Forleden dag gik fruen amok derhjemme. Forårsrengøringen står for døren, sagde hun. Ud med det, det gamle skidt! Og alle tingene blev båret ud, og også manden blev inddraget i processen, og den efterfølgende voldsomt omfattende rengøring. – Forårsrengøringen er en gammel tradition. I Jeppe Aakjærs erindringsbog ”Fra min bitte tid” fortæller han om dengang for 150 år siden i 1870´erne på den lille gård i Fly, hvor alle vinduer og døre blev slået op ved forårsrengøringen og der kom nyt sand på de lerstampede gulve – hvilket alt sammen i sig selv var en prøvelse for gammelfar, som mente at det temmelig sikkert var sundhedsfarligt med al den renlighed. Men endnu værre var det for bedstefaren, da der blev lagt bræddegulv i stuehuset, for hvor skulle han nu spytte! Ikke længere frit og frejdigt i hvert fald, men nu i spytbakken alene.

Når Jesus fortæller sin berømte lignelse (Lukas 11,24-26) om uddrivelsen af den urene ånd og sindets fejede og prydede hus, hvor syv andre ånder værre end den første flytter ind, så ”det sidste bliver værre for det menneske end det første”, så er det ikke selve ”rengøringen” den er gal med. Men så er det, at der ikke bliver fyldt op igen. At rummet bliver stående tomt. Det kan et menneskesind ikke. Det kan et menneske ikke tåle. Så bliver det sidste værre end det første. For når der er tomt, og føles tomt, så fyldes der op med skidt og – ja, grimme sager. Sådan har vi, tror jeg – lidt a la gammelfar i Fly og hans holdning – fået ryddet for meget ud og ladet forårsrengøringen gå alt for meget amok. Ud med det gamle skidt. Og der røg så også vidt og bredt i kulturen tanken om mennesket som en synder. Hvad skal vi med det gamle ævl. Ud med det! Jeg er da ikke en synder. Nej, måske ikke nogen stor synder, men lidt har vel også ret, som vi véd det med Storm P.

Det er forfærdelig synd(!), at tanken om dig og mig som syndere er røget så meget med ud i forårsrengøringen i vores kultur, nu i vores tid. Specielt da talen om arvesynd – nej, den er da helt håbløs – håbløst forældet! Ud med det gamle skidt! Men som jeg for mange år siden læste det på et lille skilt på væggen på besøg hos en halvgammel mand i hans overfyldte, let rodede bibliotek – på skiltet stod der: ”Hellere leve i et syndigt rod end i et rent helvede!”

Som salmedigteren, og så meget andet, Iben Krogsdal, skrev om det i så fin en klumme i Kristeligt Dagblad om glæden ved at være en ”arvesynder”. Fordi, som det på et tidspunkt gik op for digteren Søren Ulrik Thomsen, så betyder kirkens tale om arvesynd, at jeg er en synder, ikke fordi jeg er mig, men fordi jeg er menneske! – Iben Krogsdal skriver: ”… arvesynden samler os. Den fører os ind i et menneskelighedsfællesskab, hvor vi er mennesker først, og gode og onde så. Sikken befrielse! Og hvilken modsigelse af tidens fremherskende sandhed: at vi selv smeder hver vores liv, og at vi selv smeder vores egen frelse og fortabelse. Jeg er så dybt taknemmelig for, at min egen skyld ikke kun er min egen skyld…  Det er i bund og grund en kæmpe lettelse. Og det er så forårsagtigt opløftende, at jeg lige nu får lyst til at gå ud og dele glæden med den første den bedste arvesynder, jeg møder! For når mørket fra begyndelsen hviler over hele verden, vil morgenlyset før eller siden ramme – ikke bare nogen af os – men os alle.”