“Bennys bukser brændte. / Børge råbte, åh! / Børge havde nemlig / Bennys bukser på.” (Halfdan Rasmussen)

Benny Andersens jordiske liv brændte ud for få uger siden. Det er blevet bemærket i alle medier alle steder. Ikke at der landet over er blevet råbt åh! af smerte og sorg. Men sørge gør vi ved Benny Andersens død. Vi har godt nok ikke Bennys bukser på, men vi er her i Danmark i større eller mindre grad gennem årtier blevet iklædt Benny Andersens digte som et udtryk for folkesjælen, ja, som en del af vores folkesjæl.

Jeg har i alle mine snart 30 år som sognepræst og formidler i feltet kristendom og menneskeliv øst på livet løs af Benny Andersens forfatterskab. Danmarks femte evangelist er han blevet kaldt. I Biblen i Det Ny Testamente har vi Matthæus, Markus, Lukas og Johannes. Og så har vi Benny.

Det var bestemt ikke noget, han selv i sine sidebemærkninger om sit eget forhold til kirke og kristendom lagde op til at skulle være. Her forholdt Benny Andersen sig livet igennem klart distanceret og betragtede ikke sig selv i nogen form som bekendende kristen. Det skal han heller ikke nu i døden gøres til. Ikke desto mindre så er han som livsmodets såvel som den kærlige revsers digter med sine digte blevet brugt utallige gange som afsæt for forkyndelse af evangeliet. Det måtte og det må(!) han finde sig i. Benny Andersen har udgivet sine digte. Givet dem ud. Nu tager vi dem til os på hver vores præmisser. Og det bliver vi ved med i mange, mange år frem i tiden. Benny Andersen er død. Men ikke hans stemme. Hans digte lever og liver os op. Tak, Benny!

Selv vil jeg specielt fremhæve digtsamlingen ”Denne kommen og gåen” fra 1993, hvor Benny Andersen i digtet ”Mit hjertes indvandrer” indleder med ordene: ”Jeg mødte dig som en fremmed / men fandt ud af at du kendte mig / bedre end jeg selv.” Og fortsætter i de følgende digte med en række, også nu i dag højst aktuelle betragtninger som: ” I begyndelsen var isen / derpå kom alle vi indvandrere…” Og i det følgende digt om ”Mit liv som indvandrer” med indledningsordene: ”Det var en mørk og kold novembermorgen / jeg kom til denne verden / lille frysende indvandrer i Norden / fordrevet fra mit tropiske hjemsted / med en middeltemperatur på / næsten 38 grader i skyggen / hvor jeg trygt kunne bade dag og nat / i mit lille lune to liters ocean”. – Og så i øvrigt fulgt af digtet ”Noget at leve op til” med ord som: ”Jeg tæller ikke ligefrem mine døde / noterer mig bare at tallet stiger støt / men hvad er døde tal / mod sprældøde venner.” Nej, netop. Og nu er Benny Andersen selv en af vores fælles ”sprældøde venner”.

Selv er jeg allermest taknemmelig for de mange stærke livspointer, vil jeg kalde dem, som Benny Andersen har givet med ofte få ord og enkle udtryk. Livspointer (nærevangeliske) som ”hjemme er der, hvor du er”. Eller som når Svante siger, at han livet igennem ”har lært at klare sig selv ved andres hjælp”. Eller, og det skal være slutordene her, stærke, stærke ord som i ”Mørkets sang”, hvor det i et af versene (som desværre i mange udgaver, blandt andet Højskolesangbogens nr. 133, er faldet ud) lyder:

”Mødes og skilles og mødes igen, / varmt er det hjerte, der bløder. / Livet begynder bag smerten min ven, / lykken må danse på gløder.”

Fornylig var jeg sammen med mine tre sønner på besøg på plejehjemmet hos min far, som har alzheimers. Der er ikke meget godt at sige om alzheimers sygdom, for ikke at sige slet ingenting. En ondartet demenssygdom, som ændrer det kendte land. En sygdom, som mere og mere isolerer den sygdomsramte i et ukendt land langt borte.

Men det var nu godt at sidde sammen den sommereftermiddag, endnu engang, og trods sygdommen og min fars ændrede betingelser, mærke samhørigheden. Opleve at han tog godt imod os, og – som en selvfølge – hånd i hånd sammen med min mor fulgte os ud til bilen, og – som de altid har gjort det, de to – stod og vinkede, da vi kørte bort derfra.

Jeg er i den forbindelse kommet til at tænke på, hvordan tidligere biskop og meget andet, Jan Lindhardt, blev ramt af alzheimers sygdom umiddelbart efter sin fratrædelse som biskop. En af Lindhardts døtre (Eva Mila Lindhardt), beskrev sin fars historie ud fra sine besøg hos ham på plejehjemmet, blandt andet med følgende ord: ”Min far gav mig et billede på, hvordan han indimellem tænker om sin sygdom: ”Du ved, man kan godt nogle gange stå af toget i en egn, som man aldrig har været i før, og så er der alligevel nogle træk, som man kan genkende. Måske vokser der noget på markerne, som man kender, eller banegården ligner en banegård, man har set før. Man vil gerne have, at nogen står sammen med en på perronen og tålmodigt lytter til ens beskrivelse af egnen, fordi den måske derved kan komme til at føles mere kendt”.

Datteren mærkede sin fars behov for, at hun og den nærmeste familie tog med ham til den ukendte egn, som hans alzheimer var, for at hjælpe ham med at ”erobre” den verden eller i det mindste give den et skær af genkendelighed. At følge et elsket menneske ind i det ukendte land, så der måske kan blive en smule genkendelighed tilbage – så meningsfyldt kan det også være at slå følge med et andet menneske! Hvem er du? Hvem er jeg?

En anden af Jan Lindhardts døtre (Anne Lindhardt) udtalte ud fra sin fars situation med alzheimer og på det tidspunkt bosiddende på et plejehjem i Odense: ”Vi mennesker er mange ting og behøver ikke at have influenza i mere end to uger, før vi begynder at tvivle på, hvem vi er. Når du har levet et langt liv, ved du også, at der er mange varianter af dig selv. Alzheimer tilføjer en ny variant af dig selv. Det er afgjort ikke sjovt, men det er en ny farve på paletten, og det er vigtigt at holde fast ved det, at du stadig er dig. Og kærligheden er i hvert fald ikke blevet mindre”, sagde datteren om den sidste del af sin fars liv og følgeskabet med ham her: ”Kærligheden er i hvert fald ikke blevet mindre”.

Der er – tørt bemærket, af gode grunde – afbrændings- og bålforbud i Danmark i disse uger. Ildløs, som det hed i gamle dage, er, og specielt da i tørketider, en farlig og livstruende sag. Det oplevede de i det centrale Portugal et par hundrede kilometer fra Lissabon sidste sommer. Midsommeren 17 udbrød en kæmpe skovbrand i området her – 62 menneskeliv gik tabt. Men havde det ikke været for kvinden Maria do Céu Silva, så havde dødstallet været noget højere. Som der stod i overskriften til artiklen, jeg læste: ”12 personer overlevede ved at gemme sig i en vandtank”. Blandt de reddede var Maria Silva´ handicappede mor og 81-årige far og flere andre ældre og børn samt hende selv og hendes mand. Det var blevet for sent at flygte og umuligt at komme væk fra branden, som nu nærmede sig alle steder fra. Så var det Maria do Céu Silva fandt på, at få sin handicappede mor og gamle far og de andre og sig selv med, op i den store vandtank og ned i dén – med, jo altså, en hel del vand i. Som hun selv udtalte det til avisen bagefter: ”Havde det ikke været for tanken, ville vi alle være døde”.

Havde det ikke været for tánken, ville vi alle være døde! Eller, med en lille trykændring: Havde det ikke været for tanken, ville vi alle være døde! Havde det ikke været for tanken…! Hvilken tanke da? Ja, i grunden den kristne tanke og grundfortælling om bevægelsen fra død til liv, fra mørke til lys, fra sorg og desillusion til glæde og livsmod. ”Havde det ikke været for tanken, ville vi alle være døde”. Havde det ikke været for alle store, gode ord skænket os på en ganske særlig måde gennem kristendommen var vi så godt som døde.

Her kommer jeg så apropos det med trykket og trykændringen til at tænke på en lille bog, som Niels Hausgaard og (Den Gyldne Løve) Jens Memphis talte om at udgive, for en del år siden. Det skulle være en madopskriftsbog udsprunget af deres lyst til noget natmad, når de hver for sig kørte hjem sent om natten efter en koncert og kun havde tankstationskiosker som mulige indkøbssteder –  bogen skulle hedde: ”Det bliver ved tanken”! NB. Én af de retter de udtænkte var, kan jeg huske: Radiatoropvarmet dåsemakrel med vingummibamser strøet udover!

Det bliver ved tánken. Det bliver ved tanken. Det gør det ikke, nødvendigvis. Og slet ikke, når sindet åbner sig for oplivende ord og tanker. Ord der, når du altså selv skænker dem en tanke, kan gå i kødet på dig og blive til levet liv. Det er det, det hele handler om. Det er det, der meget gerne må ske – også en søndag til gudstjeneste i en eller anden kirke i sommerlandet: At Ordet og ordene båret af Ånden må gå i kødet på os og blive til levet liv derude. Det er meningen. Og det er i virkeligheden livsnødvendigt: ”Havde det ikke været for tanken, ville vi alle være døde”. Havde det ikke været for sangene og alle de skønne oplivende ord… – Af Ord er du kommet, til Ord skal du blive, af Ordet skal du igen opstå – for nu at stramme den lidt op! Det handler, allerede nu, om opstandelse. Det handler ikke alene om at undgå at dø (selv om det sandelig er en god idé). Det handler ikke kun om at være her så længe som muligt. Det handler ikke bare om at overleve. Med det dyrebare liv i sigte – altså ikke ”bare liv” men det dyrebare liv, handler det altid om opstandelse. Om tilstedeværelse og nærvær nu i dette øjeblik. Sagt med Benny Andersen i digtet ”Til” (fra digtsamlingen ”Kram” (2009) på kanten til de 80): ”På mine gamle dage / bliver jeg mere og mere opsat på at være til / bare være til stede / til gavn og glæde / helst uden at være til besvær / til grin / til fals / til overs / nej, bare føle mig vel til mode / ved tanken om alt det jeg har til gode / af liv og levned / af leg og lyst / Jeg er især til kvinder / men koncentrerer mig kun om hende / som nu på mine gamle dage / gør mig mere og mere opsat på at være til / bare til / til / og atter til!”

”Solfyldte dage med liv og lyst / sommeren sejrer fra kyst til kyst! // Midsommerbålene tændes her / livsilden blusser nu ganske nær”! (”Sollys og glitrende hav”, Michael Nielsen, 2017). Ved midsommertide tænder vi bål. Vi elsker vort land. Vi elsker vort liv – forhåbentlig da. Bålet vi tænder er et glædesblus, fordi nu står alting på sit højeste. Men det er også et lys vi tænder, og som vi har brug for, fordi nu går det jo rent faktisk den anden vej. Vi går mod mørkere tider.

Åh ja. Vel har året toppet ved Sankt Hans. Vel går vi mod mørkere tider. Men sortsynet har i grunden ikke og aldrig ret. Det har lyssynet og livsglæden. – Tingene skal ikke idylliseres. Ingen har brug for billig, letkøbt trøst. Så hellere en barsk humor a la Johnny Madsens: ””Husk – når du ser lys for enden af tunnelen, så kan det altså godt være et modkørende tog.” – Tingene skal ikke idylliseres. Det gør Anders på 5 år sandelig heller ikke, når han siger – i forbindelse med nogle tanker han har gjort sig om alderdom og om hvad en præst laver: ”Det er præsten, der bestemmer, når man skal graves ned. Han sender nogle på plejehjem, og så graver han dem ned, som bliver til overs.” – Tingene skal ikke idylliseres, men heller ikke det modsatte. Alting skal ikke problematiseres. Der er noget at tro på. Der er nok at tro på. Der er nok at se til, og der er noget at se hen til. Inklusive Gud, engle, himmel og håb. Som vi (med glæde) synger det: ”Livet det er livet værd, på trods af tvivl og stort besvær, på trods af det, der smerter…”

Det handler om vinkling og det handler om åbenhed. Det er med menneskesind ligesom med faldskærme – de virker kun, når de er åbne og kan åbne sig. Åbenhed for forvandling. At fremtiden rummer mulighed, selv når alle mulige andre måske synes, at nu er det da gevaldigt snævret ind. Selv når nogle i stedet for ville fokusere, for ikke at sige: stirre sig blinde på, at nu går det mod mørkere tider. ”Hver by har sin heks og hvert sogn sine trolde,” – det er i denne her forbindelse sortseerne, dem der vil bilde os ind, at det går ad helvede til – men tro dem ikke! Nej: ”dem vil vi fra livet med glædesblus holde,” ”vi vil fred (og vi vil livsmod) her til lands, / sankte Hans, sankte Hans! / Den kan vindes, hvor hjerterne aldrig bli´r / tvivlende kolde!”

Det er dejligt at forestille sig glæden hos Guds engle i himlen, som Jesus taler om det i evangeliet. Det er dejligt selv at mærke glæden. Og det er også dejligt at se og mærke glæden ramme et andet menneske, som måske endda i den grad trænger til det, fordi dagen og livet var blevet træls af modgang. – Jeg minder lige om, at det gode jyske ord ”træls” betyder noget med ”som en træl at være bundet til kår, man ikke bryder sig om”.

I bogen ”Tøsne og forsytia” med undertitlen ”Noget om livet med Alzheimers” fortæller Thomas Bredsdorff om livet sammen med sin Alzheimers-ramte hustru Lene. Erindringen om lysende, duftende forsytiaer det forår og den sommer, de mødtes de to for længe siden. Og om tøsneen som et billede på, hvad Alzheimers gør ved hjernen. Thomas Bredsdorff skriver: ”Jeg tror hjernen er som en bunke frisk frostsne, uhørt komplicerede mønstre med alle krystaller intakte. – Og så en skønne dag, begynder det at tø. Det fine netværk af strålende krystaller bliver til det svenskerne kalder snömos, strukturløse klatter. Sådan forestiller jeg mig Alzheimers sygdom. Som et tøvejr der breder sig langsomt, men ubønhørligt og forvandler det uendelig fine netværk af krystaller til strukturløse plamager”. (s. 181) – Er der noget, Alzheimers i den grad handler om, så er det at blive væk. Blive væk ved helt konkret at fare vild. Blive væk fra store dele af det, der engang var dig selv. Blive væk fra sit hjem og fra sit liv, som det var engang. – Johannes Møllehave skrev om det i et mindedigt (til vennen biskop Jan Lindhardt, der døde dement) med ord som: ”fortiden forsvinder / og fremtiden er forbi. / Og tid bliver til utid, / for der er heller ingen nutid. / Nærvær bli´r fravær, / som slukker livets glød, / når døden kommer, / er man allerede død”. (s. 14) Og alligevel så sker det, at der opstår sprækker eller adgange til endnu intakte dele af den dementes person og personlighed. For Lene Bredsdorff er det, langt ind i sygdommen, noget med gennem musikken og klaveret at finde dele af sit gamle selv: ”Lenes sprogcenter er smeltet. I musikcentret er det stadig klingrende frost”.

Min egen far er blevet ramt af Alzheimers og bor på plejehjem. Meget er blevet væk for ham – og af ham(!) – og bliver væk for ham. Men sangene og salmerne, de er der endnu. Og melodierne er endnu til at finde. – Da jeg for et års tid siden siden fortalte min far, og min mor, at jeg skulle på en motorcykeltur til Norge og blandt andet omkring Vossevangen, begyndte min far spontant at synge: ”På Vossevangen der vil jeg bo” – det var ikke alle ordene, der med det samme lod sig finde. Men med min mors hjælp lykkedes det stort set, at få sunget hele det første vers om Vossevangen, hvor: ”der vokser kløver over høje, / der går hver ungkarl med blanke sko / og med en sølverknappet trøje. / Der danser piger med bånd i hår, / de lange fletninger til jorden når. / Ja, tro du mig, / jeg siger dig, / der er det fagert at leve”! Fagert og glædeligt var det sandelig også, for en lille stund, at se en del af min fars gamle jeg leve op og vende tilbage. Det vil slet ikke undre mig, om det også gav glæde i himlen hos Guds engle!

Den amerikanske forfatter Marilynne Robinson har med romanen ”Lila” (2015), fulgt op på den meget roste ”Gilead” og senere romanen ”Hjemme”. Også her i ”Lila” er vi i den lille by Gilead i staten Iowa omkring 1950. Hovedpersonen Lila har stort set hele sit liv flakket omkring som hjemløs og vagabonderet sammen med en lille flok ligestillede. Nu er hun, meget kort fortalt, i en alder af omkring 35 blevet bofast i Gilead og gift med den cirka dobbelt så gamle præst i byen, John Ames. Han har i mange år levet alene siden han som ung mistede sin unge hustru såvel som deres lille nyfødte datter. Nu har han og Lila slået kludene sammen. For ham er det en gave så ufattelig stor, at finde sammen med Lila og få hende at følges med. Han kan næsten ikke tro det. Hun, Lila, har af sine gode grunde meget svært ved at finde troen og tilliden til, at han virkelig vil hende. Hun er hele tiden klar til at drage videre, selv om hun uendeligt gerne vil blive.

Fra en forårsaften i begyndelsen, hvor de to går en tur sammen, og taler godt med hinanden, skal vi have en lille bid – her hvor ordene lyder: ”Hvis der var én ting, hun ønskede at hun kunne tage med sig fra det alt sammen, så var det den følelse, hun fik, når hun gik ved siden af ham”.  Han sagde: ”Du ved, der er ting, som jeg tror på, ting, som jeg aldrig ville kunne bevise, og jeg tror på dem hele dagen, hver dag. Det forekommer mig, at min hjerne ville standse helt op uden dem. Og her, når jeg har beviser at tage og føle på” – han klappede hende på hånden – ”når jeg spadserer hen ad den her vej, jeg har kendt hele mit liv, hvor hver eneste sten og stub befinder sig dér, hvor de altid har gjort, kan jeg ikke helt tro det. At jeg er her sammen med dig”.

Hvor er det dog underfuldt at mødes og finde og få én at følges med i livet. Det er først og fremmest i det felt, den opstandne møder os. Det lød til kvinderne påskemorgen, da englen talte til dem i den tomme grav, og sagde: ”Han er ikke her. Han er opstanden, som han har sagt, og gået i forvejen for jer til Galilæa, der skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det.” Galilæa var der, de kom fra: Dagligdagen, hverdagen, sammen med de andre – det er der, han er, den opstandne, og møder os i forskellig skikkelse.

”Hvad er det at møde den opstandne?”, som vi synger det i en stor og stærk og ret ny salme i salmebogen (DS 249). Hvad er det at møde den opstandne? Det er ikke ét og det samme, og heller ikke noget håndgribeligt og på den måde beviseligt. Men det er ligeså virkeligt og nært som at gå med en anden i hånden. Det er at have én at følges med til livets ende. Ja, i liv og i død. – ”Fred være med jer!” som ordene lød, da han igen stod midt iblandt dem – ”med al sin kærligheds rigdom”, som vi siger det i nadverbønnen. Kristus, den opstandne, er her hvor vi er og går ved min side, hvor så end jeg går. Vi har fået noget at holde os til. Evangeliets ord ikke mindst. Glædelig påske!

Jeg sidder og forbereder endnu en studiekredsbog a la ”Lad os tale om det” (2015) og ”Sådan set” (2017). Denne gang lander titlen nok på et enkelt ord, nemlig: Låneord.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg selv gennem læsning af den norske forfatter Jan Kjærstads romaner fra og med den store trilogi, ”Forføreren” (1993), ”Erobreren” (1996) og ”Opdageren” (1999) om mennesket Jonas Wergeland, oplever at have fået et andet liv. I det mindste modtaget identitetsudvidelser. Nye syn og tanker om det at være menneske. Om det at være mig i min livshistorie. Jeg har gennem årene virkelig lånt masser af ord og vinklinger fra dette i ordets bedste og bredeste forstand, fantastiske forfatterskab.  – Det går som en rød tråd gennem fortælletæppet og vævningen, hele forfatterskabet, hos Kjærstad, at menneskelig identitet ikke er noget statisk. Menneske er ikke bare noget man er, men noget man er på vej til at blive. Et menneskes personlige livshistorie er under konstant tilblivelse. Under redigering og aldrig færdigfortalt. Et menneske er ikke én men flere, eller: mange. Menneskelig identitet handler om mangfoldighed. Det fastlåste og uforanderlige er det farlige. Det frugtbare og livgivende er forvandling og forvandlingens mulighed. At jeg kan blive genfortalt. Nyfortalt. At der findes, ikke bare tegn på kærlighed men tegn til kærlighed, som Jan Kjærstad understreger det med romanen af samme navn. Tegn, som udvirker og skaber kærlighed og liv, som det sker, når bogstavtegn transformeres til kærtegn, den smukkeste skrift af dem alle.

En del af dette og meget andet fik jeg her sidst i februar ved en middag i Oslo sammen med min hustru og Jan Kjærstad (sammenkomsten var en fødselsdagsgave til mig gavmildt arrangeret af min hustru) lejlighed til at lufte overfor ordmesteren selv. Jan Kjærstads (venligt smilende) indledningsreplik til påstanden om, at mit liv er blevet forandret gennem læsning af Jonas W.-trilogien var: ”Det tror jeg ikke på”.

Nej, men det gør jeg, fortsat, selv. Og det er læseren, der bestemmer. Eller rettere: Forfatteren har udgivet sin roman, sin fortælling. Givet den ud og givet den fra sig. Nu tager jeg, læseren, den til mig. Låner ord og motiver til mulig belysning og sågar mulig udvidelse af mit eget liv. Min egen eksistens. Og det alt sammen, selvfølgelig, for det levede livs skyld. Herunder at kunne mødes til en middag en aften i Oslo sidst i februar og dele både mad og vin og låne øre til hinandens ord og tanker.

Ånd over bogstav. Det er Ånden, det kommer an på. Ånden der gør levende. Gør os levende. Giver os kraft og grundlag for de varmest tænkelige forestillinger om det at være menneske. Åbner vores ører, løser vores tunger. Giver os ord, sprog og virkelighed, så vi kan komme til verden hver ny dag.

Det er jo bare sprog! lyder igen indvendingen. Nej, det er jo ikke ”bare”. Det er det element, vi har at være i og komme til verden i. Sproget og vores sprogligt funderede bevidsthed er vores begrænsning OG vores mulighed. Begrænsning fordi sproget har sine begrænsninger med hensyn til nuancering og (ord)forråd, ligesom bevidstheden kun kan opfatte, kapere og bearbejde en brøkdel af sanseindtrykkene. Mulighed fordi vi her og kun her kan indoptage og bygge bro til verden i al dens andethed. Hente, så at sige, verden ind.

Skal vi komme til verden som mennesker, må sproget komme til os, og verden og virkeligheden herigennem komme til orde. Som det på en uhyre enkel og ligetil og tillige meget gribende måde udfoldes i filmen Maries historie (2014), om Marie Heurtin. Hun, der som døv- og blindfødt nu stor 13-14 årig pige i slutningen af 1800-tallet bliver anbragt hos nonnerne på klostret i franske Larney, hvor man lærer døve piger tegnsprog. Da Marie ankommer er hun dyrisk vild, præget af angst og aggression. Som ved et under lærer hun tegnsprog af den stærkt udholdende nonne, Marguerite. Nogle år efter ankommer en ny lille døv- og blindfødt pige til nonneklostret, som Marie selv i sin tid kom hertil, uden sprog og uden adgang til nogen som helst sproglig forståelse men lukket inde i en verden af sprogløs sansning. Hvad gør hun den lille nye? spørger Marie retorisk med sit forholdsvis nyvundne tegnsprog. Og Marie selv svarer: ”Hun venter. Hun venter på ordet”.

Ord og tanker – bevidsthed, sprog og fortælling – samtale og kommunikation – det er ikke ”bare”, det er selve den underfulde del af virkeligheden og den menneskelige tilværelse, hvorfra alt der har med såvel det menneskelige som det guddommelige udspringer og udfolder sig. Ord, sprog og fortælling fortjener langt større opmærksomhed og respekt for ikke at sige ærbødighed. Eller, endnu bedre, lovprisning. Alt andet end en reduktionistisk tilgang og manglende sans for sproget som det grundelement vi mennesker a la luft, vand, ild og jord behøver som livsbetingelse. Betingelse og forudsætning for menneskeliv. For alt sjæleligt og åndeligt og uden hvilket vi slet ikke var eller blev mennesker.

(Uddrag fra mit bidrag til bogen ”SLØK. Perspektivforskydninger” (2016) under overskriften ”Monstro”)

I anledning af min 60 års fødselsdag den 14. december 2017 har jeg på eget forlag (via BoD – pris: 60,- ved køb direkte) udgivet bogen MENNESKE FØRST – Møder med mennesker i Vær og Nebel sogne ved Horsens – Kirkebladsportrætter, ”Sogn og kirke”, 1994-2017.Her følger endnu en bid af bogens indledende forord (s. 4-15) om mødet med mennesker gennem mine små 30 år som præst:

Historien begynder med mennesket

I litteraturprogrammet ”Bestseller” på DR-2 med Isabella Miehe-Renard tilbage i tiden (ca. 2004) var der af og til et lille kig ind i de ”Døde poeters Klub” – små filmklip fra samtaler og interviews med nu afdøde forfattere. En aften var det forfatteren Poul Ørum, stående et eller andet sted på Nordstranden på Fanø, der med sit stærke, furede og vejrbidte ansigt og sin let drævende stemme forsøgte at svare på et spørgsmål om ”meningen med livet”. – ”Ja, nu er det jo ganske vist et noget dyrt spørgsmål, det der med meningen med livet. Men hvis jeg” sagde Poul Ørum ”skulle give mit bud, så må det vel være noget med at møde et andet menneske”.  – Mødet med det andet menneske. Det kan lyde af så lidt, og dog så tror jeg Poul Ørum rammer plet. Det er her i mødet med det andet menneske, alt muligt, også alt muligt godt, i det menneskelige begynder.

”Historien om Danmark” hedder DR´ seneste bud på vores fælles historie. Med skuespilleren Lars Mikkelsen som fortæller om historien her hvor vi lever og bor, lige fra langt tilbage i stenalderen til i dag. Engang var det Palle Lauring, der fortalte Danmarkshistorie i fjernsynet. Hvad var det, der skete her og der og dengang i den og den situation. Og hvordan mon det gik dem – menneskene? Og af til lød det meget troværdigt fra Palle Lauring: ”Vi ved det ikke”! Men noget véd vi. Og meget kan fortælles. Det kunne Palle Lauring sandelig også. Sidenhen (1982) kom så i DR ”Danmarkshistorien fortalt af Erik Kjersgaard” indledt med overvejelser om, hvor og hvornår Danmarkshistorien begynder. Geologerne kan, som Erik Kjersgaard sagde det: ”berette om en uendelig lang fortid af skiftende istider og mellemistider. Om hundredtusinder af år. Men det er geologi, ikke historie. Historien begynder nemlig med mennesket”. – Nemlig: Historien begynder med mennesket. Det gør den store historie. Og det gør den lille historie. Din og min livshistorie. Dagen begynder med, at solen står op. Historien begynder med mennesket.

I anledning af min 60 års fødselsdag den 14. december har jeg på eget forlag (via BoD) udgivet bogen MENNESKE FØRST (Møder med mennesker i Vær og Nebel sogne ved Horsens – Kirkebladsportrætter, ”Sogn og kirke”, 1994-2017). Bogen sælges for 60,- ved henvendelse (e-mail) til mig. Her følger de første 3 sider af bogens indledende forord (s. 4-15) om mødet med mennesker gennem mine små 30 år som præst:

Jeg har været sognepræst i Vær og Nebel sogne siden advent 1988. Horsens havde jeg dengang i mit hidtidige liv været inde i to gange og kørt forbi en hel del flere gange. Vær og Nebel sogne vidste jeg intet som helst om, udover det jeg havde læst mig til i stillingsopslaget og nu i sensommeren 1988 på besøg i sognene ved selvsyn så: Nebel sogn med store marker og den gamle kirketomt så smukt beliggende nord for Nørrestrand. Vær sogn med skov og forstadsbebyggelse ned mod fjorden, kirken og præstegården ensomt beliggende ovenfor søen og et område længere oppe i højderne, der ligefrem hed Bjergene! Jeg har aldrig nogensinde fortrudt, at det var her i Vær og Nebel sogne jeg søgte og fik embede. Jeg er vokset op i de flade sydvestjyske egne omkring Ribe og Esbjerg, og troede op gennem studieårene i Århus, at det nok var her til det vestjyske, jeg engang ville vende tilbage og finde mit arbejdsliv. Sådan blev det ikke. Det blev herovre på den anden side i de østjyske bakker nord for Horsens fjord. Et landskab med læ og lune, og fede jorder. Tæt befolket og med en tiltrækningskraft i disse år på mange andre end en præsteuddannet bondesøn fra Jernvedlund.

Et er landskabet og klimaet, noget andet og mindst ligeså væsentligt er menneskene, du møder. Mødet med mennesker, som begyndte helt tilbage til dengang, vi hver især kom til verden. Og blev modtaget af en jordemor. Måske en læge og sygeplejerske med. Eller alene en far og en mor. Eller en mor helt alene. Ét andet menneske var der i det mindste. I mit virke som sognepræst i Vær og Nebel sogne er det mere end noget andet det, der har haft betydning fra den allerførste dag: Mødet med mennesker. Helt konkrete mennesker og personer med navne, ansigt og stemme. Landskabet. Egnen. Landet og klimaet. Og vigtigst af alt: menneskene du møder. Mødet med mennesker hører for mig at se til som det både allerførste og største og væsentligste her i livet. Fra barndommens land og hele vejen op gennem historien: At have nogle at mødes med og ses med og dele liv med. Måske blot en aftenstund. Eller en søndag formiddag i kirken.

Skovtrolden og Himmelhunden

En sommerlørdag aften for mange år siden fik vi besøg i præstegården af en mand med en hund og en tungtlastet barnevogn. Manden hed Per, men blev mest kaldt Skovtrolden, forstod vi. Vi sad og snakkede i spisestuen en halvanden times tid, og hvis bare Per fik en bajer sådan knapt hver halve time, så gik det fint. På et tidspunkt gik det op for ham, at det var en præstegård, og at jeg var præsten. Og Per bebudede, at så ville han komme i kirke dagen efter. Vi spurgte, om han ville have en seng til natten, men han ville helst sove i det fri. Jeg regnede ikke med at få Skovtrolden at se nogensinde mere. Men næste dag, søndag formiddag, da jeg kom til Serridslev kirke, stod der en ret genkendelig barnevogn udenfor kirken. Inde i kirken var der dog ingen Per. Men kort før gudstjenesten skulle gå i gang blev der skramlet ret kraftigt nede ved døren og ind trådte Skovtrolden med sin hund. De satte sig ind på en af de nederste bænke. Under klokkeringningen gik jeg ned og satte mig ind ved siden af Per, og hviskede til ham, at aftenen før, mens vi sad i præstegården, havde hunden jo ligget ligeså fint udenfor ved barnevognen – om ikke også den kunne det nu under gudstjenesten? ”Ved du hvad, præst”, sagde Per, ”det her, det er Guds hus. Og i Guds hus er der også plads til min hund! Og den ligger jo helt stille”. Ja, det måtte jeg give ham ret i bøje mig for. Både det ene og det andet. Under første del af gudstjenesten lød der et par gange nede fra Pers bænk en lyd, der umiskendeligt mindede om lyden, som når man fjerner kapslen fra en ølflaske. Prædiketeksten og prædikenen den søndag havde et emne og en tematik, som faktisk havde rigtig godt af, at Skovtrolden med sin hund og sin skæve anderledeshed var tilstede i gudstjenesten. Og jeg tænkte: hvis han går til alters, så skal han få et bæger portvin fyldt til randen (hunden havde jeg ikke lige i tankerne i den forbindelse). Men da jeg efter salmen efter prædikenen vendte rundt fra alteret for at sige indstiftelsesordene, var hverken Per eller hunden tilstede. Kirketjeneren fortalte, at de var gået ud under salmen. Det vil sige, Per havde båret hunden, som var faldet i søvn under prædikenen, i begge sine arme ud derfra. Jeg har ikke set dem siden. Og jeg vil tro, at de begge er i himlen nu – Skovtrolden og Himmelhunden!