Lad os tale om troen, alt det vi kan. Men hvordan? Som det lige for tiden drøftes med afsæt i det tværkirkelige initiativ ”Lad os tale om tro”, så kan det vinkles vidt forskelligt.

Skal der kigges indad mod din tro som en slags beholdning, du kan have i dig selv, i dit sind? Eller skal der kigges udad og hen mod det, din tro måtte have at rette sig imod? Jeg vil sige som et muligt godt og givende udgangspunkt: Lad os tale om kristentroen, ikke som noget vi har eller ikke har, lidt eller meget af, men som noget vi gør. Troen set som noget vi gør, meget mere end som noget vi har! Troen har du ikke, som én eller anden opsparet beholdning i sindet, psyken, sjælen. Din tro gør du, hvorved den bliver til. Igen og igen. Også når du var kommet væk fra det. Måske bare på grund af almindelig sjusk eller ligegyldighed. Dette at vi gør troen. Herunder af og til udfører den særlige form for gangart, som vi kalder kirkegang.

”Troen kommer af ordet der høres”, siger Luther. Ja, det skal til. Men endnu mere: Troen kommer af ordet, der gøres og siges og ikke bare høres (og ties). Og her tænker jeg ikke i første omgang på såkaldt gode gerninger som at rejse sig i bussen for en anden, hjælpe én over gaden, give en hjælpeløs en hånd, en hjemløs en halvtredser, en kollega en undskyldning osv. osv.  Nej, jeg tænker på at ”gøre troen” som det at sige og synge med så godt som muligt på alle gode ord fra det skatkammer vores kristne tradition er. Sige med på trosbekendelsens ord. Bede Fadervor – dagligt! Bede bordbøn – hvorfor ikke? det er dog en gavmildhed og barmhjertighed i grunden, en gave så guddommelig stor at have mad på bordet og siden i munden og maven til ny kraft og styrke i krop og sind. Tak Gud, for alle gode gaver!

Det at gøre det, det at sige det højt, udvider rummet helt vildt – himmelhøjt – uendeligt stort bliver rummet med evighed til følge. Herigennem, gennem en sådan gøren, bliver troen til. Lad endelig være med at ”mærke efter”, om du nu så også ”har” troen. Troen tåler – som håbet og kærligheden – ikke selvbefamling, afvejning og målinger. Troen lever, som håbet og kærligheden, af at rette sig udad og opad, bort fra dig selv og din egen lille navle og snævre egeninteresse. Troen tåler ingen selvbeskuelse – så fordufter den som dug for solen. – Lad os gøre troen! Være tro!

I nyudgivne “Til livsmod – Tanker fra kirkeåret” skriver jeg i bogens sidste kapitel til kirkeårets mange søn- og helligdage under overskriften Godthåb:

Den sidste søndag i kirkeåret hører vi ord om dom og fortabelse (Matt.25,31-46). For det er nok det, vi først hæfter os ved. At på dommens dag skal alle vi, der ikke havde øje for og ikke tog os af den sultne, den tørstige, nøgne, fremmede eller fængslede, gå ad Helvede til. Bort fra vor Herre “til den evige ild, som er bestemt for Djævelen og hans engle.”

Jeg er selv vokset op inden for det missionske og kender så udmærket tanker og ideer om fortabelse – fortalt af min kærlige mor og lige så kærlige og varme bedstemor. Jeg trøstede mig dengang med, at det jo da i hvert fald ikke var nogle af dem, jeg kendte, der skulle den vej. Alle var jo missionske og frelste. De andre, naboer og skolekammeraters familier, kom vel bare i andre missionshuse end det jeg selv var med til møder i sammen med mine forældre. Jeg var faktisk et stykke oppe i skolealderen, før det gik op for mig, at det forholdt sig helt anderledes. Ja, at kun et absolut mindretal – og i min egen klasse kun én mere, og det var min træfætter – hørte til inden for det missionske. Det var som et slag i mellemgulvet, et skud for boven, jeg ikke siden er kommet mig over. For hvad nu? Betød det, at Tonny, Frants, Carlo, Palle, Jan og alle de andre kammerater skulle gå ad Helvede til?

Mange kender historien om manden, der kommer i himlen og bliver ført rundt i de himmelske boliger af Sct. Peder. Der er mange rum. Inde fra et af dem lyder det af fest, højskolesang og bægerklang. “Det er de grundtvigske,” siger Sct. Peder. Et andet sted synges der “Pris Herren!”, gospels og salmer med moderne rytmer. “Det er pinsefolkene,” siger Sct. Peder – “men se, nu skal du lige være lidt stille, når vi går forbi det næste rum. Det er nemlig de missionske, der holder til derinde, og de tror, de er de eneste, der er her i himlen.”

Nej. Forståelsen er helt gal. Og det tror jeg faktisk også mine egne forældre og mange andre fra det missionske nu i dag ville mene. Og min bedstemor, som gik bort for mange år siden, er, forestiller jeg mig, nu fuldstændig overbevist om en langt større virkelighed i det hinsidige end den, hun først havde forestillet sig! Gud er ikke bare velsignelsens, nådens og barmhjertighedens Gud. Gud er også overraskelsens Gud…

Sidst i september 2024 udgiver jeg på forlaget Eksistensen en bog med titlen ”TIL LIVSMOD – Tanker fra kirkeåret”. I bogens forord skriver jeg:

I alle mine mange præsteår i Vær og Nebel sogne ved Horsens har prædikenarbejdet været den helt store glæde. Koblet til det konkrete møde med mennesker i deres forskellige livssituationer, i sorg og i glæde, har gudstjenesteforberedelsen med fokus på tale og prædiken været livsnerven for mig i mit virke som sognepræst i Den danske folkekirke. Tænk sig, at have det som en væsentlig del af sit arbejde og virke kirkeåret rundt at skulle gøre sig tanker om det med Gud og os. Om det at være menneske i lyset af evangeliet, af kristendommens budskab. Så godt som muligt få sat ord herpå, så vi som kirkegængere måtte blive hjulpet – når det går godt. og det gør det af og til i gudstjenesten – med at få noget ud af det og selv gå videre med.

I mine tanker og overvejelser om, hvad det egentlig skal gøre godt for det med kirken og dens gudstjenester og kirkelige handlinger er jeg i alle årene blevet godt hjulpet af en lille engel. En såkaldt putto, som sidder på et lille fremspring midtfor på det store epitafium i prædikestolssiden på kirkeskibets søndre væg i Vær Kirke (se bogens forside). En mindetavle fra sidst i 1600-tallet over sognepræst Jens Pedersen Bay i den tids barokstil. Puttoen, den lille buttede bevingede drengeengel, sidder oven på et kranium med et pusterør i hænderne og sat for munden. Ifølge traditionen sidder puttoen her på kraniet og blæser sæbebobler som tegn på livets forgængelighed. Memento mori – husk, du skal dø! Som mest af alt må betyde: Husk, du skal leve!

Jeg tillader mig derfor i pagt med det, jeg fornemmer som ånden i evangeliet, at se røret ikke som et sæbeboblepusterør, men mere som en lille spillefløjte stemt i evangelisk toneart. Med evangeliets grundtone forstået som den guddommelige kærligheds opstand imod døden og al dens væsen. Et fuldtonende ’husk, du skal leve!’ Leve og elske. Giv dig håbet og troen og livsglæden i vold op mod alt det, som truer, og som vil spærre dig inde i gravmørket. Med Jakob Knudsens uforglemmelige ord i morgensalmen over dem alle: ”Jeg vil ånde luften i fulde drag, / synge Gud en sang for den lyse dag, / takke ham, at morgnen mig end er sød, / at mig dagen fryder trods synd og død.” Som sådan betragter jeg puttoen, min lille engel i Vær Kirke, som gennem årene, sammen med alt muligt andet godt i kirkerummet, har hjulpet mig så godt på vej med sin dødsforagtende livsglade sang og musik. En livsmodsfigur, som har været med til at holde mig på sporet af den tanke og overbevisning, at vi har kirken og kristendommen, gudstjenesten, for livsmodets skyld.

Hvad skal det til for, alt det med dåb og nadver, bibellæsning, bøn og bekendelse, salmesang og prædiken? Hvad skal det til for? Og det korte svar lyder: til livsmod. Til mulig lettelse og livsmod i livet derude uden for kirkens tykke mure. Som sådan håber jeg, denne bogs tekststykker med tanker fra kirkeåret og dets prædikentekster (i helt overvejende grad første rækkes evangelietekster) må kunne medvirke: til livsmod.

Jeg kendte engang en gammel mand. En, gennem hele livet sparsommelig og nøjsom gammel ungkarl nu midt i firserne med fire millioner på kontoen. Han var frustreret over, at han på grund af sin opsparing og sparsommelighed ikke var berettiget til nogle som helst pensionstillæg fra det offentlige, som alle mulige andre, der ikke havde sparet op, kunne få. ”Jeg bruger 100.000 kroner af opsparingen hvert år – og det kan jo ikke blive ved med at gå”, som han sagde det. ”Nej”, sagde jeg til ham, ”men så vidt jeg kan regne ud, så skal du blive hen i retning af 130 år, før det for alvor bliver kritisk. Så mon ikke det nok skal gå!”

Vi har SÅ mange måder at ”samle os skatte” og ”samle til huse”. Også selv om der bliver ryddet grundigt op, og kørt læssevis på genbrugspladsen, og vi flytter fra store ejendomme til tiny houses og mindre lejligheder. Nissen (den berømte) har det med at flytte med.

Jesus taler stærkt kritisk om griskhed af enhver art. ”Se jer for og vær på vagt over for al griskhed” (Luk. 12,13-21), siger Jesus. Og så bruger han som betegnelse for det virkeligt gode liv udtrykket ”at være rig hos Gud”. Hvad skal vi da forstå ved dette udtryk? At være ”rig hos Gud” er vel, som noget væsentligt, at have sans for livets gave. Livet og dette øjeblik, og hvert et øjeblik, du får som i grunden ren og skær gave. En fuldstændigt ufortjent Gudgivet gave. Sagt med Kingo (DDS 743,2): ”Hver morgen i min skål / en nåde uden mål / til mig nedflyder”. At kunne stå – også de dage og morgener, hvor livet meget mere ligner opgave end gave – i livstaknemmeligheden. Det er velsignet godt og givende og i sig selv en Guds gave.

Amerikanske Henry David Thoreau skriver fra midten af 1800-tallet i bogen ”Walden – livet i skovene” om kærligheden til naturen og det enkle liv. Thoreau skriver fra en periode på to år, hvor han levede og boede i sin lille selvbyggede hytte og omkringliggende jordlod i skoven ved søen Walden Pond i Concord, i Massachusetts. Nøjsomt, såre enkelt og ofte noget nær lykkelig. Med de berømte ord: ”Jeg flyttede ud i skovene fordi jeg gerne ville leve bevidst, befatte mig udelukkende med livets grundlæggende kendsgerninger og se om jeg ikke kunne lære hvad det havde at lære mig, så jeg ikke når min død nærmede sig, skulle opdage at jeg ikke havde levet.”

Der er noget sært moderne eller aktuelt, evigt aktuelt(!) over denne næsten 200-årige tekst. Thoreau taler stærkt kritisk om at ville spare op for at sikre sig: ”Denne anvendelse af livets bedste år til at tjene penge for at kunne nyde en tvivlsom frihed i den mindst værdifulde del af det får mig til at tænke på den englænder der rejste til Indien for at skabe sig en formue, så han siden kunne vende tilbage til England og leve en digters liv. Han skulle være flyttet op på et tagkammer med det samme.” Og et andet sted skriver han: ”jeg vil sige til mine medmennesker én gang for alle: Lev frit og ustraffet så længe I kan. Det gør kun en lille forskel om man er indsat som ejer af en gård eller som fange i et fængsel.” Thoreau ser hen til indianeren, der med sin wigwam lever et liv, hvor boligen ikke er meget mere end et godt stykke overtøj.

Ja, ja – sikkert er det, at – med Jesu ord: ”et menneskes liv afhænger ikke af, hvad det ejer, selv om det har overflod” – men at det bedste og mest livgivende af alt er, at være ”rig hos Gud” – velsignet, og elsket, og båret ind gennem både livet og døden.

Jeg har ansøgt om deltagelse i et fem dages kursus, mandag-fredag, på FUV (Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter) i Løgumkloster i februar 2025. Kurset hedder ”Tro og tvivl i præstens identitet og arbejde”. Nu har jeg så modtaget en besked fra FUV med følgende ordlyd: ”Som følge af de nyligt indførte tidsregistreringsregler har FUV måttet ændre på tidspunkterne for dit kursus. Det betyder, at du i stedet for et kursusforløb fra mandag aften til fredag middag nu skal på kursus: fra mandag, kl. 12.00 til torsdag, kl. 16.00. Herved bliver det muligt at afspadsere om fredagen.”

Man tror ikke sine egne øjne! Jeg skal sandelig love for, at der her med en helt uventet aktualisering af kurset, med dets indhold i øvrigt, er lagt op til ”Tro og tvivl i præstens identitet og arbejde”. Jeg tvivler stærkt på, at der hermed, via de nyligt indførte tidsregistreringsregler, og en konsekvens som denne, skulle kunne tænkes at være tale om en respekt for mit arbejde endsige min identitet som præst i folkekirken. Tværtimod, så oplever jeg det som disrespekt, benspænd og latterliggørelse af mit arbejde som præst (læs: præstekald). ’

Min far var i mange år landmand på det lille husmandssted i Sydvestjylland, hvor jeg selv voksede op. Jeg forstod ikke rigtig, når jeg som barn af og til hørte ham sige: ”Huha, det er dejligt at være landmand – så bestemmer man selv over sin tid!” Det synes jeg jo ikke var sådan i umiddelbar overensstemmelse med det jeg så, hvor både mark og stald kaldte på min far i tide og utide. Og hvor sommerferien var en enkelt søndagseftermiddag med badetur til Rømø. Men jeg er sidenhen blevet klar over, at det min far talte om var følelsen af, i hvert fald en form for frihed. Han kunne jævnligt blive siddende en time længere med naboen ved formiddagskaffen, hvis det var det, han ville. Han kunne knokle med høet til langt ud på aftenen. Han var til rådighed, og der var nok at se til, nok der kaldte. Men det var stadig hans tid, og i vid udstrækning ham selv der med eget ansvar bestemte hvad og hvordan.

Jeg har i alle årene (snart 36) som sognepræst i folkekirken haft en lignende følelse som min fars: Huha, det er godt at være præst – så bestemmer man selv over sin tid! Eller rettere: Sådan var det. – Nå, men nu er der en arbejdsopgave, der kalder. Og jeg tror, helt uden nogen som helst tvivl, at dét er både godt og i øvrigt selve sagen i mit arbejde og min identitet som præst.

Onsdag den 5. juni er det Grundlovsdag med fejring af folkestyret, og søndag den 9. juni er der valg til EU-parlamentet med din og min stemmeafgivning. Selv om demokrati og folkestyre bestemt ikke er nogen speciel luthersk opfindelse, så kunne man måske godt sige, at reformationen alligevel har været med til at styrke det med, hvor vigtigt og afgørende det er, at det almindelige menneske stemmer i og selv er med til at tage til orde. Det gælder i kirken. Og det gælder derude på torvet – i det politiske og samfundsmæssige: Vi må tage del. Altså deltage. På forskellige planer og niveauer. Ja. Men ikke stille dig udenfor. Hvis for mange gør det, så er det noget skidt. Det gælder både i kirken og i det politiske og samfundsmæssige. Vi er alle i samme båd. Som det for øvrigt så fint kommer til udtryk, når vi sidder sammen til gudstjeneste i det der fra gammel tid er blevet kaldt kirkeskibet, og stemmer i, så godt vi kan.

Paulus taler i Romerbrevet kapitel 13 om at vi alle skal underordne os de myndigheder, der står over os, fordi det er, siger Paulus, en guddommelig ordning, hvor øvrigheden og magthaverne er Guds tjenere: ”Derfor betaler I jo også skat, og de styrende er Guds tjenere, når de tager vare på det”. Ja når de gør det! Det går jo ikke altid alt for godt med den del. Det gjorde det nu nok heller ikke på Paulus´ tid. Mon ikke skattesnyderi og dårlig eller lemfældig styring og administration er en gennemgående faktor i menneskehedens historie? Men Paulus´ ord munder også ud i en langt bredere og dybere pointe: ”Giv alle, hvad I skylder dem: den, der har krav på skat, skat; den der har krav på told, told; den, I skylder frygt, frygt; den, I skylder ære, ære”.  Vi skylder alle nogle noget. Både Gud OG mennesker.

Gud: ”Lov og tak og evig ære”, som det hedder med de ord, der altid afslutter prædikenen og samtidig indleder kirkebønnen: ”Lov og tak og evig ære være dig vor Gud” – som vi skylder at ”frygte” forstået på den gode – og gamle sproglige – måde det er, når vi her taler om at frygte. Gudsfrygten også kaldet, som ikke handler om at være bange, men at antage og tro på, at der er én over os og alle ting – Gud, vor skaber og frelser. ”Hellig, hellig, hellig er Herren”, siger vi. Og dét hellige og Dén Hellige må vi omgås med den form for frygt og ære, som vi kalder netop: Ærefrygt. Ærefrygten overfor Gud, som giver livet dets højde og dybde – tilværelsens vertikalitet. Vi skylder at skatte Gud.

Vi skylder alle nogle noget. Både Gud OG mennesker. En mønt har to sider. Sider af samme sag. En sag om værdi – og værdig-hed. Giv Gud, hvad Guds er – og mennesker, hvad menneskers er. Vi skylder alle nogle noget. Vi skylder at tage os så godt som muligt af hinanden. Konkret skylder vi hinanden både det ene og det andet – en middag i byen, en tur i biffen – en tanke, en tjeneste, en del af min tid – en tak for sidst, og for nu, og fordi du er her – eller for den sags skyld: penge og gældsposter med afdrag til tiden. Og i grunden, altid og til hver en tid, skylder jeg at se det andet menneske som mit medmenneske. Det hører til tilværelsens horisontalitet nøje sammenvævet som den er med vertikaliteten: Gud OG mennesker.

Hvad angår det med at give skat, så har vi i kirken og gudstjenesten at gøre med en skat så stor. Kirken og gudstjenesten er et fortællerum, et skatkammer, for uforglemmelige historier, for videregivelse af et stort og hemmelighedsfuldt mysterium, som aldrig bare kan siges ligeud, men som der alligevel kan sættes ord på og siges noget om. Som kan fortælles videre – også til kommende generationer. Det skylder vi at gøre: At stemme i både her og der. I givne situationer endda at afgive vores stemme.  Vi skylder alle nogle noget. Både Gud OG mennesker. Sider som sagt, af samme sag.

Pinse handler om begejstring. Om at elske, og holde fast ved et ord. Det lyder luftigt. – Tirsdag den 30. april 2024 døde forfatteren Paul Auster 77 år gammel, lungekræftramt, i sit hjem i Brooklyn i New York. Paul Auster var inkarneret ryger. Herudover en fabelagtig forfatter af en lang række mærkeligt lette og luftige romaner med helt særegen tyngde samt manuskriptforfatter til nogle få film, herunder i særlig grad den uforglemmelige ”Smoke” fra 1995. Se/gense den!

I Paul Auster og Wayne Wangs film ”Smoke” er der ikke vildt meget handling i almindelig filmforstand og alligevel så handler filmen om det vigtigste af alt. ”Smoke” betyder både smøg og røg. Omdrejningspunktet i filmen er da også en cigarkiosk i Brooklyn i New York, hvorfra smøg, røg og fortællinger stiger op. Cigarkiosken ejes og bestyres af den midaldrende Auggie Wren (Harvey Keitel). Omkring ham og hans kunder vikler et utal af små og store historier sig ud og ind imellem hinanden som røgringe. Nogle af dem med afgørende betydning. For, som det siges: ”De dyrebareste ting er lettere end luft”. – I Auggies tobaksforretning kommer jævnligt forfatteren Paul Benjamin (William Hurt), hvis liv og forfatterskab er gået i stå, siden hans hustru meningsløst blev skudt på gaden. Men Paul henter, som tiden går, stille og roligt, inspiration og ny livskraft ved at komme hos Auggie, der selv er god til at fortælle historier.

Auggie har et kamera. Med det fotograferer han hver dag fra hjørnet af Third Street, hvor han har sin forretning. Præcist kl. 8 hver morgen, gennem nu 12 år. 4.000 billeder er det foreløbig blevet til. Sat ind i album, et for hvert år, i præcis rækkefølge. En dag tager Auggie Paul med hjem for at vise ham sit, som han siger: ”Livsværk”. ”Jeg foreviger min lille plet”, som han siger det. Paul bladrer, nikker påtaget anerkendende, men ser ikke andet end fuldstændig ens billeder. Auggie smiler og efter lidt tid siger han: ”Du forstår ingenting, hvis ikke du dvæler ved dem.” Og først da han gør det, forstår Paul, at Auggie har ret. Da han ser fotografiernes detaljer, forandringerne, menneskene fra dag til dag, skiftende stemninger, ser han, at det er et livsværk. Et værk, en fortælling, om liv. Det liv som stille og roligt via fortællinger, personer og hændelser igen får sit tag i Paul.

”De dyrebareste ting er lettere end luft”. Ind under jul får Paul en opfordring om at levere en julefortælling til New York Times. Fristen er kort og han kommer ingen vegne. Så han går til Auggie, som lover ham, mod at få en frokost, at fortælle ham den bedste julefortælling han nogensinde har hørt. ”Og”, som han siger det, ”jeg garanterer at hvert ord i den er sandt.” Det er en historie om ham selv, hans kiosk, en tyv, en tegnebog. En gammel bedstemor og et stjålet kamera. Men allermest en historie om at få ånden over sig og for livets skyld ”lade som om”. Auggie véd af egen erfaring, at det er sådan det er her i livet. En tid har han strittet imod at skulle være far til 18-årige Felicity, sådan som hendes mor, Ruby, en halvbesværlig kæreste fra gamle dage, for nylig er kommet til ham i kiosken og har påstået det. Felicity lever et miserabelt liv som narkoman. Hun har hårdt brug for et afvænningsprogram.  Og pludselig en dag havde Auggie henvendt sig til Ruby, stukket hende alle sine sparepenge og sagt: ”Til vores datter”. De havde stået lidt sammen, han havde smilt og spurgt: ”Er hun min datter?” og Ruby havde svaret: ”Det er sådan fifty-fifty.” Men Auggie havde beholdt sit smil og gløden i øjnene. – På samme måde, husker Paul, da han tænker tilbage på den dag, Auggie sad og var færdig med sin julehistorie: Et saligt smil havde bredt sig over hans ansigt. ”Jeg var ikke helt sikker, men udtrykket i hans øjne i det øjeblik var så mystisk, så ladet med gløden af en indre fryd, at det pludselig faldt mig ind, at han havde fundet på det hele. Jeg skulle til at spørge ham om han havde snøret mig, men indså at han aldrig ville indrømme det. Jeg var kommet til at tro ham, hans beretning, og det var det eneste som betød noget…” Og som Paul tænker det: ”Så længe der findes en person der tror på den, er der ingen historie, som ikke kan være sand.”

”De dyrebareste ting er lettere end luft”. Svæver bort og bliver til ingenting, ser det ud til her fra hvor vi står. Men det passer ikke. Hvor let og luftig, ja, lettere end luft, ånden så end er, så svæver den ikke bort, men kommer tværtimod oven ned til os. Talsmanden, Guds gode Helligånd, som i Kristi navn, vil bringe os mod, glæde og storsind nok til endda, om nødvendigt, for livets skyld, at ”lade som om”. Og fortælle hinanden historier lette og luftige som røg, men i den ånd, hvor gløden tændes og hvor mennesker på ny blomstrer op. Glædelig pinse!

Alting forandres. ”En kort tid, så ser I mig ikke, og atter en kort tid, så skal I se mig”. Ordene vi her hører, er fra Jesu såkaldte ”afskedstaler” til sine venner, disciplene, kort før hans død. Men det kunne næsten også høres som en pubertets-ung pige eller dreng på vej ud af døren – ”jeg er den, der er smuttet” – og så går der alligevel slet ikke så længe, så står han/hun der igen. Om ikke andet så for at spørge efter flere penge. Blå mandag får jo også en ende.

”Mødes og skilles og mødes igen” – det er det vilkår vi, i så mange forhold, er her under. Alting forandres. Tabene, adskillelsen, hører med. Det forunderlige er, at det gør, til tider, også gensynet og glæden ved atter at mødes. Glæden, i det hele taget, ved at der ind gennem tabene alligevel bliver nyt liv til. Som en 90-årig kvinde engang fortalte det: ”Sidste sommer kunne jeg klare dørtrinnet i sommerhuset. Det kunne jeg ikke i år. Sidste sommer kunne mit lille oldebarn ikke klare dørtrinnet. Det kunne hun i år. Den lille får gave for gave af livet, mens jeg langsomt må afgive de gaver, jeg selv i sin tid fik”.

”Det bedste er”, som Søren Ulrik Thomsen siger det i sin digtsamling om det værste og det bedste, med 10 digte om det værste og ét mere, elleve, om det bedste: ”Det bedste er at gi op omsider – og pludselig mærke det hele begynde: – Det er det bedste for mig”. – Det gælder om at turde give slip. Som kvinden der føder og som på et tidspunkt midt i sin trængsel ikke længere må holde igen, men i stedet for turde give slip. Eller: Give sig veerne i vold, arbejde med på det, der gør ondt, for at forvandlingen kan finde sted: fra skræmmende og uforståelig smerte til ubeskrivelig glæde over at et barn er kommet til verden. Hele det syn og det nærvær vi længes efter, specielt da når tilværelsen er trang, det syn ser vi først, når vi tør give slip på vores egne fastlåste forestillinger. Først da kan vi fornemme vor Herres nærvær og hans livsforvandlende kraft kan finde sted.

”I skal sørge”, siger Jesus, ”men jeg skal se jer igen, og da skal jeres hjerte glædes”. Alle gode historie handler om det, ligesom kristendommen selv i særlig grad gør det – at glæden har ret. At længslen efter nærvær skal opfyldes. At noget nyt og noget godt kan ske ind gennem trængselstider, fordi forandringens og forvandlingens livsskabende kraft findes.

I forårsdage med konfirmationsfester over hele landet vil mangen en far eller mor rejse sig og slå på glasset og holde en tale for deres store pige eller dreng, og som en væsentlig del af det hele sige ord som: ”Vi vil altid være der for dig”. Det sure syn på en sådan sætning og et sådant udsagn vil være: Jamen, det kan ingen jo være. Ingen kan være der altid og hele tiden for den anden. Nej. Men ikke desto mindre, sådan taler kærligheden altså: ”Jeg vil al tid være der for dig”. Og vel hører forladtheden med – og livet er ingen dans på roser – men en dans det er det.

Om en kort tid ser I mig ikke længere, siger Jesus – og om en kort tid ser I mig igen. Når Jesus taler om fravær – en kort tid – og så nærvær igen, så hører jeg det som en trøst i slægt med ens mors, når den var allerbedst. Og samtidig som en trøst og en tale, der overtrumfer al anden trøst og tale: Det bliver ikke ved, siger Jesus – det, der gør ondt – OG glæden er det sidste! Eller: Det hører med – det, der gør ondt – ventetiderne, de trælse, og det at skulle skilles for en tid – det hører med – OG det gør glæden også – glæden og fryden, som vi altid er på vej til – som er det første og det sidste – fordi vi hører til hos glædens Gud – Han som er alfa og omega. Det skal nok gå! Ja, ikke bare det: det kommer i sidste ende til at gå godt. Stol på dét!

”Mor!”, spurgte den dengang 5-årige Mads, ”Hvordan kunne dig og far vide, at det lige var mig, I gerne ville have?” Og mor tænkte sig lidt om og sagde så: ”Jo, ser du – far og jeg bad til Gud, om vi ikke godt måtte få en lille Mads. Og så gik Gud ud bagved oppe i himlen i sådan et kæmpelager Gud har med en masse reoler med en masse hylder, hvor der står bitte-bitte-små menneskebørn, som venter på at blive født. Så gik Gud hen til hylden med alle Madserne, og så lyttede Gud endnu engang rigtig godt efter til vores, fars og min, bøn, og så besluttede Gud sig: ”Det er ham Mads her, de så gerne vil have”. Og så sørgede Gud for at den lille-bitte Mads kom ind i mors mave og voksede og voksede i 9 måneder. Og en forårsdag blev du født og kom til verden. Og fra det allerførste øjeblik vi så dig, kunne far og mig se, at det var jo, ja, at du var jo lige nøjagtig den lille Mads vi havde ønsket os og bedt om at få”! Se, sådan kan der fortælles meningsfuldt om et lille menneskes ankomst til verden. Og hvor er det dog godt at få fortalt og blive fortalt. Og hvor er det dog godt at blive født ind i den rigtige familie. At være et ønskebarn. – Og ikke som en ulykkelig mand, der en juledags aften ringede på i præstegården, og gerne ville snakke med præsten, fordi han var så ked af det. Han var jo, som han sagde det, bare sådan én, der var kommet ud af et forsamlingshusbal, men som slet ikke skulle have været. Bevidstheden om det havde plaget ham livet igennem.

Hvor er det godt at være et ønskebarn. Eller blive det. Sådan som vi fejrer det på Mariæ bebudelsesdag, som er det gamle navn for søndagen, nu hvor der er nøjagtig 9 måneder til jul, og hvor Maria og vi, af englen Gabriel, får at vide, at ønskebarnet over dem alle kommer til verden og skal fødes af hende, Maria. Purung, ugift – og gravid! Det har alle dage og meget ofte heddet, at så var man i ”ulykkelige omstændigheder”. Men ikke Maria. I hvert fald ikke, som hun ifølge fortællingen selv – efter lige at have sunket et par gange – tog imod sin nye situation, sine ændrede omstændigheder: ”Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord!” Maria lægger både sind og krop til, at Guds Ord kan inkarneres – at det guddommelige kan fødes ind i det menneskelige – at Gud kan gå i kødet på os – i Jesus fra Nazareth. I hans kødelige krop, liv og skæbne. I hans livshistorie. I ordet og fortællingen om ham – Jesus Kristus, den korsfæstede og opstandne.

Maria lægger sind og krop til i det helt kødelige og konkrete. Hun gør det også, hvad angår det sjælelige og åndelige. Viser os, hvordan vi helt grundlæggende skal forholde os til budskabet og fortællingen. Til selve det at lade sig tiltale og tilfortælle en utrolig og dog dybt troværdig fortælling. – Hvor er det godt, når livskraftig livgivende fortælling lyder og går i kødet på os. Rører, griber og forvandler. Bringer måske et helt andet sæt omstændigheder i vente – lykkelige omstændigheder, når det går godt. – Uberørthed er ikke godt. Den snerpede uberørthed med forstanden kølet ned i ufølsomhed og sans for udelukkende nøgterne kendsgerninger og kolde tørre facts. Det er ikke godt. Det er godt at være og blive berørt. At kunne åbne sig for nyskabende ord og fortællinger. For fantasi og fiktion. Digt og poesi. Og ikke se foragtende og nedværdigende på den del, som om det vigtigste og mest virkelige, det sande og realistiske skulle komme til os i formler og kølige beskrivelser af facts. Eksistentielle, altså grundmenneskelige, sandheder kan ikke formuleres lige ud ad landevejen. De dybeste sandheder kræver fortællingens omvej for at blive til virkelighed.

Er fortællingen til Mads – om hans komme til verden som et ønskebarn – er det en løgnehistorie? Ja, det er den jo på sin vis. Og dog så er den langt mere sand end en for eksempel biologisk forklaring om hans ankomst til verden. Ja, fortællingen til Mads er hvad angår det allervæsentligste, virkelig sand. Og det er nu engang det allervæsentligste og vigtigste i det menneskelige, det handler om i kirkens og kristendommens rum. Det kan ikke og aldrig siges med fornuft alene. Det forlanger hjerte, følelse, tro og tillidsfuld enfold.

”Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?”, lyder ordene fra Jesus på korset langfredag. Der er i kunstens verden – maleriet, teatrets, litteraturens – filmens og fortællingens verden givet en mængde bud på mennesket i gudsforladtheden. Et af de meget fine bud er rockgruppen Pink Floyds store flotte sang og musik-fortælling ”The Wall” – ”Muren” – udgivet i 1979. Et stort musikalbum med en stærk, stærk historie digtet og fortalt af, i helt særlig grad, Roger Waters fra Pink Floyd. Siden hen i 1982 blev albummet af Alan Parker udvidet til også at være filmen ”The Wall”. Stadig med rockmusikken og sangene fra Pink Floyd som selve fortællingen om mennesket Pink.

Pink vokser op som barn i 40´ernes og 50´ernes England. Han er født kort før Anden Verdenskrig brød ud. Som så mange andre af efterkrigstidens børn i England og mange andre lande er det her fra krigen, Pink har hentet sit livs traume – tabet af faderen, som sammen med tusindvis af andre døde en grusom død i en skyttegrav i Frankrig. ”Mother do you think they’ll drop the Bomb?”, synger drengen, som igen og igen ser for sig, faderen blive dræbt af bomben. Moderen har sin sorg og ser, som så mange andre mødre (og fædre) i den situation ikke i tilstrækkelig grad sin lille søn og hans store ensomhed og forladthed. I stedet for bruger hun ham. Hun overbeskytter ham på en måde og som sangen siger det: ”Mor skal nok sørge for, alle dine mareridt bliver til virkelighed…” – ikke af ondskab men af uformåenhed. Resultatet bliver bare nogenlunde det samme for drengen: Endnu mere ensomhed og forladthed. ”Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?”

Drengen Pink med det sarte sind udvikler en poetisk åre, men møder i skolen ingen forståelse for den del. Tværtimod har han en lærer, som i sin totale indskrænkethed og deciderede ondskab udstiller og håner drengen. Og som om det ikke var nok, forsøger læreren tillige at banke en smule ”fornuft” (tal, kvadrater og matematikformler) ind i knægten. – Reaktionerne fra den ene og den anden overfor den sårbare knægt, som ingen i virkeligheden ser som den han er, er – som man kan høre – klassiske og kendte. Og det er resultatet også: Drengen lukker sig mere og mere inde. Det bliver alt sammen – alle tab, overgreb og svigt – det bliver alt sammen og hver for sig til ”bare endnu en sten i muren”. Den mur, som uden drengen selv har villet det, er opstået omkring ham, men som han nu, jo ældre han bliver, selv i stadig højere grad bygger med på. Medbygger er han blevet på sin egen store eksistentielle ensomhed og forladthed. Opbygningen af den mur han med sin egen traumatiske baggrund og det der siden gik så galt, ser som en mulig beskyttelse af sig selv, men som kun bliver til en fortsat ødelæggelse af det liv, han ellers hungrer så voldsomt efter: ”Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?”

Med det skrig som baggrund folder filmens fortælling sig nu med en særlig styrke ud i det, vi kunne kalde for nutidslaget – Pink som den voksne. Succesfuld, ombejlet rockstjerne, men mere ensom end nogensinde. Ægteskabet, kærlighedsforholdet, ødelagt fordi det her blev ham, der svigtede. For lidt liv, for meget død. For mange shows, for meget narko, for meget bifald. ”Min Gud, jeg råber om dagen, men du svarer ikke, og om natten, men jeg finder ikke ro.”

Den rastløse, fortvivlede, til tider vanvittigt vrede Pink, er på turne i USA. Han forsøger at dulme sig igennem ensomheden på fremmede hotelværelser med gamle film, sprut og røg, men han kan ikke undslippe. Mere og mere spærres han inde og trykkes nede bag det murværk, han nu selv så absolut er blevet hovedentreprenør på. Han oplever sig selv så fuldstændigt som ”en orm, ikke en mand, en skændsel for mennesker, foragtet af folk.” I flere af scenerne ser vi ham i attituder som den korsfæstede selv. I hotellets pool flyder han rundt i det, der i Pinks egen mareridtsprægede oplevelse bliver til, ikke vand, men blod. – Som en sidste vanvittig drøm om befrielse forestiller Pink sig selv som despoten. En Hitler-agtig fører overfor en kæmpeskare af tilbedere med det ene budskab at hade. Hade, forfølge og ødelægge den, der er anderledes end mig. Syndebukkemekanismen vendt, så ikke længere jeg men du får rollen som offer og jeg bliver bødlen. Er det så løsningen? Er det så rockfilmen ”The Wall”s bud på, hvordan man kommer over muren – bliver sat fri? Nej. Ødelæggeren, den hadefulde Pink, er nu til sidst som spærret inde på bunden af en brønd. Hadet repræsenterer, forstår vi, absolut ingen sammenhængskraft. Med salmistens ord: ”Jeg er som vand, der hældes ud, alle mine knogler falder fra hinanden, mit hjerte er som voks, det smelter i livet på mig.” Alt liv er nu ved at løbe ud af ham. Og da – da er det dommen falder. I filmen vist i en tegnefilmsekvens, hvor en frygtindgydende dommer tager til orde overfor den ynkelige Pink, nu så fuldstændigt spærret inde bag sin mur – og dommen lyder da: ”Siden, min ven, du nu har afsløret din dybeste frygt” – nemlig (må vi tro) frygten for at blive forladt – ”dømmer jeg dig til at blive udstillet for dine ligemænd” – m.a.o.: Til at stå frem overfor medmennesket uden nogen barriere imellem – og derfor, og det er selve dommen: ”Tear down the Wall!” – ”Bryd muren ned!”.

Da sprænges muren i tusinde stumper og stykker. Der lades ikke sten på sten tilbage. Det er ødelæggelse og befrielse i ét hug. Lyden og kraften af krigens bombeeksplosion transformeret til en livskraft. Det er nedbrydning og opbyggelse på samme tid. Muren falder. I filmens slutsekvens ser vi, hvordan en flok børn går rundt og leger og rydder op i resterne og, blot som en del af legen, kører murbrokkerne væk. – I filmens indledning lød sangen om ”Den lille dreng, som julemanden glemte” sunget af Vera Lynn, sangerinden fra 2. verdenskrig. Nu ved filmens slutning synger Pink Floyd om, hvordan der altid går én eller flere rundt derude, som husker dig og virkelig elsker dig. Frem og tilbage går de udenfor muren, din mur, og gør hver for sig alt hvad de kan for at nå ind til dig. ”Nogle af dem”, lyder sangens sidste ord: ”vakler og falder – for når alt kommer til alt, så er det ikke nemt at banke ens hjerte ind mod én eller anden skør fyrs mur.” Nej, men det er fantastisk, når det så alligevel lykkes. Når muren falder og et menneske frisættes. Når ensomhed og forladthed erstattes af nærvær og sand medmenneskelighed.