I en, af omfang og sidetal, meget lille bog: ”Dage” (fra 2010) af Dorthe Nors – hører vi med jeg-fortælling i det, jeg vil kalde, en virkelig fin lille lyrisk sag, om hende, der er blevet forladt af ham, hun elskede. Og som nu i tiden derefter forsøger at komme sig over kærlighedstabet. Blandt andet ved, sensommeren igennem i København hvor hun bor, at gå ture på Vestre kirkegård og ofte på disse ture lægge sig på et tæppe ved søen med de store socialdemokratiske statsministres gravsteder – Det Røde Hav, som søen også kaldes. – ”Det skal nok ende godt, det her”, går hun og tænker igen og igen en af disse tidlige sommerdage: ”Det skal nok ende godt. Det kan næsten ikke andet, Danmark er for lille, der vil altid være døre, jeg kommer til at gå ind ad… andet giver ingen mening, tænkte jeg, og satte mig på kirkegården mellem tusindfryd og mælkebøtter, og det er hårdt nu, ja, lige nu er det som at køre bil i kviksand og så pludselig vide, at løsningen ligger i handskerummet, men man kan ikke nå handskerummet, handskerummet er fem centimeter uden for rækkevidde, fingerspidserne kildrer i luften, men handskerummet er uopnåeligt, og det er derinde den ligger, parykken, trylledrikken, benådningen. Men det skal nok ende godt, tænkte jeg og kiggede på tusindfrydene”.

”Benådningen” – dette at noget, der gik galt – eller som jeg gjorde galt – kan komme til at gå godt. At et nyt liv åbner sig for mig – bliver mig skænket, måske endda til overflod: Benådningen! – Kvinden i romanen ”Dage” fortæller videre:

”Jeg fylder år om femten dage (det er næsten midt i livet), men det skal nok ende godt, livet. Det skal nok ende godt med tålmodighed, virkelyst og godvilje… (jo) det ender godt. Jeg ved det. Det kan ikke andet. Det ender med, at mine fingre strækker sig længere og længere og når helt hen til handskerummet uden alligevel at kunne nå det, men når så mine negle er ved at kunne kradse på laminatet, så åbner det sig alligevel, handskerummet, det åbner sig af sig selv, det åbner sig, for det er, hvad det blev skabt til og derfor gerne vil, og lyset bliver tændt, og så ligger den derinde: benådningen”.

Som det siges med store stærke ord fra Johannes Åbenbaring (3,8): ”Jeg har lukket en dør op for dig, som ingen kan lukke i”. Det skal nok ende godt, det her. Det åbner sig for os. Som stod du ved Det Røde Hav(!) nu med en banet vej foran dig, ind gennem død og ulykke, ud til det forjættede land. Som stod du ved udgangen fra en gravhule, hvor kæmpestenen som ved et under er rullet fra, så det nu åbner sig – og lyset vælder ind og drager dig og mig ud til det nye liv. Det liv og de sammenhænge, der venter derude, sammen med de andre. Glædelig sensommer!