Med evangelieord til pinsedag siger Jesus: ”… jeg lever, og I skal leve” (Joh. 14,19). Leve og elske. Finde fylden allerede her, i det nærværende – dagen, som nu åbner sig for os – dagen og dette øjeblik. Det er så afgørende – så afgørende velsignet godt, når det sker. Når tomhed bliver til fylde. Når der bliver lukket op for os til dagligdagen. Den velsignede hverdag nu set og oplevet som fyldt med mening fremfor udelukkende tab og truende tom trummerum. Men hvordan får vi fat i det? Eller det i os? Livets fylde – dagens fylde – hvordan regner man den ud? Eller rettere, hvordan beskrive og udleve denne fylde? Finde ord og form for livet i livet? Og da særligt, når store tab opstår? Når en grundlæggende præmis forandres og livet synes gået helt i stå?

Forfatteren Solvej Balle kredser på sært fascinerende vis herom i romanføljetonen med titlen ”Om udregning af rumfang” – nu (2024) nået til bind V af syv planlagte bind i alt. En titel som bærer i retning af noget med ”fylde” og ”omfang”. Hovedpersonen i romanværket, Tara, er fanget i den 18. november. Ja, det lyder mærkeligt, men man vænner sig til en vis grad til det. Tara vågner, som vi vil sige det, ”hver ny dag” op til den 18. november. Sådan har det været nu i – som vi siger det – årtier. For langt de fleste andre mennesker går tiden som normalt. Men for Tara og nu her i bind V med ophold på et gammelt nedlagt universitet i Val Benoit drejer det sig om flere hundrede mennesker. Alle fanget i den 18. november, forsamlet her. Overfor den samlede flok, forsamlet i et auditorium på det gamle universitet her i Val Benoit, træder kvinden Gita nu for første gang frem og holder en sært bevægende tale. Lavmælt livsnær og bevægende. Det er Tara, der fortæller os om Gitas tale den dag: ”Hun talte om de faser, de fleste af os havde gennemgået. Forvirring og uro, en sårbarhed. At man følte sig forkert. Fanget. Ramt. Faldet af verden. Fortabt. Fortvivlet. Som om man havde gjort noget forkert… Og så en slags resignation … Men ved I hvad, sagde hun. Resignere betyder ikke at gå i stå. Resignere betyder at tage seglet af et brev. Resignare. At åbne forseglingen og se, hvad der står. At resignere er at åbne noget, ikke at forstene eller forstøve eller standse…”

Åbne et brev. Åbne sin bibel. Åbne sig for nye ord og vinkler. Få det ene og det andet vendt om. Vendt til det bedste – selv det værste. ”Jeg vil ikke efterlade jer faderløse”, siger Jesus, ”jeg kommer til jer… for jeg lever, og I skal leve.” Leve og elske. Åbne for dagens fylde i det nærværende.

”At resignere er faktisk at åbne noget, sagde Gita. Men hvad er det, der skal åbnes? Det kan man jo spørge om. Og mit svar vil være, at det allerede er åbnet. – At vi har åbnet et brev, en magisk æske … Hvor heldig kan man være? Vi er standset og har resigneret og BOOM, sagde hun og slog begge sine arme ud i luften: døren går op. Det var det, der skete, da vores dag gik i stå. Men ville vi se det? Nej. Og ja. Vi ville gerne se det, men vi skulle lige vænne os til tanken. For der var sket noget. Vi var blevet nysgerrige. Vi var begyndt at søge forklaringer. Og så blev det klart: ikke hvor vi skal give op, men hvor vi skal begynde… det mærkelige, som vi ikke hele tiden taler om, men som vi måske hele tiden burde tale om, er, hvor heldige vi er. At vi har fået nøglen til en dør, som man ikke uden videre kan få nøglen til. Gentagelsens dør. Iagttagelsens dør. Indsigtens dør…”

Hvor ”heldige” vi er, siger Gita. Eller som vi vil sige det med kirkens sprog, hvor ”velsignede” vi er. At døren har åbnet sig for os, ind til denne dag. Dagen i dag. Sagt med salmens ord: ”Denne er dagen, som Herren har gjort, / den skal hans tjenere fryde…” (DDS 403,1)

Gitas tale havde nu helt klart grebet forsamlingen, og hun fortsatte: ”Og hvad stod der så i brevet, da vi brød seglet. Da vi resignerede? Der stod: vi er slet ikke færdige, vi er først lige begyndt. Der stod ikke, at vi er fanget i tiden, og at nu kan vi sætte os ned og håbe på, at vi en dag kommer ud af den attende. Der stod, at vi er fanget i et privilegium. Ja, det er ikke sådan, vi plejer at se det, men det er sådan det er…”, sagde Gita, og talte stille begejstret videre om at vende omkring ”og vandre mod hulens udgang” – ”gå ud af sin hule” – ud af skyggerne, ud til lyset og de andre – alene ”bundet til nuets nærvær” – ”Det var”, som Gita sagde det, ”ikke fremtidshåb, det var nutidshåb, nutidsoptimisme, nærværshåb.” Som Tara noterer det om dette, ja, pinseunder: ”Jeg tror, Gita har fået en ild til at blusse op. Som om en gnist er sprunget ind i et landskab, hvor der længe har været tørke. Jeg kan se, hvordan ilden tager fat, først i det ene hjørne, så i det andet. Måske har hun ret. I at vores hjerner (og hjerter!) har ventet på at blive budt op til dans. Ilddans. Begejstring. Blus. … Jeg mærker en gnist af glæde…” Og som Tara fortæller det om tiden derefter: ”Vi holder møder, og jeg møder op, og folk fortæller, og alle klapper begejstret, og jeg klapper begejstret. Vi er på vej, og vi gnistrer, når vi går ud på de våde stier…” – jo: ”Gitas tale havde pustet til ilden.”

Som den dag, pinsedag i Jerusalem, da Guds hellige Ånd kom over disciplene og de talte hjertesprog, som greb de mange, der var forsamlet. Som genoplukkede for dem alle døren til livets og dagens velsignede fylde: ”Denne er dagen, som Herren har gjort” – ”… jeg lever, og I skal leve” genlød Hans ord med ild og gnist og glød i dem, Hans kærligheds ånd, Guds egen hellige Ånd, kom over dem, satte sig i dem, med nutidshåb, nærværshåb. – Som for dem dengang, den første pinsedag, således også for os nu i dag: Der er jul, påske og pinse. Vi er døbt i Faderens og sønnens og Helligåndens navn, til liv i tro, håb og kærlighed. Og nu er det pinse. Ja, fra nu af er vi ”fanget” i pinsedagen. På bedste vis fanget i og af pinsedagen som åbningen til al livets fylde, til livet og dagen og dette øjeblik som privilegium og velsignelse ud over alle grænser – selv dødens. Med Jesu ord: ”… jeg lever, og I skal leve” Glædelig pinse!

Jeg er her i skrivende stund pensionist på tredjedagen. Det er ikke nogen stor erfaring at skrive ud fra. Jeg vil dog sige, at den umiddelbare følelse er lettelse. Lettelse og taknemmelighed. Det gik godt (læs: meget gik godt) OG jeg mærker en byrde være taget af mine skuldre. Jeg skal ikke (i hvert fald ikke lige foreløbig) stille op i ornat overfor en forsamling og levere en form for opbyggelig tale. Jeg skal ikke præstere noget i den sammenhæng. Det er nok det, jeg i særlig grad mærker som lettelse.

Vi mødte for nogle måneder siden i en forretning inde i byen en gammel kollega og spurgte: ”Hvor lægger du så din kirkegang, nu hvor du er gået på pension?” Hvortil den gode pastor emeritus med glød i stemmen svarede: ”Jeg er bare færdig med folkekirken”!

Sådan har jeg det ikke. Jeg er IKKE færdig med folkekirken. Tværtimod glæder jeg mig over, at den findes. Og det endda i enhver krog af landet. Og jeg glæder mig til nu for alvor at indtage det allervigtigste embede i den folkekirkelige sammenhæng: Kirkegængerembedet. At sidde på kirkebænken søndag efter søndag. Synge, lytte, bede. Være med sammen med de andre. Og få noget med ud i pensionisthverdagen.

Præster kommer og går – menighed består. Hvor er det godt, at det er sådan det er.

Da kvinderne, endnu før solen var stået op, gik til Jesu grav påskemorgen for at salve hans døde legeme, talte de med hinanden om, hvordan de i det hele taget skulle komme derind i gravhulen. En kæmpesten var jo, vidste de, blevet rullet for indgangen.

Jeg tænker altid på disse kvinder, når jeg kommer til Vær Kirke fra den nordlige side og ser den gamle tilmurede kvindedør i kirkeskibets nordside, så stærkt markeret ved de smukt tilhuggede granitkvadre.

Hvordan kommer vi derind?

Og selvfølgelig for at kunne komme ud igen. Fordi det er altid meningen med at gå i kirke: at komme ud igen. Ud til dagliglivet og alle sammenhængene og nærværet der.

Men først må vi ind. Sætte os ind i det – her, i kirkeskibet – for at få noget ud af det. Men hvordan kommer vi derind? Det gør vi ved, som kvinderne påskemorgen, trofast at gå dertil – til helligstedet – med den tanke og det håb, at der mod alle realistiske odds må vise sig at være en vej. En indgang.

”Kanske”, som de siger det i Norge. Og det kan det. Det kan ske, at det førhen lukkede som ved et under åbner sig for os, og vi finder ind og finder ud af det. Ikke alt – det hemmelighedsfulde består – men nok til at vi endnu engang kan komme videre fra mørke til lys, fra død til liv, fra udgang til indgang.

”Der er dem, der holder dørene på klem”, som vi synger det med Benny Andersen i Go´ nu nat-sangen – ”jeg tar hele døren af / venter på dig nat og dag”. Sådan er vor Herres egen holdning til os. Sådan har Gud stillet os fra og med påskemorgen:

Hele døren taget af.

En åben favn.

Kærligheds varme, lys og liv.

Stenen er rullet fra.

Udgangen fra gravmørket findes.

Der er åbnet op for indgangen til liv og lys.

Vi får se! Vi får se!

Nu er det forår igen. Solen skinner over engen og fjorden dernede. Hvor er det godt være her. I anledning af min snarlige pensionering fra embedet som sognepræst i Vær og Nebel sogne har jeg udgivet bogen ”Til livsmod – Tanker fra kirkeåret”. Følgende er fra bogen her: Hvis jeg skulle holde et foredrag om bibelske kvindeskikkelser, så ville jeg ikke begynde med hverken Eva eller jomfru Maria, men så ville jeg indlede med at introducere den unavngivne kana´anæiske kvinde fra Matthæusevangeliet (Anden søndag i fasten, første række, Matt.15,21-28), som er så kraftfuld og overbevisende. Som i al sin umådelige vælde og udholdenhed rokker ved gudsbilledet. Sprænger rammerne. Udvider ved sin bøn og sin kraftfulde insisteren feltet for guddommelige kræfters virke. “Kvinde, din tro er stor. Det skal ske dig, som du vil.” Ikke kun hendes tro, men måske endnu mere hendes håb og kærlighed. Hendes frygt og forfærdelse og kærlighedsbårne længsel efter at se sin datter om muligt gå mod livet og ikke døden. Det er stærkt. Det er det hver gang, et menneske ud over alle grænser insisterer på det andet menneskes mulige redning.

Min egen far, som var af husmandsæt, lærte mig ved sit eget eksempel, at det sikreste, specielt over for kvinder, når de foreslår noget, er at sige “nej”. Men jeg så jo også godt, hvor ofte min mors vedholdende insisteren rykkede ved min fars snævre grænsesætninger. Da min far i den sidste del af sit liv udviklede en alzheimers demens, blev hans “nej” endnu mere markant og omfattende. Så en sommerdag hvor vi sad sammen i køkkenkrogen i det, der viste sig at blive min fars sidste sommer derhjemme – og den dag var der noget mere ro på og små lyssprækker i demensen – spurgte jeg min far: “Far, er det ikke rigtigt, at du efterhånden siger nej til det hele?” “Jow,” lød svaret.

Grænser kan rykkes og brydes. Måske ligefrem nedlægges som i teksten hos Matthæus, hvor det bliver klart for enhver, at Gudsfolket og “de fortabte får” ikke, i og med Jesus, er begrænset til Israels hus og det jødiske folk, men at hvem som helst kloden rundt hører flokken og Gudsfolket til. Det er denne mor, den kana´anæiske kvinde med al sin store tro, håb og kærlighed, i et samvirke med vor Herre selv med til at implementere. Hendes udholdenhed og vedholdenhed. Hendes bøn: “Herre, hjælp mig!” Ja, og hendes udlægning af Jesu lille lignelse om børnenes brød, der ikke skal gives til de små hunde: “Men hun svarede: ’Jo, Herre, for de små hunde æder da af de smuler, som falder fra deres herres bord.’” Hun svarede igen med sin udvidende udlægning. Og hvor var det godt, for her talte hun lige ind i hjertet af vor Herre selv. Ind i kærligheden, den guddommelige, hvoraf der opstår lys og liv af død og mørke.

“Hvad var det dog, der skete?” Nyt liv bryder frem derude – op og ud i lyset – måske i form af en blå anemone, en “lille amazone”, som gør “mit hjerte atter glad.” Råb til vor Herre! Lær af den kana´anæiske kvindes vedholdende insisteren: “Herre, hjælp mig!” Bange var hun. I allerhøjeste grad bange for at skulle miste sin allerkæreste, her i skikkelse af sin datter. Bange, men ikke mundlam. Ikke, endnu ikke, fuldstændigt handlingslammet. Men tværtimod i stand til at møde op og over for vor Herre selv at sætte ord på. – Og se, så kan det ske. Underet. At længsel møder svar. At tro og håb møder kærlighed og opstandelse: “Kvinde, din tro er stor. Det skal ske dig, som du vil.”

Vores yndlingslegested som børn på det lille sydvestjyske husmandssted, hvor jeg voksede op i 1960´erne, var ”æ gammel hønsegård”, der – som man kan høre det – var blevet forladt af sine tidligere beboere. Nu flyttede vi børn ind i, for os, noget nær Paradis. Vi måtte, som jeg husker det, alt. Undtagen slå søm i levende træer og tænde bål uden aftale med mor eller far. Vi lagde ikke æg som de tidligere beboere, men jeg skal love for, at der blev udruget ideer, planer og projekter.

Indtil jeg var 6-7 år gammel, hed min bedste ven og legekammerat, Frants. Vi var dengang nabobørn. Sammen med mine ældste småsøstre og med Frants, opdagede jeg verden, sådan som børn gør det, opslugte og selvforglemmende, i leg og i drøm og på opdagelsesrejser. Ikke geografisk set ret langt ud omkring. Men bortset fra det, så kom vi virkelig langt omkring. I træet vi kravlede i. I hullet i jorden, vi gravede med drømme om kommende tunnelsystemer og underjordiske net af gange og huler. Sejlads med barkbåde i en vandpyt, pinde, sten og en smule jord og pludselig havde vi hver især en stor gård med marker og dyr og nok at se til. I sproget og ordene og samtalen, vi hele tiden havde kørende og udviklede sammen. Sådan var det, mit gode liv, i de første barndomsår, gang på gang i forundringsleg sammen med Frants og de andre.

Senere i livet blev hønsegården udskiftet med præstegården og kirken. Og forundringslegen fortsatte. Nu i samspil med kirkegængere, kolleger og kirkepersonale. Allerbedst og allerhelst i selvforglemmende optagethed af selve sagen: Gennem gudstjenester og kirkelige handlinger, gennem samtale og salmesang, prædiken og ordleg, at få sat de bedst tænkelige ord og syner på selve dette gådefulde, underfulde noget at være menneske i glæde og sorg, i medgang og modgang. Alt sammen i lyset af evangeliet om Guds nåde og kærlighed som den særlige livgivende oplysning af livet.

Forundringslegen fra dengang i barndommens land i ”æ gammel hønsegård” fortsat og forlænget ind i voksenlivets optagethed. Det er gået som en leg. Sådan tænker jeg taknemmeligt nu, hvor barndommens land ligger langt bagude, og hvor arbejdslivet som sognepræst nu meget snart slutter (med udgangen af april 2025): Det er gået som en leg.

Nu skal jeg videre. Ind i et nyt livslandskab. Og som vi gang på gang siger det til hinanden derhjemme i skovhuset ved fjorden med hestene og hønsene og katten, og træfældningen og brændekløvningen og alt det andet, der dagligt kalder på os: ”Vi leger jo bare”. Og se, dette ”bare” er ikke udtryk for en nedvurdering men tværtimod en opgradering. En opfattelse og en anerkendelse af den selvforglemmende leg som den enkleste og bedste livsmodus af dem alle. Jeg glæder mig…

Beretningen om den 12-årige Jesus i templet i Jerusalem i ivrig samtale med præster, lærere og skriftkloge er det eneste glimt vi overhovedet i det bibelske har fra Jesu barndom udover fødselsberetningerne. Knap og nap konfirmandstor og gammel nok til at træde fra barndommen ind i ungdomstiden, teenageårene, møder vi her den 12-årige – som, vidunderbarn eller ej, er et særligt sted i livet.

Sådan vil jeg ud fra min egen livserfaring kunne betragte det. Udover hormonernes rasen og kroppen der så småt begynder at forandres, sker der også i sind og tanker nye ting og forskubninger. En åbenhed og bevægelighed men også nye store spørgsmål at stille til det ene og det andet. En begyndende adskillelse fra mor og far og deres meninger og holdninger. En selvstændiggørelse, ikke uden knubs, men også med helt nye berusende perspektiver for det at være til.

Da jeg selv var 11-12 år gammel, fik jeg flere og flere sammenstød og uoverensstemmelser med min, syntes jeg dengang, alt for jordiske far. Så kunne jeg i de situationer finde på at smide mig på sengen i mit værelse eller på halmloftet eller et andet uforstyrret sted og ligge der med lukkede øjne og godt med næring fra de drengebøger, jeg dengang slugte, og forestille mig, at jeg i virkeligheden havde en helt anden far end ham stivstikkeren derude i stalden eller ved bordet i køkkenet eller hvor vi nu stødte sammen. Nej, i virkeligheden så var jeg en indisk fyrstesøn. Og snart, meget snart, ville min indiske fyrstefar komme på sin sorte hingst og befri mig til et helt nyt liv, hvor jeg kunne lyse og stråle i min egen ret og sande identitet. Sådan! Han kom aldrig. Men jeg flyttede få år senere hjemmefra. Og fik i mange år derefter lov at beholde min jordiske far som netop min, ikke himmelske, men gode jordiske far.

Hvem er vi hver især? Hvor hører vi til? Hvor hører vi hjemme? Ja, i hver vores jordiske sammenhæng med de roller og titler og funktioner, der her måtte høre til. Inklusive, med tiden, diverse forandringer og forskubninger. Og husk, som dronning Margrethe i sin næstsidste nytårstale formulerede det omkring generationskløft og forskellen på unge og ældre som ikke blot kløft men et sted for bro til ny erkendelse. ”Og husk”, som dronningen understregede det – ”husk, at man kan gå over broen i begge retninger.” – så at vi kan mødes og sammen ”gå ind i det nye år med fortrøstning, forståelse og nyt mod”.

Den første lyd i verden var din mors hjertelyd: ”Dung, dung, dung…” sådan var det og sådan er det for ethvert menneske på denne jord: ”Dung, dung, dung…” – ikke som lyden af eksploderende granater og faldende bomber men din mors måske endda helt rolige puls og hjerteslag. Vi er blevet til ved lyden af en andens hjerte. Det er godt at tænke på. Godt at huske. Selv om vi ikke selv husker det. Så huske at alting begyndte godt – med et hjerte, en andens, der slog for dig.

Det er sådan, kristendommen vil understrege det for os, i det helt overordnede, ved, som i skabelsesberetningens ord om Gud, der tænder lys i mørket og skaber liv på jord, efter hver ny skabelsesdag at lade det omkvæd lyde: ”Gud så, at det var godt” – ”Gud syntes godt om det” hedder det i den nyeste oversættelse – så kan jeg nu allerbedst lide oversættelsen i den helt gamle, hvor ordene lyder: ”Og se, det var såre godt.” – Såre godt. At alting altså begyndte godt, og var fra Guds side ment udelukkende godt. Såre godt. Også dit og mit liv, hvad så end det blev til. Det var og er fra begyndelsen ment godt og begyndte godt. Det er godt at vide. Og hvad kan det så ikke blive til? Ja, det er, som vi siger det, ikke godt at vide!

Ind i den verden hvor, uanset hvor godt det så begyndte, alt muligt går galt, og kan gå galt – som bibelen sandelig også kan fortælle om det – ind i den verden kommer nu Gud, gennem sit julebud, i skikkelse af barnet født i Betlehem. I det almindelige udsatte sårbare menneskeliv på bunden kommer Gud her til os for at give os en ny begyndelse. Give os at kunne, så at sige, begynde fra bunden af, med barn Jesus i stalden julenat med mor Marias og barnets hjerteslag som Guds eget bankende hjerte i verden. Nu helt nært: ”Dung, dung, dung…” Jo, der er et hjerte derude – længst ude og dybest inde – der slår som det skal! Kærligt og vedholdende. Og se, dét er såre godt!

Gid da hjerteslag må vinde over bombebrag! Gid julefreden må indfinde sig i både den ydre og den indre verden! Gid vi hver især må komme godt hjem! Finde hjem til jul – til hinanden – ind til glæden ved barnet født i stalden julenat i Betlehem – med englenes sang over os alle: ”Ære være Gud i det højeste og på jorden! / Fred til mennesker med Guds velbehag!” Glædelig advent! Glædelig jul!

Lad os tale om troen, alt det vi kan. Men hvordan? Som det lige for tiden drøftes med afsæt i det tværkirkelige initiativ ”Lad os tale om tro”, så kan det vinkles vidt forskelligt.

Skal der kigges indad mod din tro som en slags beholdning, du kan have i dig selv, i dit sind? Eller skal der kigges udad og hen mod det, din tro måtte have at rette sig imod? Jeg vil sige som et muligt godt og givende udgangspunkt: Lad os tale om kristentroen, ikke som noget vi har eller ikke har, lidt eller meget af, men som noget vi gør. Troen set som noget vi gør, meget mere end som noget vi har! Troen har du ikke, som én eller anden opsparet beholdning i sindet, psyken, sjælen. Din tro gør du, hvorved den bliver til. Igen og igen. Også når du var kommet væk fra det. Måske bare på grund af almindelig sjusk eller ligegyldighed. Dette at vi gør troen. Herunder af og til udfører den særlige form for gangart, som vi kalder kirkegang.

”Troen kommer af ordet der høres”, siger Luther. Ja, det skal til. Men endnu mere: Troen kommer af ordet, der gøres og siges og ikke bare høres (og ties). Og her tænker jeg ikke i første omgang på såkaldt gode gerninger som at rejse sig i bussen for en anden, hjælpe én over gaden, give en hjælpeløs en hånd, en hjemløs en halvtredser, en kollega en undskyldning osv. osv.  Nej, jeg tænker på at ”gøre troen” som det at sige og synge med så godt som muligt på alle gode ord fra det skatkammer vores kristne tradition er. Sige med på trosbekendelsens ord. Bede Fadervor – dagligt! Bede bordbøn – hvorfor ikke? det er dog en gavmildhed og barmhjertighed i grunden, en gave så guddommelig stor at have mad på bordet og siden i munden og maven til ny kraft og styrke i krop og sind. Tak Gud, for alle gode gaver!

Det at gøre det, det at sige det højt, udvider rummet helt vildt – himmelhøjt – uendeligt stort bliver rummet med evighed til følge. Herigennem, gennem en sådan gøren, bliver troen til. Lad endelig være med at ”mærke efter”, om du nu så også ”har” troen. Troen tåler – som håbet og kærligheden – ikke selvbefamling, afvejning og målinger. Troen lever, som håbet og kærligheden, af at rette sig udad og opad, bort fra dig selv og din egen lille navle og snævre egeninteresse. Troen tåler ingen selvbeskuelse – så fordufter den som dug for solen. – Lad os gøre troen! Være tro!

I nyudgivne “Til livsmod – Tanker fra kirkeåret” skriver jeg i bogens sidste kapitel til kirkeårets mange søn- og helligdage under overskriften Godthåb:

Den sidste søndag i kirkeåret hører vi ord om dom og fortabelse (Matt.25,31-46). For det er nok det, vi først hæfter os ved. At på dommens dag skal alle vi, der ikke havde øje for og ikke tog os af den sultne, den tørstige, nøgne, fremmede eller fængslede, gå ad Helvede til. Bort fra vor Herre “til den evige ild, som er bestemt for Djævelen og hans engle.”

Jeg er selv vokset op inden for det missionske og kender så udmærket tanker og ideer om fortabelse – fortalt af min kærlige mor og lige så kærlige og varme bedstemor. Jeg trøstede mig dengang med, at det jo da i hvert fald ikke var nogle af dem, jeg kendte, der skulle den vej. Alle var jo missionske og frelste. De andre, naboer og skolekammeraters familier, kom vel bare i andre missionshuse end det jeg selv var med til møder i sammen med mine forældre. Jeg var faktisk et stykke oppe i skolealderen, før det gik op for mig, at det forholdt sig helt anderledes. Ja, at kun et absolut mindretal – og i min egen klasse kun én mere, og det var min træfætter – hørte til inden for det missionske. Det var som et slag i mellemgulvet, et skud for boven, jeg ikke siden er kommet mig over. For hvad nu? Betød det, at Tonny, Frants, Carlo, Palle, Jan og alle de andre kammerater skulle gå ad Helvede til?

Mange kender historien om manden, der kommer i himlen og bliver ført rundt i de himmelske boliger af Sct. Peder. Der er mange rum. Inde fra et af dem lyder det af fest, højskolesang og bægerklang. “Det er de grundtvigske,” siger Sct. Peder. Et andet sted synges der “Pris Herren!”, gospels og salmer med moderne rytmer. “Det er pinsefolkene,” siger Sct. Peder – “men se, nu skal du lige være lidt stille, når vi går forbi det næste rum. Det er nemlig de missionske, der holder til derinde, og de tror, de er de eneste, der er her i himlen.”

Nej. Forståelsen er helt gal. Og det tror jeg faktisk også mine egne forældre og mange andre fra det missionske nu i dag ville mene. Og min bedstemor, som gik bort for mange år siden, er, forestiller jeg mig, nu fuldstændig overbevist om en langt større virkelighed i det hinsidige end den, hun først havde forestillet sig! Gud er ikke bare velsignelsens, nådens og barmhjertighedens Gud. Gud er også overraskelsens Gud…

Sidst i september 2024 udgiver jeg på forlaget Eksistensen en bog med titlen ”TIL LIVSMOD – Tanker fra kirkeåret”. I bogens forord skriver jeg:

I alle mine mange præsteår i Vær og Nebel sogne ved Horsens har prædikenarbejdet været den helt store glæde. Koblet til det konkrete møde med mennesker i deres forskellige livssituationer, i sorg og i glæde, har gudstjenesteforberedelsen med fokus på tale og prædiken været livsnerven for mig i mit virke som sognepræst i Den danske folkekirke. Tænk sig, at have det som en væsentlig del af sit arbejde og virke kirkeåret rundt at skulle gøre sig tanker om det med Gud og os. Om det at være menneske i lyset af evangeliet, af kristendommens budskab. Så godt som muligt få sat ord herpå, så vi som kirkegængere måtte blive hjulpet – når det går godt. og det gør det af og til i gudstjenesten – med at få noget ud af det og selv gå videre med.

I mine tanker og overvejelser om, hvad det egentlig skal gøre godt for det med kirken og dens gudstjenester og kirkelige handlinger er jeg i alle årene blevet godt hjulpet af en lille engel. En såkaldt putto, som sidder på et lille fremspring midtfor på det store epitafium i prædikestolssiden på kirkeskibets søndre væg i Vær Kirke (se bogens forside). En mindetavle fra sidst i 1600-tallet over sognepræst Jens Pedersen Bay i den tids barokstil. Puttoen, den lille buttede bevingede drengeengel, sidder oven på et kranium med et pusterør i hænderne og sat for munden. Ifølge traditionen sidder puttoen her på kraniet og blæser sæbebobler som tegn på livets forgængelighed. Memento mori – husk, du skal dø! Som mest af alt må betyde: Husk, du skal leve!

Jeg tillader mig derfor i pagt med det, jeg fornemmer som ånden i evangeliet, at se røret ikke som et sæbeboblepusterør, men mere som en lille spillefløjte stemt i evangelisk toneart. Med evangeliets grundtone forstået som den guddommelige kærligheds opstand imod døden og al dens væsen. Et fuldtonende ’husk, du skal leve!’ Leve og elske. Giv dig håbet og troen og livsglæden i vold op mod alt det, som truer, og som vil spærre dig inde i gravmørket. Med Jakob Knudsens uforglemmelige ord i morgensalmen over dem alle: ”Jeg vil ånde luften i fulde drag, / synge Gud en sang for den lyse dag, / takke ham, at morgnen mig end er sød, / at mig dagen fryder trods synd og død.” Som sådan betragter jeg puttoen, min lille engel i Vær Kirke, som gennem årene, sammen med alt muligt andet godt i kirkerummet, har hjulpet mig så godt på vej med sin dødsforagtende livsglade sang og musik. En livsmodsfigur, som har været med til at holde mig på sporet af den tanke og overbevisning, at vi har kirken og kristendommen, gudstjenesten, for livsmodets skyld.

Hvad skal det til for, alt det med dåb og nadver, bibellæsning, bøn og bekendelse, salmesang og prædiken? Hvad skal det til for? Og det korte svar lyder: til livsmod. Til mulig lettelse og livsmod i livet derude uden for kirkens tykke mure. Som sådan håber jeg, denne bogs tekststykker med tanker fra kirkeåret og dets prædikentekster (i helt overvejende grad første rækkes evangelietekster) må kunne medvirke: til livsmod.