Forfatteren og nobelpristageren i litteratur (2017), Kazuo Ishiguro, har for nylig udgivet romanen ”Klara og solen” (2021). Ishiguro er født i 1954 i Nagasaki i Japan. Fem år gammel flyttede han med familien til England, som er blevet hans hjemland. Ishiguro er mest kendt for romanen ”Resten af dagen”, som mange nok har set filmatiseret med Anthony Hopkins i hovedrollen som butleren Stevens, der på en biltur en dag i 1956 oplever, at der går dom ind over hans liv, da han tænker tilbage på dengang han levede og virkede i 1930´erne på et engelsk herresæde som en måske i virkeligheden alt for trofast og loyal butler, som på den konto missede kærligheden – det vigtigste af alt.

I romanen ”Klara og Solen” er vi i et fremtidssamfund, som virker mere japansk end engelsk. Vi er nu nok i USA. Men det er diffust, hvor vi er. Det er det også, hvordan og hvorfor samfundssituationen er blevet som den er. Men klart er det, at menneskene her lever truet af ensomhed. I særlig grad de helt unge, som Josie på femten, der tillige er tiltagende svagelig af en livstruende sygdom af en eller anden art. – Josie får nu, som det er blevet almindeligt i dette samfund, en KV. I hendes tilfælde en KV af B2-serien ved navn Klara. En KV er en ”Kunstig Ven”, en stærkt menneskelignende robot, som kan bevæge sig på alle mulige menneskelignende måder og kommunikere meget meningsfuldt. Og hensynsfuldt. Og i Klaras tilfælde også med en vældig høj grad af tillæring og, ja, selvstændig udvikling. – Det er, igen, diffust, men det går op for os som læsere, at der blandt de unge mennesker er nogle, der er ”løftede” og andre, der er ”u-løftede”. Og at det at være én af de ”løftede” betyder, at der nok er foretaget en form for genmanipulering af disse børn og unge, som Josie altså er én af. Så hvem er egentlig robot og hvem er menneske? Og hvori består i særlig grad det menneskelige? – Det bliver mere og mere tydeligt for os som læsere, at der er noget anspændt og mekanisk over relationerne menneskene imellem. En kunstighed(!), som mærkes mindre og mindre i Klaras tilfælde, fordi – ja, fordi hun virker empatisk og udvikler sig i stadig mere empatisk retning. – Klara, forstår vi, oplever, sanser og ser, alting i kvadrater, men hendes livssyn er langtfra firkantet og udvikler sig med en rundhed, en rummelighed og varme over sig, som vi må kalde sandt menneskelig. Klara søger konstant solens lys og varme. Måske er hun solbatteridrevet! Men det er ikke det væsentlige i den forbindelse. Klara omtaler Solen i personlig vending som ”han” og med stort S. Hun har den ide og tanke, den tro(!), at Solen vil hende og de andre, inklusive syge og svage Josie, det godt. Som hun også selv vil det, og er klar til at give af sit eget, ja, sig selv for Josies skyld. Som Josie´ far på et tidspunkt spørger Klara: ”Tror du på det menneskelige hjerte? Jeg taler selvfølgelig ikke kun om hjertet som et organ. Jeg taler om det i den poetiske betydning. Menneskehjertet. Tror du, det findes? Noget, der gør os alle sammen til noget særligt, til individer?” – Ja, Klara tror på menneskehjertet – og i dyb forstand har hun det selv. For hun lever og eksisterer så klart i tro, håb og kærlighed. Som Josie´ far næsten vredt siger det: Åh ja, man får aldrig fred for håbet! Nej, eller for kærligheden, som Klara lever den i lyset fra Solen, som hun af hjertet tror, vil hende og alle det godt. Som vi får det sagt af Klara selv om en aften ved solnedgang: ”Himlen var ved at blive til aften, stjernerne kom frem, og jeg fornemmede, at Solen smilede venligt til mig, idet han gik ned for at hvile. Af taknemmelighed og respekt blev jeg stående…, indtil hans sidste glød var forsvundet ned i jorden.”

Det er pinse: ”I al sin glans nu stråler solen / livslyset over nådestolen” – og som Grundtvig formår i evangeliets ånd at sætte salmeord på Guds nåde og kærlighed, sådan formår Ishiguro i mine ører at sætte romanord på det vigtigste og mest umistelige af alt i det menneskelige: Kærligheden. Og i virkeligheden, i udgangspunktet og som grundlag for alt menneskeligt: Den guddommelige udefrakommende kærlighed, der lyser og stråler og varmer som solen selv ind over vores liv hver især og sammen. Samlet sagt med evangeliets og kristendommens forkyndelse i ganske særlig grad i skikkelse af Jesus Kristus, Menneskesønnen, Guds søn. For ”Således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn…” – gav sig selv, sit alt, for vores livs og menneskeligheds skyld – ”for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.”

Som solens lys ikke alene nærer og varmer, men også afslører og giver os syn for sagn og lader os se verden og hinanden – sådan dømmer Guds kærlighed os til selv at leve i kærlighed, i Guds nådes lys. Ja: Kære Gud, ”Døm du os i nåde og lær os at se at liv er at elske, at græde og le – at række vor næste en broderlig hånd og bindes af stærke og kærlige bånd.”

Som jeg har fortalt om det i bogen ”NÆR VÆR” (2021), så hører mødet med mennesker i alle mulige livssituationer, i glæde og i sorg, i medgang og modgang, med til én af de helt store glæder i dette at være præst. Herunder, selvfølgelig, samtalen som det særlige. – Nu har Camilla Nicole Bitsch, som er sognebarn i Vær, mor til fire og bor i Stensballe – henvendt sig til mig med en idé om at lave en lille række eksistenssamtaler med hende selv som podcastvært og redaktør i en fællessamtale om mod og om taknemmelighed og om stilhed. – Camilla og jeg skriver i fællesskab i det kommende kirkeblad under overskriften: “Kan Gud blive væk? – en samtale om mod” følgende om podcastserien : ”Vi mødtes første gang i 2013 til en dåbssamtale. En del år senere førte livets udfordringer os ind i vores anden samtale. Fælles for begge samtaler var, at de var betydningsfulde. De bar noget meningsfuldt med sig og lod os mærke samtalens styrke – for samtaler kan være dybt forunderlige og forandrende, hvis vi giver dem lov. Nu har vi besluttet at indlede en ny række af samtaler, og I kan høre dem som podcasts på kirkens hjemmeside. De tre samtaler tager udgangspunkt i hver sit tema – og vi starter med MOD! Vi håber, at I vil lytte med og blive inspireret til selv at starte samtaler om dét, der er vigtigt for jer!”

Lyt her: https://www.vaernebelsogn.dk/podcast

Indtil jeg var 6-7 år gammel, hed min bedste ven og legekammerat, Frans. Vi var dengang nabobørn. Sammen med ham, med Frans, opdagede jeg verden, sådan som børn gør det, opslugte og selvforglemmende. I leg og i drøm og på opdagelsesrejser – ikke geografisk set ret langt ud omkring – men bortset fra det, så kom vi virkelig langt omkring. I træet vi kravlede i. I hullet i jorden, vi gravede. Med drømme om kommende tunnelsystemer og underjordiske net af gange og huler. Sejlads med barkbåde i en vandpyt, pinde, sten og en smule jord og pludselig havde vi hver især en stor gård med marker og dyr og nok at se til. I sproget og ordene og samtalen, vi hele tiden havde kørende og udviklede sammen. Sådan var det, mit gode liv, i de første barndomsår, gang på gang i forundringsleg sammen med Frans.

Jeg blev derfor også meget glad, da jeg en del år tilbage i tiden hørte, at pave Benedikt ville gå på pension og at den nye pave det skulle være Frans! Tænk sig!

Nå ja, det er så en anden Frans end ham, jeg legede så godt med i sin tid. Men alligevel. De er i hvert fald i en eller anden grad begge to opkaldt efter den samme Frans – nemlig ham hvis ”Solsang” vi synger fra i salmebogens nr. 17: Frans af Assisi fra 1200-tallet – forundringsmesteren Frans, som ud af alt det han hører og ser med store undrende øjne bare MÅ synge ”Halleluja” og sige Gud tak i syngende lovprisning ”med hjerte, mund og hånd / halleluja”. Det er godt at synge ordet ”halleluja”. Prøv det! Det kan godt sætte sig i én som et stort forundrings-ja til livet: HalleluJA!

”Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange,” lyder slutordene hos Markus om kvinderne påskemorgen ved Jesu åbne, tomme grav. Som altid må vi sætte os så godt som muligt ind i beretningen fra evangeliet. Og her mener jeg virkelig, alt det vi kan her og nu, følge kvinderne påskemorgen. Åbne os for al den mulige indlevelse vi måtte kunne have hver især. Gå med kvinderne, Maria Magdalene og den anden Maria og Salome – med de vellugtende salver i hænderne – gå med dem, med kvinderne, i morgengryet derud til graven – til den gravhule, det gravkammer, disciplene havde fået stillet til rådighed langfredag ind under aften af den rimeligt velbeslåede Josef fra Arimatæa. Og de spørger hinanden, kvinderne, på vejen derud til graven, i solopgangen, hvordan de overhovedet skal komme derind til hans døde legeme – der er jo, ved de godt, blevet rullet en kæmpesten for indgangen til gravhulen.

Men da de kommer derhen, ser de, at stenen er væltet fra – ”Og da de kom ind i graven”, står der i de ord, vi læste og hørte – ”da de kom ind i graven”(!) – vi skal altså ind i graven, i gravhulen, i gravkammeret – vi skal derind, og i halvmørket derinde se englen – ”en ung mand i hvide klæder sidde i den højre side”. Her hvor forventningen er at se den døde viklet ind i hvide linnedklæder, ser vi en anden og meget levende hvidklædt ung mand – ”og de blev forfærdede. Men han sagde til dem: ”Vær ikke forfærdede!”…” – ”Frygt ikke!”, som altid er det første en engel siger. Og hør så, hvad englen siger om Jesus, som betød alt for os hver især, og som vi så fuldstændigt forfærdeligt mistede i fredags, som døde forbryderens død på korset og som blev, kort før solnedgang, lagt herind i graven – englen siger: ”I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her. Se, dér er stedet, hvor de lagde ham! Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham, som han har sagt jer det.”

Og så er vi her ved vendepunktet – det største og til evig tid mest betydningsfulde vendepunkt – her, hvor vi nu står inde i graven med ansigtet stadig vendt ind i halvmørket mod bagvæggen derinde – og så, nu ved englens ord – kort sagt: ”Han er ikke her, han er dér” – nu ved englens ord, som peger ud af graven, vender vi os, omvender os, her på vendepunktet, 180 grader rundt og ser ud i lyset – og hvad det i virkeligheden betyder, det forstår vi ikke – endnu ikke – men vi aner det – og bare det at ane det, er her påskemorgen først af alt skræmmende, fordi det er jo i virkeligheden for godt til at være sandt – hvad da? Ja, dette: At kærligheden, Guds kærlighed, som Han – Menneskesønnen – Jesus – hele tiden havde sagt det – at kærligheden, den guddommelige, skulle være stærkere end alt andet – selv døden! – Kan det virkelig være sandt? Vi kan ikke forstå det – men lyset og livet og menneskene, disciplene og alle de andre vi kender og ikke kender, de er derude – og nu er vi blevet vendt om – omvendt – og nu går vi derud – ud i lyset – med englens ord i ryggen: ”… han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham, som han har sagt jer det.”

Det er virkelig påsken som vendepunktet (og tak til statsministeren for det udtryk i 2021) – en samlet genåbning! Kan vi tro det? Tør vi tro det? Og tale højt om det til de andre, vi møder på vores videre vej derude? At døden, også din og min egen ventende død, ikke længere er det endegyldige? At Guds kærlighed i Jesus den korsfæstede og opstandne Herre, Jesus Kristus, har åbnet udgangen fra graven og døden og transformeret den til indgang til livet – banet vejen for os ud af graven – sprængt dødens magt i tusind stumper og stykker. Halleluja! Tør vi tro det?

Det er påske. Opstandelsen er lige her. Kristus er opstanden! Han er gået i forvejen for os, og vil møde os og være hos os hvor så end vi går hen. Opstandelsen er lige her. Og hisset. Det er den virkelighed, vi har at gå ud til. Og leve i. Og være i. Både når vi er bange, og når vi ikke længere er det. Fordi, det er sandt. Kristus er opstanden! Glædelig påske!

Hvor er det godt, at vi har folk som salmedigter Iben Krogsdal til at sige det, der trænger til at blive sagt lige til tiden. Hun gør det i så mange af sine salmer men sandelig også som nu senest i klummen fredag den 18. marts i Kristeligt Dagblad, hvor Iben Krogsdal skriver om sin syge, overanstrengte ven som ”måske indbegrebet af en moderne synder”. Synds-pulsen buldrer i dag løs overalt, skriver Iben Krogsdal og fortsætter: ”Netop fordi så mange af os mangler sprog for vores syndserfaringer, er synds-ubevidstheden enorm. Den er trængt fra bevidstheden direkte ud i kroppene. Den sitrer i hænderne, kører i nerverne og tager sovepiller og angstdæmpende medicin.”

Det er synd og skam, at synden er blevet væk for os. Og det er den selvfølgelig kun i vores bevidsthed og ord og sprog for det at være menneske. For synden er ikke bare en realitet men et grundvilkår. Det er et begreb, som op gennem kirkens historie desværre ofte er blevet anvendt til en fuldstændig ukristelig lædering af sjælene. Til en skamløs påføring af skam med det ene mål at udstyre skampålæggeren selv med magt, styring og kontrol. Men bortset herfra(!) så er kristendommens tale om synd, og i samme åndedrag: syndernes forladelse, en helt nødvendig og højaktuel dimension af det menneskelige.

Hvis ikke vi har plads til fejlene og uperfektheden, så har vi kun perfektionen og det fuldkomne at gå med og gå efter. Så udleveres vi til det helvede, det er at skulle være helt rigtig og gøre det rigtige i et og alt. Så er der kun 12´eren, der tæller. (Læs Christian Hjortkjær, ”Utilstrækkelig”). Så er der virkelig, med sådanne kæmpeoveranstrengelser, lagt i ovnen til den destruktive, livsødelæggende skam – hvis det da ikke lykkes dig at give dig skamløsheden i vold, hvilket er en fætter & kusine for ikke at sige bror & søster til den destruktive skam. Så lad os få synden talt op. Det, som engang var med til at give destruktiv skam ved sin misbrug – altså talen om synd så ”skammeligt” anvendt – det er nu ved sit totale fravær i sprog og bevidsthed skam- og stressfremkaldende. Vi savner synden, fordi synden, altså: syndsbegrebet, sætter os som det vi er: Ufuldkomne, uperfekte mennesker, som så alligevel, af Guds nåde, gerne må være her og endda løfte ansigtet op og ranke ryggen og gå videre i livet som netop syndere af Guds nåde.

Forleden dag gik fruen amok derhjemme. Forårsrengøringen står for døren, sagde hun. Ud med det, det gamle skidt! Og alle tingene blev båret ud, og også manden blev inddraget i processen, og den efterfølgende voldsomt omfattende rengøring. – Forårsrengøringen er en gammel tradition. I Jeppe Aakjærs erindringsbog ”Fra min bitte tid” fortæller han om dengang for 150 år siden i 1870´erne på den lille gård i Fly, hvor alle vinduer og døre blev slået op ved forårsrengøringen og der kom nyt sand på de lerstampede gulve – hvilket alt sammen i sig selv var en prøvelse for gammelfar, som mente at det temmelig sikkert var sundhedsfarligt med al den renlighed. Men endnu værre var det for bedstefaren, da der blev lagt bræddegulv i stuehuset, for hvor skulle han nu spytte! Ikke længere frit og frejdigt i hvert fald, men nu i spytbakken alene.

Når Jesus fortæller sin berømte lignelse (Lukas 11,24-26) om uddrivelsen af den urene ånd og sindets fejede og prydede hus, hvor syv andre ånder værre end den første flytter ind, så ”det sidste bliver værre for det menneske end det første”, så er det ikke selve ”rengøringen” den er gal med. Men så er det, at der ikke bliver fyldt op igen. At rummet bliver stående tomt. Det kan et menneskesind ikke. Det kan et menneske ikke tåle. Så bliver det sidste værre end det første. For når der er tomt, og føles tomt, så fyldes der op med skidt og – ja, grimme sager. Sådan har vi, tror jeg – lidt a la gammelfar i Fly og hans holdning – fået ryddet for meget ud og ladet forårsrengøringen gå alt for meget amok. Ud med det gamle skidt. Og der røg så også vidt og bredt i kulturen tanken om mennesket som en synder. Hvad skal vi med det gamle ævl. Ud med det! Jeg er da ikke en synder. Nej, måske ikke nogen stor synder, men lidt har vel også ret, som vi véd det med Storm P.

Det er forfærdelig synd(!), at tanken om dig og mig som syndere er røget så meget med ud i forårsrengøringen i vores kultur, nu i vores tid. Specielt da talen om arvesynd – nej, den er da helt håbløs – håbløst forældet! Ud med det gamle skidt! Men som jeg for mange år siden læste det på et lille skilt på væggen på besøg hos en halvgammel mand i hans overfyldte, let rodede bibliotek – på skiltet stod der: ”Hellere leve i et syndigt rod end i et rent helvede!”

Som salmedigteren, og så meget andet, Iben Krogsdal, skrev om det i så fin en klumme i Kristeligt Dagblad om glæden ved at være en ”arvesynder”. Fordi, som det på et tidspunkt gik op for digteren Søren Ulrik Thomsen, så betyder kirkens tale om arvesynd, at jeg er en synder, ikke fordi jeg er mig, men fordi jeg er menneske! – Iben Krogsdal skriver: ”… arvesynden samler os. Den fører os ind i et menneskelighedsfællesskab, hvor vi er mennesker først, og gode og onde så. Sikken befrielse! Og hvilken modsigelse af tidens fremherskende sandhed: at vi selv smeder hver vores liv, og at vi selv smeder vores egen frelse og fortabelse. Jeg er så dybt taknemmelig for, at min egen skyld ikke kun er min egen skyld…  Det er i bund og grund en kæmpe lettelse. Og det er så forårsagtigt opløftende, at jeg lige nu får lyst til at gå ud og dele glæden med den første den bedste arvesynder, jeg møder! For når mørket fra begyndelsen hviler over hele verden, vil morgenlyset før eller siden ramme – ikke bare nogen af os – men os alle.”

Jeg kender en kvinde, som i nok så trange tider, og med altid åbne øjne og stor villighed til at tale om alt det, der går imod og gør ondt – al bøvlet – alligevel, gang på gang runder af med ordene: ”Vi finder ud af det”! Det er et nådefuldt udsagn. Det er det i parforholdet. Det er det i enhver menneskelig relation, hvor ”investeringslysten” måske nok indimellem kan blegne – og så alligevel: ”Vi finder ud af det”.

Livet er til for at deles. Ja, der er i virkeligheden så meget her i livet – alt det bedste og mest værdifulde – der kun bliver til noget ved at blive delt. Det må vi kaste al vores talent hver især ind på: Deling af noget af alt det, som kun vokser, eller som kun for alvor bliver til, ved at deles. Vi må være villige til at kaste noget – ja, alt ind. Risikere at tabe. For eksempel: tabe ansigt – og det er der ikke mange af os, der bryder sig om. Men risikoen må tages, hvis ikke du vil tabe det hele. Vi lærte, min hustru og jeg, på en ferie med gode venner spillet ”Partners” at kende. En slags avanceret ludo, hvor man spiller i makkerpar. Altså med en, du er ”partners” med.  Og hvor det så tydeligt ikke går an kun at tænke på sig selv og bare bange holde på alle de bedste kort til sig selv. Så taber du. Så bliver du, eller lige så slemt: din makker, slået hjem. Eller som du også godt mærker det: slået helt ud. Det er ikke så godt. ”Tænk, at livet koster livet / det er altid samme pris”, som vi synger det. Det gode liv er en risikabel affære. Det hele kan mistes. Ja, og kun her i dette farvand og sammen med de andre ”Partners”, kollegaer og konkurrenter, venner og fjender og hele molevitten – kun her, hvor alt kan mistes, kan det også vokse og blive til noget og til tider endda meget mere end du selv gik og drømte om.

Alle har talent. Alle har værdi. Og husk nu, som én så fint sagde det: ”De, der ikke kan bruges til noget – de kan altid bruges til noget andet”! Det gælder også for vores alvorligt syge, svækkede, multihandicappede medmennesker, som alene med deres væren kalder på omsorgen. Dette kald har vi alle brug for. Hvis der umiddelbart set slet ikke var brug for den – altså uden livsnødvendigheden heraf – fandtes omsorgen og medmenneskeligheden slet ikke. Den findes, fordi der er brug for den – OG fordi der, af Guds nåde, er mulighed for den. For tro, håb og kærlighed foldet ud i omsorg. – Det handler ikke om, om du har fået meget eller lidt betroet, men om at du kaster det, du har fået, ind på livet. At livet er en gave, som det gælder om at få det bedst mulige ud af. Som dagligt må pakkes ud og ikke graves ned, hvor småt og hvor ringe det så end måtte se ud i visse øjne. Dine egne inklusive.

Der er medgang og modgang. Livet består af både det værste og det bedste. Sådan som titlen lyder på Søren Ulrik Thomsens digtsamling  fra 2002 om netop ”Det værste og det bedste” – med ord som:

“Det værste er når en hemmelig dør i tapetet går op

og man stirrer direkte ind i det rum

hvor mørket til de kommende vintre står stablet

…. Det er det værste for mig

Det bedste er… at øl, kartofler og saltet flæsk

samt mine synders tyngdekraft

holder min luftige sjæl ved jorden:

Det er det bedste for mig.

… det værste er at miste modet

før en helt ny dag er begyndt

… det værste er ikke den tid jeg har spildt

med alle de idioter

men al den tid jeg har spildt på mig selv

…. Det er det værste for mig.

Det bedste er når det akkurat lykkes

at udholde hjertets hamren i brystet

og så med ét ånde lettet op

… det bedste er at jeg selv på de værste

dage er nysgerrig efter i morgen:

Det er det bedste for mig.

… at der hele tiden har været lidt mere

af ”det bedste” end af ”det værste” er bedst:

Det er det bedste for mig.

… det bedste er at gi op omsider

og pludselig mærke det hele begynde:

Det er det bedste for mig.”

Hvor er det godt, og det er det allerbedste, at noget ny kan begynde, når vi gi´r op og gi´r slip. Alting har en tid. Tiden er ikke, til hver en tid, inde til at tage sig sammen. Tværtimod. Sagt med ord fra et januar-2022-læserbrev (netop her ved årsskiftet sendt til Kristeligt Dagblad) om det jeg kort vil kalde stoicismens fristelse: ”Tilværelsen er, også for vi privilegerede velfærdsmennesker, ved siden af og sammen med alt det vidunderlige fyldt med truende tab. Med sorg, smerte og afmagt. Livet både begynder og slutter i stor afmagt. Når man nødig vil vide af den del, så frister den tanke, at man skulle kunne magte og overkomme smerten og tabene. Endog døden. Den stoiske rankhed i ryggen med tænderne godt sammenbidte og så ellers bare se at komme over det. Magte livet til og med døden. – Heroverfor står den kristne tanke om afmagten som vilkår og døden som fjenden, på grund af kærligheden. Vejen herind igennem, påstår evangeliet, findes. Jeg kender på kortform ingen bedre visdomsord overfor alt dette end Mother Marys fra de gode gamle Beatlesdage: Let it be! Lad det være det, det er – og lad det blive til det, det kan. Godt nytår!

Alting begynder med barnet. Kristendommen, evangeliet, som er Guds gode glædelige budskab til os, møder os aldrig mere enkelt, og ligetil og nært, end når det er jul – i skikkelse af barnet i Betlehem, født i en stald, svøbt og lagt i en krybbe og omgivet den nat af et nærvær og en sammenstimlen af både dyr og mennesker og engle med. Det taler så fuldstændig enkelt til os, og kan få os voksne til, som hyrderne julenat, at blive bløde om hjerterne. Og lade voksenlivsforpligtelser og interesser og bekymringer ligge for en stund og gå ud og lede efter barnet. Opsøge og besøge barnet og al den barnlige glæde og fryd det kan give i nok så voksne, realitetsanlagte sind.

Alting begynder med barnet. Her er ingen afstand. Her er alting så hverdagsligt enkelt. Her har tro og drøm og længsel hjemme. Mæthed, varme, nærhed. Sådan som også vi med de lange ben og de afsvedne vinger kan kende til det i en coronatids præget jul i form af drøm og længsel efter god gammeldags trængsel og sammenstimlen, nærhed og nærvær. Vi savner det! Vi savner det rigtig meget og efterlyser det nu også denne jul med en meget, meget stor normalitetslængsel i os.

Sagt med Dan Turell i de kendte ord: ”Jeg holder af hverdagen / Jeg er vild med den / Hold da helt ferie hvor jeg holder af hverdagen”. Eller sagt Søren Kierkegaardsk: ”Gentagelsen” – de daglige rutiner, det ritualiserede, det som gentager sig – som Søren Kierkegaard skriver det: ”Gentagelsen er det daglige brød der mætter med velsignelse. Når man har omsejlet tilværelsen, da skal det vise sig, om man har mod til at forstå, at livet er en gentagelse, og lyst til at glæde sig til denne.” – Og han skriver om hverdagen, om hele ”normaliteten” og dette at være nærværende tilstede i nuet, i øjeblikket – i det der er, og som for en pæn dels vedkommende gentager sig i det daglige liv – han skriver over for dét i håbet at drømme sig væk til noget nyt, eller i erindringen nostalgisk at søge tilbage til det forgangne: ”Håbet er en dejlig pige, der smutter bort mellem hænderne; erindringen er en skøn gammel kone, som man dog aldrig er tjent med i øjeblikket; gentagelsen er en elsket hustru, man aldrig bliver ked af…” Gentagelsen – nærværet og tilstedeværelsen i det daglige livs rutiner – normaliteten som det i grunden særligt skønne og betagende i tilværelse. Ja, det ser vi lidt eller noget tydeligere, når den er brudt – afbrudt – og, forhåbentlig da kun, midlertidigt taget fra os. Som nu i denne tid.

Julen med barnet i krybben i Betlehem hører i det store billede, i årshjulet, gentagelsen til. Det bliver jul hvert eneste år nu ved midvinter, uanset corona eller sågar krig og katastrofer – det bliver jul hvert eneste år med fejringen af Guds komme i barn Jesus – nu gennem to tusind år. Guds nærvær – nu hvor det er blevet jul, igen, givet os i barnet født i Betlehem – barnet i moders liv, nu født til jord og kommet til verden. Til os her hvor vi nu er med hver vores udfordringer og savn og længsler. Guds nærvær, Guds velsignelse, i det daglige liv, i de daglige rutiner. Guds velsignelse i virkeligheden lige så nært og virkeligt som et lille sprællevende, nyfødt barn i favnen, det er hvad julens budskab kan hjælpe os med at få øje på. Blive en øjenåbner for. Al den normalitet, vi nemt bliver blinde over for, som en i virkeligheden kæmpestor velsignelse, den ser vi nu mere tydeligt. Den mærker vi nu om ikke andet så som en sult, en længsel i os.

Jo: ”Gentagelsen er det daglige brød der mætter med velsignelse.” Og vi glæder os til den. Til nærhed og nærvær og sammenstimlen som en julenat i stalden omkring krybben med barnet. Uden mundbind og visir, uden at være til fare for hinanden alene ved at være tætte på hinanden.

Er der noget, vi har lært i coronatiden, så er det hvor udsatte vi lever som mennesker, der lever i samfund med hinanden. Hvor smittefarlige vi potentielt er for hinanden, og hvor livsnødvendig afstanden kan være. Afstand og adskillelse hører altid med som en del af det gode liv. Vi skal kunne adskille os fra hinanden og respektere hinandens grænser og urørlighedszoner. Og så skal vi kunne, i det gode daglige liv, igen og igen finde sammen. Og slet ikke mindst da hvis vi var blevet helt væk for hinanden. Så må der gang i en efterlysning så afstand og adskillelse kan blive til samfund og nærvær. Til at vi igen kan finde sammen, måske endda i allerførste omgang helt nært i favnen hos hinanden. Som nu her julenat i Betlehem, hvor Himlens Gud kommer jordens mennesker helt nær i barnet født i denne nat. Her hvor kæmpeafstanden mellem det himmelske og det jordiske, det guddommelige og det menneskelige, overvindes i skikkelse af barn Jesus. Som Kingo skriver det i salmen ”Nu kom der bud fra englekor” om Jesus allerede i moders liv: ”Det jomfru-liv velsignet er / med livsens rene drue, / Guds Søn hun under hjertet bær, / som hendes bryst skal suge! / Dér ligger Gud, et lidet nor, / og sagte gror! / Det under er at skue!”

Med englens ord: ”Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket:” Der ligger Gud et bette nor – nu kommet til verden, svøbt og lagt i en krybbe. Ganske nær. Nu og her. Nær os i Vær(!) og ud over den ganske verden. Nær hver og én med Guds velsignelse dybt ind i det daglige liv. Nu så forvandlet. Så velsignet rigt og godt set i lyset fra Betlehem.

Alting begynder med barnet: ”Hjerte, løft din glædes vinger! / Over muld / underfuld / englesangen klinger; / hør og mærk de toner søde, / Himlen lydt / melder nyt: / Kristus lod sig føde!” Amen – og glædelig jul hver og én! Amen.

Forfatteren Jørn Riel, som nok er allermest kendt for sine humorfyldte skrøner fra Østgrønland, har også skrevet så meget andet godt og måske mere seriøst fra det grønlandske deroppe og med sin varme sans for inuitternes sind og levevis. Som i trilogien Sangen for livet fra 1980´erne, hvor han fortæller om jægeren Heq og kvinden Tewee-soo med indiansk afstamning og deres indvandring for 1000 år siden fra Alaska til Nordgrønland. Og i anden del om fangeren og åndemaneren Arluk og hans udlængsel og rejse hen over en lang række år hele Grønland rundt for 500 år siden. Og i sidste del af trilogien om pigen og kvinden Soré fra slutningen af det 20. århundrede og hendes ukuelige livsvilje og livsglæde i slægt med, og klart bevidst herom, dem, som gik forud for hende og hendes: Heq, Tewee-Soo, Arluk og alle de andre, hvis livshistorier udgør Sangen for livet.

Som en uhyre væsentlig del af ånden i det hele, af den livsindstilling, som præger disse inuit-folk, klinger der hele tiden et ”prøv igen!” med i hvert et nederlag og efter hvert et tab, det være sig nok så stort og umiddelbart set fuldstændig uoverkommeligt. Hele vejen gennem Sangen for livet for 1000 år siden, for 500 år siden og den dag i dag er det med døden som en meget nærværende læremester i retning af livet: Prøv igen!

Som den unge Arluk, da han har indledt sin lange rejse og er roet i forvejen i sin kajak, foran de to andre kajakker og konebåden, for at finde den bedste vej gennem isbælterne nu her i det tidlige forår: ”En stor glæde opfyldte Arluk ved denne rejses begyndelse” – han var for nylig sammen med Niqi blevet far til en lille pige, sin førstefødte, som først så ud til ikke at ville overleve, men som nu struttede af liv og velvære: ”En varme gennemstrømmede ham, da han tænkte på Niqi og barnet. Selv om livet, så langt han kunne huske tilbage, havde været kamp og lidelse blandet med ufattelige øjeblikke af glæde, elskede han at leve. Hver dag var helt og holdent ny og ukendt…” – hvor godt at tænke på. Hvor godt at leve.

Da, netop da, rullede et højt drøn gennem fjorden. Et isfjeld var revnet, og den ene kæmpetinde faldet i vandet og rev nu, som Arluk på lang afstand så det, kajakker og konebåden med sig i dybet. ”Der var kun få vragrester, da han nåede frem. Fortvivlet roede han frem og tilbage indtil kroppene begyndte at flyde op. Han bandt de døde sammen med sin slæbeline og roede dem til land”, hvor han begravede dem et stykke fra stranden. ”Medens han udførte dette arbejde skød han sorgen fra sig. Men da graven (en grotte) var lukket med store sten, faldt sorgen over ham som en nagende sult, der krævede at blive stillet. Han satte sig uden for grotten omgivet af ensomhed, og han lod tårerne strømme som de ville. Lidt efter mærkede han, hvordan sorgen blev til vilde skrig, der strømmede ud af munden. Fire dage blev han ved grotten… Først den fjerde dag rejste han sig og gik ned til kajakken… De første dage efter ulykken følte Arluk ingenting…” Men han var igen på vej: ”Tomheden i hans indre fyldtes langsomt op. Han blev igen opmærksom og følte, hvordan sanserne begyndte at oplyse hans hjerne…”

Prøv igen! Ja. Og jeg skal sandelig love for, at Arluk kommer på rejse. Sit livs rejse. En lang livsrejse, hvor han ud over igen og igen at opleve fangstlykke og styrke, også bliver en slags menneskefisker. En mand, som på ny stifter familie, og som samler mennesker omkring sig. Samler op, forsørger, fornøjes og fortvivles atter, når han rammes af nye store tab. Men hver gang lægger han igen ud på dybet. Kaster garn, harpun og line, ud til endnu en fangst. – Fangeren og menneskefiskeren Arluk, der som gammel sidder med sine efterkommere og andre mennesker omkring sig og deler med dem Sangen for livet. Fortællingen om sit liv, sin egen livshistorie fra hans, Arluks, rige velsignede livsrejse i medgang og modgang med overskriften: Trods tab, så læg ud på dybet. Prøv igen!

(Ovenstående er fra min ny-udkomne bog ”NÆR VÆR”, Eksistensen (2021))