Bønnen er som åndedraget. Ikke i særlig grad noget med en masse fine ord og sproglig opfindsomhed men en tilstand at være og leve i. En åbenhed for det, der kommer til mig. Som skænkes mig og som jeg ikke kan leve foruden. – Bønnen er som åndedraget, hvor jeg ånder ind af det, som netop slet ikke er mit eget men som jeg ikke kan leve og være foruden.

En studenterpræst jeg kender fortalte mig om en ung mand, som i livskrise og ensomhed havde bedt om en samtale hos præsten. Og studenterpræsten indledte med ordene: ”Hvad vil du have af mig”? hvortil den studerende svarede: ”Jeg vil bare ikke have det alene mere”. Jeg vil bare ikke have det alene mere – sådan er bøn også at dele og være fælles.

Bønnen er som åndedraget. Det var en stor glæde for mig for ikke så længe siden for første gang i mit liv – da jeg sad som almindelig kirkegænger til en gudstjeneste – at komme til at tænke på, eller rettere: mærke bedeslagene som vejviser for det dybe åndedrag. De tre gange tre bedeslag som indledning til gudstjenesten og som guide for det dybe, rolige åndedrag: På det første slag: ånde ind! På det andet slag: holde på vejret (på din ånde)! På det tredje slag: ånde ud! Og i mellemrummet inden den næste ”serie” af de tre bedeslag: vente! Vente på igen at kunne ånde ind. – Dette mirakel, dette under: at kunne ånde. At få liv og ånde fra øjeblik til øjeblik. Ånde af nåde. Ja, for det er vel ikke sådan, at du går rundt og roser og takker dig selv for dit åndedrag? – Åndedraget er en velsignelse. Som hjerteslaget: ren velsignelse. Og for nu lige at give den hele armen omkring det med kirken og klokkeringningen, så er det faktisk sådan, at de cirka hundrede almindelige klokkeslag, der falder før bedeslagene, ringes (også ifølge Kirkeministeriets senest udsendte ”Vejledning til klokkeringning”) som opfordring til bøn OG med en rytme, der svarer til hvilepulsen! En rigtig god hvilepuls med en 50-60 hjerteslag pr. minut. – NB. Og kimningen – de hurtige klokkeslag op til de store højhelligdage og når vi holder bryllup – ja, de svarer til brudens løb, når hun er for sent på den! Eller gommens nervøsitet! Eller, til glæden, når den tager fuldstændig over, og hjertet bare hamrer løs, så der kimes, nu også i både bryst og barm!

Bønnen er som åndedraget. ”Help me make it through the night”, som vi engang gik og sang det med Kris Kristofferson. Eller sagt helt enkelt med Eric Claptons fine stille, enkle: ”Dear Lord, give me strength to carry on”! Herre, giv mig styrke til at fortsætte – til at blive ved med at være her – trods alt det, der gik galt og som jeg gjorde galt – Herre, giv mig styrke til at blive ved – også til at blive ved med at bede – bede for mine kære – for mit eget liv – for verden. Ja, for alt i verden: bliv ved med at bede! Bønnen er som åndedraget.