Året er ved at blive gammelt. Og at blive gammel er ikke godt. Vi lever i en alderdomsforskrækket kultur. Selvfølgelig først og fremmest fordi det at blive ældre rykker os nærmere vor egen død. Og dødeligheden er jo, som bekendt, stadigvæk på næsten 100% – selv om vi ofte forsøger at lade som om, at den rammer nok ikke mig, når bare jeg lever sundt nok!
For det andet – og det hænger vel også sammen med det med ”dødens problem” – så lever vi i en enormt ungdomsfikseret kultur. Ungdom er i alle henseender det optimale. Både hvad angår skønhed, udseende – og betydning, nytteværdi – samfundsværdi.
Ordkunstneren – sangeren og spillemanden Allan Olsen – siger: ”Vi lever i en så ungdomsfikseret, perverteret kultur, at det er en fornærmelse at give livstegn fra sig, når man er fyldt 25”.
”Jeg bærer med smil min byrde – jeg drager med sang mit læs…”, sang Jeppe Aakjær for snart 100 år siden. Nej, vi gør ej! – må vi sige nu i dag – og da slet ikke når det kommer til alderdommens byrde og tunge læs. Alderdom er virkelig dom – den værste af alle. Og ikke bare det – alderdommen er for os en fornærmelse!
Bitterheden – offermentaliteten – truer. Følelsen af at blive krænket – alene fordi tiden går og huden bliver slappere.
Forfatteren Fay Weldon fortæller i et interview om sin roman ”Rhode Island Blues”, at den meget handler om denne overdrevne offermentalitet og de mere eller mindre febrilske forsøg vi samtidig gør for at sminke og skjule modgangen som et vilkår her i tilværelsen.
I romanen ”Rhode Island Blues” er vi med på et mondænt, amerikansk plejehjem ”Guldskålen”, hvor hovedpersonen, den 83-årige, men stadigvæk meget åndsfriske, Felicity flytter ind. Der er her et ætsende portræt af plejehjemmets tilsyneladende menneskekærlige, men i virkeligheden kyniske forstanderinde, der kører hjemmet som hård buisness. De gamle som viser det mindste tegn på senilitet eller spilder ned ad sig, når de spiser, bliver lige så stille flyttet over i en lukket fløj for sig. På den måde får pårørende til kommende beboere det indtryk, at der kun bor friske, glade (ungdommelige!) mennesker i ”Guldskålen”.
Nej – ked-af-det-heden – sorgen – hører sandelig med, når noget er ved at være forbi. Når året bliver gammelt. Når kroppen knager og livet så småt begynder at ebbe ud. Når det for alvor er blevet tid til at miste i ens eget liv. Selvfølgelig hører der sorg til den situation. Men ikke offermentalitet! Ikke – nødvendigvis – bitterhed!
”Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile” siger Jesus. ”Tag mit åg på jer, og lær af mig…. For mit åg er godt, og min byrde er let.” Der er en sagtmodighed og en ydmyghed overfor livets givne vilkår på spil hos Jesus – og vævet tæt sammen hermed, en frimodighed, som smitter. Og som er den ”hvile” og fred i sindet, han skænker os.
Det er i modtageligheden af livet fra Gud – i troen og tilliden til Guds nåde – også når der lægges tunge byrder på vore skuldre – det er i denne ydmyghed og modtagelighed livet kan blive godt og byrden til at bære. Selv når enden nærmer sig.