For helt almindelige moderne mennesker – os selv, vores børn og børnebørn, forældre, søskende, venner og hvad vi nu har – for langt de fleste af os nu i dag begynder det med bønnen til Gud slet ikke med en overvejelse om, hvordan man egentlig skal bede til Gud, men om der i det hele taget findes en Gud. Det er endda, som nogle gør det, meget muligt, at se det som en udløber af kristendommens forkyndelse, at vi her i det vesterlandske må begynde med at spørge, om der overhovedet findes en Gud. Det har vi nemlig fået friheden til. Frihed, og ligeret og ligeværd, som en konsekvens af kristendommen. Også friheden til at lade være med at tro på Gud. Og det uanset hvor mange ulykker, og hvor meget undertrykkelse, kirken så måtte have stået for, og visse steder gør det den dag i dag, så er det muligt (og jeg gør det selv) at se ateismen som en mulig konsekvens af kristendommens forkyndelse.

Samtidig så er det, nok så moderne og oplyst og fri for snærende bånd, vanskeligt for masser af os såkaldt helt almindelige moderne mennesker, i ét væk, livet igennem, at lade være med at tro på Gud. Det kan komme over én. Og ikke kun i et faldende fly eller anden overvældende akut krise, men såmænd også når man i den helt anden ende af spektret står med det overvældende – et lille nyfødt barn i hænderne – ens elskede i favnen. Åh, tak Gud! Hov, hvad var nu det, jeg sagde?

Jeg gik engang fra kirken på vej og over til konfirmandstuen og småsnakkede med én af minikonfirmanderne (9-10-årige kirkehøjskoleagtige elever). Pigen spurgte: ”Gudmund, har du altid troet på Gud”? – ”Nej”, sagde jeg, ”jeg gør det heller ikke altid. Og på et tidspunkt som helt ung forsøgte jeg at blive helt fri for det med at tro på Gud, men jeg kunne ikke lade være”. – ”Nej, det kan jeg heller ikke”, sagde pigen. Og så gik vi to moderne mennesker videre. Med Gud i ryggen. Vil jeg tro.

Det kan godt være, at det er vanskeligt for det helt almindelige moderne vesterlandske menneske bare uden videre at tro på Gud, men det er også vanskeligt, i enhver form og på enhver måde, hele livet igennem, at lade være. Derfor kan det på de underligste tider og steder i ens liv blive bededag. En af de dage, hvor man bare beder.