At være menneske er hele vejen, efterhånden som vi vokser op, noget med at gå i stykker – mere eller mindre – ja, nogle gange falde helt fra hinanden. Da er det godt, at kunne blive sat sammen igen – af Guds nåde – ved Guds kærligheds gode Ånd.

I en novelle læste jeg om det med at gå i stykker, og ikke komme til at hænge sammen igen. Som det siges et sted i novellen: ”Det er mærkeligt at se, hvordan mennesker pludselig kan blive helt forandrede, både i måden, de ser ud på og taler på, og sådan som de føles. Det er som om en eller anden dims indeni holder op med at virke, og så går de lige så langsomt ud”. Ordene er fra novellen ”Leifs far var borgmester” (Thomas Thurah, 2015) – om et liv der ramler sammen. Der er noget i hans, Leifs fars, liv, som ikke længere hænger sammen. Han er lidt for smart med det ene og det andet. Sladderen går. Og det gør han så også, Leifs far: går, og går lige så langsomt ud. Sygner hen, går ud og går bort. ”Det er som om en eller anden dims indeni holder op med at virke” – ja, som om ånden og selve det, der giver livet og gnisten går ud og forsvinder.

Det var ikke meningen. Det ER ikke meningen for et eneste menneske. ”Du er mit elskede menneskebarn, i dig har jeg fundet velbehag”! Det lød over Jesus i dåben. Det lyder over os i dåben. Og i dag. I dette nu. Og hver eneste gang, vi har fejlet og ramt ved siden af og er gået mere eller mindre i stykker: kærlighedserklæringen fra Gud vor Far i himlen. For det er Ånden i det hele. I det vi, ved Gud, har fået at leve ud af: ”Du er mit elskede barn, i dig har jeg fundet velbehag”!

Kom så i gang med det, der endnu måtte være muligt! Vid hvem du er og hvad du er! Under og over alt: Elsket! Bliv en anden! Bliv et nyt menneske, om nødvendigt og hver gang det er nødvendigt. Sådan må også vi, som Jesus ved dåben i Jordanfloden, tage imod Guds ånd og lade os gennemstrømme og oplive, og vide hvem vi i grunden er.

I Frankrig har de fornylig fået en slags fransk Yahya Hassan i den unge 22-årige forfatter Edouard Louis, som han hedder, nu, hvor han har fået udgivet bogen, den stærkt selvbiografiske: ”Færdig med Eddy Bellegueule” – (en bestseller) om en ubærlig barndom og opvækst et sted i Nordfrankrig i det nederste, fattigste lag af samfundet, som findes – også her i Danmark. En barndom fuld af vold og mobning og ikke mindst fordi drengen Eddy Bellegueule er anderledes: ”Da jeg begyndte at tale og udtrykke mig, antog min stemme helt af sig selv en feminin klang. Den lå højere end de andre drenges. Hver gang jeg sagde noget, viftede mine hænder frenetisk/vildt i alle retninger… Jeg knuste hurtigt min fars drømme og håb”. Eddy, eller rettere: Edouard Louis, er bøsse, og lever som sådan fuldt udsprunget i Paris den dag i dag – ”Færdig med Eddy Bellegueule”, som bogen hedder. For man kan godt, når den gode ånd kommer til, få et helt nyt liv. Blive en anden og et nyt menneske – som sig selv selvfølgelig – der er jo, som én sagde det, ikke andre der er ledige! Som sig selv, ja, men måske rykket og flyttet i god og livgivende retning gennem et andet og nyt navn, som Edouard Louis fortæller om det. Om sin store glæde ved at være blevet færdig med Eddy Bellegueule og nu have hjemme i et helt andet navn – som sig selv – i grunden elskværdig.