Forfatteren Josefine Klougart har i 2021 udgivet romanen: ”Alt dette kunne du få”. Endnu engang er vi for en stor del i barndommens land på Mols i 1980´erne og 90´erne. Barbara og lillesøster Sara, der vokser op sammen med hjemmegående mor Sonja og fraværende far Erik. Dagene, hverdagen, derhjemme i barndommens land med mor Sonja. – Det er, som det siges i romanens indledning, om hverdagen: ”en del af livet som det senere er svært at genkalde sig, fordi den findes uden at gøre noget særligt væsen af sig…” – det er ikke spektakulært, men netop velsignet almindeligt, ”et liv, der vil blive glemt, fordi det er der til overflod og igen og igen, med minimale forskydninger gentager det sig, glemmes og er dog samtidig dét, der former os mest.” Det er her, hvor vi bare(!) lever dagligliv. Ofte selvforglemmende optaget af det der er gang i og som skal gøres. Levet det daglige liv. Optagne af dets gøremål, bøvl og ballade og leg, uden at mene at vi hermed udviste en vældig stor tro eller gjorde os fortjente til det ene og det andet. Det var jo og det er jo livets gave, som kræver vores tilstedeværelse og nærvær, hvis vi for alvor vil deltage i ”udpakningen” og anvendelsen. Udfoldelsen.

Det velsignet almindelige liv, ”der vil blive glemt, fordi det er der til overflod og igen og igen”. Og dog så er der dage og stunder, der stikker ud og bliver ikke glemt men gemt i erindringen. Som i romanen hvor Barbara tænker tilbage på en sensommerdag, hvor hun fire år gammel står i haven med en kastanje, hun har samlet op og holdt i hånden og stoppet i munden: ”Inde i køkkenet går Sonja rundt og er et varmt mørke, der flytter sig fra det ene vindue til det andet.” Hun hælder bær i krukker. ”Indimellem kaster hun et blik ud på Barbara, og selv om hun ikke stopper op i arbejdet, hælder hun med det blik en ro over i Barbaras krop, en følelse af, at verden bliver holdt på plads. Et øjeblik er det sådan – kastanjen er verdens inderste punkt, som Barbara lukker sig om, og om hende haven og om haven landsbyen og om landsbyen markerne, og om markerne Mols Bjerge og der, i den yderste kreds, i bjergene hører Sonja til, med sit blik, der rier det hele sammen og vel nærmest er det, Barbara forstår ved kærlighed, et blik der holder alting sammen.” Et blik der, som jeg ser det og mærker det, er i slægt med det guddommelige. Som Guds blik fra det himmelske kærligt hviler på hver enkelt af os, og holder alting sammen, og giver os at kunne leve, lege og være i troens glæde. Nærværende. Tilstedeværende. I gyldne, gode stunder – og det er her, troen for alvor finder sted – selvforglemmende optagne af det, der er. Som det siges i romanen om mor og datter den dag i henholdsvis haven og i køkkenet: ”Over nogle sekunder forandres Sonjas ansigt, det lyser op; det er som om der falder en dyb glæde over det, en glæde Barbara senere forbinder med den glæde, man taler om i kirken til jul, det tænker hun senere på, når hun sidder der i Agri kirke juleaftensdag, en glæde, der skal være for hele folket, det er det format glæden har, noget lysende over Sonjas ansigt, og så smiler Barbara til hende, retter sig op og ser på hende.”

”Alt dette kunne du få” er som sagt romanens titel. Og det er der vemod i. Fordi hvor ofte er vi ikke fraværende eller blinde overfor livets gave og, vil vi med evangeliet i ryggen sige: det Guds blik, der kærligt hviler på os og velsigner os livet igennem – også uanset hvad vi så må igennem hver især på vejen gennem livet. Som det lyder i romanen nær bogens slutning: ”Den tanke – hvor vidunderligt og usandsynligt det er, at vi er her.” Åh ja! ”Alt dette kunne du få” – eller sagt som det der vitterligt står til troende: Alt dette, al denne herlighed, har vi fået for intet. Hjertets slag fra øjeblik til øjeblik. Blodets brusen. Livets underfulde gave.