Skal der skrues ned for varmen i kirken, nu hvor det er blevet så voldsomt meget dyrere at varme vores huse op? Mit eget korte svar er: Nej – bevar, for Guds skyld, blusset! Når vi i kirkeligt regi siger ”for Guds skyld”, så betyder det i virkeligheden altid ”for menneskers og for menneskelivets skyld”. Det er for menneskelivets skyld, vi har kirken og gudstjenesten. Sandelig også nu hvor så meget står på spil og hvor vi må erkende, at vi står i en krise.

Det guddommelige blus og den himmelske varme der gennem kirken og gudstjenesten strømmer til os, og som kan varme os godt og grundigt op i vores til tider kølige sjæle og kolde sind, går meget, meget dårligt i spænd med overdreven sparsommelighed og konkret kolde huse og bænke. Salmer og korsvar kan ikke synges tænderhakkende. Hjertet isner og sindets og hørelsens potentielle åbenhed lukkes ned og umuliggøres, hvis man som kirkegænger skal sidde og fryse her i det rum, hvor det ellers netop for alvor handler om at kunne komme ind i varmen.

Vi er vidt og bredt i folkekirkeligt regi mærkede af eftervirkninger af corona-tidens nedlukninger. Lad os nu ikke gå længere ud ad den vej end allerhøjest nødvendigt. Det vil være dræbende og stærkt ødelæggende for den folkekirke, som uanset sine nok så mange fine sideskibsaktiviteter i ugens løb, dybt nede lever af at søndagsgudstjenesten finder sted, og at helt konkrete mennesker både kropsligt og åndeligt deltager heri. Gerne, om nødvendigt, polstrede med et ekstra lag undertøj. Men ikke på forhånd udelukkede af sparehensyn. Eller med samme hensyn i højsædet lukket ind til gudstjeneste i et lokale, der mere minder om kølerum end katedral. Ingen kuldebroer kan føre os ”fra dødningehjem til de levendes land” (DDS 321,4).

Det kan fint være, at nogle kirker hist og her i den aktuelle situation skal lukkes ned for søndagsgudstjenester i det kommende vinterhalvår, men vi skal ikke i folkekirken forsøge at holde varmen ved at skære ned på antallet af gudstjenester og da slet ikke ved at skrue yderligere ned for varmen, når vi så er der. Lad os, for Guds skyld, bevare blusset!

Nu her først i september 2022 i disse skønne sene sensommerdage vil jeg gerne videregive nogle linjer fra en stilfærdig roman af Paolo Cognetti ”Den vilde dreng – optegnelser fra bjergene” (2017/2019) (NB. romanen er tilegnet mindet om Chris Mccandless, ham hvis livshistorie dannede forlæg for filmen ”Into the Wild”) – den unge Paolo, omkring 30 år gammel, er vandret op i bjergene i alperne, eller de italienske bjerge, oppe over den smukke Aostadal i Nord-Italien. Heroppe lever han foråret igennem alene i en hytte. Nu, hvor det er blevet sommer, beslutter han sig for, at han vil vandre længere op og ind i bjergene. Han vil leve endnu mere enkelt og primitivt. Han er også rimelig irriteret over folk, turister og vandrere, der bare slår sig ned lige uden for hytten. Så nu vil han afsted på vandring: ”Inde i huset tog jeg rygsækken ned fra sømmet på væggen. Jeg smed lidt tøj i den, en vandtæt dug, soveposen, en drikkedunk med vin og de konservesdåser jeg havde i køkkenet, lighter, kniv, avispapir, lommelygte, to bøger, pen og notesbog. Jeg ville ud længere væk end det område jeg kendte i forvejen, finde ud af hvor man kom hen hvis man vandrede to-tre dage. Jeg havde temmelig meget at slæbe på da jeg gik, men da jeg lukkede døren bag mig, føltes det som om jeg blev befriet for en byrde. Byrden kunne som altid være hytten eller de mennesker der efter min mening havde vanhelliget den, men det var sandsynligvis bare mig selv. For hvad flygter vi ellers fra når vi stikker af hjemmefra? Farvel, sagde den vilde dreng til den tamme, så vendte han ham ryggen og slog endnu engang ind på den opadgående sti.” (s. 93-94)

Og her en bid mere fra Paolo Cognetti ”Den vilde dreng – optegnelser fra bjergene”. Nu er han kommet afsted og har været undervejs nogle dage. Han er kommet langt op i bjergene og sådan set også langt ud – han er faret vild, fordi han har forsøgt at skyde genvej til en landsby – nu er han så også faldet og har slået sig og ligger forfærdelig træt og opgivende, ja, hulkende (for første gang i årevis) på en klippe: ”Så da jeg lå der på klippen, erklærede jeg mit eventyr for mislykket. – Mens jeg lå og ynkede mig selv, så jeg en ørn flyve hen over mig. Den kredsede over mig i stadig mindre cirkler som om den havde udset sig et bytte, og det var en nærliggende tanke at byttet kunne være mig…” – han er flere gange stødt på afpillede skeletter af gemse eller stenbuk – ”Så rejste jeg mig op. Ørnen steg omgående til vejrs og forsvandt. Jeg stillede på skulderremmene og spændte bæltet om livet. Jeg var ikke kommet alvorligt til skade, og jeg kunne mærke at kræfterne ikke var sluppet helt op. Jeg søgte uden om det sted hvor jeg var faldet, og gav mig til at klatre opad igen i samme tempo som før, to skridt og en pause, to skridt og en pause, og nu undlod jeg at kigge op og koncentrerede mig udelukkende om hvor jeg satte mine ben. Jeg opdagede først at jeg var nået op på toppen da jeg var der, og nu fik jeg omsider øje på den landsby jeg søgte: To-tre hundrede meter under mig klyngede en snes stenhuse sig ind til bjergsiden, og kvæget gik og græssede på græsgangene omkring husene. Der hang en stor gryde over et ildsted i det fri, og der gik en mand rundt omkring den. Ved et lille hvidt kapel stod en mindre forsamling og sang akkompagneret af en trompet. Aldrig har synet af en gudstjeneste og lyden af et kirkekor gjort mig så lykkelig som den dag. Jeg tog rygsækken af, smed mig på jorden og lukkede øjnene, denne gang for at nyde musikken og solen.”

Jeg har siden december 1988 som præst medvirket ved omkring 1200 begravelser og bisættelser. Langt de fleste har været folk oppe i alderen med et langt levet liv bagude. Og for langt, langt de flestes vedkommende med barnedåben liggende som noget af det allerførste i deres levede liv. – Her lød for første gang lovprisningsordene over det menneske, som de nu her ved begravelsen lyder for sidste gang: ”Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi Far, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde.” Ved begyndelse og ved afslutning – lovprisningsordene til Gud som omkransende dette bestemte menneskeliv. Ligesom også trosbekendelsens ord lød over det menneske i dåben i sin tid ved indgangen til livet, sådan forekommer det mig også at være dybt meningsfuldt at lade de samme ord lyde over det menneske nu i døden ved udgangen fra livet. Eller rettere, kirkeligt set: indgangen til livet hos Gud i evigheden.

Sådan kan man også tænke på de ord, som lød i dåben umiddelbart efter selve dåben med de tre håndfulde vand ”I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn”, hvor præsten under håndspålæggelse beder Gud om at passe godt på den nydøbte nu og al tid: ”Han bevare din udgang og indgang fra nu og til evig tid!” Normalt ville vi tænke modsat rækkefølge: indgang og udgang. Men pointen her i rækkefølgen udgang og indgang kan så fint være det håb, den tanke og tro, at vi ved udgangen fra livet her, indgår til evigt liv hos Gud.

Vi tænker almindeligvis lineært, når vi betragter et menneskes livshistorie, med fødslen som begyndelsespunktet og døden som endepunktet. En i udgangspunktet lang lige linje, hvor jeg hele tiden nærmer mig det punkt, hvor der til sidst – tidligt eller sent – ikke er mere tilbage. Men som jeg på et tidspunkt i en radioudsendelse hørte den gamle radiomand Egon Clausen sige det, så er det meget bedre at tænke cirkulært end lineært om ens livstid. Ved en 40 års-fødselsdagsfest han deltog i, stod værtinden frem og bød velkommen med ordene: ”Jeg står nu her midt i livet…” – og som Egon Clausen havde tænkt: Ja, det gør ethvert menneske til enhver tid i sit liv. Fordi sådan er livsfølelsen i virkeligheden, hvad enten jeg tuller rundt som lille nybegynder i barndommens land eller ligger gammel af dage på hospice, så er jeg lige midt i livet, mit liv, og ikke på en linje, der klippes mere og mere af, og hvor jeg nu nærmer mig kanten. – Du og jeg er her, midt i livet. Fordi det er ethvert menneske til enhver tid – lige midt i livet. Allerede derfor er det cirkulære billede bedre og langt mere passende end det lineære, hvor der bare i ét væk bliver mindre og mindre tilbage. Det, der i det cirkulære livsbillede kan variere, og som gør det, er radius. Og en dag falder det sammen i det inderste midterste punkt, som jeg så godt kan forestille mig, har at gøre med det, vi med kristendommen taler om som evigheden. Vi får se!

Vi får se – som så i øvrigt er et af de bedste, kortfattede udtryk, jeg kender for dén åbne livsholdning, som meget gerne må husere i os hver især så godt som muligt til det sidste – ja, ind gennem det allersidste åndedrag: Vi får se!

På Danmarks Radio sender de for tiden en serie med halvtimes programmer under overskriften ”Bibelen Leth fortalt” (som selvfølgelig kan aflyttes som podcast). Det er multikunstneren, den godt og vel 40-årige Kristian Leth, der dykker ned og ind i Bibelens univers – med det afsæt, at Bibelen er verdens vigtigste bog. Kristian Leth gør det så fint. Fortæller om det, der i det bibelske kan være svært at have med at gøre på let(!) vis, men så tyngden ikke går tabt. Går til det med en åbenhed og en nysgerrighed, som virker befrugtende og som sætter ånden i spil. I et interview om serien og om sin egen bibellæsning bliver Kristian Leth spurgt om, hvilken fortælling han vil anbefale til en ny bibellæser, og han svarer: ”Start med Det Nye Testamente. Evangelierne. Der er så meget genkendeligt. Det er som at komme hjem. På godt og ondt. Derfra kan man kaste sig ud i tusinde afstikkere for at få uddybet det, der står.”

”Det er som at komme hjem”. Det er, i Det Nye Testamente, lignelsen om den eller de fortabte sønner i særlig grad fortællingen om. Det er godt at kunne komme hjem. Og blive, mildest talt, godt modtaget. Det er godt at have et hjem og én eller nogle at høre hjemme hos. Vi kan alle ind imellem have udlængsel. Og udlængslen den får på alle tangenter netop nu, hvor det er ferietid: Ud og afsted – væk hjemmefra – se noget andet og det derhjemme langt væk fra. Og så kan man sandelig også få hjemlængsel. Og dybest set, tror jeg – midt i også al vores moderne rastløshed og uro – hjemlængslen som det stærkeste. I grunden dette at komme hjem til sig selv og sit eget. Til nærvær og tilstedeværelse i dit eget liv. Men jo sandelig også at have et sted, og én eller nogle, at komme hjem til, og høre sammen med. En far og en mor, en søster og bror. Det der andet menneske, som jeg hører, på godt og ondt, uadskilleligt sammen med. Det er – også her i dette felt – Gud og det guddommelige virker i os og vores liv. Og det er med stærke billeder og fortællinger, lignelser fra dagliglivet, at Jesus her fortæller så stærkt og overbevisende om grundforholdet til vores allesammens Gud og Far i himlen.

Kristian Leth har nu for nylig udgivet erindringsbogen ”En vej ud af tågen”. Den fine lille Leth tunge fortælling fra eget liv om også som det særlige det at vokse op med sin fraværende far – og – ja – det er digteren og fortælleren og cykelsportkommentatoren Jørgen Leth. Vi kan sikkert alle høre hans stemme for os. Men det kunne sønnen Kristian som barn ikke særligt godt. – Jeg skal med det samme sige, at bogen ”En vej ud af tågen” ikke er en selvbiografisk hævnaktion, men en stærk, og poetisk anlagt, kærlighedserklæring til livet og menneskene med sans for også smertedelen – herunder fars fravær og drengens uforløste længsel efter sin far. For som Kristian Leth skriver det: ”Min fars hus findes ikke… der er ingen far hjemme hos os. En far er noget, der ikke er der, som er langt væk i et skrattende telefonopkald på fødselsdagen. Hvis han husker den…”

Der var mor og brødrene og andre, og det var livreddende: ”Mit liv er på mange måder en række af lykketræf og omstændigheder, der reddede mig igen og igen, på trods af den jeg var og er”, skriver Kristian Leth. Men han vender samtidig også igen og igen tilbage til sin fars fravær – og til tomheden, der hvor far og ingen anden skulle have været – den længsel og den smerte ser han som definerende for sit eget liv og skriver: ”At glemme det, der definerer en, forekommer mig at være det mest inderligt tragiske, der kan ske for en. At finde det igen må være det samme som at blive hel.” Ja, som at komme hjem til sig selv og sit eget, favnet, forvandlet og ny.   Smerten hører med. Men: ”Smerten må ikke blive et våben”, som Kristian Leth siger det til sin nu gamle far, og skriver her i bogen ”En vej ud af tågen”: ”Der er ikke noget regnestykke, der skal gøres op. Man kan ikke bruge sin historie som rambuk til at bryde andre ned. Eller det kan man godt, men det bringer ikke orden i sagerne. Det er ikke et regnestykke. Hvis man selv er såret, nytter det ikke noget at give smerten tilbage til dem, der sårede en. Man skylder dem ikke noget. De fortjener heller ikke noget. – Regnestykket går op, når vi dør. Ikke før. – Derfor står smerten stadig i mig som en søjle af lys. Der er ikke noget, der holder den oppe, den står af sig selv. – At jeg elsker min far, opløser ikke smerten fra vores liv sammen. Fra mine oplevelser. Det gør dem højst mere besværlige at beskrive og se klart. – Jeg var samme alder, som min søn er. Syv år gammel. Det var synd for den dreng. Det er synd for min far. – Det er synd for os alle sammen.” Så vidt Kristian Leth, som her – i mine ører – taler og skriver under, slet ikke hævnens, men nådens fortegn. Der er ingen offermentalitet i det. Der er længslen og smerten i den. Og den står han ved, samtidig med at han ser sin far – og sådan set favner ham.

Forfatteren og nobelpristageren i litteratur (2017), Kazuo Ishiguro, har for nylig udgivet romanen ”Klara og solen” (2021). Ishiguro er født i 1954 i Nagasaki i Japan. Fem år gammel flyttede han med familien til England, som er blevet hans hjemland. Ishiguro er mest kendt for romanen ”Resten af dagen”, som mange nok har set filmatiseret med Anthony Hopkins i hovedrollen som butleren Stevens, der på en biltur en dag i 1956 oplever, at der går dom ind over hans liv, da han tænker tilbage på dengang han levede og virkede i 1930´erne på et engelsk herresæde som en måske i virkeligheden alt for trofast og loyal butler, som på den konto missede kærligheden – det vigtigste af alt.

I romanen ”Klara og Solen” er vi i et fremtidssamfund, som virker mere japansk end engelsk. Vi er nu nok i USA. Men det er diffust, hvor vi er. Det er det også, hvordan og hvorfor samfundssituationen er blevet som den er. Men klart er det, at menneskene her lever truet af ensomhed. I særlig grad de helt unge, som Josie på femten, der tillige er tiltagende svagelig af en livstruende sygdom af en eller anden art. – Josie får nu, som det er blevet almindeligt i dette samfund, en KV. I hendes tilfælde en KV af B2-serien ved navn Klara. En KV er en ”Kunstig Ven”, en stærkt menneskelignende robot, som kan bevæge sig på alle mulige menneskelignende måder og kommunikere meget meningsfuldt. Og hensynsfuldt. Og i Klaras tilfælde også med en vældig høj grad af tillæring og, ja, selvstændig udvikling. – Det er, igen, diffust, men det går op for os som læsere, at der blandt de unge mennesker er nogle, der er ”løftede” og andre, der er ”u-løftede”. Og at det at være én af de ”løftede” betyder, at der nok er foretaget en form for genmanipulering af disse børn og unge, som Josie altså er én af. Så hvem er egentlig robot og hvem er menneske? Og hvori består i særlig grad det menneskelige? – Det bliver mere og mere tydeligt for os som læsere, at der er noget anspændt og mekanisk over relationerne menneskene imellem. En kunstighed(!), som mærkes mindre og mindre i Klaras tilfælde, fordi – ja, fordi hun virker empatisk og udvikler sig i stadig mere empatisk retning. – Klara, forstår vi, oplever, sanser og ser, alting i kvadrater, men hendes livssyn er langtfra firkantet og udvikler sig med en rundhed, en rummelighed og varme over sig, som vi må kalde sandt menneskelig. Klara søger konstant solens lys og varme. Måske er hun solbatteridrevet! Men det er ikke det væsentlige i den forbindelse. Klara omtaler Solen i personlig vending som ”han” og med stort S. Hun har den ide og tanke, den tro(!), at Solen vil hende og de andre, inklusive syge og svage Josie, det godt. Som hun også selv vil det, og er klar til at give af sit eget, ja, sig selv for Josies skyld. Som Josie´ far på et tidspunkt spørger Klara: ”Tror du på det menneskelige hjerte? Jeg taler selvfølgelig ikke kun om hjertet som et organ. Jeg taler om det i den poetiske betydning. Menneskehjertet. Tror du, det findes? Noget, der gør os alle sammen til noget særligt, til individer?” – Ja, Klara tror på menneskehjertet – og i dyb forstand har hun det selv. For hun lever og eksisterer så klart i tro, håb og kærlighed. Som Josie´ far næsten vredt siger det: Åh ja, man får aldrig fred for håbet! Nej, eller for kærligheden, som Klara lever den i lyset fra Solen, som hun af hjertet tror, vil hende og alle det godt. Som vi får det sagt af Klara selv om en aften ved solnedgang: ”Himlen var ved at blive til aften, stjernerne kom frem, og jeg fornemmede, at Solen smilede venligt til mig, idet han gik ned for at hvile. Af taknemmelighed og respekt blev jeg stående…, indtil hans sidste glød var forsvundet ned i jorden.”

Det er pinse: ”I al sin glans nu stråler solen / livslyset over nådestolen” – og som Grundtvig formår i evangeliets ånd at sætte salmeord på Guds nåde og kærlighed, sådan formår Ishiguro i mine ører at sætte romanord på det vigtigste og mest umistelige af alt i det menneskelige: Kærligheden. Og i virkeligheden, i udgangspunktet og som grundlag for alt menneskeligt: Den guddommelige udefrakommende kærlighed, der lyser og stråler og varmer som solen selv ind over vores liv hver især og sammen. Samlet sagt med evangeliets og kristendommens forkyndelse i ganske særlig grad i skikkelse af Jesus Kristus, Menneskesønnen, Guds søn. For ”Således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn…” – gav sig selv, sit alt, for vores livs og menneskeligheds skyld – ”for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.”

Som solens lys ikke alene nærer og varmer, men også afslører og giver os syn for sagn og lader os se verden og hinanden – sådan dømmer Guds kærlighed os til selv at leve i kærlighed, i Guds nådes lys. Ja: Kære Gud, ”Døm du os i nåde og lær os at se at liv er at elske, at græde og le – at række vor næste en broderlig hånd og bindes af stærke og kærlige bånd.”

Som jeg har fortalt om det i bogen ”NÆR VÆR” (2021), så hører mødet med mennesker i alle mulige livssituationer, i glæde og i sorg, i medgang og modgang, med til én af de helt store glæder i dette at være præst. Herunder, selvfølgelig, samtalen som det særlige. – Nu har Camilla Nicole Bitsch, som er sognebarn i Vær, mor til fire og bor i Stensballe – henvendt sig til mig med en idé om at lave en lille række eksistenssamtaler med hende selv som podcastvært og redaktør i en fællessamtale om mod og om taknemmelighed og om stilhed. – Camilla og jeg skriver i fællesskab i det kommende kirkeblad under overskriften: „Kan Gud blive væk? – en samtale om mod‟ følgende om podcastserien : ”Vi mødtes første gang i 2013 til en dåbssamtale. En del år senere førte livets udfordringer os ind i vores anden samtale. Fælles for begge samtaler var, at de var betydningsfulde. De bar noget meningsfuldt med sig og lod os mærke samtalens styrke – for samtaler kan være dybt forunderlige og forandrende, hvis vi giver dem lov. Nu har vi besluttet at indlede en ny række af samtaler, og I kan høre dem som podcasts på kirkens hjemmeside. De tre samtaler tager udgangspunkt i hver sit tema – og vi starter med MOD! Vi håber, at I vil lytte med og blive inspireret til selv at starte samtaler om dét, der er vigtigt for jer!”

Lyt her: https://www.vaernebelsogn.dk/podcast

Indtil jeg var 6-7 år gammel, hed min bedste ven og legekammerat, Frans. Vi var dengang nabobørn. Sammen med ham, med Frans, opdagede jeg verden, sådan som børn gør det, opslugte og selvforglemmende. I leg og i drøm og på opdagelsesrejser – ikke geografisk set ret langt ud omkring – men bortset fra det, så kom vi virkelig langt omkring. I træet vi kravlede i. I hullet i jorden, vi gravede. Med drømme om kommende tunnelsystemer og underjordiske net af gange og huler. Sejlads med barkbåde i en vandpyt, pinde, sten og en smule jord og pludselig havde vi hver især en stor gård med marker og dyr og nok at se til. I sproget og ordene og samtalen, vi hele tiden havde kørende og udviklede sammen. Sådan var det, mit gode liv, i de første barndomsår, gang på gang i forundringsleg sammen med Frans.

Jeg blev derfor også meget glad, da jeg en del år tilbage i tiden hørte, at pave Benedikt ville gå på pension og at den nye pave det skulle være Frans! Tænk sig!

Nå ja, det er så en anden Frans end ham, jeg legede så godt med i sin tid. Men alligevel. De er i hvert fald i en eller anden grad begge to opkaldt efter den samme Frans – nemlig ham hvis ”Solsang” vi synger fra i salmebogens nr. 17: Frans af Assisi fra 1200-tallet – forundringsmesteren Frans, som ud af alt det han hører og ser med store undrende øjne bare MÅ synge ”Halleluja” og sige Gud tak i syngende lovprisning ”med hjerte, mund og hånd / halleluja”. Det er godt at synge ordet ”halleluja”. Prøv det! Det kan godt sætte sig i én som et stort forundrings-ja til livet: HalleluJA!

”Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange,” lyder slutordene hos Markus om kvinderne påskemorgen ved Jesu åbne, tomme grav. Som altid må vi sætte os så godt som muligt ind i beretningen fra evangeliet. Og her mener jeg virkelig, alt det vi kan her og nu, følge kvinderne påskemorgen. Åbne os for al den mulige indlevelse vi måtte kunne have hver især. Gå med kvinderne, Maria Magdalene og den anden Maria og Salome – med de vellugtende salver i hænderne – gå med dem, med kvinderne, i morgengryet derud til graven – til den gravhule, det gravkammer, disciplene havde fået stillet til rådighed langfredag ind under aften af den rimeligt velbeslåede Josef fra Arimatæa. Og de spørger hinanden, kvinderne, på vejen derud til graven, i solopgangen, hvordan de overhovedet skal komme derind til hans døde legeme – der er jo, ved de godt, blevet rullet en kæmpesten for indgangen til gravhulen.

Men da de kommer derhen, ser de, at stenen er væltet fra – ”Og da de kom ind i graven”, står der i de ord, vi læste og hørte – ”da de kom ind i graven”(!) – vi skal altså ind i graven, i gravhulen, i gravkammeret – vi skal derind, og i halvmørket derinde se englen – ”en ung mand i hvide klæder sidde i den højre side”. Her hvor forventningen er at se den døde viklet ind i hvide linnedklæder, ser vi en anden og meget levende hvidklædt ung mand – ”og de blev forfærdede. Men han sagde til dem: ”Vær ikke forfærdede!”…” – ”Frygt ikke!”, som altid er det første en engel siger. Og hør så, hvad englen siger om Jesus, som betød alt for os hver især, og som vi så fuldstændigt forfærdeligt mistede i fredags, som døde forbryderens død på korset og som blev, kort før solnedgang, lagt herind i graven – englen siger: ”I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her. Se, dér er stedet, hvor de lagde ham! Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham, som han har sagt jer det.”

Og så er vi her ved vendepunktet – det største og til evig tid mest betydningsfulde vendepunkt – her, hvor vi nu står inde i graven med ansigtet stadig vendt ind i halvmørket mod bagvæggen derinde – og så, nu ved englens ord – kort sagt: ”Han er ikke her, han er dér” – nu ved englens ord, som peger ud af graven, vender vi os, omvender os, her på vendepunktet, 180 grader rundt og ser ud i lyset – og hvad det i virkeligheden betyder, det forstår vi ikke – endnu ikke – men vi aner det – og bare det at ane det, er her påskemorgen først af alt skræmmende, fordi det er jo i virkeligheden for godt til at være sandt – hvad da? Ja, dette: At kærligheden, Guds kærlighed, som Han – Menneskesønnen – Jesus – hele tiden havde sagt det – at kærligheden, den guddommelige, skulle være stærkere end alt andet – selv døden! – Kan det virkelig være sandt? Vi kan ikke forstå det – men lyset og livet og menneskene, disciplene og alle de andre vi kender og ikke kender, de er derude – og nu er vi blevet vendt om – omvendt – og nu går vi derud – ud i lyset – med englens ord i ryggen: ”… han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham, som han har sagt jer det.”

Det er virkelig påsken som vendepunktet (og tak til statsministeren for det udtryk i 2021) – en samlet genåbning! Kan vi tro det? Tør vi tro det? Og tale højt om det til de andre, vi møder på vores videre vej derude? At døden, også din og min egen ventende død, ikke længere er det endegyldige? At Guds kærlighed i Jesus den korsfæstede og opstandne Herre, Jesus Kristus, har åbnet udgangen fra graven og døden og transformeret den til indgang til livet – banet vejen for os ud af graven – sprængt dødens magt i tusind stumper og stykker. Halleluja! Tør vi tro det?

Det er påske. Opstandelsen er lige her. Kristus er opstanden! Han er gået i forvejen for os, og vil møde os og være hos os hvor så end vi går hen. Opstandelsen er lige her. Og hisset. Det er den virkelighed, vi har at gå ud til. Og leve i. Og være i. Både når vi er bange, og når vi ikke længere er det. Fordi, det er sandt. Kristus er opstanden! Glædelig påske!

Hvor er det godt, at vi har folk som salmedigter Iben Krogsdal til at sige det, der trænger til at blive sagt lige til tiden. Hun gør det i så mange af sine salmer men sandelig også som nu senest i klummen fredag den 18. marts i Kristeligt Dagblad, hvor Iben Krogsdal skriver om sin syge, overanstrengte ven som ”måske indbegrebet af en moderne synder”. Synds-pulsen buldrer i dag løs overalt, skriver Iben Krogsdal og fortsætter: ”Netop fordi så mange af os mangler sprog for vores syndserfaringer, er synds-ubevidstheden enorm. Den er trængt fra bevidstheden direkte ud i kroppene. Den sitrer i hænderne, kører i nerverne og tager sovepiller og angstdæmpende medicin.”

Det er synd og skam, at synden er blevet væk for os. Og det er den selvfølgelig kun i vores bevidsthed og ord og sprog for det at være menneske. For synden er ikke bare en realitet men et grundvilkår. Det er et begreb, som op gennem kirkens historie desværre ofte er blevet anvendt til en fuldstændig ukristelig lædering af sjælene. Til en skamløs påføring af skam med det ene mål at udstyre skampålæggeren selv med magt, styring og kontrol. Men bortset herfra(!) så er kristendommens tale om synd, og i samme åndedrag: syndernes forladelse, en helt nødvendig og højaktuel dimension af det menneskelige.

Hvis ikke vi har plads til fejlene og uperfektheden, så har vi kun perfektionen og det fuldkomne at gå med og gå efter. Så udleveres vi til det helvede, det er at skulle være helt rigtig og gøre det rigtige i et og alt. Så er der kun 12´eren, der tæller. (Læs Christian Hjortkjær, ”Utilstrækkelig”). Så er der virkelig, med sådanne kæmpeoveranstrengelser, lagt i ovnen til den destruktive, livsødelæggende skam – hvis det da ikke lykkes dig at give dig skamløsheden i vold, hvilket er en fætter & kusine for ikke at sige bror & søster til den destruktive skam. Så lad os få synden talt op. Det, som engang var med til at give destruktiv skam ved sin misbrug – altså talen om synd så ”skammeligt” anvendt – det er nu ved sit totale fravær i sprog og bevidsthed skam- og stressfremkaldende. Vi savner synden, fordi synden, altså: syndsbegrebet, sætter os som det vi er: Ufuldkomne, uperfekte mennesker, som så alligevel, af Guds nåde, gerne må være her og endda løfte ansigtet op og ranke ryggen og gå videre i livet som netop syndere af Guds nåde.

Forleden dag gik fruen amok derhjemme. Forårsrengøringen står for døren, sagde hun. Ud med det, det gamle skidt! Og alle tingene blev båret ud, og også manden blev inddraget i processen, og den efterfølgende voldsomt omfattende rengøring. – Forårsrengøringen er en gammel tradition. I Jeppe Aakjærs erindringsbog ”Fra min bitte tid” fortæller han om dengang for 150 år siden i 1870´erne på den lille gård i Fly, hvor alle vinduer og døre blev slået op ved forårsrengøringen og der kom nyt sand på de lerstampede gulve – hvilket alt sammen i sig selv var en prøvelse for gammelfar, som mente at det temmelig sikkert var sundhedsfarligt med al den renlighed. Men endnu værre var det for bedstefaren, da der blev lagt bræddegulv i stuehuset, for hvor skulle han nu spytte! Ikke længere frit og frejdigt i hvert fald, men nu i spytbakken alene.

Når Jesus fortæller sin berømte lignelse (Lukas 11,24-26) om uddrivelsen af den urene ånd og sindets fejede og prydede hus, hvor syv andre ånder værre end den første flytter ind, så ”det sidste bliver værre for det menneske end det første”, så er det ikke selve ”rengøringen” den er gal med. Men så er det, at der ikke bliver fyldt op igen. At rummet bliver stående tomt. Det kan et menneskesind ikke. Det kan et menneske ikke tåle. Så bliver det sidste værre end det første. For når der er tomt, og føles tomt, så fyldes der op med skidt og – ja, grimme sager. Sådan har vi, tror jeg – lidt a la gammelfar i Fly og hans holdning – fået ryddet for meget ud og ladet forårsrengøringen gå alt for meget amok. Ud med det gamle skidt. Og der røg så også vidt og bredt i kulturen tanken om mennesket som en synder. Hvad skal vi med det gamle ævl. Ud med det! Jeg er da ikke en synder. Nej, måske ikke nogen stor synder, men lidt har vel også ret, som vi véd det med Storm P.

Det er forfærdelig synd(!), at tanken om dig og mig som syndere er røget så meget med ud i forårsrengøringen i vores kultur, nu i vores tid. Specielt da talen om arvesynd – nej, den er da helt håbløs – håbløst forældet! Ud med det gamle skidt! Men som jeg for mange år siden læste det på et lille skilt på væggen på besøg hos en halvgammel mand i hans overfyldte, let rodede bibliotek – på skiltet stod der: ”Hellere leve i et syndigt rod end i et rent helvede!”

Som salmedigteren, og så meget andet, Iben Krogsdal, skrev om det i så fin en klumme i Kristeligt Dagblad om glæden ved at være en ”arvesynder”. Fordi, som det på et tidspunkt gik op for digteren Søren Ulrik Thomsen, så betyder kirkens tale om arvesynd, at jeg er en synder, ikke fordi jeg er mig, men fordi jeg er menneske! – Iben Krogsdal skriver: ”… arvesynden samler os. Den fører os ind i et menneskelighedsfællesskab, hvor vi er mennesker først, og gode og onde så. Sikken befrielse! Og hvilken modsigelse af tidens fremherskende sandhed: at vi selv smeder hver vores liv, og at vi selv smeder vores egen frelse og fortabelse. Jeg er så dybt taknemmelig for, at min egen skyld ikke kun er min egen skyld…  Det er i bund og grund en kæmpe lettelse. Og det er så forårsagtigt opløftende, at jeg lige nu får lyst til at gå ud og dele glæden med den første den bedste arvesynder, jeg møder! For når mørket fra begyndelsen hviler over hele verden, vil morgenlyset før eller siden ramme – ikke bare nogen af os – men os alle.”