(En anmeldelse af Svend Brinkmann: “Stå fast. Et opgør med tidens udviklingstvang.” Gyldendal, 2014. Bragt i Præsteforeningens Blad)

Jeg har det med Brinkmanns Stå fast som med Tidehverv: Jeg ville så gerne bare kunne tilslutte mig og få del i hele den afgjorthed og enkelhed, som karakteriserer bevægelsen. Eller ”bevægelse” er måske så meget sagt, for det handler jo både det ene og det andet sted netop om at stå fast. Urokkeligt, sejt, stoisk. Blottet og befriet for blævrende bløddele, såsom følelser, usikkerhed, afmagt, angst, længsel, fryd og åbenhed. Svend Brinkmanns allerede stærkt eksponerede lille bog om at stå fast op imod tidens udviklingstvang, som han kalder det, kommer som et friskt pust op mod de senere års flodbølge af selvhjælpsbøger, selvudviklingskurser og coaching. Der er, også i mine ører, masser af gode pointer i Brinkmanns bog, som virkelig trænger til at blive luftet og sagt højt som et muligt troværdigt korrektiv til alle mulige selvsvingningstendenser i vor tid. Der er en helt bevidst, og fra Brinkmanns egen side åbent erkendt, karikatur i flere af beskrivelserne af tendenser i tiden, og i hvad vi så kan gøre i stedet for overforandringsparate at springe på selvudviklingsbølgen. Således også i hans egen 7-trinsguide til et bedre liv, som helt sikkert er fremlagt med et glimt i øjet hos psykologiprofessoren fra Aalborg, Svend Brinkmann. Men det er bare alligevel, hvis det overhovedet skal tages alvorligt, for meget af det gode. Det er fra den ene vejgrøft og over i den anden. Det er med nye overanstrengte idealiseringer på spil, i lighed med det oprindelige tidehvervske opgør med den indremissionske fromhed, hvor det uanset tiltrængtheden og velanbragtheden og det, dengang, friske pust hurtigt førte til nye idealiseringer og andre fromhedsudtryk. Og hvor jo for øvrigt også de to kirkelige bevægelser den dag i dag har taget hinanden noget så pænt i hånden i flere henseender. Det er så yndigt at følges ad. Mere om den del senere. Nu først, trods disse indledende forbehold overfor Brinkmanns bog, til applausen.

Brinkmanns syv-trinsguide

Omkranset af en introduktion om behovet for at finde fodfæste og slå rod i en ellers accelererende kultur og en afslutning om stoicismen, som Brinkmann anbefaler som brugbar filosofisk tradition at knytte til ved nu i dag op mod en accelererende kultur af selvoptagethed og selvsving, fremlægger Svend Brinkmann i 7 kapitler sin syv-trinsguide: 1. Hold op med at mærke efter i dig selv 2. Fokuser på det negative i dit liv 3. Tag nej-hatten på 4. Undertryk dine følelser 5. Fyr din coach 6. Læs en roman – ikke en selvhjælpsbog eller en biografi 7. Dvæl ved fortiden.

Hvert kapitel rundes af med et afsluttende afsnit under overskriften: ”Hvad kan jeg gøre?” Fuldt bevidst lader Brinkmann således på paradoksal vis sin lille bog være endnu en selvhjælpsbog på det marked han ellers af al kraft modsiger. Hvad kan jeg gøre?

Ad. 1. Stol ikke på din mavefornemmelse. Søg ikke at finde dig selv, affind dig med dig selv. Øv dig i selvkontrol. Øg din viljestyrke.

Ad. 2. Memento mori – husk du skal dø. Forestil dig selv ramt af sygdom, ulykke, tab og død.

Ad. 3. Sig nej til mindst fem ting hver dag. Sig nej med et smil. For eksempel til endnu et møde.

Ad. 4. Øv dig i at bære maske. Vælg værdigheden. Styrk selvbeherskelsen. Styr dine følelser.

Ad. 5. Drop selvets religion. Fyr din coach og få dig en ven. Gå på museum. Tag på skovtur.

Ad. 6. Hold dig fra selvhjælpsbøger og biografier. Læs mindst én roman om måneden.

Ad. 7. Sammenlign hinandens ar. Gentag dig selv. Opsøg traditionsfællesskaber.

Der er, som det ses, en hel del gode råd og øvelser på spil hos Brinkmann. En del af disse korrektiver til en grassat-gående, selvsvingstruet kultur har man i øvrigt ret længe kunnet høre over det ganske land i diverse prædikeners nærmest ”lovbefalede” kulturkritikafsnit.

Selv er jeg vældig begejstret over punkt seks i guiden med opfordringen til at læse en roman i stedet for en selvhjælpsbog eller en biografi. Brinkmann fremfører her en række gode grunde til at vælge romanen, der, som han så fint påpeger det, kan minde os om vores såvel afmagt som sammenfiltring. Tilværelsens kompleksitet og sammensathed. Mangfoldigheden af perspektiver. Brinkmann nævner begejstret forfattere som Houllebecq og Knausgård, som med deres romaner ”viser, hvordan illusionsløs og negativistisk litteratur ikke er det samme som litteratur, der nedbryder og tager modet fra folk, men at det negative kan være opbyggeligt, fordi det peger på det væsentlige ved alt det, der ligger uden for selvet.” (s. 114) Hvordan lærer romanen dig at stå fast? spørger Brinkmann retorisk og svaret lyder: ”Ved at hjælpe dig til at finde en mening eller tilværelseshorisont uden for dig selv, som du kan stræbe mod at stå fast på.” (s. 115)

Giv slip

Så meget til applausen. For der er, når det kommer til stykket, for meget i Svend Brinkmanns bog, der lander i nye idealiseringer, som i virkeligheden slet ikke ligger så langt fra dem, han ønsker at gøre op med i selvudviklingskulturen.

Jeg vil samlet sagt kalde det den stoiske fristelse, som for mig at se huserer alle mulige steder i kulturen, nu også hos Brinkmann. Nemlig fristelsen til at antage, at det gennem beherskelse og teknikker skulle være muligt at hæve sig op over sårbarheden og skrøbeligheden og undgå følelsesmæssigt ubehag. Opnå sindsro gennem uafhængighed. Blive renset og ren og gennem fornuft og pligt og teknik få kontrol over ens liv.

Det stoiske er ikke noget gammelt nyt, men en gammel fristelse som har huseret op gennem hele kulturen. Nu i dag i blandt andet diverse selvudviklingsteknologier og guider til det gode liv.  Som Seneca ifølge Svend Brinkmann ville svare på spørgsmålet: Hvordan får man mest ud af sit korte liv? – ved at leve med mildhed og sindsro og søge at begrænse sine negative følelser. Brinkmann mener, at der hos Seneca er en tilgang til tilværelsen og menneskeheden, som minder om den, der stort set samtidig prædikedes af Jesus af Nazaret. Nej, Brinkmann, det er der ikke. Det budskab, der med Jesus af Nazaret er sat ind i verden, siger ikke stå fast, styr dig og tag dig sammen! Men før noget andet: giv slip, vær den lille, erkend din afmagt! Slip alle dine elendige idealiseringer. Giv op og giv slip for herigennem, om muligt, at kunne tage fat. Gå, som den fortabte søn i Jesu berømte lignelse, nedenom og hjem og find dig i at blive fundet, rummet og set. Kort sagt: Elsket. Heri begynder alting. Igen og igen. Når Brinkmann så fint peger på den gode skønlitteratur som en hjælp til ”at finde en mening eller tilværelseshorisont uden for dig selv”, så vil jeg kristeligt enfoldigt gå et skridt videre og henvise til evangeliet som en god horisont for det gode, bøvlede liv. Et godt ståsted. Når Brinkmann taler om at opsøge et traditionsfællesskab og søge gentagelsen, så vil jeg pege hen på folkekirken og gudstjenesten som et godt sted for modsigelse af den allestedsgrasserende stoiske fristelse.