Jeg var for en del år siden til en ordinationsgudstjeneste i Ribe Domkirke og så her et stærkt opbyggeligt syn. Under altergangen blev en gammel og meget gangbesværet mand med en spinkel kroget stok i den ene hånd hjulpet op af trappen fra skibet, op mod alteret. Her ovenfor trappen takkede han sin hjælper og signalerede, at nu kunne han selv. Det kunne han bestemt ikke. Men hvordan klarede han sig da frem mod alteret? Jo, den gamle mand styrede sine vaklende skridt frem mod døbefonten, som I Ribe Domkirke er som et ældgammelt trækar med et par håndtag øverst oppe. Her greb manden fat med den frie hånd og lænede sig så ellers op ad døbefonten, indtil der var klar til et nyt hold altergæster. Fra døbefonten til altergærdet var der også et stykke vej, et par meter. Nu brugte den gamle mand døbefonten som afsæt til at komme videre – frem til alterbordet og til det grænsesprængende fællesskab, der her så fint kommer til udtryk. Jeg lagde mærke til, at efter nadveren hjalp en kirketjener den gamle mand hen til trappen, hvor en ven stod klar.

Fra døbefont til nadverbord. Fra dagligdag til kirkerum og altergang, og atter tilbage til hverdagen. Og alle steder, hvor vi går, med det vi fik i dåben som grundlag. Dåben og dåbens nåde som det vi alle dage har at gribe fat i. Læne os op ad og bruge som afsæt for alt det vi kan og skal og vil derude i dagliglivet. Sammen med de andre. Alle vore brødre og søstre, som i virkeligheden er hvert eneste menneske, jeg møder på min vej.

Grundlovsdag er det nærmeste vi i Danmark kommer på en national mærkedag. Festen for folkestyret, junigrundloven af 1849 med senere tilkomne revisioner. Festen for demokrati og ytringsfrihed og hvad vi nu har, og som der vitterlig er grund til at glæde sig over og værne om og være med til at udvikle i den bedst tænkelige retning. Hvad så når vi er i kirkens og kristendommens regi – har vi så også en lov, en grundlov, at holde os til? Ja, det har vi sådan set. Og loven, grundloven, hedder: Du skal elske! Eller rettere: Du er elsket, elsk!Sådan er det med menneskelivet i evangeliets lys. Og bortset herfra så har vi ingen love at holde os til, når det gælder livet i grunden, for man kan ikke lovgive sig til liv. I grunden er menneskeliv grundet på kærlighed og kærligheden kan ikke med paragraffer. Ikke love men Love (engelsk).

Kristendommen, evangeliet, har os ikke noget udspecificeret at sige, når det gælder samfundsindretningen og familie- og samfundslivet i detaljen. Der findes ingen kristelig lovsamling vi kan henvise til og grunde vores specifikke initiativer og afgørelser på. End ikke med så smukke velmente tiltag som Grøn kirke eller engagement i asylsager og lignende. Bestemt heller ikke hvad angår den økonomiske politik og fordeling af goderne.

Kristendommens grundperspektiv er ikke haven (og hvilken haveejer kunne ikke godt drømme lidt om det synspunkt nu lige for tiden, hvor ukrudtet vælter op!) – ikke haven, men væren. Ikke skrabe til sig og forsøge at sikre sig sit liv på alle de måder, man nu kan forsøge at gøre det. For liv kan ikke sikres eller haves som ejendom. Livet er en gave. En morgengave – og ”sjælen er et pilgrimskor” – længslen har vi alle i os – og frygten med – og tendensen til hegn og aggression – men ”jeg vil helre slå min plæne / end slå løs på pæne folk.” ”Hvorfor skal man slå på tæven / eller bruge tæveord? / Jeg vil trykke folk på næven. / Jeg er ingen tævedor.” Nej, og hvor er det dog godt med fredelige mennesker, der vil ”enes med hinanden / og sig selv og ha det godt.” Og som kan se, at ”Livet er en dejlig gave. / Jorden er en herlig jord.”, som Halfdan Rasmussen skriver det i sit heltekvad (”Noget om helte”).

Man kan ikke hegne sig til liv. Man kan ikke skrabe sig(!) til liv (selv om mange drømmer om det). Man kan ikke skabe ved at skrabe og leve livet ved at holde på sit eget i et væk, hvad enten det så er ens penge og ejendom, eller meninger og ret. Det bliver man aldrig et rigtigt menneske af. Det er nok ikke helt tilfældigt at der i ordet ”griskhed” (som Jesus gentagne gange advarer imod), gemmer sig en gris: Med griskhed bliver man et svin. Griskheden nærer, uden tvivl, den indre svinehund.

Som Jesus advarer mod det i én af sine kendte Gudsriges-lignelser om den rige mand og al hans havesyge (Luk 12,13-21). Ikke din haven, din gøren og laden og lader nok så fulde, men det der altid kommer først og før alt det andet: Din åbenhed, din modtagelighed, din vilje og lyst til at dele livet med de andre og ikke bilde dig ind at du får noget ved alene at holde på dit eget. Det er i vekselvirkningen, livet bliver til. Vi låner alt af hinanden. Vi har i virkeligheden ingenting i os selv og af os selv. Tillid, åbenhed, tilstedeværelse og nærvær. Det er her, der skal investeres.

Det hedder, som Jesus siger det, at ”være rig hos Gud”. Det er godt at være det: Rig hos Gud. Og af Guds nåde. Som vi dybest set er det. For det er fra Gud det kommer, alt det vi i grunden lever vort liv på. ”Kærligheden er af Gud” (Joh). Eller sagt med Kingo: ”Hver morgen i min skål / en nåde uden mål / til mig nedflyder” (DDS 743,2). Så: Lad det strømme (videre)! ”Det er nu du skal leve dit liv, min ven”, som vi synger det i en højskolesang, det er nu, du skal synge, elske og leve. Og gøre det med Kristi grundlov og Guds velsignelse i ryggen, for det er i grunden et og det samme.

Forleden, på en dejlig solskinsdag, sad jeg i kajakken derude på fjorden på vejen hjem fra Brakøre til Husodde, ind under aften. Solen var så småt ved at lægge an til landing og gå ned derude i vest. Jeg sad lige direkte i solstriben og roede på vejen ind. Min kone sad i sin kajak ved siden af en 50-100 meter syd for – og jeg råbte til hende: ”Sidder du også lige i solstriben?” – ”Ja”, svarede hun, ”lige direkte”.

Jo, for sådan er det at være i solstriben – man oplever det, som om den er der, lige nøjagtig for mig – og måske kun for mig og slet ikke for den anden. Men det er den. For der er nok til alle. Hver og én kan vi gå ved siden af hinanden og hver især være lige præcis i solstriben. På samme måde med Guds kærlighed, Guds nåde. Den er der for dig, og for hver og én. Den skinner direkte på dig. Og den skinner på alle, hver især. Det er sådan noget, og det er tanker som disse, jeg håber, I får med jer her fra konfirmationstiden, kære konfirmander – nu i dag hvor vi skal skilles! ”Mødes og skilles og mødes igen”, som Benny Andersen siger det et sted. ”Mødes og skilles og mødes igen”. Det er sådan det er. Og her i kirken og omkring kristendommens budskab mødes vi altid igen. I lyset af Guds nåde. Det er et godt lys at være i. Her hører vi sammen.

Det er godt at høre noget sammen, som vi har gjort det nu i konfirmationstiden. Høre en gode historie sammen. Være sammen. Tale sammen. NB. Sammen rimer på amen! Jo, det er altid godt at finde sammen. Gøre noget sammen. Gøre noget for hinanden.

Det er også tanken i det lille 8 siders telegram, som I får med nu i dag som lykønskning fra kirken, som et minde fra dagen med det skriftord fra bibelen til dig den enkelte, som nu om lidt lyder til dig oppe ved alteret som en kærlig hilsen fra vor Herre. Og så er telegrammet med sit indhold i øvrigt en påmindelse om, hvor godt det er at være døbt og velsignet, at være rig – på venner, ikke mindst. Noget og nogen at leve for. Der er, som Astrid Lindgren siger det i ”Brødrene Løvehjerte” – ”visse ting, man bare bliver nødt til at gøre, hvis man ikke vil være en lille lort.” Det passer ikke, som ordsproget siger det, at enhver er sin egen lykkes smed. Det er i hvert fald mindst lige så sandt, at ingen er sin lykkes egen smed! Som Benny Andersen et sted lader Svante sige det med de uforglemmelige ord: ”Jeg har livet igennem lært at klare mig selv ved andres hjælp”! Ja, og først og sidst, vil jeg sige: Ved Guds hjælp.

Kære konfirmand! Om et øjeblik skal du konfirmeres og hermed mindes om din dåbs nåde. Solstriben, kærligheden fra Gud, som du må leve i livet igennem. Tro og håbe. Som det siges med ord af Kim Larsen, fra de gode gamle Gasolindage i Danmarks korteste og måske smukkeste sang: “Som et strejf af en dråbe / fik vi lov til at håbe / på de ting der skal komme / førend livet er omme”. Der er solstrejf og der er vanddråbestrejf. ”Som et strejf af en dråbe” – som dåbens vand, der strejfede dit og mit hoved engang som tegn på, at der er altid mer´ at håbe på – at vi hører sammen i det store håb, Gud har givet os som mennesker og medmennesker! Guds velsignelse, kære konfirmander, i det liv, der venter jer – alle ”de ting der skal komme / førend livet er omme”.

Hjertet slår og slår – indtil det en dag ikke slår mere. Som nordmanden Karl Ove Knausgård skriver det i indledningen til romanværket ”Min kamp” bind 1: ”For hjertet er livet enkelt: Det slår så længe det kan. Så stopper det.”

Sådan er det. Og det er mærkeligt. Det er mærkeligt, at hjertet slår. At det begynder, denne stampende bevægelse, og fortsætter livet ud. Kort eller langt. Og det er, med tanke på ens eget og ens kæres hjerte, mærkeligt, at det stopper. At livet rinder ud, og den anden, eller en dag: jeg selv, ikke er mere. Det er mærkeligt, og helt uundgåeligt.

Jeg havde ikke været præst mere end ganske få år, da jeg en nat blev kaldt ind på sygehuset til en kvinde, jeg kendte fra kirken. Hun var alvorligt syg og døende. En kræftsygdom, som der ikke mere var noget at gøre ved. Og, hun var bange. Hun var så bange og angst, at jeg på det tidspunkt i mit liv aldrig før havde været i stue med én så fyldt med angst og uro. Fra søndagsgudstjenesten vidste jeg, at det havde betydning for kvinden at gå til alters. Jeg spurgte, om hun ville være med til, at vi holdt nadver her ved hendes sygeleje. Det ville hun gerne.

Klokken var omkring halv to om natten, da jeg på det lille bord dækkede op til nadver med brødet og vinen og et par stearinlys. Og allerede ved forberedelserne hertil faldt der lidt mere ro over kvinden. Og da vi gennemførte ritualet, og sammen modtog brødet og vinen i skæret af de levende lys og nadverens ord, faldt der endnu mere ro over hende. Hun døde rent faktisk henad morgenstunden. Hendes hjerte stoppede, inden det blev rigtigt lyst. Men forinden, i nattemørket og omkring nadverens fællesskab og brøds-brydelsen her, opstod der en stund, hvor kvindens hjerte, for en tid, endnu engang slog roligt og dæmpet. Og det var, uanset hvad, godt og betydningsfuldt!

Det var kun i et øjeblik, i en sprække i tiden, de sørgmodige Emmaus-disciple, i den fremmede genkendte Jesus. Og dog så var det uendeligt godt, og betydningsfuldt for dem, ud over alle grænser. Det er så fint et sted i Lukasevangeliet i Emmaus-beretningen (Luk. 24,13-35), som vi kalder hele denne hændelse, hvor de er nået frem til Emmaus. De to disciple stadig fyldte af frygtblandet sorg og uforstand – hvad skulle de tro? Hvad skulle de gribe og gøre i? ”Bliv hos os!” siger de til den fremmede. Og så er det, de kommer, de ord så fine og enkle: ”Så gik han med ind for at blive hos dem. Og mens han sad til bords sammen med dem, tog han brødet, velsignede og brød det og gav dem det. Da åbnedes deres øjne, og de genkendte ham; …”

Det var blot en stund, det var kun et øjeblik, men det var nok til, at de nu havde ligeså meget at gå videre med, som de kvinder iblandt dem, der tidligt om morgenen havde været ude ved graven – den tomme grav – og ”med frygt og stor glæde” var gået bort, nej, løbet bort fra graven med englebud: ”Han er opstanden!” – ”Kristus er opstanden!” – ”Herren er virkelig opstået.”

”Der faldt en sten fra mit hjerte”, som vi kan sige det, når en stor lettelse indfinder sig. Stenen for graven, for indgangen til gravhulen, var væltet fra. Og derinde i gravhulens talte en engel med lysende ord til dem – ”Han er ikke her. Han er opstanden fra de døde. Han er gået i forvejen for jer til Galilæa. Der skal I se ham.” – Og sten faldt fra deres hjerter. Tunge, tunge tanker, så tunge som kæmpesten, begyndte at falde fra deres hjerter. Som allerede i glimt på vejen til Emmaus: de to disciple sammen med denne fremmede – som ved bordet og brødsbrydelsen og velsignelsens ord om aftenen i Emmaus – tunge sten faldt fra deres hjerter. Og brændende begyndte deres hjerter igen at banke for alt det, der med Jesus var sat ind i verden. I deres liv, i deres tanker, sind og hjerter: ”Brændte vore hjerter ikke i os, mens han talte til os på vejen og åbnede Skrifterne for os?” Jo. Og nu ikke mindre aftenstunden sammen med den fremmede ved bordet, med brødsbrydelsen og velsignelsens ord, som den, ja, for dem, ganske særlige øjenåbner.

Her begyndte alting for dem på ny. Åbne øjne. Åbne skrifter. Åbne sind. Og varmt bankende hjerter i en aftenstund så fin.

Glædelig påske!

Uanset hvad Bille August selv måtte mene om filmen ”Stille hjerte”, så lægger den for mig at se klart og umisforståeligt op til at ville være fortaler for en lovliggørelse af aktiv dødshjælp. Det er et problem. For en lovliggørelse heraf er, som de 30 underskrivere af manifestet ”Ja til aktiv livshjælp – nej til aktiv dødshjælp” (nov. 2014) anfører det en meget dårlig ide. Det er et problem, at filmen ”Stille hjerte” har denne klare holdning, for film forfører. Eller kan forføre, som fortælling i det hele taget kan det. På både godt og ondt, selvfølgelig. Det er mig en gåde, at filmeksperten Søren Høy, ifølge Kristeligt Dagblad den 4. marts, kan mene, at fiktion og fiktionsfilm ikke skulle kunne påvirke en folkestemning. Hvad med Milos Formans ”Gøgereden” fra 1974 og den såkaldte antipsykiatri?

Det er en stille og fin film, Bille August og de dygtige skuespillere har bedrevet med ”Stille hjerte”. Men det er ikke en almengyldig fortælling om at være ramt af hård uhelbredelig sygdom. Det er for mig at se meget vigtigt at bemærke, at kvinden og hovedpersonen, Esther, i ”Stille hjerte” er en særdeles stærk kvinde. En meget, meget stærk og selvstændig kvinde, også nu med døden for øje. Så stærk, at hun ikke alene har bestemt, hvordan hun vil dø, men også hvem hendes mand skal leve sammen med sidenhen! Det er (heldigvis) ikke det gængse og almindelige. Det almindelige og udbredte er, at vi i den situation med alvorlig sygdom og truende død for øje bliver svage, bange, følsomme og forvirrede og uden tvivl mest af alt har brug for omsorg, nærvær, trøst og lindring. Brug for, at den person, som kommer ind på stuen nu, måske i en hvid kittel, kommer med udholdenhed og vilje til aktiv livshjælp, lige til det sidste, og ikke med en, skal vi sige: endegyldig løsning på min lidelse.

Til det sidste må vi sammen og for hinanden fastholde selv det svageste menneskelivs umistelighedskarakter og værdi.

”Det lysner om morgenen og mørkner om aftenen,” som det i Linn Ullmans roman ”Nåde” (kredser også om aktiv dødshjælp) bliver ved med at lyde i den kræftsyge, døende Johans indre: ”Det lysner om morgenen og mørkner om aftenen” – Det er nok for ham nu, og hvor ville han gerne være i det endnu en dag. Men måske vil hans hustru Mai, sådan som de for længe siden har talt om at gøre det, nu hjælpe(!) ham afsted.

”Stille, hjerte, sol går ned / sol går ned på heden,” med ordene fra Jeppe Aakjærs fine aftenssang. Vi må sammen turde tage natten med. Det bliver aften og nat. Mørk nat. Nattens mørke hører med. Og midt om natten, midt i mørket, kan noget afgørende ske, noget afgørende livgivende finde sted, og som et lille blafrende lys i mørket bringe et forunderligt, nådefuldt skær ind over vore liv og skæbner. Det har som regel med et andet menneskes nærvær og udholdenhed at gøre. Lad os for alt i verden blive i det spor. Så vidt mulig lige til det sidste hjerteslag.

”Det sku´ vær´ så godt og så´ det faktisk skidt” (Sangen om Larsen) rigtig skidt endda, en hel del af det, der foregår. Og hvorfor egentlig? Hvis Gud er god og almægtig, himlens og jordens skaber med kærligheden for øje og i grunden ikke andet – hvorfor så al den elendighed, sorg og ulykke, al den bøvl og ballade og manglende kærlighed og livsudbytte? Hvorfor, hvis nu Gud er god og almægtig?Det er det spørgsmål, som fra gammel tid er blevet kaldt teodicéproblemet. Og forvent nu ikke en klar løsning på det problem! Det er nok et spørgsmål, vi må blive ved med at tumle med. Men det kan jo godt være, at det kan vinkles anderledes end det så ofte er blevet gjort. Og at vi kan få øje på noget, vi måske ikke før så. Eller så så godt.

Teologen Lars Sandbeck har fornylig udgivet en lille bog med titlen ”Afsked med almagten” – et forsøg på ”et bidrag til det kristne gudsbillede” – og hvor Lars Sandbeck (som er i ”slægt” med Sløk – hvis nogle husker ham(!) – og ellers i øvrigt tænker vældig selvstændigt) stiller spørgsmålstegn ved forestillingen om, at Gud er almægtig. Ja, faktisk anbefaler han os, at vi gør op med troen på Guds almagt.

Denne lille bog har jeg læst, og den er sådan set faldet i god jord hos mig, og har sået et frø i mig, som er spiret og blevet til en tanke og en tro, som jeg gerne vil udfolde her. Men lad det være sagt med det samme: Jeg tror stadigvæk ikke, vi kan eller skal opgive tanken om Gud som den almægtige. I hvert fald kan vi ikke opgive tanken som det håb vi må have, trods alle mulige nok så dårlige odds.

Som Paulus siger det om korsets dårskab, om ”Kristus som korsfæstet, en forargelse for jøder og en dårskab for hedninger”, så er ”Guds dårskab visere end mennesker, og Guds svaghed er stærkere end mennesker.” (1 Kor 1,25) Guds magt er af en anden art og i virkeligheden mægtigere end vi måske endda tør drømme om. Eller også så tør vi lige nøjagtig drømme, længes, og herudaf: håbe og tro.

Lars Sandbeck gør meget fint op med tanken om Guds almagt forstået som den tanke, at Gud kan alt og at Gud forårsager alt. Gud er ikke almagten, som den der skalter og valter med menneskers skæbner og gør (lidt) godt her og (lidt) ondt der. Altså Gud som både livsbevarer og livsnedbryder. Gud er, som vi også siger det i Fadervor, og som hører til det centrale kristne billede af Gud – Gud er vores far, som også Jesus kalder ham. Vores himmelske far. Og vi må tale Jesus efter munden. Og der findes mange andre billeder af Gud. Gud kan vi umuligt rumme i et enkelt billede. Der findes mange andre billeder af Gud. Også udenfor det bibelske og dog evangeliske i ånden, og det vil sige: i grunden.

Som Halfdan Rasmussens i forundringssangen, ”Med store undrende øjne går jeg” med blandt andet de ord: ”Jeg tror, der ligger et barn dybt inde / i alle levende ting, der gror. / Et barn, der er som en fuglevinge, / en lille gud, der er evig stor. // Jeg tror, han danser i altings hjerte, / jeg tror, han hviler i altings vækst. / Og alle underes under er det, / at han er ordløs og altings tekst.”

Gud er nærværende og magtfuldt tilstede overalt, hvor liv og kærlighed opstår. Spirende, ventende, vedblivende. Altid på livets side. På vej frem mod høsten: Gudsrigets hele og fulde frembrud, hvor Gud i sin kærlighed skal blive alt i alle. Det rige, Guds rige, som med Jesus i kraftfulde glimt er tilstede iblandt os allerede nu. Der er, som vi siger det i troens og teologiens verden, tale om et ”allerede – endnu ikke” – Guds kærlighed, Guds kærligheds almagt, er allerede tilstede og endnu ikke fuldt og helt. Alt i alle.

Vi skal ikke tage afsked med almagten(!) – Guds kærligheds almagt – vi skal tålmodigt vente den, som frø i jorden i denne kolde, golde tid venter vårens og vækstens komme. Gavmildt, uforbeholdent og fuldstændigt ødselt har Gud som en overmåde rundhåndet sædemand, strøet om sig med ”kærligheds kerner”. Det ligner i verdens øjne dårskab og spild. (Mark 4,1ff.) Som korset på Golgata, Jesus den korsfæstede, som Guds kærligheds kerne og stærkeste udtryk for Guds kærligheds magt og sted i vores verden: i afmagt og mørke, i nederlag og undergang. Herfra vil det vokse og virke. For ”Guds dårskab er visere end mennesker og Guds svaghed er stærkere end mennesker.”

Allerede – endnu ikke. Men det er begyndt. Guds kærligheds almagt har vist ansigt i verden og vil virke og vokse frem for til sidst at blive alt i alle. Det sku´ vær´ så godt, og det vil det bli´! Noget faldt i god jord. Nåde faldt i god jord. Guds nåde, som vi i håbet ikke må gøre en millimeter mindre end almægtig – alle vi arvinger til Guds rige. Sådan som Lars Sandbeck da også slutter sin bog med at sige, at vi ikke må slukke ”håbet om, at Gud en dag må få al magt. Men den magt, Gud skal få, er ikke magten til at kunne alt eller til at forårsage alt. Det er i stedet en magt, der befrier os fra det onde, således at kærligheden kan fuldbyrdes iblandt os. Det er en magt, der frigør os til kærlighed. Når Gud en dag har fået al magt, kan man tale om at en ny situation er indtruffet, en situation, der er kendetegnet ved, at Guds herredømme har sat sig igennem, og at hans vilje uanfægtet sker. Man kan kalde situationen for kærlighed, men der findes som bekendt også et andet ord. Evangelierne kalder det Guds rige.”

Der er talenter, og der er fallenter. Der er vindere og der er tabere. Jesus fortæller om det i sin berømte lignelse om de tre med de betroede talenter (læs Matt 25,14-30!) og deres forskellige udbytte. Og lad os nu lige få slået helt fast, at dét – som altid når Jesus fortæller lignelser – ikke i eksistentiel, i grundmenneskelig forstand, handler om forskellige personer og mennesketyper, men om hvert eneste enkelte menneske. Dig og mig, hver for sig. En vinder kan også tabe. Et talent kan gå fallit. OG en fallent kan få opgravet og opdyrket nyt talent. En taber kan blive en vinder! Nyt liv opstå. Eller som jeg hørte én sige det: ”Mennesker, der ikke kan bruges til noget, kan altid bruges til noget andet”!

Og én ting mere: Når Jesu, til hver en tid, meget aktuelle lignelse om talentudvikling, investering og risikovillighed ender med at fortælle, at den uduelige tjener ryger ”ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren.” – så skal vi med alt det vi måtte have i os af lydhørhed for evangeliet huske, at det er lige nøjagtig her, vor Herre går hen: Ud i mørket udenfor, hvor der er gråd og tænderskæren. Ud til os til tider uduelige, totalt talentløse og fortvivlede mennesker. Her, hvor der vitterligt mere end noget andet sted er brug for det, møder vor Herre os med sin nåde og barmhjertighed. Med det, der skal til for at oprejse et menneske, så jeg endnu engang kan gå fra kulden og mørket ind i lyset og varmen. Ind til livet, hvor der tabes og vindes og aldrig vindes mere, end når vi tør sætte det hele på spild og give os hen til livet med hinanden ligeså vidunderligt og bøvlet og hårdt og godt, det kan være.

I kirken og i forståelsen af evangeliets budskab må vi holde tungen lige i munden. Hvis flid og talent her sættes i højsædet i en sådan grad, at vi tror, at det endegyldigt er det, vi dømmes på, at det endegyldigt er herudfra et menneskes værdi sættes, så er vi, evangelisk-luthersk set, gået ligeså galt i byen, som tænkes kan. ”Gode gerninger gør ikke et godt menneske, men et godt menneske gør gode gerninger”, som Luther blandt meget andet sagde det i sin forståelse af nåden som altings begyndelse. Gode gerninger, herunder flid og talentudvikling, er troens frugter. Noget, hvad så end det måtte være, som jeg har fået at gøre ved at få mulighed for det. Det er sådan, det er med livet i grunden. Livet er ikke noget, man tager (forhåbentlig da). End ikke tager for givet. For livet er en gave. Livet er noget, man får. Fra øjeblik til øjeblik. Til det sidste åndedrag. Og hvad der herefter måtte være – ja, det er ikke til at vide. Så, vi får se! Vi får se!

Den 4. februar 2012 begravede vi min farmor. En uge før sov hun stille ind i sin seng på plejehjemmet i den første time efter midnat. 103 år gammel. Et jævnt, og muntert virksomt liv på jord kom her til sin afslutning. Min farmor skal ikke helgenkåres, men hun må gerne blive nævnt, og også i klummen her, som et menneske, der gjorde det godt. Og som vi i slægten var glade for at have. Ikke i særlig grad fordi hun var her så længe, men fordi hun var her, som den hun var. Ikke fordi farmor havde særlige talenter. Og så alligevel. For, hvem kunne lave en hønsekødssuppe som hende? Hvem havde en stemme og kunne med glød og med varme, med både gråd og med grin, snakke og fortælle som hende? Hvem tænkte på os alle og huskede os og glædede sig i sit gammelkoneliv ved et besøg af en af os som hende? Og se, sådan har vi Gudskelov hver især, og sikkert endda både den ene og den anden, at tænke på her. Taknemmelige for, hvad der blev os givet af godhed og glæde, fordi der var nogle, der gav os tid og opmærksomhed, mad og menneskelig varme, et blik en hånd og som måske endda skød slet ikke så lidt ind og faktisk risikerede en hel del ved at tro på os og se os som slet, slet ikke talentløse.

Talenter er af så mange slags. De vigtigste af dem har vi næsten alle sammen fået en hel del af. Grav dem ikke ned! Dyrk dit talent! men for Guds skyld ikke dig selv! Dyrk først af alt dit talent for medmenneskelighed! Sæt rigtigt meget ind her! Dobl bare op! Det kan gå galt, men det kan også gå godt. Og godt gået er det altid, når mennesker risikerer og sætter noget, og måske endda meget, af deres eget på spil for de andres skyld. For det andet menneske – set som mål og ikke middel til mit eget snævre ve og vel. Det er den vej vor Herre er gået. Det er Menneskesønnens vej. Den er altså banet. Hvad vi nu har at gøre, er blot at gå den, og gøre alt hvad vi kan, så godt vi kan, med det vi nu hver især har fået og lige nu har at gøre godt med. Og husk det nu: Vor Herre selv er gået ud til os i mørket udenfor, fordi de mennesker, der ikke kan bruges til noget, kan altid bruges til noget andet!

Mor og barn. Billedet af de to har brændt sig ind i vores bevidsthed som begyndelsens sted. Og med tanken om det at være barn og ligge i en favn og blive båret på armen af én, som vil mig det godt, som det bedst tænkelige sted. Her bliver alting til. Ja, her er det tidernes morgen ligegyldig på hvilken tid af døgnet, fødslen finder sted, og om det er i en stald eller på et slot, barnet kommer til verden.

I indledningskapitlet “Begyndelsen” fra William Heinesens “Moder Syvstjerne” – En Fortælling fra Tidernes Morgen (Gyldendal, 1952), beskrives med digterisk storladenhed begyndelsen som noget, der for mennesket netop i ganske særlig grad handler om at høre til i moders favn. Heinesen skriver: ”I begyndelsen var hverken himmel eller jord eller ting, men kun en umådelig higen efter varme, mættelse og søvn. I vældige byger kom livet over dig, storme af ømhed fyldte dit urtidsmørke, vilde floder af mælk og rensende vand, uophørlige kildevæld af gode mindelige lyde, der endnu ikke var blevet ord. Og omsider fik dine øjne deres første sjæl og du så de dunkle omrids af den store livgiverske, alle tings ophav, den der skaber og vedligeholder, den Evige. Ja, før du endnu sansede solen og dagen, tændtes lyset i dig, dengang du mødte den Eviges menneskeøjne. I begyndelsen er du ikke den og den og bor ikke der og der. Du hviler på din moders arm og er kun en jordens navnløse søn. Og tilsammen er I to kun et led i den endeløse kø af mødre og børn, der venter på deres tilskikkelse. … Men udefra set er det hele kun en stakket stund, kun et stjerneskud i natten. Ja, for det er jo bare Antonia, den lille købmand Jacob Sifs datter, der er nedkommet med en søn.”

Nå ja, en blandt mange. Blandt utallige andre, som også er kommet til verden. Og som med lige så stor ret som den enkelte skal være her. Det er derfor, det er så vigtigt, at vi fastholder tanken om det enkelte menneskes uendelige værdi. Hertil hjælper os på en ganske særlig måde evangeliet, det kristne budskab. Og slet ikke mindst juleevangeliet om, hvordan Gud går ind i det menneskelige – kommer til verden – i skikkelse af et almindeligt fattigt menneskebarn. Der ligger selvfølgelig stærke pointer i det forhold, at der ikke var plads til dem i herberget, men at Jesus bliver født i en stald, det er ikke det særlige. Det er i virkeligheden hverken umenneskeligt eller mærkeligt. Det har såmænd tilbage i historien været det helt almindelige, at mennesker og husdyr levede tæt sammen. Det særlige er, at det er Gud, der viser ansigt her i det helt almindelige menneskelige. I et lille barn født ud af moders skød. I moders favn. I Jesu navn. I hans ord og livshistorie, Menneskesønnens, taler Gud sit ord til os. Sin klare tale og sit tydelige sprog om hvert enkelt menneskes uendelige værdi. Og at det, som sagt, er her i det menneskelige Gud møder os. I de menneskelige grundvilkår og i mødet med det andet menneske. I medmenneskeligheden med andre ord. Og det hvad enten jeg er i den som giver eller modtager. Som barn eller gammel, syg og træt og afhængig af hjælp, eller som livgiver, mor, far, søster, bror, venligsindet fremmed eller en god nabo. Når og hvor medmenneskelighed finder sted viser Guds nåde ansigt. Guds kærlighed og barmhjertighed, som julenat kommer til verden i kød og blod i skikkelse af en lille nyfødt dreng. ”Så lattermildt, så enkelt bud / på livets mening har kun Gud!”, som en moderne salmedigter har sagt det.

Glædelig jul og godt nytår!

Forleden kom der et manifest underskrevet af 30 såkaldte offentlige personer og meningsdannere. Overskriften på manifestet lyder: ”Ja til aktiv livshjælp – nej til aktiv dødshjælp.” Det er i mine ører et godt manifest med understregninger og pointer som: ”Ethvert samfund har brug for love til at beskytte de svage. … Aktiv dødshjælp må aldrig indføres for at staten skal spare penge! … oplevelsen af livskvalitet kan veksle livet igennem … hvad angår værdighed, så er der ikke noget uværdigt ved at være afhængig af andre … og hvad angår lidelse, så skal den ikke behandles ved at slå den lidende ihjel, men ved at hjælpe ham eller hende så langt og så godt som overhovedet muligt.”

Jeg tror, at den slags tanker og holdninger er værd at holde fast i for vores samfunds og medmenneskeligheds skyld. Og jeg tror, at vi historisk set har fået dem, fordi kristendommen på et tidspunkt gjorde sit indtog i vores kultur med tanker og ideer om nåde og barmhjertighed, om den svages og den lilles behov for beskyttelse, om ”rettidig omhu” af den allerbedste slags med sans for mulig værdighed midt i al sølleheden og med skånsomheden og det nådige skøn i højsædet frem for diverse i virkeligheden kolde, umenneskelige beregninger af det enkelte menneskes værdi og hvor længe hjertet skal ha lov at slå.

”Stille hjerte”, som er titlen på Bille Augusts seneste film. ”Stille hjerte” med fortællingen om en ældre kvinde, Esther, som sammen med sin mand, Poul, har kaldt familien sammen til en sidste weekend. Hun har en aggressiv sygdom, som hun vil dø af og som efter al sandsynlighed snart vil stække hende fuldstændigt. Derfor har hun besluttet sig for at dø før tiden, om jeg så må sige. ”Klokken slår, tiden går” – gennem filmen indgår forskellige ure, også det gamle stueur, i billede og lyd – til-tak, tik-tak – næsten som en hjertelyd. Det er en stille og fin film, Bille August og de dygtige skuespillere her har bedrevet. Men det er ikke en almengyldig fortælling. Det er for mig at se meget vigtigt at bemærke, at kvinden og hovedpersonen i ”Stille hjerte” er en særdeles stærk kvinde. En meget, meget stærk og selvstændig kvinde, også nu med døden for øje.

Det er ikke det gængse og almindelige. Det almindelige og udbredte er, at vi i den situation med alvorlig sygdom og truende død for øje bliver svage, bange, følsomme og forvirrede og uden tvivl mest af alt har brug for omsorg, nærvær, trøst og lindring. At den person, som kommer ind på stuen nu, måske i en hvid kittel, kommer med, ja: sagtmodighed med udholdenhed og vilje til aktiv livshjælp, lige til det sidste, og ikke en endegyldig løsning på min lidelse.

”Det lysner om morgenen og mørkner om aftenen,” som det i Linn Ullmans roman ”Nåde” bliver ved med at lyde i den kræftsyge, døende Johans indre: ”Det lysner om morgenen og mørkner om aftenen” – det er nok for ham nu, og hvor ville han gerne være i det endnu en dag.

”Stille, hjerte, sol går ned / sol går ned på heden,” med ordene fra Jeppe Aakjærs fine aftenssang: ”Stille, stille, hjerte, sol går ned.” Det bliver aften og nat. Mørk nat. Nattens mørke hører med. Og midt om natten, midt i mørket, kan noget afgørende ske – noget afgørende livgivende finde sted, og som et lille blafrende lys i mørket bringe et forunderligt, nådefuldt skær ind over vore liv og skæbner.

Nu er den her så. I dag, på årets Spil Dansk Dagen, udgiver jeg bogen Noget om nåde. Bogen udkommer på Aros Forlag og, er – som det siges på flappen – femte bind i serien Litteratur & Kristendom, hvor jeg tidligere har udgivet bøgerne: Jeg har ladet mig fortælle… (2011); Glæden på trods (2005); At tænke stort (2002); Forladthed og nærvær (2000). Af de tidligere udgivelser minder Noget om nåde mest om Forladthed og nærvær og er bygget op på samme måde som denne med en række ”omvendte prædikener” i fire hovedafsnit centreret om evangelisterne Matthæus, Markus, Lukas og Johannes.

Da jeg fortalte min 85-årige morbror, at jeg var i gang med en bog under titlen Noget om nåde, hørte han det som Noget om noget og sagde: ”Jamen, det kan der da komme en hel del ind under.” Det er jo en fejlhøring, jeg gerne vil have. Jeg er slet ikke ked af, at det lyder som ”Noget om noget”, når man lidt sjusket eller bare afslappet udtaler bogens titel. Der er noget om snakken. Også den om nåden. Noget som ligger udover det, vi kan sige os selv, eller som vi kan håndtere eller for den sags skyld operere med. Noget som kommer bagpå os, bærer, favner og finder mig, der hvor jeg er. Noget som jeg, som sagt, ikke finder noget bedre ord for end det gode gamle: Nåde. Der er nåde i luften! ”Der er noget i luften” – ja, og der er ind imellem og slet ikke så sjældent noget, der kommer til os udefra og som en stille nåde lægger sig ind over os, eller lægger sig til vore liv. Bedst når vi er små og porøse nok. Fra bogens bagside: ”Vi mærker det godt, når vi tør tvivle og længes. Når sindet er porøst nok. Når hjertet står åbent. Vi mærker det, og vi mærkes af det. Som et strejf på kinden. Et lille strejf af nåde. Og det er nok. Hvor lidt skal der til?” Som i Jakob Knudsens ”Tunge, mørke natteskyer” – pendanten til morgensalmen ”Se, nu stiger solen” – aftensalmen med de dæmpede, nænsomme, nådefulde udsagn og billeder – som i det sidste vers med billedet af det ene svagt oplyste vindue i huset der længere fremme ad vejen – mit hjem, eller bare et sted med mulig gæstfrihed – hvor godt! Hvor nådefuldt! ”Tung og mørk den tavse / over jorden spænder, / hist kun bag et vindve mat / vågelys der brænder. / Du, som lindrer sorg og nød, / al vor synd forlader, / lyser op den mørke død, / tak, du lysets Fader!”