Skal der skrues ned for varmen i kirken, nu hvor det er blevet så voldsomt meget dyrere at varme vores huse op? Mit eget korte svar er: Nej – bevar, for Guds skyld, blusset! Når vi i kirkeligt regi siger ”for Guds skyld”, så betyder det i virkeligheden altid ”for menneskers og for menneskelivets skyld”. Det er for menneskelivets skyld, vi har kirken og gudstjenesten. Sandelig også nu hvor så meget står på spil og hvor vi må erkende, at vi står i en krise.

Det guddommelige blus og den himmelske varme der gennem kirken og gudstjenesten strømmer til os, og som kan varme os godt og grundigt op i vores til tider kølige sjæle og kolde sind, går meget, meget dårligt i spænd med overdreven sparsommelighed og konkret kolde huse og bænke. Salmer og korsvar kan ikke synges tænderhakkende. Hjertet isner og sindets og hørelsens potentielle åbenhed lukkes ned og umuliggøres, hvis man som kirkegænger skal sidde og fryse her i det rum, hvor det ellers netop for alvor handler om at kunne komme ind i varmen.

Vi er vidt og bredt i folkekirkeligt regi mærkede af eftervirkninger af corona-tidens nedlukninger. Lad os nu ikke gå længere ud ad den vej end allerhøjest nødvendigt. Det vil være dræbende og stærkt ødelæggende for den folkekirke, som uanset sine nok så mange fine sideskibsaktiviteter i ugens løb, dybt nede lever af at søndagsgudstjenesten finder sted, og at helt konkrete mennesker både kropsligt og åndeligt deltager heri. Gerne, om nødvendigt, polstrede med et ekstra lag undertøj. Men ikke på forhånd udelukkede af sparehensyn. Eller med samme hensyn i højsædet lukket ind til gudstjeneste i et lokale, der mere minder om kølerum end katedral. Ingen kuldebroer kan føre os ”fra dødningehjem til de levendes land” (DDS 321,4).

Det kan fint være, at nogle kirker hist og her i den aktuelle situation skal lukkes ned for søndagsgudstjenester i det kommende vinterhalvår, men vi skal ikke i folkekirken forsøge at holde varmen ved at skære ned på antallet af gudstjenester og da slet ikke ved at skrue yderligere ned for varmen, når vi så er der. Lad os, for Guds skyld, bevare blusset!