgisk indgreb eller en tatovering, hvæsser sværdet, udskifter garderoben, konen eller bilen, går på afmagringskur, bliver klippet, sidder på fortovscafé i otte graders forårsvarme og jogger underskoven sønder og sammen. – For en stund er det slut med mørket – den kiedsom vinter forgangen er. Det var en olding, der vendte sin savlende, tandløse mund imod den opstigende vårsol, men det er en yngling, der rejser sig og kaster sig ud i livet med de største forventninger”.

Som en dåb til det nye liv. Med ånden over sig og stor glæde over blot det at være i live. Og så lige her! Her, hvor vi er – nær Vær(!) – nærværende og tilstede med Guds velsignelse hængende over os fra øjeblik til øjeblik, alle dage indtil verdens ende. – Og har det så noget med danskhed at gøre? Ja – og – nej. Nej, fordi du selvfølgelig fint kan være dansk uden at være døbt. Uden at være kristen. Dåben sætter os ind i en virkelighed, som rækker ud over alle grænser. Også dem mellem det himmelske og det jordiske. Dåben sætter os som Guds børn på tværs af alle mulige grænser ”indpodet på det træ”, som hedder Kristus. Her hører vi sammen som Guds børn. Som mennesker før noget som helst andet. Det er dåben meget fint med til at understrege: At vi er – først og fremmest – mennesker. OG det er vi så altid under bestemte (lokale) omstændigheder.

I Danmark er jeg født. Og i Danmark er jeg døbt. Det blev jeg, da jeg var helt lille. Hvad min mor og far har tænkt med det, de gjorde dengang, det ved jeg ikke helt præcist. Men jeg ved, at de, som de almindeligt danske forældre de var, knyttede til ved dåben som det sted, hvor de mest højtideligt og med de størst tænkelige ord kunne få udtrykt deres ønske og bøn om alt det bedste her i livet for deres lille nyfødte. – Jeg har været døbt så længe, jeg kan huske. Ja, før jeg kan huske. Ligesom jeg har været dansk alle dage og helt fra før jeg kan huske noget som helst.

Så: Ja – dåb og danskhed kan have noget med hinanden at gøre. Og har det for mange af os her i dette land. Men lad os for alt i verden aldrig forsøge at bruge det mod hinanden som en eksklusionsfaktor. Dåben er i sin grund og i sit væsen, og vil være, den største inklusionsfaktor af dem alle. Her hører vi alle til på lige fod. Her hører vi hjemme i Guds kærlighed – som, efter sigende, engang skal blive alt i alle.