Vi er bundet sammen med hinanden i et sindrigt væv – store og små, unge og gamle, levende og døde. Bindevævet, som det hedder med et vigtigt begreb, et vigtigt fænomen, fra det konkrete kropslige. Det er bindevævet der holder sammen på os. Hele vores krop består af et net af bindevæv i forskellige lag, som binder hele kroppen sammen. Vi består jo for øvrigt mestendels af vand. Omkring 2/3 af dig og mig er vand! NB. Det er også, for nogle af os, næsten lige som om det skvulper engang imellem!

Men altså vand – i en vis saltopløsning. Og så knoglerne OG – som sagt – bindevævet. ”Vores bindevæv er”, som jeg læste det i en artikel, ”sjældent noget, vi beskæftiger os med, men det spiller faktisk en stor rolle”. Det gør det hos den enkelte af os i det rent kropslige som det, der holder sammen på os – og det gør ”bindevævet” i det sjælelige og åndelige, som det der i overført betydning forbinder os og holder sammen på os. Bindevævet i form af ånd og ord – det levende ord – ord og sprog – samtale og  fortælling. Alt det i det menneskelige som, i bred forstand: åndeligt binder os sammen.

Ting hænger sammen. Det er en meget sammensat affære at være menneske. Sammensat, ikke bare i sig selv og i os selv, men også sammensætningen og sammenhængen med både Gud (vertikalt) og mennesker (horisontalt) – inklusive vore døde, vel at mærke! ”Slægt skal følge slægters gang”, som vi synger det i ”Dejlig er jorden”. ”Slægt skal følge slægters gang” – ja, og det er der sorg i – at vi skal tage afsked med hinanden og skilles fra dem vi elsker. Og samtidig så er der også en stor, stor glæde i, at ”slægt skal følge slægters gang” – at der kommer nogle efter os. Hele netværket(!) både gamle og unge, som sandelig er en meget vigtig del af det med bindevævet. Og, som sagt, både levende OG døde. Jo længere vi lever, jo mere klart bliver det for os, i hvor høj grad vi lever med vore døde.

Det hører til alle gode relationer, at vi vil stå hinanden bi. Gøre vores hver især til at styrke og bedre bindevævet. Være “jordens salt”, som Jesus siger det, med al den kraft og mulige betydningsfylde, der ligger heri. Salt som smagsgiver og som sikring af holdbarhed. Eller jordens salt forstået som gødning og næring. Gødningssalte og næringsstoffer. Grundstof for liv og vækst. Fundér bare selv videre på alt, hvad der kan ligge af livskraftig betydning i Jesus ord om at vi er jordens salt og verdens lys. Og kast dig så ud i også at ville være det. Være tilstede i al udvekslingen og vekselvirkningen, som den finder sted i det gode menneskeliv, hvor vi vil være ved hinanden og stå hinanden bi i gode såvel som onde dage.

Jeg kan huske, det betog mig meget, da vi i biologi lærte om osmose. Om saltbalance og det osmotiske tryk med vandmolekylers cellevandring gennem semipermeable (= halvt gennemtrængelige) hinder og cellevægge, afhængig af hvor saltkoncentrationen er størst. Og det skal jeg ikke kloge yderligere i men blot sige, at sådan er der bevægelse i det overalt, hvor der er liv. Også i bindevævet af både den rent kropslige art inde i hver vores ”skvulpende” kroppe OG bindevævet i den overførte betydning: Der er bevægelse og udveksling i det. Der er ikke stilstand. Der sker noget med os og mellem os. Og der er altid risiko forbundet med denne her sammensatte affære det er at være menneske, hvor livet og kærligheden har sin pris – ja, koster livet, som vi synger det: ”Tænk, at livet / koster livet! / Det er altid samme pris” (DDS 14). Men det er så også hele prisen værd. Prisen forstået som både omkostning og lovprisning.

I Las Vegas har en 64-årig mand dræbt 58 mennesker og såret næsten 500 mennesker i en massakre så ufattelig ond og meningsløs, at vi vel lige nu her først i oktober 2017 bare ingenting fatter, udover at spørge: Hvorfor?

Jeg læser lige for tiden ”Fri os fra det onde” af Sørine Godtfredsen samt artikler i samlingen ”Så tæt på livet som muligt – Perspektiver på Karl Ove Knausgårds Min kamp” om selvdestruktion og opløsningshunger, om ”Skam som plotskaber af Min kamp” (Poul Behrendt) og ”Ingen skyld, uden skam”. Jeg har netop færdiglæst Jan Kjærstads nyudgivne (virkeligt velanmeldte) ”Berge”, hvor han gennem en fiktiv fortælling om et brutalt massemord går uhyre tæt på Utøya-massakren i Norge og ondskabens, ikke ene, men forskellige ansigter. Ind imellem læsningen ser vi på friaftener her i huset afsnit af den norske ungdomsserie ”Skam”.

Det kan synes for meget af det gode med al denne kredsen om det onde. Om skyld og skam, om bøvl og ballade og det der er værre. Men det er det ikke.

Det er velgørende at se en ungdomsserie som ”Skam” på så ligefrem og troværdig vis fortælle om moderne ungdomsliv med al den festglæde, venskab, forelskelse og energi der her udfolder sig og så samtidig få fortalt alle de svigt og misforståelser, fortrædeligheder og selvfedmer, der hører sig til, med ind i billedet. Titlen ”Skam” er genial af flere grunde. Måske i særlig grad fordi serien indirekte så tydeligt viser, hvor forfærdeligt det ville være at leve i en sammenhæng uden skam. I skamløsheden. – Længe leve skammen og alle mulige gode, livsnødvendige skamfølelser, som medvirker til at skabe medmenneskelighed.

Med skammen forstået som plotskaber af Knausgårds Min kamp, som det særlige fortællerdrive i romanværket, kommer man som læser rigtig langt i forståelsen af, hvad der gør læsningen af Min kamp så besættende for så mange af os. Sammen med skammen og selvafsløringen her kommer det bankende hjerte hos fortælleren endnu tydeligere frem. Som når du selv overfaldes af skammen og varmen stiger dig til hovedet, kinderne rødmer og hjertet banker heftigere end ellers.

Sørine Godtfredsen kredser i ”Fri os fra det onde” omkring ondskaben, den menneskelige ofte uforståelige ondskab, udfra Martin Luthers livshistorie og med gentagne referencer til Luthers teologiske hovedpointer. Men også med inddragelse af forhold som Utøya-massakren og Knausgårds Min kamp. Pointen er selvfølgelig, at ondskaben slipper vi ikke for som en uhyre væsentlig del af menneskers liv og samliv. Også i det helt almindelige og dagligdags.

I ”Berge” af Jan Kjærstad – hvor den unge Nicolai Berge (iklædt sit mærkelige stilige farfaragtige tøj) tavst sidder i retten i Oslo anklaget for et brutalt massemord begået den 23. august 2008 i en hytte udenfor Oslo – bliver det gennem romanen tydeligt og uundgåeligt at tænke på Berge som alias Breivik. Og i det hele taget tænke på Utøyamassakren den 22. juli 2011 og hvad der her dukkede op i norsk og nordeuropæisk historie af ufattelig ondskab. Men ikke kun det. Kjærstad skriver sig tæt op ad Utøya og eftervirkningerne og reaktionerne herpå. Men han udvider også billedet heraf og gør det klart for mig læseren, hvor bredspektret ondskaben er. Hvor indfiltrede vi alle er i den og hvor skamløst og i virkeligheden ondt, vi kommer til at handle, når vi totalfokuserer på ondskaben som den i særligt grad onde handling hjemmehørende hos det særligt onde menneske. Sagt med andre ord: Hvordan den gammelkendte historie om syndebukkementaliteten hører med, når vi selvretfærdige og blinde farer frem og under godhedens maske skamløst gør ondt.

Jo, det er sandelig godt at se det onde i øjnene. Sådan som også litteraturen og fiktionen kan hjælpe mig til det, fordi den – når den er god – kan være et spejl og hjælpe dig og mig til endnu engang at få øje på det, som i virkeligheden fylder så meget, at det kun kan skjules i skamløshed og således mere ondskab.

Den 8. september (på Grundtvigs fødselsdag), udgiver jeg på forlaget Eksistensen en lille bog (108 sider – 99,-), som er tænkt som muligt oplæg til samtale omkring kristendom og menneskeliv med afsæt i forskellige film. Bogen hedder: “Sådan set. – En samtalebog om film, kristendom og menneskeliv” (Eksistensen 2017). Fra forordet:

I begyndelsen var billedet, som jeg hørte én sige det, med en let omskrivning af de kendte ord fra Johannes-evangeliets indledning (I begyndelsen var Ordet) – i øvrigt med henvisning til et maleri af Asger Jorn med netop titlen ”I begyndelsen var billedet” (1965). Et billede siger mere end tusinde ord – siger man. Vi lever i en billedrig tid. Billedbårne medier tager i stor stil over fra de mere teksttunge. Vi går alle, med vores mobiltelefoner, rundt med fine velfungerende kameraer til såvel foto som film. På de sociale medier er billederne, herunder små videoer, helt centrale i kommunikationen. Billederne slipper ingen for. Nogle af dem slipper heller ikke os, der ser dem, men virker stærke og talende i os. Måske endda som øjenåbnere du får lyst til at dele med andre. Billedligt talt: Fra øje til sjæl og sind, til tanker og mulig samtale.

I denne bog, som er tænkt som afsæt for samtaler om menneskeliv og kristendom – i forlængelse af bogen ”Lad os tale om det” (2015) – vil der blive taget udgangspunkt i billeder. Ikke malerier eller fotos eller anden form for stills (stillestående billeder) men levende billeder i form af film. Danske og udenlandske spillefilm i et udvalg fra 1975 og opefter (primært fra de seneste to årtier).

Film er levende billeder, som kan fortælle historier, der i større eller mindre grad griber os og måske kaster lys ind over hvert vores eget levede liv. På den måde er film, for mig at se, fortælling på linje med al mulig anden fortælling. Blot med den lille men dog væsentlige bemærkning, at film låser dig meget mere fast i forhold til din egen forestilling og billeddannelse. Ved lytning eller læsning af fortælling og litteratur skaber du så at sige din egen indre film, som kan være meget rig og mangfoldig og langt mere fri end i forhold til det at se en film. De fleste har da også oplevet større eller mindre skuffelser ved at se én af ens yndlingsromaner filmatiseret. Det ændrer dog ikke ved, at den gode film kan noget uvurderligt godt. Også, som sagt, som øjenåbner for væsentlige sider ved menneskelivet og som afsæt for samtale herom. Måske, som bogen her lægger op til, tillige med inddragelse af synsvinkler og aspekter fra kirkens og kristendommens tale til os i det almindeligt menneskelige? …

… Billeder af alle mulige slags, herunder levende billeder, spillefilm og anden form for film, kan godt ses – udover i deres egen filmfortælleriske ret – så også ofte som en slags lignelser om væsentlige forhold i det menneskelige og det evangeliske med. ”Det ligner …” eller: ”Det er ligesom med …” siger vi om det ene og det andet, vi får øje på i en skyformation på himlen, en fortælling i en bog, et billede på væggen eller – som i bogen her – en film på skærmen derhjemme eller på lærredet i biografen. – God fornøjelse med samtalen, med billed- og orddelingen, som sådan set er meningen med bogen her.

I en, af omfang og sidetal, meget lille bog: ”Dage” (fra 2010) af Dorthe Nors – hører vi med jeg-fortælling i det, jeg vil kalde, en virkelig fin lille lyrisk sag, om hende, der er blevet forladt af ham, hun elskede. Og som nu i tiden derefter forsøger at komme sig over kærlighedstabet. Blandt andet ved, sensommeren igennem i København hvor hun bor, at gå ture på Vestre kirkegård og ofte på disse ture lægge sig på et tæppe ved søen med de store socialdemokratiske statsministres gravsteder – Det Røde Hav, som søen også kaldes. – ”Det skal nok ende godt, det her”, går hun og tænker igen og igen en af disse tidlige sommerdage: ”Det skal nok ende godt. Det kan næsten ikke andet, Danmark er for lille, der vil altid være døre, jeg kommer til at gå ind ad… andet giver ingen mening, tænkte jeg, og satte mig på kirkegården mellem tusindfryd og mælkebøtter, og det er hårdt nu, ja, lige nu er det som at køre bil i kviksand og så pludselig vide, at løsningen ligger i handskerummet, men man kan ikke nå handskerummet, handskerummet er fem centimeter uden for rækkevidde, fingerspidserne kildrer i luften, men handskerummet er uopnåeligt, og det er derinde den ligger, parykken, trylledrikken, benådningen. Men det skal nok ende godt, tænkte jeg og kiggede på tusindfrydene”.

”Benådningen” – dette at noget, der gik galt – eller som jeg gjorde galt – kan komme til at gå godt. At et nyt liv åbner sig for mig – bliver mig skænket, måske endda til overflod: Benådningen! – Kvinden i romanen ”Dage” fortæller videre:

”Jeg fylder år om femten dage (det er næsten midt i livet), men det skal nok ende godt, livet. Det skal nok ende godt med tålmodighed, virkelyst og godvilje… (jo) det ender godt. Jeg ved det. Det kan ikke andet. Det ender med, at mine fingre strækker sig længere og længere og når helt hen til handskerummet uden alligevel at kunne nå det, men når så mine negle er ved at kunne kradse på laminatet, så åbner det sig alligevel, handskerummet, det åbner sig af sig selv, det åbner sig, for det er, hvad det blev skabt til og derfor gerne vil, og lyset bliver tændt, og så ligger den derinde: benådningen”.

Som det siges med store stærke ord fra Johannes Åbenbaring (3,8): ”Jeg har lukket en dør op for dig, som ingen kan lukke i”. Det skal nok ende godt, det her. Det åbner sig for os. Som stod du ved Det Røde Hav(!) nu med en banet vej foran dig, ind gennem død og ulykke, ud til det forjættede land. Som stod du ved udgangen fra en gravhule, hvor kæmpestenen som ved et under er rullet fra, så det nu åbner sig – og lyset vælder ind og drager dig og mig ud til det nye liv. Det liv og de sammenhænge, der venter derude, sammen med de andre. Glædelig sensommer!

Jesus fortæller i en af sine lignelser om sædemanden, der gik ud for at så og strør om sig med sin såsæd alle vegne, så noget bliver til ingenting og noget andet til en hel utrolig masse nyt liv (Mark. 4,1-9). Sådan er det med de faktiske forhold i det menneskelige, i folket. At hjerterne har det med at blive dækkede til med fedt. At øjne og ører er lukkede. At det ikke siver ind og slår rod i os, det vor Herre ellers i så rigt mål har at give os til liv og lykke i egentligste og bedste forstand. For sådan er Gud må vi tro – som sædemanden, der uden nogen som helst kølig kalkule eller sparsommelighedspræget beregning, men bare fuldstændig hæmningsløst strør om sig med kærlighed og gode ord. Og så må det så blive til det, det kan. En hel del af det bliver til ingenting. Men noget slår rod. Noget siver ind. Selv gennem tykke fedtlag og noget nær hermetisk lukkede øjne og ører. Sagt med de ord af Leonard Cohen, vi godt kan tåle at høre én gang til: ”There is a Crack in everything / thats how the Light gets in” – det revner og sprækker det gamle liv / det er på den måde, lyset kommer ind.

Vi får øjenåbnere. Og ørehængere. Vi får i overført betydning fedtsugninger – eller sundhed og livsomlægninger, så vores hjerter bedre kan banke – ikke bare for sig selv, og mig selv, men også for noget og for nogen. Så vore liv kan bære frugt og give udbytte af bedste slags, hvor kærlighed og gode livskraftige ord gror og vokser i os hver især og spredes videre ud. Det er vel meningen med det hele?

Det er godt at høre til i en sammenhæng, hvor gode ord spredes og kan falde i god jord. Det er ikke lige meget, hvad der sås i os – hvilke ord der spredes og hvad det så er, der falder i netop god jord hos os og bringes videre. ”Fake news”, ”falske nyheder”, som man taler om nu, hvor vi efter sigende lever i det ”postfaktuelle samfund”, hvor løgne og halve sandheder kan kaldes for ”alternative kendsgerninger”. Der er dem, der mener, at kristendom er fake news og gamle løgnehistorier, som bare bør visne og gå ud hurtigst muligt. Nej, evangelium betyder ”godt nyt” – ”glædeligt budskab”. Det har vi alle sammen brug for. Evangeliet og kristendommen giver os ikke alt det, vi har brug for, men det giver os noget, vi allesammen også har brug for, ved siden af alt det andet vi hører og lærer og tager til os undervejs gennem livet.

Det gå ikke o-p op alt det med Gud og kristendommen og evangeliet. Der er noget, der ”stritter” og som vi må lade stå åbent. Det er slet ikke alt, vi fatter og forstår. Men hvor er det alligevel godt at høre til og høre sammen i lyset af Guds ord og Guds nåde. Det budskab må vi som præster og alt muligt andet godtfolk blive ved med at sørge for at få spredt og bredt ud så godt som muligt. Fortalt videre til vores børn og børnebørn. Også nu i sommervarmen og de lange lyse dage, hvor det gror derude omkring os med en livskraft så stor. Glædelig sommer!

Bønnen er som åndedraget. Ikke i særlig grad noget med en masse fine ord og sproglig opfindsomhed men en tilstand at være og leve i. En åbenhed for det, der kommer til mig. Som skænkes mig og som jeg ikke kan leve foruden. – Bønnen er som åndedraget, hvor jeg ånder ind af det, som netop slet ikke er mit eget men som jeg ikke kan leve og være foruden.

En studenterpræst jeg kender fortalte mig om en ung mand, som i livskrise og ensomhed havde bedt om en samtale hos præsten. Og studenterpræsten indledte med ordene: ”Hvad vil du have af mig”? hvortil den studerende svarede: ”Jeg vil bare ikke have det alene mere”. Jeg vil bare ikke have det alene mere – sådan er bøn også at dele og være fælles.

Bønnen er som åndedraget. Det var en stor glæde for mig for ikke så længe siden for første gang i mit liv – da jeg sad som almindelig kirkegænger til en gudstjeneste – at komme til at tænke på, eller rettere: mærke bedeslagene som vejviser for det dybe åndedrag. De tre gange tre bedeslag som indledning til gudstjenesten og som guide for det dybe, rolige åndedrag: På det første slag: ånde ind! På det andet slag: holde på vejret (på din ånde)! På det tredje slag: ånde ud! Og i mellemrummet inden den næste ”serie” af de tre bedeslag: vente! Vente på igen at kunne ånde ind. – Dette mirakel, dette under: at kunne ånde. At få liv og ånde fra øjeblik til øjeblik. Ånde af nåde. Ja, for det er vel ikke sådan, at du går rundt og roser og takker dig selv for dit åndedrag? – Åndedraget er en velsignelse. Som hjerteslaget: ren velsignelse. Og for nu lige at give den hele armen omkring det med kirken og klokkeringningen, så er det faktisk sådan, at de cirka hundrede almindelige klokkeslag, der falder før bedeslagene, ringes (også ifølge Kirkeministeriets senest udsendte ”Vejledning til klokkeringning”) som opfordring til bøn OG med en rytme, der svarer til hvilepulsen! En rigtig god hvilepuls med en 50-60 hjerteslag pr. minut. – NB. Og kimningen – de hurtige klokkeslag op til de store højhelligdage og når vi holder bryllup – ja, de svarer til brudens løb, når hun er for sent på den! Eller gommens nervøsitet! Eller, til glæden, når den tager fuldstændig over, og hjertet bare hamrer løs, så der kimes, nu også i både bryst og barm!

Bønnen er som åndedraget. ”Help me make it through the night”, som vi engang gik og sang det med Kris Kristofferson. Eller sagt helt enkelt med Eric Claptons fine stille, enkle: ”Dear Lord, give me strength to carry on”! Herre, giv mig styrke til at fortsætte – til at blive ved med at være her – trods alt det, der gik galt og som jeg gjorde galt – Herre, giv mig styrke til at blive ved – også til at blive ved med at bede – bede for mine kære – for mit eget liv – for verden. Ja, for alt i verden: bliv ved med at bede! Bønnen er som åndedraget.

Livet er en gave. En morgengave, som vi ved det med Halfdan Rasmusen i ”Noget om helte”. Livet er en gave, og de dage du slet ikke føler det, da står der et OP foran. Så står der OPgave. Men altså stadig, som pointen og det der i grunden gælder: gave! – At ”Alt og Intet er os givet”, som vi synger det med Benny Andersen i sin ”Hyldest til forårssolen”. Intet mindre end Alt er os givet. Og samtidig så er Intet givet. Netop fordi livet og dette øjeblik, og hvert øjeblik vi får, er ingen og aldrig en selvfølge men en gave. En nådegave.  – Hvad skal vi så her i livet? Hvad skal det gøre godt for? Hvad i alverden er meningen? – I en anden og lidt mindre kendt sang af Benny Andersen, ”Mørkets sang” hedder den (den er dog med i Højskolesangbogen, men uden de bedste af ordene) siger han så fint, så kort og godt, det jeg selv ville give som mit bud på meningen med livet, hvis det skulle siges på helt kort form. Ordene lyder: ”mødes og skilles og mødes igen”.

Mødes og skilles og mødes igen – så er det sagt.  Livet, det gode liv, har umådelig meget at gøre med dette at mødes. Mødet med det andet menneske. OG det sker aldrig, uden at der også er noget, der kan (eller skal) skille os. Ulykke, død, svigt og anden afstand. – Jeg har nogle gange mindet konfirmanderne om, at det er noget af det måske allervigtigste og væsentligste i deres liv lige nu og i de kommende ungdomsår: at de adskiller sig mere og mere fra deres forældre. Og forældrene fra dem. Det hører til det almindeligt gode liv, at vi lærer at stå på egne ben og leve adskilte og med måske endda en pæn stor portion afstand mellem hinanden.  Men jo ikke, så at vi ikke og aldrig skulle kunne mødes igen. Det er godt, at vi kan det. Sandelig også når det var det, der var værre, og måske endda en overgang rigtig slemt, der gav os afstanden, og tilgivelsens og forsoningens under så sker hen over svigt og måske mange års vrede og afstand. At vi da kan opleve det under: At mødes igen. Eller mødes to mennesker og blive gift og få et liv sammen. Og blive skilt. Og møde en anden! Mødes og skilles og mødes igen. Der er ikke kun én måde. Der er mange måder. Det vigtigste er, at vi mødes. Mødet med det andet menneske. Som Benny Andersens Svante et sted udbryder det: ”Jeg har livet igennem lært at klare mig selv ved andres hjælp”.

Der er mange måder at leve livet. Og fuldstændigt nemt og ubesværet får vi det ikke. Men det, der gik galt, kan komme til at gå godt igen. Det liv, der gik i stykker kan på underfuld sættes sammen igen. Det sker. Så lad det ske! Let it be! – Ordene ”Mødes og skilles og mødes igen” efterfølges i de følgende verslinjer hos Benny Andersen med ordene: ”Varmt er det hjerte der bløder. / Livet begynder bag smerten min ven. / Lykken må danse på gløder”. – Sådan er livet. Også det vi kalder det almindeligt gode liv, hvilket i forskellig grad kommer til udtryk, når erfarne mennesker fortæller fra deres egen livshistorie. Om ikke andet så siges det mellem linjerne og i alt det usagte.

Den amerikanske forfatter Marilynne Robinson følger med romanen ”Lila” op på den meget roste ”Gilead” og senere romanen ”Hjemme”. Også i ”Lila” er vi i den lille by Gilead i staten Iowa omkring 1950. Hovedpersonen Lila har stort set hele sit liv flakket omkring som hjemløs og vagabonderet sammen med en lille flok ligestillede. Nu er hun, meget kort fortalt, i en alder af omkring 35 blevet bofast i Gilead og gift med den cirka dobbelt så gamle præst i byen, John Ames. Han har i mange år levet alene, siden han som ung mistede sin unge hustru såvel som deres lille nyfødte datter. Nu har han og Lila slået kludene sammen. For John Ames er det en gave så ufattelig stor, at finde sammen med Lila og få hende at følges med. Han kan næsten ikke tro det. Og hun, Lila, har af sine gode grunde meget svært ved at finde troen og tilliden til, at han virkelig vil hende. Hun er hele tiden klar til at drage videre, selv om hun uendeligt gerne vil blive.  – Fra en forårsaften i begyndelsen, hvor de to går en tur sammen, og taler godt med hinanden, lyder ordene: ”Hvis der var én ting, hun ønskede at hun kunne tage med sig fra det alt sammen, så var det den følelse, hun fik, når hun gik ved siden af ham”.  Han sagde: ”Du ved, der er ting, som jeg tror på, ting, som jeg aldrig ville kunne bevise, og jeg tror på dem hele dagen, hver dag. Det forekommer mig, at min hjerne ville standse helt op uden dem. Og her, når jeg har beviser at tage og føle på” – han klappede hende på hånden – ”når jeg spadserer hen ad den her vej, jeg har kendt hele mit liv, hvor hver eneste sten og stub befinder sig dér, hvor de altid har gjort, kan jeg ikke helt tro det. At jeg er her sammen med dig”.

Hvor er det dog underfuldt at mødes og finde og få én at følges med i livet. Det er først og fremmest i det felt, den opstandne møder os. Det lød til kvinderne påskemorgen, da englen talte til dem i den tomme grav, og sagde: ”Han er ikke her. Han er opstanden, som han har sagt, og gået i forvejen for jer til Galilæa, der skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det”. Galilæa var der, de kom fra: Dagligdagen, hverdagen, sammen med de andre – det er der, han er, den opstandne, og møder os i forskellig skikkelse. – ”Hvad er det at møde den opstandne” (DDS 249) som vi synger det i en af påskens salmer?Det er ikke ét og det samme, og heller ikke noget håndgribeligt og på den måde beviseligt, men det er ligeså virkeligt og nært som at gå med en anden i hånden. Det er at have én at følges med til livets ende. I liv og i død. ”Fred være med jer”! som ordene lød, da han igen stod midt iblandt dem – ”med al sin kærligheds rigdom”, som vi siger det i nadverbønnen. Kristus, den opstandne, er her hvor vi er og går ved min side, hvor end jeg går. Vi har med andre ord fået noget (én) at holde os til. Evangeliets ord ikke mindst. De ord der, som vi hører det, er: ”skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, og for at I, når I tror, skal have liv i hans navn” (Joh 20,31) – Glædelig påske!

Hvad er danskhed? diskuteres det for tiden. Hvis nu kristendommen var sådan rigtig dansk i al sin oprindelse, så skulle Helligånden ikke have været symboliseret i en due. Så skulle det have været en lærke. ”Under himlen hænger lærken som et fjernt bevinget frø” (Halfdan Rasmussen i ”Noget om helte”). Netop i disse dage, på kanten til foråret, går vi og lytter til, eller længes efter, lærkesangen og det nye liv.

Se, det er måske også en lille mulig markør for danskhed: at du kender til lærkelængslen? Historikeren og debattøren Henrik Jensen skriver i ”Derfra vores verden går – Et essay om fædrelandskærlighed” (2016) om hvordan vi også er definerede, eller bestemt af vejret og klimaet her hvor vi bor og lever. Henrik Jensen skriver: ”Holger Danske har siddet så længe ved køkkenbordet – en vinter lang! – at skægget er groet fast… Men når foråret så kommer, vågner han af sin dvale, Holger, vrider skægget af bordet, springer op og spænder bælte og går bersærk. Nu kommer den halvdel af året, hvor livet lader sig leve – så er det, han gør noget, manisk: sætter skib i søen, køber hus med for høj bruttoydelse, får et kirurgisk indgreb eller en tatovering, hvæsser sværdet, udskifter garderoben, konen eller bilen, går på afmagringskur, bliver klippet, sidder på fortovscafé i otte graders forårsvarme og jogger underskoven sønder og sammen. – For en stund er det slut med mørket – den kiedsom vinter forgangen er. Det var en olding, der vendte sin savlende, tandløse mund imod den opstigende vårsol, men det er en yngling, der rejser sig og kaster sig ud i livet med de største forventninger”.

Som en dåb til det nye liv. Med ånden over sig og stor glæde over blot det at være i live. Og så lige her! Her, hvor vi er – nær Vær(!) – nærværende og tilstede med Guds velsignelse hængende over os fra øjeblik til øjeblik, alle dage indtil verdens ende. – Og har det så noget med danskhed at gøre? Ja – og – nej. Nej, fordi du selvfølgelig fint kan være dansk uden at være døbt. Uden at være kristen. Dåben sætter os ind i en virkelighed, som rækker ud over alle grænser. Også dem mellem det himmelske og det jordiske. Dåben sætter os som Guds børn på tværs af alle mulige grænser ”indpodet på det træ”, som hedder Kristus. Her hører vi sammen som Guds børn. Som mennesker før noget som helst andet. Det er dåben meget fint med til at understrege: At vi er – først og fremmest – mennesker. OG det er vi så altid under bestemte (lokale) omstændigheder.

I Danmark er jeg født. Og i Danmark er jeg døbt. Det blev jeg, da jeg var helt lille. Hvad min mor og far har tænkt med det, de gjorde dengang, det ved jeg ikke helt præcist. Men jeg ved, at de, som de almindeligt danske forældre de var, knyttede til ved dåben som det sted, hvor de mest højtideligt og med de størst tænkelige ord kunne få udtrykt deres ønske og bøn om alt det bedste her i livet for deres lille nyfødte. – Jeg har været døbt så længe, jeg kan huske. Ja, før jeg kan huske. Ligesom jeg har været dansk alle dage og helt fra før jeg kan huske noget som helst.

Så: Ja – dåb og danskhed kan have noget med hinanden at gøre. Og har det for mange af os her i dette land. Men lad os for alt i verden aldrig forsøge at bruge det mod hinanden som en eksklusionsfaktor. Dåben er i sin grund og i sit væsen, og vil være, den største inklusionsfaktor af dem alle. Her hører vi alle til på lige fod. Her hører vi hjemme i Guds kærlighed – som, efter sigende, engang skal blive alt i alle.

Som en del af Reformationsåret her i Vær og Nebel sogne ved Horsens er jeg i gang med at forberede ”Samtalesalon – Luther samtale i Vær”, hvor vi skal mødes første gang nu her én af dagene, og hvor jeg selv skal bidrage med oplæg til samtale. Jeg er i den forbindelse kommet til at tænke på, hvordan Luther med en særlig tyngde meldte sig i mit liv, dengang først i firserne, da jeg var begyndt at læse teologi i Århus. Jeg havde anskaffet mig Luthers Store Katekismus i en ret stor, flerspaltet og flersproget udgave. Samtidig havde jeg et par år før fået min førstefødte søn, som nu, et par år gammel, gik i en vuggestue ude i Årslev. Vi boede i midtbyen. Den lange vej frem og tilbage blev tilbagelagt i bybus med et enkelt skift (bus, ikke ble) undervejs. Alt i alt tre timers transport om dagen for at kunne komme på Uni og få et par timers undervisning.

Ingen grund til klage. Det var gode tider. På vejen ud havde jeg min lille søn på skødet og Luther i tasken. På vejen hjem, og senere på dagen igen på vejen ud, havde jeg Luthers Store Katekismus opslået mellem hænderne. Eller i overfyldte busser liggende på den ene underarm, mens jeg stående ved den anden arms hjælp hang i en busstroppe. Vuggende, dansende, læsende gennem Århus. Frydefuld læsning alene fordi Luthers eget tyske er så ligetil, for ikke at sige smukt og enkelt. Luthers tanker og smukke tyske vendinger har sat sig i mig. Ikke så jeg husker noget som helst udenad, men så jeg den dag i dag mærker mig bygget op og delvist beskrevet heraf. Skriften har sat sig i mig og mærket mig. Præget mig.

I romanen ”Tegn til kærlighed” (2002) af forfatteren og teologen Jan Kjærstad lyder det gentagne gange på ærkeluthersk vis som et af romanens mantraer: Det er skriften, der frelser. Herunder, som det tilføjes, i særlig grad håndskrift. Og herunder igen i ganske særlig grad den særlige form for håndskrift, vi kalder kærtegn. Det er en skrift, der virkelig vil og kan noget. Kærtegn. Tegn til kærlighed: En skrift, der skaber nyt liv. Sådan er Luthers Store Katekismus og min søns små fingre og runde kinder, bløde lyse hår og barnestemme løbet sammen i erindringen og sidder i mig som sådan set sider af samme sag: Skriften og det levede liv. Vævet og viklet sammen i et sammensurium, som ikke lader sig trævle op og fuldstændigt adskille, så længe jeg lever. Om jeg så i Samtalesalonen og i mit oplæg til Luther samtale i Vær vil kunne have denne erindring med mig, udfoldet og fortalt som en del af oplægget – om den kan bruges til noget, som vi præster så ofte siger det til os selv i jagten efter udfoldelsesinspiration – det ved jeg ikke. Men jeg ved, at jeg HAR den med mig, uudsletteligt indskrevet, vægtig og betydningsfuld. Og hvad med min søn? Kom (også) katekismen til at sætte sig i ham? Og i så fald hvordan? Reformationen fortsætter…

(fra min Februar-blog på Præsteforeningens hjemmeside)