Englænderen Gavin Bryars arbejdede sammen med vennen Alan Power i 1971 på en dokumentarfilm om Londons hjemløse i området omkring Waterloo Station. På en stump lydoptagelse uden billede fra dengang fandt Gavin Bryars i det efterfølgende klippearbejde en lille stump på omkring et halvt minuts tid med en gammel hjemløs (i øvrigt ikke fordrukken) mands helt enkle, gribende sang med ordene: ”Jesus’ blood never failed me yet / never failed me yet / Jesus’ blood never failed me yet / This one thing I know / for he loves me so.” – altså: ”Jesu blod har endnu aldrig svigtet mig / endnu aldrig svigtet mig. / Jesu blod har endnu aldrig svigtet mig. / Dette ene jeg ved, / fordi han elsker mig så højt.”

Denne fine lille lydstump, bare med gadens lyde og den hjemløse mands sang lagde Gavin Bryars nu musik ind over og senere engang i 1990´erne tillige med sang af sangeren Tom Waits lagt ind over – stadig med den gamle mands oprindelige sang og ord i bunden af det hele: ”Jesus´ blood never failed me yet” www.youtube.com/watch?v=xMrjhN_iQF8

Helt anonymt har denne gamle hjemløse mand fra London fra bunden af det hele lagt ord og stemme til en sang, som nu i dag er en klassiker. En sang, en salme, så fuldstændig enkel om kærlighedsfloden fra påsken dengang i Jerusalem, hvor Jesus skærtorsdag indstiftede nadveren – gav sig selv, sit liv, sit alt, som Guds søn, Guds eget udtrykte billede på jord, ved korsfæstelsen langfredag – og vejen, ved hans kærlighed, ved Guds kærlighed, banet ind gennem dødens mørke frem mod påskemorgens opstandelse – lys og liv og sammenhæng – døden overvundet ved hans kærlighed.  Jo: ”Kærligheden, hjertegløden / stærkere var her end døden; / heller giver du end tager, / ene derfor dig behager / korsets død i vores sted.” (DDS 192,3) – som vi synger det i kærlighedsalmen over dem alle i vores salmebog. En salme som med andre og mange flere ord, i grunden, siger det samme som den gamle hjemløse mands sang ved Waterloo Station dengang først i 1970´erne.

Kærlighedsfloden fra Kristus, som også således og meget konkret sætter sig igennem i hvert vores liv. ”Jesus’ blood never failed me yet / This one thing I know / for he loves me so.” ”Derfor beder jeg med tårer: / Led den ind i mine årer, / floden, som kan klipper vælte, / floden, som kan isbjerg smelte, / som kan blodskyld tvætte af!” Rene og rensede, hvor miserable vores liv så end i øvrigt måtte se ud – rene og rensede står vi af Guds nåde ved hans kærlighed i Kristus – hans livs og hans blods kærlighedsflod, som ikke alene gennemskyller og vasker og renser enhver, men som endnu mere går i blodet på os hver især for at smelte og vælte alt det hårde og kolde – oplive og opvarme os til det liv, vi endnu har at leve. Tak Gud! Tak, Herre Jesus! Ja: ”Du, som har dig selv mig givet, / lad i dig mig elske livet, / så for dig kun hjertet banker, / så kun du i mine tanker / er den dybe sammenhæng!” – ”This one thing I know / for he loves me so.”

”Det var på den tid, hvor jeg gik rundt og sultede i Kristiania, denne mærkelige by, som ingen forlader, før han har fået mærker af den” – sådan lyder indledningsordene til én af de mest kendte romaner fra det nordiske. Ordene er fra Knut Hamsuns roman ”Sult” fra 1890, dengang byen Oslo endnu hed Kristiania, om digteren der går rundt i byen og sulter helt konkret, lider legemlig sult, men som sandelig også går rundt med en kæmpestor åndelig sult og tørst. – Den fyldte mave er ikke nok. Den kan endda i sig selv, som hovedformål og det alting skulle handle om, gøre os dorske og dumme og åndeligt dovne. For mennesket er mere end maden og det legemlige. ”Mennesket er et guddommeligt eksperiment af støv og ånd”, som vi ved det med Grundtvig. Støv og ånd. Krop og sjæl – ja, men med det guddommelige med inde i billedet, så må vi også sige ånd. Det er i ånden, vi forbindes med det guddommelige. Der er en åndelig virkelighed forbundet med det at være sandt menneske.

Vi véd det godt, hvor vigtigt det er, hvilken ånd der hersker. Det er gennem ånden, vi virkelig kan nå hinanden. Det er et under, når vi af hjertet oplever, at vi forstår hinanden. At vi når hinanden, fordi ånden er til det. Og det kan opleves som en ensomhed og en sult og tørst så stor, når vi ikke i ånden mærker os forbundne. Når vi lever adskilte fra hinanden, måske endda både legemligt og åndeligt. Isolerede fra hinanden og fra det dybt nærende og livgivende i tilværelsen. Som teologen og præsten Dietrich Bonhoeffer skriver det fra sin fængselscelle i Berlin 1943 om sin menneskelige, åndelige sult og tørst, hvor han bliver helt i tvivl om, hvem han er: ”Urolig, længselsfuld, syg som en fugl i bur, / kæmpende for at få vejret, som om én havde mig i struben, / hungrende efter farver, efter blomster, efter fuglestemmer, / tørstende efter gode ord, efter menneskers nærhed…” Gode livgivende ord. Som når Jesus siger, også til os nu i dag: ”Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste.” Alene det at have sådanne gode ord at gå og smage på, og tygge på, det er et kæmpegode.

Og når vi nu er her, hvor vi kredser om lovprisningen af ord og sprog, gode bibelord og hvad vi nu har, så lad os også lige tage bogen med som et under og som en væsentlig del af vores åndelige virkelighed. – Vi kalder Bibelen for bøgernes bog. Og den er i vores vestlige kultur en uhyre væsentlig del af vores kulturelle og åndelige virkelighed. Den er The Great Code, som litteraten Northrop Frye kaldte det – ”Den store kode” under al vesterlandsk litteratur og fortælling. Tænk sig, alt hvad vi har fået færget med op gennem tiden de sidste mange hundrede år gennem bogen – bøger og biblioteker, nogle af dem prægtige som katedraler.

I bogen ”Evigheden i et siv” (2019/2021) med undertitlen ”Historien om bogen” skriver Irene Vallejo: ”Vi skal ikke glemme, at bogen i mange hundrede år har været vores allierede i en krig, der ikke bliver nævnt i historiebøgerne. Kampen for at bevare vores værdifulde skaberværker: ordene, der blot er et vindpust; fiktionerne, som vi digter for at skabe mening i kaos og overleve i det; de sande, falske og altid foreløbige indsigter, som vi ridser ind i vores uvidenheds hårde klippe.” (s. 24) – ”Vi er”, som Irene Vallejo skriver ”de eneste dyr, der fabulerer” – ja, og allerede her er vi ikke længere, som det særlige, dyr, men mennesker! Mennesker, som kan vise menneskelighed, hvilket er et i virkeligheden guddommeligt gode – ”med vores fortællinger jager vi mørket væk,” skriver Irene Vallejo, ”med vores beretninger lærer vi at komme overens med kaos, med luften fra vores ord får vi arnens ulmende gløder til at flamme op, vi tilbagelægger lange afstande for at bringe vores historier til fremmede, og når vi deler de samme fortællinger, holder vi op med at være fremmede.” (s. 481)

Tænk sig, at urgammel mytologi og fortælling er blevet færget op gennem tiden til os nu i dag via ord og sprog og bog! For hvad er ”en fortælling, når alt kommer til alt?”, spørger Irene Vallejo, og svarer selv i bogen ”Evigheden i et siv”: ”Et åndepust. En luftstrøm, der forlader lungerne, bevæger sig gennem strubehovedet, får stemmebåndene til at vibrere og antager sin endelige karakter, når tungen smyger sig mod ganen, tænderne eller læberne. Det virker helt umuligt at bevare noget så flygtigt. Men selv om alt er dømt til glemsel, bød mennesket forgængeligheden trods, da det opfandt skriften og bøgerne. Takket være disse opfindelser opstod der et umådeligt rum for at mødes med andre, og ideernes udsigt til at overleve blev stærkt forøget. På spontan og mystisk vis skabte kærligheden til bøgerne en usynlig kæde af mennesker – mænd og kvinder – der uden kendskab til hinanden har reddet en skat af de bedste tanker, drømme og fortællinger gennem tiden.” (s. 482)

Ja – eller måske endnu mere passende: Hallelu-ja! Tak for ordene og for bøgerne! Tak for bøgernes bog og gode livgivende ord fra vor Herre selv, der kommer til os som livets brød. Som åndelig næring af den allerbedste slags til sultne og tørstige mennesker, som herigennem får styrke og kraft og livsmod.

”Det var ikke udspekulerede fabler, vi byggede på…” skriver disciplen, apostlen og kirkebyggeren Peter (2. Pet.1,16). Det er ikke udspekulerede fabler det handler om i den kristne åbenbaring. Det er skinbarlig virkelighed, som vi kan få øje på og øje for, ikke gennem forklaring, men når og hvor forklarelse finder sted. Og livsmod og ny lyst til at leve og virke får tag i os. Trods frygt og tab – og frygt for nye tab. Så alligevel en åbenhed for det liv, der venter – hjulpet hertil gennem åbenbaring og guddommelig hjælp. Sådan som det vitterligt sker i det menneskelige. I dit og mit liv – at nåden finder sted. At himlen rører jorden – også i mit eget mere eller mindre forhutlede liv – og at jeg ser mere, end jeg af mig selv kunne se. Og får øje på – ja, måske det andet menneske og dette øjeblik og livets under. Opstandelse og nyt liv allerede her og nu i lyset af Guds nåde dybt inde i det daglige og almindelige menneskelige liv. Måske hjulpet på vej af en god historie. Af gode ord.

Fra litteraturens verden – den skønne litteratur også kaldet skønlitteraturen – vil jeg gerne her inddrage et par glimt fra amerikanske Elizabeth Strouts nutidsroman om Olive Kitteridge. Bosiddende i den lille by Crosby i Maine ved østkysten et godt stykke nord for New York. – Olive. Pensioneret matematiklærerinde. Et kantet kvindemenneske, som siger tingene ligeud og som derfor også støder en del fra sig. Men som også tydeligt nok har et hjerte, der kan banke for andet og mere end sig selv og sit eget isolerede. Olive er nu et stykke oppe i 70´erne. Hun mærker ensomheden true. Hun har indenfor det sidste par år mistet sin mand, Henry, og hun har kun ringe kontakt til sønnen Christopher. Nu har hun tilfældigt mødt enkemanden Jack Kennison, som på en gåtur havde brug for en hjælpende hånd. De er mødtes igen et par gange de to. Et meget umage par. Jack har selv svært ved at komme sig over sit livs tab og forfald. Svært ved at komme rigtig på benene igen. Sådan ligger han da også på gæstesengen i sit eget hus en dag, Olive kigger indenfor. Ligger der skræmt og sårbar: ””Gud, det er skræmmende,” sagde han stille…” – og kiggede op på Olive: ”Hans blå øjne iagttog hende nu. Hun så sårbarheden, invitationen, frygten i dem, da hun stille satte sig ned og lagde sin hånd på hans bryst, mærkede hans hjerte slå, hjertet som en dag ville holde op med at slå, som alle hjerter gør. Men det var ikke endnu, lige nu var der kun stilheden i det solbeskinnede rum. De var lige her, og hendes krop – gammel, stor, slap – følte en ligefrem længsel efter hans.”

Jo, det er godt at blive rørt. Også helt konkret kropsligt – og åndeligt og sjæleligt med. Det er livgivende godt. Og Olive lægger sig ned ved siden af Jack. Åh: ”Alt det unge mennesker ikke vidste, tænkte hun, mens hun lå ved siden af denne mand med hans hånd om sin skulder og arm. Åh, alt det unge mennesker ikke vidste. De vidste ikke at klumpede, gamle og rynkede kroppe havde de samme længsler som deres egne unge, faste kroppe, at kærligheden ikke måtte sløses bort, som om det var en kage på et fad med andre kager der ville blive budt rundt igen. Nej, hvis kærligheden bød sig til, så valgte man den, eller man valgte den ikke… Og hvis denne mand ved hendes side ikke var den mand hun ville have valgt før i tiden, hvad gjorde det så? Han ville sikkert heller ikke have valgt hende. Men nu var de her, og Olive så to stykker schweizerost for sig, presset sammen med alle deres huller – de huller som var prisen for at leve. – Hans øjne var lukkede og bølger af taknemmelighed og sorg skyllede gennem hendes medtagne jeg. Hun så for sit indre blik det sollyse rum, den solbeskinnede væg og porsebuskene udenfor. Verden var forunderlig. Hun havde ikke lyst til at forlade den endnu.”

Se, også sådan – og i et gammelmands- og gammelkoneliv – og på så mangfoldige andre måder og i alle mulige liv finder nåden sted. Og det er, når vi da forbinder dét livgivende vi erfarer med Guds ord og Menneskesønnens nærvær, det er ikke udspekulerede fabler, vi da bygger på. Men på mødet mellem det himmelske og det jordiske, som det vitterligt finder sted, når Ånden går i kødet på os og bliver til levet liv. Skinbarlig virkelighed. Og i virkeligheden meget passende med tak til Gud for alle gode gaver. For kærlighed, krop og bankende hjerter.

Forfatteren Josefine Klougart har i 2021 udgivet romanen: ”Alt dette kunne du få”. Endnu engang er vi for en stor del i barndommens land på Mols i 1980´erne og 90´erne. Barbara og lillesøster Sara, der vokser op sammen med hjemmegående mor Sonja og fraværende far Erik. Dagene, hverdagen, derhjemme i barndommens land med mor Sonja. – Det er, som det siges i romanens indledning, om hverdagen: ”en del af livet som det senere er svært at genkalde sig, fordi den findes uden at gøre noget særligt væsen af sig…” – det er ikke spektakulært, men netop velsignet almindeligt, ”et liv, der vil blive glemt, fordi det er der til overflod og igen og igen, med minimale forskydninger gentager det sig, glemmes og er dog samtidig dét, der former os mest.” Det er her, hvor vi bare(!) lever dagligliv. Ofte selvforglemmende optaget af det der er gang i og som skal gøres. Levet det daglige liv. Optagne af dets gøremål, bøvl og ballade og leg, uden at mene at vi hermed udviste en vældig stor tro eller gjorde os fortjente til det ene og det andet. Det var jo og det er jo livets gave, som kræver vores tilstedeværelse og nærvær, hvis vi for alvor vil deltage i ”udpakningen” og anvendelsen. Udfoldelsen.

Det velsignet almindelige liv, ”der vil blive glemt, fordi det er der til overflod og igen og igen”. Og dog så er der dage og stunder, der stikker ud og bliver ikke glemt men gemt i erindringen. Som i romanen hvor Barbara tænker tilbage på en sensommerdag, hvor hun fire år gammel står i haven med en kastanje, hun har samlet op og holdt i hånden og stoppet i munden: ”Inde i køkkenet går Sonja rundt og er et varmt mørke, der flytter sig fra det ene vindue til det andet.” Hun hælder bær i krukker. ”Indimellem kaster hun et blik ud på Barbara, og selv om hun ikke stopper op i arbejdet, hælder hun med det blik en ro over i Barbaras krop, en følelse af, at verden bliver holdt på plads. Et øjeblik er det sådan – kastanjen er verdens inderste punkt, som Barbara lukker sig om, og om hende haven og om haven landsbyen og om landsbyen markerne, og om markerne Mols Bjerge og der, i den yderste kreds, i bjergene hører Sonja til, med sit blik, der rier det hele sammen og vel nærmest er det, Barbara forstår ved kærlighed, et blik der holder alting sammen.” Et blik der, som jeg ser det og mærker det, er i slægt med det guddommelige. Som Guds blik fra det himmelske kærligt hviler på hver enkelt af os, og holder alting sammen, og giver os at kunne leve, lege og være i troens glæde. Nærværende. Tilstedeværende. I gyldne, gode stunder – og det er her, troen for alvor finder sted – selvforglemmende optagne af det, der er. Som det siges i romanen om mor og datter den dag i henholdsvis haven og i køkkenet: ”Over nogle sekunder forandres Sonjas ansigt, det lyser op; det er som om der falder en dyb glæde over det, en glæde Barbara senere forbinder med den glæde, man taler om i kirken til jul, det tænker hun senere på, når hun sidder der i Agri kirke juleaftensdag, en glæde, der skal være for hele folket, det er det format glæden har, noget lysende over Sonjas ansigt, og så smiler Barbara til hende, retter sig op og ser på hende.”

”Alt dette kunne du få” er som sagt romanens titel. Og det er der vemod i. Fordi hvor ofte er vi ikke fraværende eller blinde overfor livets gave og, vil vi med evangeliet i ryggen sige: det Guds blik, der kærligt hviler på os og velsigner os livet igennem – også uanset hvad vi så må igennem hver især på vejen gennem livet. Som det lyder i romanen nær bogens slutning: ”Den tanke – hvor vidunderligt og usandsynligt det er, at vi er her.” Åh ja! ”Alt dette kunne du få” – eller sagt som det der vitterligt står til troende: Alt dette, al denne herlighed, har vi fået for intet. Hjertets slag fra øjeblik til øjeblik. Blodets brusen. Livets underfulde gave.

”Velkommen igen, Guds engle små” – og velkommen igen hver og én i kirken til julegudstjeneste! Juleaftenseftermiddag og juledags morgen må vi samles i kirken, alle vi der for kortere eller længere tid siden selv er kommet til verden – for at fejre, at det er det, Gud gør: Kommer til verden. Kommer til verden, så at verden selv kan komme til, i sit Ord. Kommer til verden i skikkelse af barnet. Barnet født i Betlehem – som lyset i mørket: Det sande lys, som skal oplyse ethvert menneskeliv. Kaste, helt fra julenat i stalden i Betlehem, sit nådens og sandhedens lys på dit og mit liv. Så at vi ser underet, selve livets under, helt nært, som et lille barn i favnen. Som det under at vi hver især også denne dag er kommet til verden, ud af nattemørket, ud af fjerene, endnu engang på benene og via den ganske særlige gangart vi kalder for kirkegang, nu kommet ind i kirken til julegudstjeneste: Velkommen igen, Guds menneskebørn! ”Hjerte, løft din glædes vinger! – Kristus lod sig føde!”

Jeg kan godt lide det udtryk: ”at komme til verden” – der ligger så meget godt gemt heri. Forstået, også, som både det der skete engang, og det der sker igen og igen: at vi kommer til verden. Om underet der skete engang – dengang du og jeg blev født til verden – skriver Bill Bryson i indledningen til bogen ”En kort historie om næsten alt”: ”Velkommen. Og tillykke. Det glæder mig, at du klarede den. Jeg ved godt, at det ikke var let at komme herhen. Faktisk vil jeg tro, at det var en del sværere end du er klar over. – Allerførst er det sådan, at for at du skal være her nu, har billarder af omstrejfende atomer skullet samle sig på en indviklet og besynderligt imødekommende måde for at skabe dig. Det er et arrangement så specialiseret og egenartet, at det aldrig er blevet forsøgt før, og det kommer kun til at eksistere denne ene gang. Gennem de næste mange år (må vi håbe) vil disse bittesmå partikler uden at kny deltage i alle de milliarder af sindrige samarbejdsaktiviteter, der skal til for at holde dig intakt og lade dig opleve den yderst behagelige men generelt undervurderede tilstand, der kaldes tilværelsen.” Engang vil disse atomer ”stille og roligt gå fra hinanden for at blive noget andet. Og så er det slut med dig. – Og dog så kan du fryde dig over, at det overhovedet sker (at alle disse atomer for en tid hænger sammen som dig og mig). I bred almindelighed sker det nemlig ikke i universet, så vidt vi ved.” Og engang, før begyndelsen, var der intet – ”slet intet, noget sted.” – ”Så gud være lovet for atomerne”, som Bill Bryson skriver det i ”En kort historie om næsten alt”.

Og Gud være lovet for Ordet/ordet (og det både med stort O og lille o (NB. omikron på græsk!)) – Gud være lovet for ordene og sproget. For bevidsthed, tanke og forestillingsevne, som er den særlige måde, vi – som mennesker – kommer til verden. Og verden, så at sige(!), kan komme til os: Gennem sproget. Gennem ordene, som vi efterhånden som vi vokser op, kan få sat på verden. Lige fra ”mor”, ”far”, ”hus”, ”hest”, ”jul” og ”lys” til ord så, i sig selv, vidunderlige og nyskabende som de bibelord, vi hvert andet år hører juledag – ”begyndelsens ord”: ”I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden” (Joh 1,1 ff.) – ja, sagt med de uforglemmelige ord i Johannesprologen (som bør læres udenad som Fadervor): ”I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Han var i begyndelsen hos Gud. Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til at det, som er. I ham var liv, og livet var menneskers lys. Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke.”

”Af den anden verden” (2017) hedder en roman af den skæve århusianske forfatter, Svend Åge Madsen. ”Af den anden verden” er en skabelsesfortælling om en flok mennesker, måske en små to hundrede stykker, som må begynde helt forfra, da de driver i land på et skibsvrag – måske er det i Australien – det er der ingen, der ved. For de har alle fuldstændig mistet deres erindring og orientering og viden. Bortset fra bittesmå vage erindringsglimt hos et par stykker om en lejr fyldt med mishandling og krænkelser. Nu må de, som sagt, begynde forfra. Og virkelig helt forfra med at konstatere, at der er forskelle. Og med at skabe sprog. Og måder og vaner for deres omgang med hinanden. Og langsomt opstår der et samfund. Altså et sted, hvor mennesker finder sammen om netop det at være mennesker. – Og Nifinger, som han hedder, og som de også kalder Den retfærdige, Nifinger bliver den, der på et tidspunkt formulerer den regel, som viser sig at være nok at have at rette sig efter: ”… Alle fattede alvoren. Ro blev der. – Så lad mig da indstifte den regel som skal gælde for os alle”, sagde Nifinger. ”I krat og i grotter, ved havet og på pladsen. Som ingen skal betvivle eller omtviste. – Nu var roen så tæt og pågående at enhver undlod at drage ånde. I tavshed, uden at give det ord, tiggede man om at Den retfærdige skulle formulere sit bud. – Dén regel skal alle følge, sagde Nifinger uden at hæve stemmen, og fem ord vil række. Så stille var der blandt dem at hans tale dog gjaldede: Man skal opføre sig ordentligt.”

Ja, det lyder måske ikke af noget særligt, af ret meget. Men det er langt nok: Man skal opføre sig ordentligt! Det er sådan set det samme, Jesus siger. Hvem er den største i Himmeriget? spørger de ham. Og det er det samme som at spørge: Hvem er den største, når det virkelig kommer til stykket? Det er den mindste, siger Jesus, og stiller et lille barn i centrum: ”Sandelig siger jeg jer: Hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget.” (Matt.18,3)

Det er de samme ord, som vi hører ved dåben. Hvor er det vigtig og livsafgørende, at turde være den lille. At kunne også selv ydmyge sig, give afkald, og sige undskyld. Sandelig også til en, der er mindre end dig selv. At være klar over – eller igen og igen blive klar over, at du og jeg af og til selv er den forvildede og fortabte. Den, der er kommet på galt spor og er blevet væk fra det, der var meningen – nemlig, at vi skulle leve livet sammen og, ja, kort sagt: opføre os ordentligt. Eller som Paulus siger det et sted, og som vi hører det ved bryllup i kirken: ”vær gode mod hinanden, vær barmhjertige og tilgiv hinanden, ligesom Gud har tilgivet jer i Kristus.” (Ef.4,32)

Det hører til livet og det menneskelige samfunds, det virkeligt menneskelige samfunds orden, at der kan skabes rum for tilgivelse og forsoning. At vi kan ydmyge os selv i den bedste og mest livskraftige forstand, hvor du i den givne situation godt tør være den lille og for eksempel sige: Undskyld, til det andet menneske. Undskyld! Kan du tilgive mig? Og det hører til det allerbedste i det menneskelige samfund, at den anden kan række hånden ud, og sige: Ja, jeg tilgiver dig. Det betyder: Lad os komme videre. Og som jeg læste det med to små intense sætninger i en roman (”Opdageren” af Jan Kjærstad) om tilgivelsens forunderlige virkelighed: ”Intet var glemt. Men vi kunne begynde forfra.”

Skal der skrues ned for varmen i kirken, nu hvor det er blevet så voldsomt meget dyrere at varme vores huse op? Mit eget korte svar er: Nej – bevar, for Guds skyld, blusset! Når vi i kirkeligt regi siger ”for Guds skyld”, så betyder det i virkeligheden altid ”for menneskers og for menneskelivets skyld”. Det er for menneskelivets skyld, vi har kirken og gudstjenesten. Sandelig også nu hvor så meget står på spil og hvor vi må erkende, at vi står i en krise.

Det guddommelige blus og den himmelske varme der gennem kirken og gudstjenesten strømmer til os, og som kan varme os godt og grundigt op i vores til tider kølige sjæle og kolde sind, går meget, meget dårligt i spænd med overdreven sparsommelighed og konkret kolde huse og bænke. Salmer og korsvar kan ikke synges tænderhakkende. Hjertet isner og sindets og hørelsens potentielle åbenhed lukkes ned og umuliggøres, hvis man som kirkegænger skal sidde og fryse her i det rum, hvor det ellers netop for alvor handler om at kunne komme ind i varmen.

Vi er vidt og bredt i folkekirkeligt regi mærkede af eftervirkninger af corona-tidens nedlukninger. Lad os nu ikke gå længere ud ad den vej end allerhøjest nødvendigt. Det vil være dræbende og stærkt ødelæggende for den folkekirke, som uanset sine nok så mange fine sideskibsaktiviteter i ugens løb, dybt nede lever af at søndagsgudstjenesten finder sted, og at helt konkrete mennesker både kropsligt og åndeligt deltager heri. Gerne, om nødvendigt, polstrede med et ekstra lag undertøj. Men ikke på forhånd udelukkede af sparehensyn. Eller med samme hensyn i højsædet lukket ind til gudstjeneste i et lokale, der mere minder om kølerum end katedral. Ingen kuldebroer kan føre os ”fra dødningehjem til de levendes land” (DDS 321,4).

Det kan fint være, at nogle kirker hist og her i den aktuelle situation skal lukkes ned for søndagsgudstjenester i det kommende vinterhalvår, men vi skal ikke i folkekirken forsøge at holde varmen ved at skære ned på antallet af gudstjenester og da slet ikke ved at skrue yderligere ned for varmen, når vi så er der. Lad os, for Guds skyld, bevare blusset!

Nu her først i september 2022 i disse skønne sene sensommerdage vil jeg gerne videregive nogle linjer fra en stilfærdig roman af Paolo Cognetti ”Den vilde dreng – optegnelser fra bjergene” (2017/2019) (NB. romanen er tilegnet mindet om Chris Mccandless, ham hvis livshistorie dannede forlæg for filmen ”Into the Wild”) – den unge Paolo, omkring 30 år gammel, er vandret op i bjergene i alperne, eller de italienske bjerge, oppe over den smukke Aostadal i Nord-Italien. Heroppe lever han foråret igennem alene i en hytte. Nu, hvor det er blevet sommer, beslutter han sig for, at han vil vandre længere op og ind i bjergene. Han vil leve endnu mere enkelt og primitivt. Han er også rimelig irriteret over folk, turister og vandrere, der bare slår sig ned lige uden for hytten. Så nu vil han afsted på vandring: ”Inde i huset tog jeg rygsækken ned fra sømmet på væggen. Jeg smed lidt tøj i den, en vandtæt dug, soveposen, en drikkedunk med vin og de konservesdåser jeg havde i køkkenet, lighter, kniv, avispapir, lommelygte, to bøger, pen og notesbog. Jeg ville ud længere væk end det område jeg kendte i forvejen, finde ud af hvor man kom hen hvis man vandrede to-tre dage. Jeg havde temmelig meget at slæbe på da jeg gik, men da jeg lukkede døren bag mig, føltes det som om jeg blev befriet for en byrde. Byrden kunne som altid være hytten eller de mennesker der efter min mening havde vanhelliget den, men det var sandsynligvis bare mig selv. For hvad flygter vi ellers fra når vi stikker af hjemmefra? Farvel, sagde den vilde dreng til den tamme, så vendte han ham ryggen og slog endnu engang ind på den opadgående sti.” (s. 93-94)

Og her en bid mere fra Paolo Cognetti ”Den vilde dreng – optegnelser fra bjergene”. Nu er han kommet afsted og har været undervejs nogle dage. Han er kommet langt op i bjergene og sådan set også langt ud – han er faret vild, fordi han har forsøgt at skyde genvej til en landsby – nu er han så også faldet og har slået sig og ligger forfærdelig træt og opgivende, ja, hulkende (for første gang i årevis) på en klippe: ”Så da jeg lå der på klippen, erklærede jeg mit eventyr for mislykket. – Mens jeg lå og ynkede mig selv, så jeg en ørn flyve hen over mig. Den kredsede over mig i stadig mindre cirkler som om den havde udset sig et bytte, og det var en nærliggende tanke at byttet kunne være mig…” – han er flere gange stødt på afpillede skeletter af gemse eller stenbuk – ”Så rejste jeg mig op. Ørnen steg omgående til vejrs og forsvandt. Jeg stillede på skulderremmene og spændte bæltet om livet. Jeg var ikke kommet alvorligt til skade, og jeg kunne mærke at kræfterne ikke var sluppet helt op. Jeg søgte uden om det sted hvor jeg var faldet, og gav mig til at klatre opad igen i samme tempo som før, to skridt og en pause, to skridt og en pause, og nu undlod jeg at kigge op og koncentrerede mig udelukkende om hvor jeg satte mine ben. Jeg opdagede først at jeg var nået op på toppen da jeg var der, og nu fik jeg omsider øje på den landsby jeg søgte: To-tre hundrede meter under mig klyngede en snes stenhuse sig ind til bjergsiden, og kvæget gik og græssede på græsgangene omkring husene. Der hang en stor gryde over et ildsted i det fri, og der gik en mand rundt omkring den. Ved et lille hvidt kapel stod en mindre forsamling og sang akkompagneret af en trompet. Aldrig har synet af en gudstjeneste og lyden af et kirkekor gjort mig så lykkelig som den dag. Jeg tog rygsækken af, smed mig på jorden og lukkede øjnene, denne gang for at nyde musikken og solen.”

Jeg har siden december 1988 som præst medvirket ved omkring 1200 begravelser og bisættelser. Langt de fleste har været folk oppe i alderen med et langt levet liv bagude. Og for langt, langt de flestes vedkommende med barnedåben liggende som noget af det allerførste i deres levede liv. – Her lød for første gang lovprisningsordene over det menneske, som de nu her ved begravelsen lyder for sidste gang: ”Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi Far, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde.” Ved begyndelse og ved afslutning – lovprisningsordene til Gud som omkransende dette bestemte menneskeliv. Ligesom også trosbekendelsens ord lød over det menneske i dåben i sin tid ved indgangen til livet, sådan forekommer det mig også at være dybt meningsfuldt at lade de samme ord lyde over det menneske nu i døden ved udgangen fra livet. Eller rettere, kirkeligt set: indgangen til livet hos Gud i evigheden.

Sådan kan man også tænke på de ord, som lød i dåben umiddelbart efter selve dåben med de tre håndfulde vand ”I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn”, hvor præsten under håndspålæggelse beder Gud om at passe godt på den nydøbte nu og al tid: ”Han bevare din udgang og indgang fra nu og til evig tid!” Normalt ville vi tænke modsat rækkefølge: indgang og udgang. Men pointen her i rækkefølgen udgang og indgang kan så fint være det håb, den tanke og tro, at vi ved udgangen fra livet her, indgår til evigt liv hos Gud.

Vi tænker almindeligvis lineært, når vi betragter et menneskes livshistorie, med fødslen som begyndelsespunktet og døden som endepunktet. En i udgangspunktet lang lige linje, hvor jeg hele tiden nærmer mig det punkt, hvor der til sidst – tidligt eller sent – ikke er mere tilbage. Men som jeg på et tidspunkt i en radioudsendelse hørte den gamle radiomand Egon Clausen sige det, så er det meget bedre at tænke cirkulært end lineært om ens livstid. Ved en 40 års-fødselsdagsfest han deltog i, stod værtinden frem og bød velkommen med ordene: ”Jeg står nu her midt i livet…” – og som Egon Clausen havde tænkt: Ja, det gør ethvert menneske til enhver tid i sit liv. Fordi sådan er livsfølelsen i virkeligheden, hvad enten jeg tuller rundt som lille nybegynder i barndommens land eller ligger gammel af dage på hospice, så er jeg lige midt i livet, mit liv, og ikke på en linje, der klippes mere og mere af, og hvor jeg nu nærmer mig kanten. – Du og jeg er her, midt i livet. Fordi det er ethvert menneske til enhver tid – lige midt i livet. Allerede derfor er det cirkulære billede bedre og langt mere passende end det lineære, hvor der bare i ét væk bliver mindre og mindre tilbage. Det, der i det cirkulære livsbillede kan variere, og som gør det, er radius. Og en dag falder det sammen i det inderste midterste punkt, som jeg så godt kan forestille mig, har at gøre med det, vi med kristendommen taler om som evigheden. Vi får se!

Vi får se – som så i øvrigt er et af de bedste, kortfattede udtryk, jeg kender for dén åbne livsholdning, som meget gerne må husere i os hver især så godt som muligt til det sidste – ja, ind gennem det allersidste åndedrag: Vi får se!

På Danmarks Radio sender de for tiden en serie med halvtimes programmer under overskriften ”Bibelen Leth fortalt” (som selvfølgelig kan aflyttes som podcast). Det er multikunstneren, den godt og vel 40-årige Kristian Leth, der dykker ned og ind i Bibelens univers – med det afsæt, at Bibelen er verdens vigtigste bog. Kristian Leth gør det så fint. Fortæller om det, der i det bibelske kan være svært at have med at gøre på let(!) vis, men så tyngden ikke går tabt. Går til det med en åbenhed og en nysgerrighed, som virker befrugtende og som sætter ånden i spil. I et interview om serien og om sin egen bibellæsning bliver Kristian Leth spurgt om, hvilken fortælling han vil anbefale til en ny bibellæser, og han svarer: ”Start med Det Nye Testamente. Evangelierne. Der er så meget genkendeligt. Det er som at komme hjem. På godt og ondt. Derfra kan man kaste sig ud i tusinde afstikkere for at få uddybet det, der står.”

”Det er som at komme hjem”. Det er, i Det Nye Testamente, lignelsen om den eller de fortabte sønner i særlig grad fortællingen om. Det er godt at kunne komme hjem. Og blive, mildest talt, godt modtaget. Det er godt at have et hjem og én eller nogle at høre hjemme hos. Vi kan alle ind imellem have udlængsel. Og udlængslen den får på alle tangenter netop nu, hvor det er ferietid: Ud og afsted – væk hjemmefra – se noget andet og det derhjemme langt væk fra. Og så kan man sandelig også få hjemlængsel. Og dybest set, tror jeg – midt i også al vores moderne rastløshed og uro – hjemlængslen som det stærkeste. I grunden dette at komme hjem til sig selv og sit eget. Til nærvær og tilstedeværelse i dit eget liv. Men jo sandelig også at have et sted, og én eller nogle, at komme hjem til, og høre sammen med. En far og en mor, en søster og bror. Det der andet menneske, som jeg hører, på godt og ondt, uadskilleligt sammen med. Det er – også her i dette felt – Gud og det guddommelige virker i os og vores liv. Og det er med stærke billeder og fortællinger, lignelser fra dagliglivet, at Jesus her fortæller så stærkt og overbevisende om grundforholdet til vores allesammens Gud og Far i himlen.

Kristian Leth har nu for nylig udgivet erindringsbogen ”En vej ud af tågen”. Den fine lille Leth tunge fortælling fra eget liv om også som det særlige det at vokse op med sin fraværende far – og – ja – det er digteren og fortælleren og cykelsportkommentatoren Jørgen Leth. Vi kan sikkert alle høre hans stemme for os. Men det kunne sønnen Kristian som barn ikke særligt godt. – Jeg skal med det samme sige, at bogen ”En vej ud af tågen” ikke er en selvbiografisk hævnaktion, men en stærk, og poetisk anlagt, kærlighedserklæring til livet og menneskene med sans for også smertedelen – herunder fars fravær og drengens uforløste længsel efter sin far. For som Kristian Leth skriver det: ”Min fars hus findes ikke… der er ingen far hjemme hos os. En far er noget, der ikke er der, som er langt væk i et skrattende telefonopkald på fødselsdagen. Hvis han husker den…”

Der var mor og brødrene og andre, og det var livreddende: ”Mit liv er på mange måder en række af lykketræf og omstændigheder, der reddede mig igen og igen, på trods af den jeg var og er”, skriver Kristian Leth. Men han vender samtidig også igen og igen tilbage til sin fars fravær – og til tomheden, der hvor far og ingen anden skulle have været – den længsel og den smerte ser han som definerende for sit eget liv og skriver: ”At glemme det, der definerer en, forekommer mig at være det mest inderligt tragiske, der kan ske for en. At finde det igen må være det samme som at blive hel.” Ja, som at komme hjem til sig selv og sit eget, favnet, forvandlet og ny.   Smerten hører med. Men: ”Smerten må ikke blive et våben”, som Kristian Leth siger det til sin nu gamle far, og skriver her i bogen ”En vej ud af tågen”: ”Der er ikke noget regnestykke, der skal gøres op. Man kan ikke bruge sin historie som rambuk til at bryde andre ned. Eller det kan man godt, men det bringer ikke orden i sagerne. Det er ikke et regnestykke. Hvis man selv er såret, nytter det ikke noget at give smerten tilbage til dem, der sårede en. Man skylder dem ikke noget. De fortjener heller ikke noget. – Regnestykket går op, når vi dør. Ikke før. – Derfor står smerten stadig i mig som en søjle af lys. Der er ikke noget, der holder den oppe, den står af sig selv. – At jeg elsker min far, opløser ikke smerten fra vores liv sammen. Fra mine oplevelser. Det gør dem højst mere besværlige at beskrive og se klart. – Jeg var samme alder, som min søn er. Syv år gammel. Det var synd for den dreng. Det er synd for min far. – Det er synd for os alle sammen.” Så vidt Kristian Leth, som her – i mine ører – taler og skriver under, slet ikke hævnens, men nådens fortegn. Der er ingen offermentalitet i det. Der er længslen og smerten i den. Og den står han ved, samtidig med at han ser sin far – og sådan set favner ham.