”Det var ikke udspekulerede fabler, vi byggede på…” skriver disciplen, apostlen og kirkebyggeren Peter (2. Pet.1,16). Det er ikke udspekulerede fabler det handler om i den kristne åbenbaring. Det er skinbarlig virkelighed, som vi kan få øje på og øje for, ikke gennem forklaring, men når og hvor forklarelse finder sted. Og livsmod og ny lyst til at leve og virke får tag i os. Trods frygt og tab – og frygt for nye tab. Så alligevel en åbenhed for det liv, der venter – hjulpet hertil gennem åbenbaring og guddommelig hjælp. Sådan som det vitterligt sker i det menneskelige. I dit og mit liv – at nåden finder sted. At himlen rører jorden – også i mit eget mere eller mindre forhutlede liv – og at jeg ser mere, end jeg af mig selv kunne se. Og får øje på – ja, måske det andet menneske og dette øjeblik og livets under. Opstandelse og nyt liv allerede her og nu i lyset af Guds nåde dybt inde i det daglige og almindelige menneskelige liv. Måske hjulpet på vej af en god historie. Af gode ord.

Fra litteraturens verden – den skønne litteratur også kaldet skønlitteraturen – vil jeg gerne her inddrage et par glimt fra amerikanske Elizabeth Strouts nutidsroman om Olive Kitteridge. Bosiddende i den lille by Crosby i Maine ved østkysten et godt stykke nord for New York. – Olive. Pensioneret matematiklærerinde. Et kantet kvindemenneske, som siger tingene ligeud og som derfor også støder en del fra sig. Men som også tydeligt nok har et hjerte, der kan banke for andet og mere end sig selv og sit eget isolerede. Olive er nu et stykke oppe i 70´erne. Hun mærker ensomheden true. Hun har indenfor det sidste par år mistet sin mand, Henry, og hun har kun ringe kontakt til sønnen Christopher. Nu har hun tilfældigt mødt enkemanden Jack Kennison, som på en gåtur havde brug for en hjælpende hånd. De er mødtes igen et par gange de to. Et meget umage par. Jack har selv svært ved at komme sig over sit livs tab og forfald. Svært ved at komme rigtig på benene igen. Sådan ligger han da også på gæstesengen i sit eget hus en dag, Olive kigger indenfor. Ligger der skræmt og sårbar: ””Gud, det er skræmmende,” sagde han stille…” – og kiggede op på Olive: ”Hans blå øjne iagttog hende nu. Hun så sårbarheden, invitationen, frygten i dem, da hun stille satte sig ned og lagde sin hånd på hans bryst, mærkede hans hjerte slå, hjertet som en dag ville holde op med at slå, som alle hjerter gør. Men det var ikke endnu, lige nu var der kun stilheden i det solbeskinnede rum. De var lige her, og hendes krop – gammel, stor, slap – følte en ligefrem længsel efter hans.”

Jo, det er godt at blive rørt. Også helt konkret kropsligt – og åndeligt og sjæleligt med. Det er livgivende godt. Og Olive lægger sig ned ved siden af Jack. Åh: ”Alt det unge mennesker ikke vidste, tænkte hun, mens hun lå ved siden af denne mand med hans hånd om sin skulder og arm. Åh, alt det unge mennesker ikke vidste. De vidste ikke at klumpede, gamle og rynkede kroppe havde de samme længsler som deres egne unge, faste kroppe, at kærligheden ikke måtte sløses bort, som om det var en kage på et fad med andre kager der ville blive budt rundt igen. Nej, hvis kærligheden bød sig til, så valgte man den, eller man valgte den ikke… Og hvis denne mand ved hendes side ikke var den mand hun ville have valgt før i tiden, hvad gjorde det så? Han ville sikkert heller ikke have valgt hende. Men nu var de her, og Olive så to stykker schweizerost for sig, presset sammen med alle deres huller – de huller som var prisen for at leve. – Hans øjne var lukkede og bølger af taknemmelighed og sorg skyllede gennem hendes medtagne jeg. Hun så for sit indre blik det sollyse rum, den solbeskinnede væg og porsebuskene udenfor. Verden var forunderlig. Hun havde ikke lyst til at forlade den endnu.”

Se, også sådan – og i et gammelmands- og gammelkoneliv – og på så mangfoldige andre måder og i alle mulige liv finder nåden sted. Og det er, når vi da forbinder dét livgivende vi erfarer med Guds ord og Menneskesønnens nærvær, det er ikke udspekulerede fabler, vi da bygger på. Men på mødet mellem det himmelske og det jordiske, som det vitterligt finder sted, når Ånden går i kødet på os og bliver til levet liv. Skinbarlig virkelighed. Og i virkeligheden meget passende med tak til Gud for alle gode gaver. For kærlighed, krop og bankende hjerter.