Æblet er pr. tradition syndefaldets frugt. Og den bid skulle nok tages. I hvert fald lever vi nu alle øst for Paradis, og må – trods synd og død og alt det, der kan gå galt her østen for Eden – finde ud af det med hinanden, så godt som overhovedet muligt. Dele liv og livskår med hinanden. Og æblerne med. Leve Guds vor Fars vilje og kærlighed ud, så vidt muligt – ”fylde med hæderligt virke min dag / … hjælpe og værne om den, som er svag, / … elske, thi deri er livet” (DDS 728,4)

Det kan siges – og endnu vigtigere: det kan gøres – på så mangfoldige måder. Sagt enkelt og nænsomt med digtet ”Dagligdag” fra digtsamlingen ”Dagligdagen” af Knud Sørensen, så kan det siges og gøres sådan her. Med Knud Sørensens ord:

”Jeg tror / når jeg f. eks. på onsdag / kører ud til planteskolen / og køber det æbletræ, der skal vokse / et solrigt sted / dér syd for vores hus, / så vil verden / endnu en gang blive ny,

og jeg håber at et vindpust en efter- / årsdag / lister omkring hushjørnet og løsner / det store røde æble / der hænger alene på den kvist / der rækker helt op i himlen. / Så vil jeg gribe / det med to af mine ivrige hænder

og jeg vil række dig æblet / sammen med min svejtsiske / lommekniv. / Æblet vil dufte af evighed / og vokse sig ind i dine øjne. / Så vil du dele det / og give hver af os / den andens halvdel”.

Sådan kan det siges, hvad det er du og jeg er her for: Dele liv og vilkår og give hver af os hinandens halvdel. Sikken velsignelse at få del i og medvirke til – ”så tak da Gud, ja, pris dog Gud / for al hans kærlighed”!