Nu er det forår igen. Solen skinner over engen og fjorden dernede. Hvor er det godt være her. I anledning af min snarlige pensionering fra embedet som sognepræst i Vær og Nebel sogne har jeg udgivet bogen ”Til livsmod – Tanker fra kirkeåret”. Følgende er fra bogen her: Hvis jeg skulle holde et foredrag om bibelske kvindeskikkelser, så ville jeg ikke begynde med hverken Eva eller jomfru Maria, men så ville jeg indlede med at introducere den unavngivne kana´anæiske kvinde fra Matthæusevangeliet (Anden søndag i fasten, første række, Matt.15,21-28), som er så kraftfuld og overbevisende. Som i al sin umådelige vælde og udholdenhed rokker ved gudsbilledet. Sprænger rammerne. Udvider ved sin bøn og sin kraftfulde insisteren feltet for guddommelige kræfters virke. “Kvinde, din tro er stor. Det skal ske dig, som du vil.” Ikke kun hendes tro, men måske endnu mere hendes håb og kærlighed. Hendes frygt og forfærdelse og kærlighedsbårne længsel efter at se sin datter om muligt gå mod livet og ikke døden. Det er stærkt. Det er det hver gang, et menneske ud over alle grænser insisterer på det andet menneskes mulige redning.

Min egen far, som var af husmandsæt, lærte mig ved sit eget eksempel, at det sikreste, specielt over for kvinder, når de foreslår noget, er at sige “nej”. Men jeg så jo også godt, hvor ofte min mors vedholdende insisteren rykkede ved min fars snævre grænsesætninger. Da min far i den sidste del af sit liv udviklede en alzheimers demens, blev hans “nej” endnu mere markant og omfattende. Så en sommerdag hvor vi sad sammen i køkkenkrogen i det, der viste sig at blive min fars sidste sommer derhjemme – og den dag var der noget mere ro på og små lyssprækker i demensen – spurgte jeg min far: “Far, er det ikke rigtigt, at du efterhånden siger nej til det hele?” “Jow,” lød svaret.

Grænser kan rykkes og brydes. Måske ligefrem nedlægges som i teksten hos Matthæus, hvor det bliver klart for enhver, at Gudsfolket og “de fortabte får” ikke, i og med Jesus, er begrænset til Israels hus og det jødiske folk, men at hvem som helst kloden rundt hører flokken og Gudsfolket til. Det er denne mor, den kana´anæiske kvinde med al sin store tro, håb og kærlighed, i et samvirke med vor Herre selv med til at implementere. Hendes udholdenhed og vedholdenhed. Hendes bøn: “Herre, hjælp mig!” Ja, og hendes udlægning af Jesu lille lignelse om børnenes brød, der ikke skal gives til de små hunde: “Men hun svarede: ’Jo, Herre, for de små hunde æder da af de smuler, som falder fra deres herres bord.’” Hun svarede igen med sin udvidende udlægning. Og hvor var det godt, for her talte hun lige ind i hjertet af vor Herre selv. Ind i kærligheden, den guddommelige, hvoraf der opstår lys og liv af død og mørke.

“Hvad var det dog, der skete?” Nyt liv bryder frem derude – op og ud i lyset – måske i form af en blå anemone, en “lille amazone”, som gør “mit hjerte atter glad.” Råb til vor Herre! Lær af den kana´anæiske kvindes vedholdende insisteren: “Herre, hjælp mig!” Bange var hun. I allerhøjeste grad bange for at skulle miste sin allerkæreste, her i skikkelse af sin datter. Bange, men ikke mundlam. Ikke, endnu ikke, fuldstændigt handlingslammet. Men tværtimod i stand til at møde op og over for vor Herre selv at sætte ord på. – Og se, så kan det ske. Underet. At længsel møder svar. At tro og håb møder kærlighed og opstandelse: “Kvinde, din tro er stor. Det skal ske dig, som du vil.”

Vores yndlingslegested som børn på det lille sydvestjyske husmandssted, hvor jeg voksede op i 1960´erne, var ”æ gammel hønsegård”, der – som man kan høre det – var blevet forladt af sine tidligere beboere. Nu flyttede vi børn ind i, for os, noget nær Paradis. Vi måtte, som jeg husker det, alt. Undtagen slå søm i levende træer og tænde bål uden aftale med mor eller far. Vi lagde ikke æg som de tidligere beboere, men jeg skal love for, at der blev udruget ideer, planer og projekter.

Indtil jeg var 6-7 år gammel, hed min bedste ven og legekammerat, Frants. Vi var dengang nabobørn. Sammen med mine ældste småsøstre og med Frants, opdagede jeg verden, sådan som børn gør det, opslugte og selvforglemmende, i leg og i drøm og på opdagelsesrejser. Ikke geografisk set ret langt ud omkring. Men bortset fra det, så kom vi virkelig langt omkring. I træet vi kravlede i. I hullet i jorden, vi gravede med drømme om kommende tunnelsystemer og underjordiske net af gange og huler. Sejlads med barkbåde i en vandpyt, pinde, sten og en smule jord og pludselig havde vi hver især en stor gård med marker og dyr og nok at se til. I sproget og ordene og samtalen, vi hele tiden havde kørende og udviklede sammen. Sådan var det, mit gode liv, i de første barndomsår, gang på gang i forundringsleg sammen med Frants og de andre.

Senere i livet blev hønsegården udskiftet med præstegården og kirken. Og forundringslegen fortsatte. Nu i samspil med kirkegængere, kolleger og kirkepersonale. Allerbedst og allerhelst i selvforglemmende optagethed af selve sagen: Gennem gudstjenester og kirkelige handlinger, gennem samtale og salmesang, prædiken og ordleg, at få sat de bedst tænkelige ord og syner på selve dette gådefulde, underfulde noget at være menneske i glæde og sorg, i medgang og modgang. Alt sammen i lyset af evangeliet om Guds nåde og kærlighed som den særlige livgivende oplysning af livet.

Forundringslegen fra dengang i barndommens land i ”æ gammel hønsegård” fortsat og forlænget ind i voksenlivets optagethed. Det er gået som en leg. Sådan tænker jeg taknemmeligt nu, hvor barndommens land ligger langt bagude, og hvor arbejdslivet som sognepræst nu meget snart slutter (med udgangen af april 2025): Det er gået som en leg.

Nu skal jeg videre. Ind i et nyt livslandskab. Og som vi gang på gang siger det til hinanden derhjemme i skovhuset ved fjorden med hestene og hønsene og katten, og træfældningen og brændekløvningen og alt det andet, der dagligt kalder på os: ”Vi leger jo bare”. Og se, dette ”bare” er ikke udtryk for en nedvurdering men tværtimod en opgradering. En opfattelse og en anerkendelse af den selvforglemmende leg som den enkleste og bedste livsmodus af dem alle. Jeg glæder mig…

Beretningen om den 12-årige Jesus i templet i Jerusalem i ivrig samtale med præster, lærere og skriftkloge er det eneste glimt vi overhovedet i det bibelske har fra Jesu barndom udover fødselsberetningerne. Knap og nap konfirmandstor og gammel nok til at træde fra barndommen ind i ungdomstiden, teenageårene, møder vi her den 12-årige – som, vidunderbarn eller ej, er et særligt sted i livet.

Sådan vil jeg ud fra min egen livserfaring kunne betragte det. Udover hormonernes rasen og kroppen der så småt begynder at forandres, sker der også i sind og tanker nye ting og forskubninger. En åbenhed og bevægelighed men også nye store spørgsmål at stille til det ene og det andet. En begyndende adskillelse fra mor og far og deres meninger og holdninger. En selvstændiggørelse, ikke uden knubs, men også med helt nye berusende perspektiver for det at være til.

Da jeg selv var 11-12 år gammel, fik jeg flere og flere sammenstød og uoverensstemmelser med min, syntes jeg dengang, alt for jordiske far. Så kunne jeg i de situationer finde på at smide mig på sengen i mit værelse eller på halmloftet eller et andet uforstyrret sted og ligge der med lukkede øjne og godt med næring fra de drengebøger, jeg dengang slugte, og forestille mig, at jeg i virkeligheden havde en helt anden far end ham stivstikkeren derude i stalden eller ved bordet i køkkenet eller hvor vi nu stødte sammen. Nej, i virkeligheden så var jeg en indisk fyrstesøn. Og snart, meget snart, ville min indiske fyrstefar komme på sin sorte hingst og befri mig til et helt nyt liv, hvor jeg kunne lyse og stråle i min egen ret og sande identitet. Sådan! Han kom aldrig. Men jeg flyttede få år senere hjemmefra. Og fik i mange år derefter lov at beholde min jordiske far som netop min, ikke himmelske, men gode jordiske far.

Hvem er vi hver især? Hvor hører vi til? Hvor hører vi hjemme? Ja, i hver vores jordiske sammenhæng med de roller og titler og funktioner, der her måtte høre til. Inklusive, med tiden, diverse forandringer og forskubninger. Og husk, som dronning Margrethe i sin næstsidste nytårstale formulerede det omkring generationskløft og forskellen på unge og ældre som ikke blot kløft men et sted for bro til ny erkendelse. ”Og husk”, som dronningen understregede det – ”husk, at man kan gå over broen i begge retninger.” – så at vi kan mødes og sammen ”gå ind i det nye år med fortrøstning, forståelse og nyt mod”.

Den første lyd i verden var din mors hjertelyd: ”Dung, dung, dung…” sådan var det og sådan er det for ethvert menneske på denne jord: ”Dung, dung, dung…” – ikke som lyden af eksploderende granater og faldende bomber men din mors måske endda helt rolige puls og hjerteslag. Vi er blevet til ved lyden af en andens hjerte. Det er godt at tænke på. Godt at huske. Selv om vi ikke selv husker det. Så huske at alting begyndte godt – med et hjerte, en andens, der slog for dig.

Det er sådan, kristendommen vil understrege det for os, i det helt overordnede, ved, som i skabelsesberetningens ord om Gud, der tænder lys i mørket og skaber liv på jord, efter hver ny skabelsesdag at lade det omkvæd lyde: ”Gud så, at det var godt” – ”Gud syntes godt om det” hedder det i den nyeste oversættelse – så kan jeg nu allerbedst lide oversættelsen i den helt gamle, hvor ordene lyder: ”Og se, det var såre godt.” – Såre godt. At alting altså begyndte godt, og var fra Guds side ment udelukkende godt. Såre godt. Også dit og mit liv, hvad så end det blev til. Det var og er fra begyndelsen ment godt og begyndte godt. Det er godt at vide. Og hvad kan det så ikke blive til? Ja, det er, som vi siger det, ikke godt at vide!

Ind i den verden hvor, uanset hvor godt det så begyndte, alt muligt går galt, og kan gå galt – som bibelen sandelig også kan fortælle om det – ind i den verden kommer nu Gud, gennem sit julebud, i skikkelse af barnet født i Betlehem. I det almindelige udsatte sårbare menneskeliv på bunden kommer Gud her til os for at give os en ny begyndelse. Give os at kunne, så at sige, begynde fra bunden af, med barn Jesus i stalden julenat med mor Marias og barnets hjerteslag som Guds eget bankende hjerte i verden. Nu helt nært: ”Dung, dung, dung…” Jo, der er et hjerte derude – længst ude og dybest inde – der slår som det skal! Kærligt og vedholdende. Og se, dét er såre godt!

Gid da hjerteslag må vinde over bombebrag! Gid julefreden må indfinde sig i både den ydre og den indre verden! Gid vi hver især må komme godt hjem! Finde hjem til jul – til hinanden – ind til glæden ved barnet født i stalden julenat i Betlehem – med englenes sang over os alle: ”Ære være Gud i det højeste og på jorden! / Fred til mennesker med Guds velbehag!” Glædelig advent! Glædelig jul!

Lad os tale om troen, alt det vi kan. Men hvordan? Som det lige for tiden drøftes med afsæt i det tværkirkelige initiativ ”Lad os tale om tro”, så kan det vinkles vidt forskelligt.

Skal der kigges indad mod din tro som en slags beholdning, du kan have i dig selv, i dit sind? Eller skal der kigges udad og hen mod det, din tro måtte have at rette sig imod? Jeg vil sige som et muligt godt og givende udgangspunkt: Lad os tale om kristentroen, ikke som noget vi har eller ikke har, lidt eller meget af, men som noget vi gør. Troen set som noget vi gør, meget mere end som noget vi har! Troen har du ikke, som én eller anden opsparet beholdning i sindet, psyken, sjælen. Din tro gør du, hvorved den bliver til. Igen og igen. Også når du var kommet væk fra det. Måske bare på grund af almindelig sjusk eller ligegyldighed. Dette at vi gør troen. Herunder af og til udfører den særlige form for gangart, som vi kalder kirkegang.

”Troen kommer af ordet der høres”, siger Luther. Ja, det skal til. Men endnu mere: Troen kommer af ordet, der gøres og siges og ikke bare høres (og ties). Og her tænker jeg ikke i første omgang på såkaldt gode gerninger som at rejse sig i bussen for en anden, hjælpe én over gaden, give en hjælpeløs en hånd, en hjemløs en halvtredser, en kollega en undskyldning osv. osv.  Nej, jeg tænker på at ”gøre troen” som det at sige og synge med så godt som muligt på alle gode ord fra det skatkammer vores kristne tradition er. Sige med på trosbekendelsens ord. Bede Fadervor – dagligt! Bede bordbøn – hvorfor ikke? det er dog en gavmildhed og barmhjertighed i grunden, en gave så guddommelig stor at have mad på bordet og siden i munden og maven til ny kraft og styrke i krop og sind. Tak Gud, for alle gode gaver!

Det at gøre det, det at sige det højt, udvider rummet helt vildt – himmelhøjt – uendeligt stort bliver rummet med evighed til følge. Herigennem, gennem en sådan gøren, bliver troen til. Lad endelig være med at ”mærke efter”, om du nu så også ”har” troen. Troen tåler – som håbet og kærligheden – ikke selvbefamling, afvejning og målinger. Troen lever, som håbet og kærligheden, af at rette sig udad og opad, bort fra dig selv og din egen lille navle og snævre egeninteresse. Troen tåler ingen selvbeskuelse – så fordufter den som dug for solen. – Lad os gøre troen! Være tro!

I nyudgivne „Til livsmod – Tanker fra kirkeåret‟ skriver jeg i bogens sidste kapitel til kirkeårets mange søn- og helligdage under overskriften Godthåb:

Den sidste søndag i kirkeåret hører vi ord om dom og fortabelse (Matt.25,31-46). For det er nok det, vi først hæfter os ved. At på dommens dag skal alle vi, der ikke havde øje for og ikke tog os af den sultne, den tørstige, nøgne, fremmede eller fængslede, gå ad Helvede til. Bort fra vor Herre “til den evige ild, som er bestemt for Djævelen og hans engle.”

Jeg er selv vokset op inden for det missionske og kender så udmærket tanker og ideer om fortabelse – fortalt af min kærlige mor og lige så kærlige og varme bedstemor. Jeg trøstede mig dengang med, at det jo da i hvert fald ikke var nogle af dem, jeg kendte, der skulle den vej. Alle var jo missionske og frelste. De andre, naboer og skolekammeraters familier, kom vel bare i andre missionshuse end det jeg selv var med til møder i sammen med mine forældre. Jeg var faktisk et stykke oppe i skolealderen, før det gik op for mig, at det forholdt sig helt anderledes. Ja, at kun et absolut mindretal – og i min egen klasse kun én mere, og det var min træfætter – hørte til inden for det missionske. Det var som et slag i mellemgulvet, et skud for boven, jeg ikke siden er kommet mig over. For hvad nu? Betød det, at Tonny, Frants, Carlo, Palle, Jan og alle de andre kammerater skulle gå ad Helvede til?

Mange kender historien om manden, der kommer i himlen og bliver ført rundt i de himmelske boliger af Sct. Peder. Der er mange rum. Inde fra et af dem lyder det af fest, højskolesang og bægerklang. “Det er de grundtvigske,” siger Sct. Peder. Et andet sted synges der “Pris Herren!”, gospels og salmer med moderne rytmer. “Det er pinsefolkene,” siger Sct. Peder – “men se, nu skal du lige være lidt stille, når vi går forbi det næste rum. Det er nemlig de missionske, der holder til derinde, og de tror, de er de eneste, der er her i himlen.”

Nej. Forståelsen er helt gal. Og det tror jeg faktisk også mine egne forældre og mange andre fra det missionske nu i dag ville mene. Og min bedstemor, som gik bort for mange år siden, er, forestiller jeg mig, nu fuldstændig overbevist om en langt større virkelighed i det hinsidige end den, hun først havde forestillet sig! Gud er ikke bare velsignelsens, nådens og barmhjertighedens Gud. Gud er også overraskelsens Gud…

Sidst i september 2024 udgiver jeg på forlaget Eksistensen en bog med titlen ”TIL LIVSMOD – Tanker fra kirkeåret”. I bogens forord skriver jeg:

I alle mine mange præsteår i Vær og Nebel sogne ved Horsens har prædikenarbejdet været den helt store glæde. Koblet til det konkrete møde med mennesker i deres forskellige livssituationer, i sorg og i glæde, har gudstjenesteforberedelsen med fokus på tale og prædiken været livsnerven for mig i mit virke som sognepræst i Den danske folkekirke. Tænk sig, at have det som en væsentlig del af sit arbejde og virke kirkeåret rundt at skulle gøre sig tanker om det med Gud og os. Om det at være menneske i lyset af evangeliet, af kristendommens budskab. Så godt som muligt få sat ord herpå, så vi som kirkegængere måtte blive hjulpet – når det går godt. og det gør det af og til i gudstjenesten – med at få noget ud af det og selv gå videre med.

I mine tanker og overvejelser om, hvad det egentlig skal gøre godt for det med kirken og dens gudstjenester og kirkelige handlinger er jeg i alle årene blevet godt hjulpet af en lille engel. En såkaldt putto, som sidder på et lille fremspring midtfor på det store epitafium i prædikestolssiden på kirkeskibets søndre væg i Vær Kirke (se bogens forside). En mindetavle fra sidst i 1600-tallet over sognepræst Jens Pedersen Bay i den tids barokstil. Puttoen, den lille buttede bevingede drengeengel, sidder oven på et kranium med et pusterør i hænderne og sat for munden. Ifølge traditionen sidder puttoen her på kraniet og blæser sæbebobler som tegn på livets forgængelighed. Memento mori – husk, du skal dø! Som mest af alt må betyde: Husk, du skal leve!

Jeg tillader mig derfor i pagt med det, jeg fornemmer som ånden i evangeliet, at se røret ikke som et sæbeboblepusterør, men mere som en lille spillefløjte stemt i evangelisk toneart. Med evangeliets grundtone forstået som den guddommelige kærligheds opstand imod døden og al dens væsen. Et fuldtonende ’husk, du skal leve!’ Leve og elske. Giv dig håbet og troen og livsglæden i vold op mod alt det, som truer, og som vil spærre dig inde i gravmørket. Med Jakob Knudsens uforglemmelige ord i morgensalmen over dem alle: ”Jeg vil ånde luften i fulde drag, / synge Gud en sang for den lyse dag, / takke ham, at morgnen mig end er sød, / at mig dagen fryder trods synd og død.” Som sådan betragter jeg puttoen, min lille engel i Vær Kirke, som gennem årene, sammen med alt muligt andet godt i kirkerummet, har hjulpet mig så godt på vej med sin dødsforagtende livsglade sang og musik. En livsmodsfigur, som har været med til at holde mig på sporet af den tanke og overbevisning, at vi har kirken og kristendommen, gudstjenesten, for livsmodets skyld.

Hvad skal det til for, alt det med dåb og nadver, bibellæsning, bøn og bekendelse, salmesang og prædiken? Hvad skal det til for? Og det korte svar lyder: til livsmod. Til mulig lettelse og livsmod i livet derude uden for kirkens tykke mure. Som sådan håber jeg, denne bogs tekststykker med tanker fra kirkeåret og dets prædikentekster (i helt overvejende grad første rækkes evangelietekster) må kunne medvirke: til livsmod.

Jeg kendte engang en gammel mand. En, gennem hele livet sparsommelig og nøjsom gammel ungkarl nu midt i firserne med fire millioner på kontoen. Han var frustreret over, at han på grund af sin opsparing og sparsommelighed ikke var berettiget til nogle som helst pensionstillæg fra det offentlige, som alle mulige andre, der ikke havde sparet op, kunne få. ”Jeg bruger 100.000 kroner af opsparingen hvert år – og det kan jo ikke blive ved med at gå”, som han sagde det. ”Nej”, sagde jeg til ham, ”men så vidt jeg kan regne ud, så skal du blive hen i retning af 130 år, før det for alvor bliver kritisk. Så mon ikke det nok skal gå!”

Vi har SÅ mange måder at ”samle os skatte” og ”samle til huse”. Også selv om der bliver ryddet grundigt op, og kørt læssevis på genbrugspladsen, og vi flytter fra store ejendomme til tiny houses og mindre lejligheder. Nissen (den berømte) har det med at flytte med.

Jesus taler stærkt kritisk om griskhed af enhver art. ”Se jer for og vær på vagt over for al griskhed” (Luk. 12,13-21), siger Jesus. Og så bruger han som betegnelse for det virkeligt gode liv udtrykket ”at være rig hos Gud”. Hvad skal vi da forstå ved dette udtryk? At være ”rig hos Gud” er vel, som noget væsentligt, at have sans for livets gave. Livet og dette øjeblik, og hvert et øjeblik, du får som i grunden ren og skær gave. En fuldstændigt ufortjent Gudgivet gave. Sagt med Kingo (DDS 743,2): ”Hver morgen i min skål / en nåde uden mål / til mig nedflyder”. At kunne stå – også de dage og morgener, hvor livet meget mere ligner opgave end gave – i livstaknemmeligheden. Det er velsignet godt og givende og i sig selv en Guds gave.

Amerikanske Henry David Thoreau skriver fra midten af 1800-tallet i bogen ”Walden – livet i skovene” om kærligheden til naturen og det enkle liv. Thoreau skriver fra en periode på to år, hvor han levede og boede i sin lille selvbyggede hytte og omkringliggende jordlod i skoven ved søen Walden Pond i Concord, i Massachusetts. Nøjsomt, såre enkelt og ofte noget nær lykkelig. Med de berømte ord: ”Jeg flyttede ud i skovene fordi jeg gerne ville leve bevidst, befatte mig udelukkende med livets grundlæggende kendsgerninger og se om jeg ikke kunne lære hvad det havde at lære mig, så jeg ikke når min død nærmede sig, skulle opdage at jeg ikke havde levet.”

Der er noget sært moderne eller aktuelt, evigt aktuelt(!) over denne næsten 200-årige tekst. Thoreau taler stærkt kritisk om at ville spare op for at sikre sig: ”Denne anvendelse af livets bedste år til at tjene penge for at kunne nyde en tvivlsom frihed i den mindst værdifulde del af det får mig til at tænke på den englænder der rejste til Indien for at skabe sig en formue, så han siden kunne vende tilbage til England og leve en digters liv. Han skulle være flyttet op på et tagkammer med det samme.” Og et andet sted skriver han: ”jeg vil sige til mine medmennesker én gang for alle: Lev frit og ustraffet så længe I kan. Det gør kun en lille forskel om man er indsat som ejer af en gård eller som fange i et fængsel.” Thoreau ser hen til indianeren, der med sin wigwam lever et liv, hvor boligen ikke er meget mere end et godt stykke overtøj.

Ja, ja – sikkert er det, at – med Jesu ord: ”et menneskes liv afhænger ikke af, hvad det ejer, selv om det har overflod” – men at det bedste og mest livgivende af alt er, at være ”rig hos Gud” – velsignet, og elsket, og båret ind gennem både livet og døden.

Jeg har ansøgt om deltagelse i et fem dages kursus, mandag-fredag, på FUV (Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter) i Løgumkloster i februar 2025. Kurset hedder ”Tro og tvivl i præstens identitet og arbejde”. Nu har jeg så modtaget en besked fra FUV med følgende ordlyd: ”Som følge af de nyligt indførte tidsregistreringsregler har FUV måttet ændre på tidspunkterne for dit kursus. Det betyder, at du i stedet for et kursusforløb fra mandag aften til fredag middag nu skal på kursus: fra mandag, kl. 12.00 til torsdag, kl. 16.00. Herved bliver det muligt at afspadsere om fredagen.”

Man tror ikke sine egne øjne! Jeg skal sandelig love for, at der her med en helt uventet aktualisering af kurset, med dets indhold i øvrigt, er lagt op til ”Tro og tvivl i præstens identitet og arbejde”. Jeg tvivler stærkt på, at der hermed, via de nyligt indførte tidsregistreringsregler, og en konsekvens som denne, skulle kunne tænkes at være tale om en respekt for mit arbejde endsige min identitet som præst i folkekirken. Tværtimod, så oplever jeg det som disrespekt, benspænd og latterliggørelse af mit arbejde som præst (læs: præstekald). ’

Min far var i mange år landmand på det lille husmandssted i Sydvestjylland, hvor jeg selv voksede op. Jeg forstod ikke rigtig, når jeg som barn af og til hørte ham sige: ”Huha, det er dejligt at være landmand – så bestemmer man selv over sin tid!” Det synes jeg jo ikke var sådan i umiddelbar overensstemmelse med det jeg så, hvor både mark og stald kaldte på min far i tide og utide. Og hvor sommerferien var en enkelt søndagseftermiddag med badetur til Rømø. Men jeg er sidenhen blevet klar over, at det min far talte om var følelsen af, i hvert fald en form for frihed. Han kunne jævnligt blive siddende en time længere med naboen ved formiddagskaffen, hvis det var det, han ville. Han kunne knokle med høet til langt ud på aftenen. Han var til rådighed, og der var nok at se til, nok der kaldte. Men det var stadig hans tid, og i vid udstrækning ham selv der med eget ansvar bestemte hvad og hvordan.

Jeg har i alle årene (snart 36) som sognepræst i folkekirken haft en lignende følelse som min fars: Huha, det er godt at være præst – så bestemmer man selv over sin tid! Eller rettere: Sådan var det. – Nå, men nu er der en arbejdsopgave, der kalder. Og jeg tror, helt uden nogen som helst tvivl, at dét er både godt og i øvrigt selve sagen i mit arbejde og min identitet som præst.

Onsdag den 5. juni er det Grundlovsdag med fejring af folkestyret, og søndag den 9. juni er der valg til EU-parlamentet med din og min stemmeafgivning. Selv om demokrati og folkestyre bestemt ikke er nogen speciel luthersk opfindelse, så kunne man måske godt sige, at reformationen alligevel har været med til at styrke det med, hvor vigtigt og afgørende det er, at det almindelige menneske stemmer i og selv er med til at tage til orde. Det gælder i kirken. Og det gælder derude på torvet – i det politiske og samfundsmæssige: Vi må tage del. Altså deltage. På forskellige planer og niveauer. Ja. Men ikke stille dig udenfor. Hvis for mange gør det, så er det noget skidt. Det gælder både i kirken og i det politiske og samfundsmæssige. Vi er alle i samme båd. Som det for øvrigt så fint kommer til udtryk, når vi sidder sammen til gudstjeneste i det der fra gammel tid er blevet kaldt kirkeskibet, og stemmer i, så godt vi kan.

Paulus taler i Romerbrevet kapitel 13 om at vi alle skal underordne os de myndigheder, der står over os, fordi det er, siger Paulus, en guddommelig ordning, hvor øvrigheden og magthaverne er Guds tjenere: ”Derfor betaler I jo også skat, og de styrende er Guds tjenere, når de tager vare på det”. Ja når de gør det! Det går jo ikke altid alt for godt med den del. Det gjorde det nu nok heller ikke på Paulus´ tid. Mon ikke skattesnyderi og dårlig eller lemfældig styring og administration er en gennemgående faktor i menneskehedens historie? Men Paulus´ ord munder også ud i en langt bredere og dybere pointe: ”Giv alle, hvad I skylder dem: den, der har krav på skat, skat; den der har krav på told, told; den, I skylder frygt, frygt; den, I skylder ære, ære”.  Vi skylder alle nogle noget. Både Gud OG mennesker.

Gud: ”Lov og tak og evig ære”, som det hedder med de ord, der altid afslutter prædikenen og samtidig indleder kirkebønnen: ”Lov og tak og evig ære være dig vor Gud” – som vi skylder at ”frygte” forstået på den gode – og gamle sproglige – måde det er, når vi her taler om at frygte. Gudsfrygten også kaldet, som ikke handler om at være bange, men at antage og tro på, at der er én over os og alle ting – Gud, vor skaber og frelser. ”Hellig, hellig, hellig er Herren”, siger vi. Og dét hellige og Dén Hellige må vi omgås med den form for frygt og ære, som vi kalder netop: Ærefrygt. Ærefrygten overfor Gud, som giver livet dets højde og dybde – tilværelsens vertikalitet. Vi skylder at skatte Gud.

Vi skylder alle nogle noget. Både Gud OG mennesker. En mønt har to sider. Sider af samme sag. En sag om værdi – og værdig-hed. Giv Gud, hvad Guds er – og mennesker, hvad menneskers er. Vi skylder alle nogle noget. Vi skylder at tage os så godt som muligt af hinanden. Konkret skylder vi hinanden både det ene og det andet – en middag i byen, en tur i biffen – en tanke, en tjeneste, en del af min tid – en tak for sidst, og for nu, og fordi du er her – eller for den sags skyld: penge og gældsposter med afdrag til tiden. Og i grunden, altid og til hver en tid, skylder jeg at se det andet menneske som mit medmenneske. Det hører til tilværelsens horisontalitet nøje sammenvævet som den er med vertikaliteten: Gud OG mennesker.

Hvad angår det med at give skat, så har vi i kirken og gudstjenesten at gøre med en skat så stor. Kirken og gudstjenesten er et fortællerum, et skatkammer, for uforglemmelige historier, for videregivelse af et stort og hemmelighedsfuldt mysterium, som aldrig bare kan siges ligeud, men som der alligevel kan sættes ord på og siges noget om. Som kan fortælles videre – også til kommende generationer. Det skylder vi at gøre: At stemme i både her og der. I givne situationer endda at afgive vores stemme.  Vi skylder alle nogle noget. Både Gud OG mennesker. Sider som sagt, af samme sag.