”At tro er”,  som Søren Kierkegaard skriver det,  ”bestandig at vente det glade, det lykkelige, det gode.” Også dette ikke at glemme den lykke der var. Lade den tælle med og lyse op i mørke tider.
Klaus Rifbjerg fortæller et sted om det at have fået sit tredje barn og glædes inderligt derover: ”… vi (to) var far og søn i solen – intet ondt kunne for alvor ramme os – selvom jeg godt vidste, at selv når solen skinner klarest, ligger skyerne over horisonten og venter på at gå i drift for vinden. Jeg så på den lyshårede dreng, mens klapvognen bumpede og knirkede af sted på den grusede vej og tænkte: LYKKE. Glem det aldrig.”

Glem det aldrig! Sørg for, så vidt det står til dig, sørg for olie på lampen, gennem såvel erindringen om det, der var godt – og det bliver dét ved med at være – som i håbet om det, der skal komme og kan blive godt.

Vent, ikke det værste, men det bedste! Våg og bed! Hold ud i trængselstider! ”Han kommer selv”, som vi synger det i én af adventstidens salmer, ”han kommer / at dæmpe al din ve / og gør en liflig sommer / af al din trængsels sne.” (DDS 86,6)

Min farmor, som forleden blev 101, bor på et plejehjem i Vestjylland. Hun sidder i kørestol, kan ikke så meget mere, sidder og bladrer i mindernes bog og glæder sig ved det, der var godt. Udsigten udad og fremad er begrænset. Det er den også helt konkret fra hendes vindue, hvor hun ikke har meget andet end et stykke græs og en hæk og et stykke himmel at kigge ud på.

Jo, så er der fuglene. Dem har farmor dagligt at vente på og glæde sig over, når de er der. Hun fodrer dem året rundt, fordi som farmor siger det: ”Æ fuwl de skal fodres æ hiel oer rundt, hvis de osse ska kom´ i di swo´t daw.”

De sorte dage, de mørke tider, de kommer. Vi må gøre alt, hvad vi kan for ikke at mørket med al dets afvisning og udelukkelse skal få ret. Huske på det, der var godt. Huske den stemme der lød til os og tog imod os i dåben. Dengang vi som små fik den første olie på lampen. En velsignelse, en olieforsyning som i virkeligheden aldrig slipper op og som bliver ved med at være der i et menneskeliv, ikke bare som den første men også som den sidste olie.

Så våg og bed da! Fald trygt i søvn og vågn glad og forventningsfuld op! Tænd lyset, gnid øjnene, løft blikket med øje for både fugle og himmel – for festen forude – for det er sandt: Herren kommer! Kommer i tidens fylde, med julens fryd: Guds godhed, nåde og gavmildhed, ”som nærer vort håb, og som bærer vor glæde.” (DDS 89,3)