Vi er bundet sammen med hinanden i et sindrigt væv – store og små, unge og gamle, levende og døde. Bindevævet, som det hedder med et vigtigt begreb, et vigtigt fænomen, fra det konkrete kropslige. Det er bindevævet der holder sammen på os. Hele vores krop består af et net af bindevæv i forskellige lag, som binder hele kroppen sammen. Vi består jo for øvrigt mestendels af vand. Omkring 2/3 af dig og mig er vand! NB. Det er også, for nogle af os, næsten lige som om det skvulper engang imellem!

Men altså vand – i en vis saltopløsning. Og så knoglerne OG – som sagt – bindevævet. ”Vores bindevæv er”, som jeg læste det i en artikel, ”sjældent noget, vi beskæftiger os med, men det spiller faktisk en stor rolle”. Det gør det hos den enkelte af os i det rent kropslige som det, der holder sammen på os – og det gør ”bindevævet” i det sjælelige og åndelige, som det der i overført betydning forbinder os og holder sammen på os. Bindevævet i form af ånd og ord – det levende ord – ord og sprog – samtale og  fortælling. Alt det i det menneskelige som, i bred forstand: åndeligt binder os sammen.

Ting hænger sammen. Det er en meget sammensat affære at være menneske. Sammensat, ikke bare i sig selv og i os selv, men også sammensætningen og sammenhængen med både Gud (vertikalt) og mennesker (horisontalt) – inklusive vore døde, vel at mærke! ”Slægt skal følge slægters gang”, som vi synger det i ”Dejlig er jorden”. ”Slægt skal følge slægters gang” – ja, og det er der sorg i – at vi skal tage afsked med hinanden og skilles fra dem vi elsker. Og samtidig så er der også en stor, stor glæde i, at ”slægt skal følge slægters gang” – at der kommer nogle efter os. Hele netværket(!) både gamle og unge, som sandelig er en meget vigtig del af det med bindevævet. Og, som sagt, både levende OG døde. Jo længere vi lever, jo mere klart bliver det for os, i hvor høj grad vi lever med vore døde.

Det hører til alle gode relationer, at vi vil stå hinanden bi. Gøre vores hver især til at styrke og bedre bindevævet. Være “jordens salt”, som Jesus siger det, med al den kraft og mulige betydningsfylde, der ligger heri. Salt som smagsgiver og som sikring af holdbarhed. Eller jordens salt forstået som gødning og næring. Gødningssalte og næringsstoffer. Grundstof for liv og vækst. Fundér bare selv videre på alt, hvad der kan ligge af livskraftig betydning i Jesus ord om at vi er jordens salt og verdens lys. Og kast dig så ud i også at ville være det. Være tilstede i al udvekslingen og vekselvirkningen, som den finder sted i det gode menneskeliv, hvor vi vil være ved hinanden og stå hinanden bi i gode såvel som onde dage.

Jeg kan huske, det betog mig meget, da vi i biologi lærte om osmose. Om saltbalance og det osmotiske tryk med vandmolekylers cellevandring gennem semipermeable (= halvt gennemtrængelige) hinder og cellevægge, afhængig af hvor saltkoncentrationen er størst. Og det skal jeg ikke kloge yderligere i men blot sige, at sådan er der bevægelse i det overalt, hvor der er liv. Også i bindevævet af både den rent kropslige art inde i hver vores ”skvulpende” kroppe OG bindevævet i den overførte betydning: Der er bevægelse og udveksling i det. Der er ikke stilstand. Der sker noget med os og mellem os. Og der er altid risiko forbundet med denne her sammensatte affære det er at være menneske, hvor livet og kærligheden har sin pris – ja, koster livet, som vi synger det: ”Tænk, at livet / koster livet! / Det er altid samme pris” (DDS 14). Men det er så også hele prisen værd. Prisen forstået som både omkostning og lovprisning.