(Fra en prædiken til 1. søndag efter helligtrekonger, Lukas 2,41-52) Alt kan ramle sammen. ”Alting kan gå itu – et hjerte kan gå i tusind stykker.” Det fantastiske er, hvordan det menneskelige samfund kan rejse sig igen. Hvordan mennesker, der er gået godt og grundigt i stykker, faldet fra hinanden – ja, netop fra hin anden – igen kan blive sat sammen. Finde sammen og blive om ikke hele mennesker, så dog mere end ingen. Ikke at det nødvendigvis sker. Der er mennesker der aldrig bliver til – ja – til mennesker igen. Men når det sker, så har det i allerhøjeste grad at gøre med medmenneskelighed, og det igen at finde sammen – os der er endnu er her – og således skabe samfund (som jo altså netop har at gøre med det at finde sammen). Finde og se hinanden. Og sammen finde og få fornyet tro på livet og fremtiden.

Men hvor er det dog alligevel mærkeligt, så bekymrede vi mennesker kan være. Også når alt muligt går godt. ”Alle går rundt og bekymrer sig”, som én skrev det med en omskrivning af en kendt sang. Alle går rundt og bekymrer sig, og det er der både gode og dårlige grunde til.

”Sorge” siger man på tysk om den gode bekymring. Den, der udspringer af omsorg, omtanke og pleje. I den gamle indgangsbøn har vi det i ordene: ”…at jeg af dit ord (Herre) kan lære at sørge over mine synder…” – eller sørge for mine synder. Bekymre mig om at gøre godt og ikke svigte mit medmenneske. Det andet ord man har på tysk om bekymring er ordet ”Kummer”, som betyder nød, elendighed og afmagt, og som er en bekymring for alting, der i sidste ende fører til handlingslammelse. Og på den måde nærmest bliver selvopfyldende. Hvad gør vi? Hvordan undgår vi den unødige ”Kummer”?

Da Maria og Josef var på vej hjem fra højtiden i Jerusalem havde de deres store dreng med. Og da de ikke kunne finde ham i følget gav det dem, ikke ”Kummer”, men forståeligt nok øjeblikkeligt en masse ”Sorge”. Uro og ængstelse for, hvad der dog kunne være blevet af ham. Og sådan må dét være. Når vi bliver væk for hinanden, så ængstes og sørger vi, indtil vi – om alt går vel – igen finder sammen. Alle vi der har, eller har haft børn – og da ikke mindst pubertetsbørn – véd noget om, hvor uundgåelig bekymringen – også den gode, den rimelige og naturlige – er, når ungerne river sig løs og begynder at gå deres egen veje. Men vi ved jo altså også, en hel del af os, noget om hvor ofte i hvert fald Kummer-delen er blevet gjort til skamme af selvsamme børn. Af skæbnen – den gode skæbne – men jo altså også af evner og af en ansvarlighed hos vores store børn, som vi jo nok burde kunne have sagt os de måtte have, når man tænker på hvilke pragtfulde forældre, de er vokset op med.  Men sådan er der ofte for lidt tillid og tro på færde, også i det rent menneskelige.

Mange kender billedet med motivet af den tolvårige Jesus i templet omgivet af forundrede og forbavsede skriftkloge og lærde gamle mænd. Ofte selvfølgelig set og sikkert også ment som udtryk for forundring over vidunderbarnet, den purunge Jesus, og hans helt usædvanlige og forunderlige indsigt. Men prøv nu bare at se billedet som udtryk for noget meget mere alment. Nemlig for det meget fine og meget livgivende det er, når voksne og gamle ser på barnet og den unge, ikke med bekymring og ængstelse men med forundring og tillid. Når børnene og de unge, den opvoksende generation, ikke betragtes med hovedrysten af alderdommen, men med anerkendelse og stille fryd, over alt det de dog kan og vil de unge. Deres evner. Deres forbavsende indsigt og energi. Hvor var det godt, når vi selv i sin tid blev mødt af den holdning fra de voksne og gamle. Og hvor tog de dog fejl, dem der så ned på os og mente at vi ingenting kunne og ikke duede til noget.

På alle mulige måder baner Jesus vejen for os. På alle mulige måder er Gud i Jesus Kristus gået foran os og har vist os vejen. Også som den tolvårige i templet. Her står han midt i kirkerummet og baner vejen for forbavselse, for forundring og tillid i stedet for bekymring. I hvert fald i stedet for ”Kummer”. ”Sorge” slipper vi ikke for. Og den kan som hos Josef og Maria meget vel være tilstede sammen med forundringen: ”Barn, hvorfor gjorde du sådan mod os?”. Som når vi hændervridende har gået og været ved at gå til i ængstelse for vores barn, som skulle have været kommet hjem for flere timer siden, og når så barnet kommer, så stor lettelse og glæde, men også en ordentlig skideballe – ”hvorfor gjorde du det mod os? Vi har ledt efter dig og været ængstelige.” Men Jesus sagde til dem: ”Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være hos min far?” Og det forstod de ikke. Men Maria – som det så smukt hedder: ”Hans mor / gemte alle ordene i sit hjerte.” Og måske forstod hun senere noget af det hendes store dreng her havde peget på. At det er nødvendigt at være og vide sig forbundet ikke alene med mennesker men også med Gud. At det at være menneske her på jorden altid er forbundet med noget mere og noget større end det vi umiddelbart ser.